Om at oversætte - fra dansk - til dansk - når man er journalist og når man er mellemleder

At oversætte fra dansk til dansk!

   Firkantet sagt, så er det det journalister skal kunne gøre når de i nyheds- og baggrundsartikler fortæller offentligheden og deres læsere om problemstilinger og sager af samfundsmæssige betydning, som er formuleret af deres kilder på et vist abstraktionsniveau. Journalisterne skal - med et kropsmetaforisk udtryk - kunne skrive i øjenhøjde med læserne, skrive så læserne kan se at nyheden er relevant for dem. 

   Skal man køre lidt videre med den metafor, så er problemet ofte at kilderne formulerer sig om virkeligheden ud fra et sprogligt "fugleperspektiv", og det skal journalisten så oversætte tilt formuleringer i et "øjenhøjde-perspektiv". 

For mange år siden skrev nogle virksomhedspsykologer i en rapport til Postvæsenets ledelse hvad de mente de postarbejdere skulle kunne der blev ansat til at betjene noget nyt sorteringsudstyr i Postterminalen:

I langt de fleste tilfælde vil intellektuelle ressourcer, der rækker ud over det normale, næppe kunne blive tilfredsstillet. (...) Men et vist minimum af intellektuelle forudsætninger vil være påkrævet for at undgå person- og materielskader, samt unødvendige forsinkelser.

Der blev først en mægtig ballade om den rapport blandt postarbejderne da Ekstrabladet havde oversat disse eufemistisk formuleringer i en rubrik med denne ordlyd:

De skal være dumme.. men ikke for dumme

Det kan jeg så koble til mine oplevelser som censor for diplomfaget "informationsjournalistikkens strategisk grundlag".
   I faglitteraturen om intern kommunikation i virksomheder - særligt fokuseret på "forandringskommunikation" - er det en gennemgående formulering at mellemlederne er særligt betydningfulde fordi det er dem der skal "oversætte" den øverste ledelses visioner, budskaber, planer og strategier til de menige medarbejdere.

   Kravene til denne "oversættervirksomhed" er at den skal gøre kommunikationen relevant for medarbejderne, dvs. de skal kunne "se sig selv" i den forandrede fremtid, og den skal hjælpe dem med at vende angst, uro og usikkerhed til tillid og optimisme og handleberedthed.

Ifølge ordbøgerne er "oversætte" noget man gør mellem to sprog: fra et sprog som modtageren ikke forstår, fx tysk, til et andet sprog som modtageren forstår, fx dansk.

   Men hvad betyder "oversætte" i denne forbindelse? Og hvad vil det egentlig sige at kunne "se sig selv", som tilsyneladende er en metafor for "relevant".
   Parallellen til journalistens "oversættende" rolle mellem ekspertkilder og læserne i offentligheden er slående.

Her trækker jeg nu på nogle af de foregående blogindlæg i en argumentationskæde.

   Det mellemlederne skal kunne "oversætte" fra, er det jeg har kaldt videnssprog, et sprog eller en sprogbrug der har følgende kendetegn:

• upersonligt
• abstrakt
• billedfattigt
• følelsesrenset
• monologisk
• systemorienteret
• rødder i skriftsprog
• bruges mest offentligt

Det sprog mellemlederne skal kunne "oversætte" til, er det jeg har kaldt erfaringssprog, et sprog eller en sprogbrug der har følgende kendetegn: 

• personligt
• sanseligt
• konkret
• billedrigt
• følelsesladet
• dialogisk
• handlingsorienteret
• rødder i talesprog
• bruges mest privat

Begge sprog er dansk, men de har et meget forskelligt forhold til den virkelighed de er sprog om.  

Erfaringssproget udgøres i høj grad af det man kalder "basic-level-kategori-ord", det vil sige ord og dermed kategorier som naturligt ligger "i midten" af abstraktionsstigen - fra det generelle til det specifikke.

   Det er ord som ko, bil, mand, rød, blå, hammer, gå, løbe, se, høre, føle, hånd, ben, hoved, lys, kop, stol, spise, varm, kold, slå, kysse,....

   Disse kategorier modsvarer erfaringsprogets basale ordforråd. De er nemme at lære, nemme at huske, og nemme bruge. Det er ord der referer til noget som man kan tegne eller male hvis man får besked på det, eller ord der referer til noget man kan udføre hvis nogen beder en om det, eller ord for noget man kan bruge til opnå specifikke mål hvis det er det man vil.

Her er en uddybning af hvad det er - på engelsk:

In cognitive psychology, a basic-level category is a family of events, objects, patterns, emotions, spatial relationships, or social relationships that are cognitively basic. "Dog", "chair", "ball", and "cup" are examples of basic-level categories. Basic-level categories share a variety of properties with one another. Among other similarities, they are the level first named and understood by children, the level with the shortest primary lexemes, the first level to enter the lexicon of a language, the level at which subjects are fastest at identifying category members, the level at which most of our knowledge is organized, the level that most faithfully mirrors natural kinds, and the highest level at which a single mental image can reflect the entire category.

Men hvilke sproglige og mentale operationer skal der så til for at oversætte fra videnssprog til erfaringssprog?

   Her handler det i høj grad om metaforer og metonymer, som kan betragtes som oversættelses-redskaber. Og som jeg har beskrevet tidligere så indebærer det i begge tilfælde mentale blending-operationer hvor noget abstrakt, ukendt og erfaringsfjernt anskues gennem noget mere konkret og erfaringsnært.

Metaforer er erfaringssproglige og gør typisk brug af basic-leve-kategori-ord, så det abstrakte, det ukendte og tågede ses og forstås igennem det konkrete og velkendte.

    En samling lovforslag kaldes "en pakke".  Vi skal altså se og forstå det abstrakte  og uanskuelige en samlinge lovforslag  gennem basic-level-kategori-ordet "pakke", noget det kan ses, og noget der kan bæres.

   En virksomhed som skal skære ned og fyre folk, skal igennem en "slankekur". Vi skal altså se og forstå virksomhedsændringerne gennem den konceptuelle optik som bevidst slankning af en krop leverer.

Sådan er det også med metonymer, som jo har karakter af en "del for helhed" semantisk operation. Den abstrakte institution Politiet forstås konkret gennem metonymiske rekvisitter som magtudøvelsen udfoldes igennem - ting og fænomener "der er til at tage og føle på": knipler, uniformer, blå-blink, politibiler, et lysende grønt skilt med ordet politi, politihunde, politirapporter, skriftlige tilsigelser.

   Igen er der tale om at "oversætte" fra vidensprogets abstrakte kategoriers verden, til erfaringssprogets basis-kategoir-verden der kan sanses og handles med og i forhold til.

Så det er det der er kravet til mellemledernes kommunikation til medarbejderne - at de skal kunne gøre brug af metonymisk og metaforisk tænkning når de skal "oversætte" de besværlige og angstfremkaldende abstrakte og måske bevidst tågede budskaber fra ledelsen til noget hvori medarbejderne kan "se sig selv" og få besvaret det presserende spørgsmål: "What´s in it for me?

"At se" og "syn" er metaforer for at forstå og forståelse. Næste led i argumentationskæden er så den grundforudsætning at forståelse er simulation.

   Hvis medarbejderne skal kunne "se sig selv" i en fremtidig situation, så skal de kunne simulere denne fremtidige situation så konkret at de kan se sig selv sanse, handle og reagere i den. Dvs. forestille sig den fremtidige situation som en hypotetisk erfaring, en tænkt oplevelse. Og for at kunne simulerer sig selv i sådan en situation så må input være leverer i erfaringssprog.

Sammenhængen er altså denne når mellemledere (og journalister) skal "oversætte" fra videnssprog til erfaringssprog.

• For at kunne se sig selv i en tænkt situation, må man mentalt kunne simulere den situation
• For at kunne simulerer en situation må man have den fremstillet i basic-level-kategorier
• For at fremstille noget abstrakt i basic-level kategorier, må man bruge metaforer og metonymer (og andre oversættelsesværktøjer som analogier, fabler, lignelser, modeller, scenarier, etc) 
• For at kunne bruge metaforer og metonymer, må man trække på sit erfaringssprog og oversætte fra videnssprog.

Endelig kan vi også inddrage et andet af de redskaber som de senere års managementlitteratur har fremhævet som afgørende for at få medarbejdere og omgivelser til at "se sig selv" i relation til virksomheden: Storytelling.

   Jeg har tidligere nævnt at dramaturgi er et sæt af simuleringsredskaber for simulation af personer der handler målrettet i tid og rum - og undervejs møder modstand som overvindes.
   Historier der fortælles, hvad enten det er i sproglig eller visuel form, de fortælles altid gennem basic-level-kategorier.
   Faktafortællinger har et grundlæggende metonymisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer, mens fiktionsfortællinger har et metaforisk forhold til den virkelighed de fremstiller og simulerer. 

   Storytelling i og om virksomheder har karakter af lignelser som medarbejderne skal overføre på  egen situation idet de får mulighed for at "se sig selv" gennem de identifikationsmekanismer som de virkelighedsismulerende fortællinger tilbyder.
   Jeg citerer igen fra James Gearys bog "I is an Other", som jeg synes meget klart udtrykker sammenhængen mellem historiefortælling som metafor og det der foregår mentalt og neurologisk i vores hjerner når vi går op i fortællingen og kan se os og forstå os selv gennem ubevidst simulation af det den imaginære virkelighed den fremstiller (i basic-level-kategori-ord og -billeder):

When we read a story, our brain plot everything that´s going on, from the characters´physical locations in space, to their interactions vith objects in the environment to their pursuit of various psychological and emotional goals. Many of the brain areas, active while reading, ar also active when we actually take part in or observe similar situation in real life. The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation objects, for exsample, are at work during both ficitional and factual encounters. Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them our in our minds. Stories er rehearsals for real lilfe.

Godt fortalte historier er vores mulighed for mentalt,  kognitivt og emotionelt at afprøve os selv i nye situationer - uden at det for alvor gør ondt! 

Josefine Ottesen - og hendes livs kilder til Fantacy

Josefine Ottesen har skrevet omkring 80 bøger - hvoraf de fleste er fantacy-romaner til unge. Hvilken produktivitet og kreativitet! For Josefine har fantasiens kilder leveret metaforisk tænkning ud over alle grænser. Men hvad udspringer de af?

 
Lotte Thorsen har i Politiken den 5. juni et stort portræt-interview med damen. I forhold til mine forestillinger om den særligt kreative personlighed med den komplicerede barndom - med savn og tab, identitetsusikkerhed og flytten omkring, så scorer hun højt på alle parametre.
   Liv, fantasi og litterær produktion går i kreativ symbiose, for hendes vedkommende, kan man læse i portrættet.

Josefine har jødisk-ungarsk baggrund. Moderen kom med sin mand til Danmark fra Berlin lige før 2. Verdenskrig. Hun bliver skilt. Og flygter til friheden i Sverige i 1943. Men en stor del af hendes familie var væk. Gasset i nazisternes udryddelseslejre eller dræbt i jødiske ghettoer i Budapest. 

   Datteren fortæller

Jeg ved, min mor følte en enorm skyld over at have overlevet. En skyldfølelse som også rammer andre, der mirakuløst overlever, mens andre i samme situation dør. Jeg tror, man stiller sig selv spørgsmål som: Er jeg noget særligt? Hvorfor lige mig og ikke de andre? Er jeg bedre end dem? Det er man selvfølgelig ikke, men man prøver at rationalisere, og det tror jeg også, min mor har gjort.

Moderen havde dårlig samvittighed over at være i live, og for at sone sin overlevelse sendte hun efter krigen sine små børn til Norge med en ung pige og blev selv i Gøteborg for at hjælpe de overlevende fra kz-lejrene, da de hvide busser ankom med de befriede fanger sydfra.

Josefine er født i Bredgade i København 1956. Efter et par år flyttede familien til Nordjylland. Hun var "mediatorbarn" mellem to midaldrende forældre der i forvejen havde henholdsvis to og tre børn. Hun fortæller bl.a.

Jeg troede egentlig, at jeg var en dreng. Det ville min mor også helst have haft. Min fars sønner havde mange problemer, og jeg tror, at hun havde en forestilling om, at hun skulle føde min far den rigtige søn. Og så fik de altså mig. 

   Alle børn vil genre have, at deres forældre er lykkelige. Og når man har rygsækken fuld af sorg og savn, som min mor havde, så kører der hele tiden en undertekst, som børn jo læser. Så jeg bruget meget energi på at passe ind. For hvis man ikke gjorde det, blev man lidt usynlig.

To personer i en. Identitetsproblemer? Det kunne se ud til det. Hvordan så med far-forholdet?
   Om sin far fortæller hun at "han var meget sky" og "svær at komme i kontakt med". "Men jeg fik stimuleret mit intellekt voldsomt, for det var der jeg kunne møde ham."

   Så skulle forældrene skilles fordi faderen havde mødt en anden. 

Skilsmissen var meget, meget hård for min mor. Det er problemet , når man er så iscenesættende. For når de andre så ikke følger manuskriptet, er man jo fortabt. Og hun var fortabt efter den skilsmisse. Hun var næsten 50 år og sagde senere, at hvis det ikke havde været for mig, så havde hun givet op. Og de signal har jeg nok fornemmet. Jeg var overbevist om, at det var, fordi jeg havde overset noget i mit arbejde som mediator, at de blev skilt. Og nu var det min opgave at sørge for, at hun holdt sig i live og ikke brød sammen.

Efter Hf-eksamen arbejdede Josefine Ottesen som instruktør og teaterskuespiller. Hun skrev lidt ved siden af for sin fornøjelses skyld, fortæller artiklen...

Sådan nogle små, metaforiske eventyr, som egentlig bare udsprang af mit eget behov for at skabe nogle forklaringer på mit liv.

Men de små metaforiske eventyr blev til mange store.
   Mens hendes mor lå på sygehuset med en hjerneblødning, sad hun i morens hus og skrev og færdiggjorde manuskriptet til "Fjeren og rosen" - som hun vandt Kulturministeriets børnebogspris for. "Jeg var fuldstændig overvældet over at man kunne få en forfatterpris når man slet ikke var forfatter," siger hun til Lotte Thorsen.

Fantacy er jo en blended genre - af det nære og velkendte og det fantastiske, utrolige og fremmedartede. I ét univers. Og med overvægt til det fantastiske. Som fx i "Ringenes herre" eller i "Alice i eventyrland".
   Hun skriver trilogien "Krigeren", efter inspiration fra sin søn som var bidt af krigsspil, og som gik til kampsport. For at finde ud af hvad det var for en fascination, begyndte hun selv at gå til kamsporten Aikido - og blev "vildt fascineret af våbentræningen".

Der er tre egenskaber, der går igen hos krigere over hele verden: Du skal være nærværende, du skal kommunikere klart, og du skal vide, hvilke væredier, du kæmper for. Da jeg kom på sporet af de tre kvaliteter kunne jeg godt forstå at min søn var så optaget af det der.

En af de emotionelle fænomener som forbindes med kreativitet, er jo "den kreative vrede".
   Josefine kender til sagen. For hende blev arbejdet med at skrive trilogien "Krigeren" en rejse "ind i Herreland" fortæller artiklen videre. Og det syntes hun ikke var særligt svært, når det kom til stykket:

Og det er nok fordi jeg skulle have været en dreng. Jeg skrev den bog, fordi jeg havde brug for at fokusere på ikke at opfatte mig selv som  et offer for de omstændigheder, jeg var udsat for gennem min opvækst , men at tage sagen i egen hånd og sige: "Hvis jeg skal være en kriger her i mit liv, hvor er min indre styring så?" Og det har været så vigtigt for mig at få det formuleret. Der mange af minde handlinger, der har været styret af trods. Og man bliver ydrestyret , hvis man føler, at man er underlegen, og at det nogle andre, der bestemmer, om man er god nok. Når jeg bankede de andre som barn, gik det jo også op for mig, at jeg havde en indre kriger. Og aggression er jo ikke nødvendigvis noget, vi skal undgå. Det er først når du siger: "Nu er det fandeme nok", at der noget, der flytter sig.

Ondskab og hvordan man overlever de forfærdeligste ting, dukker op som spørgsmål da hendes mand får problemer med en chef. Sammen med sin jødiske mors og families forhistorie, får det hende til at researche på Holocaust. Og det bliver til trilogien "Historien om Mira" som Josefine Ottesen selv kalder "en fantacy-trilogi om fascisme".

I mange år syntes jeg, at det var meget besværligt og begrænsende at have den mor, fordi jeg skulle kæmpe så hårdt for at blive hjemme i mig selv i stedet for at rende og fikse alle de andre. Men den historie har ændret sig. I dag kan jeg jo godt se, at jeg også fik rigtig meget med. Så "Historien om Mira" handler om , hvordan man både bliver hovedperson i og hovedforfatter til sin egen historie. Så jeg har ikke længere skabene fulde af gummistøvler og bønner".

At have "skabene fulde af gummistøvler og bønner", er Josefines metonym for at hun ubevidst altid var indstillet på flugt og rejse med et øjebliks varsel.

Lær at SE - for sladder kan manipulere dit syn

En vigtig pointe i hjerneforskningen er at hjernen ikke bare registrerer sansninger gennem øjne, ører, hud mv. Den tolker og filtrerer disse sanse-input ud fra de forestillinger den i forvejen har om motivet. Vi ser det vi ønsker at se eller forventer at se.

   I den forskning der undersøge øjenvidners troværdighed, er det en ofte dokumenteret sandhed, som Poul Martinsen i øvrigt for mange år siden lavede en fascinerende tv-dokumentar om.

Men det er fx også en vigtig pointe i Betty Edwards bøger om hvordan man lærer at tegne efter motiv og model. Så det "ligner", vel at mærke.

   Blikket skal løsrive og frigøre sig fra forestillingerne om hvordan motivet ser ud, og virkelig lære for alvor at SE hvordan nogetn rigtig ser ud, og så få hånden til at tegne det øjet SER - uden om de konceptuelle fordomme.

Et banalt eksempel er hvis man vil tegne et ansigt. Alle "uøvede" tegner ansigtets proportioner sådan at afstanden mellem hage og øjne udgør 2/3 og afstanden mellem øjne og toppen af hovedet udgør 1/3.    

   Men det passer ikke. Måler man efter, så ligger øjnene præcis i midten af hovedet. Der er altså lige så langt fra hagespidst til øjne som der er fra øjne til toppen af hovedet.

  Her er et eksempel. Den første tegning viser hvordan de fleste af os ville tegne det. Det sidste viser hvordan man tegner det når man har lært at SE!

En måde at frigøre sig fra forestillinger og fordomme om hvordan motivet ser ud, er simpelt hen at beslutte at tegne motivet på hovedet. Her en elev der har tegnet en Picasso-tegning på hovedet (den retvendte originaltegning der udgør motivet, er den til højre).

Fidusen ved den øvelse er at man koncentrerer sig om linierne og proportionerne uden hensyn til at man ved hvad man ser på.

   Mange kreativitetsteknikker og -øvelser går netop ud på at "vende tingene på hovedet".

Politikens videnstillæg havde for godt en måned siden (22. maj) en forsideartikel med rubrikken "Sladder kan manipulere dit syn". Pointen i artiklen var resultatet af en undersøgelse hvor det at man forbandt et billede af et udtryksmæssigt helt neutralt ansigt med dårlig omtale i en undertekst, påvirkede folk til at dvæle længere ved disse ansigter i en test hvor man udnytter såkaldt binokulær rivalisering - end ved ansigter der var blevet forbundet med positiv omtale.

   Det er vel det modsatte af Betty Edwards-teknikken. At man ubevidst forføres til at se mere i ansigtet end øjet ser.

Her er forsiden til Betty Edwards bog, som jeg varmt kan anbefale. Den er oversat til Dansk.

Det er lidt af et mirakel. Folk der siger at de ikke kan tegne - opdager at det kan de. Problemet var at de ikke kunne SE!

Tosprogethed, hjerneudvikling og kreativitet

Nyheden var i Radioavisen allerede i morges. Den var hentet fra Weekendavisen i dag. Forsiden bragte rubrikken "De kan jonglere". Overliggeren fortalte:

Mentale færdigheder. I fremtidens skole bliver det attraktivt at gå i klasse med tosprogede, for tosprogede børn udvikler en bedre hjerne end etsprogede, viser international forskning. I dag vokser to tredjedele af alle børn i verden op i et tosproget miljø. Det skal vi dyrke anbefaler forskerne.

Jeg får klare associationer til mine forestillinger om den særligt kreative personlighed og hvad der gør ham eller hende særligt kreativ.

I en række indlæg på denne blog har jeg argumenteret for at den særligt kreative personligheds særlige kendetegn mere eller minder hænger sammen med tab og savn i barndom og ungdom, tab som så kompenseres ved en stærkt forøget fantasivirksomhed - man fantaserer over det man savner, mangler, ønsker og drømmer om. Forsøger ved fantasiens hjælp - gennem metaforisk tænkning - at hele sårene, så at sige.

Den særligt kreative personlighed har jeg også beskrevet som kendetegnet ved at være og optræde som - mindst - "to personer i en". Og Mihalyi Csikszentmihalyi har - nærmest analogt med det - omtalt den kreative personlighed som præget af mental og kognitiv complexity, dvs. personligheden er sammensat af tilsyneladende kontradiktoriske ekstremer, og den har det med at kunne integrere personlighedselementer som ellers er adskilt. Altså en slags multi-facetterede personligheder.

Endelig vil jeg fremhæve som min egen erfaring at mange kreative mennesker har haft oplevelser med at være tvunget til at lære to sprog, to kulturer, to sæt forskellige sociale "environments" - i barndom og ungdom. Altså man er vokset op i en by eller en egne i provinsen hvor man har lært en dialekt som er blevet ens "modersmål" og tænkesprog, og så er man med forældrene blevet flyttet til en helt anden egn - fx en storby som København, hvor man skulle lære sig et nyt sprog som fx rigsdansk/københavnsk sammen med en anden kultur. 

   Jeg har tænkt mig at en sådan flytning og dermed følgene sprogskift burde give en "spaltning" i sindet som åbnede op for mixning eller blending af forestillinger og værdier, og dermed kunne være særligt stimulerende for kreativ tænkning. 

Selv har jeg erfaring både med at flytte fra Lolland til København som 14-årig og dermed skulle udskifte en stødløs lollandsk udtale med en stødfyldt rigsdansk udtale, og erfaring med - som udvekslingsstudent som 17 årig - at skule lærer mig et helt andet sprog: amerikansk - både i tale og skrift. Og det oplever jeg selv som noget der gav mig et mentalt "udviklingspuf" over en bred front.

Jeg fremsætter den hypotese her at tosprogethed indebærer at den tosprogedes personlighed er gennemsyret af en permanent løbende blendingproces, der hele tiden ubevidst arbejder på og er optaget af  mentalt at integrere og komprimere de forskellige konceptuelle erfaringsrum som de to sprog udspringer af og er forankret i.

Det som forsideartiklen i Weekendavisen fortæller om, er hjerneforskning hvor man har scannet og målt sig til en række positive mentale effekter af at være tosproget. 

   Tidligere har man ment at det var et handicap for børn og unge at være tosproget. Bl. a. forestillede man sig at de to sprog fyldte for meget - og derfor ville genere, hæmme eller forvirre forskellige mentale processer. Og at der kun var plads til at et af de to sprog var aktivt ad gangen. 

   Men sådan er det ikke. De tosprogede kan ikke bare "slukke" for det ene sprog når de er sprogligt aktive. Forskerne siger at det der sker, er at de tosprogede "jonglerer" mellem de to sprog helt op til det tidspunkt hvor ordene kommer ud af munden:

Begge sprog konkurrerer så at sige konstant om opmærksomhed når de læser, skriver, lytter, men især når de taler. De tosprogede jonglerer frem og tilbage mellem sprogene, og først ret sent i taleprocessen undertrykker de det ene sprog og begynder at tale det andet. Vi kan konstatere at tosprogede momentant aktiverer det sprog, de ikke bruger. En oversættelse af hvad de vil sige, ligger altså lige på tungen, inden de siger noget. Med andre ord flyder de to sprog ind over hinanden, fremhæver Judith Kroll.

Jeg tillader mig at tro at det metaforiske fagudtryk "jonglere" kan være nogenlunde synonymt med "blende" i min og den kognitive lingvistiks terminologi.

Artiklen forklarer videre: "Teorien er at gode færdigheder i de to sprog styrker det man kalder hjernens  "executive control system". Det vil sige det system i hjernen, der blandt andet medierer mellem sprog, hukommelse og opmærksomhed. " Det er en effekt af at hjernen løbende er aktivt igang med at vælge mellem masse ord og sætningskonstruktioner i de to sprog.

Dette hænger jo sådan set smukt sammen med teorien om at forståelse er simulering. Hvis det der simuleres når man forstår noget, ikke er bundet til et specifikt sprog og en specifik udtale, men er en form for tænkning der mere eller mindre er bundet direkte til kroppens motorik og sansninger, så burde det ikke være et problem at lære to sprog, idet man må gå ud fra at de begge trækker på det samme mentale apparatur for at forstå og give mening. 

   Det underbygges også af artiklen der fremhæver at fordelene ved to sprog ikke har noget at gøre med om de er nærtbeslægtede i form og struktur. Forskeren Judith Kroll har samarbejdet med et døveuniversitet, Gallaudet University. Studerende dér bruger tegnsprog til at tale og engelsk til at læse og mestrer på den måde to sprog som strukturelt er meget forskellige fra hinanden. 

   Judith Kroll:

Men vi har vist, at når døve studerende læser engelsk, aktiverer de også tengsprogsoversættelserne i deres tanker. Det er tilsyneladende en ubevidst proces, men den tyder på, at der er en høj grad af gennemtrængelighed mellem to sprog, også selv om sprogene er meget forskellige fra hinanden. 

Ja, jeg vil sige at det ligger lige til højrebenet at lade den neurolingvistiske sprogteori komme ind over her, med al dens tænkning om at forståelse er simulation. Det Kroll her ser ud til at fortælle i citaet ovenfor, er at døve visuelt-motorisk simulerer det de læser op på engelsk. Og jeg går ud fra at døves tegnsprog netop er et basic-level-category-sprog, da det jo bygger på gestuelle simulationer af de handlinger og ting som det referer til.

Workaholic - på stoffer helt bogstaveligt - ifølge Todd G. Buchholz

I Politikens økonomitillæg i går var der på bagsiden en klumme af Lucy Kellaway fra Financial Times. Rubrikken var "Vejen til lykke går gennem kontoret". Og manchetten: "Endelig er der skrevet en bog om lykke, der i stedet for yoga og helesekost lovpriser hårdt arbejde. Lige noget for mig."

   Bogen hedder: "Rush: Why You Need and Love the Rat Race". Forfatteren hedder Todd G. Buchholz. Og ifølge Wikipedia er han...

...an American economist, and author of "New Ideas From Dead Economists", "New Ideas From Dead CEOS" as well as "Bringing the Jobs Home", "Market Shock", and "From Here to Economy". His 2011 book "Rush: Why You Need and Love the Rat Race" was named a top ten book in the social sciences by Publishers Weekly. Rush is a synthesis of neuroeconomics and evolutionary psychology. A former senior economic advisor at the White House, Buchholz holds advanced degrees from Cambridge University and Harvard, where he won the Allyn Young Teaching Prize.

En af de intellektuelt tunge drenge, tydeligevis. Og en af de moderne tværfaglige multidisciplinære mennesker der ligesom Lakoff & Johnson, Fauconnier & Turner, Steven Johnson og James Geary forsøger fagligt at blende neuroscience med andre videnskabsområder, her altså økonomi og psykologi

   Det der fangede mig i Lucys klumme - efter at hun havde skrevet om Todd Buchholz´ meriter - var denne formulering:

Men okay, han taler ikke kun om sig selv, men trækker på erkendelser fra antropologi, økonomi og neurovidenskab. Vores frontale pandelp omdannes til en veritabel cocktailbar, når vi er på vej frem. Vi får et skud dopamin og serotonin, når vi kaste os over en ny opgave. Vi tager et varmt bad i xoytocin, når vi sludrer med vores kolleger, og når vi har succes på jobbet, udløses der en omgang betaendorfiner, som virker lige så godt som kokain. 

Det Tood Buchholz gør sig til talsmand for i følge klummen, er "at den sande vej til lykke handler om at gøre netop det som de fleste af os gør uafladeligt, uanset om vi kan lide det eller ej, nemlig arbejde." Og det søger hjernen så for at belønne ved at udløse den coctail af hormoner og endorfiner som vi fx også kender fra "helper's high", "runner's high" og "writer's high", og som Mihaly Csikszentmihalyi beskriver som tilstanden at være i "flow".

   Altså det at arbejde hårdt, at slås med at få gennemført nogle besværlige opgaver, at være i skiftende stress-situationer med deadlines, at være i konkurrence og samarbejde med kolleger, den samlede proces kan altså kemisk-hormonalt set fungere som noget man kan blive glad af - og afhængig af at blive glad af. 

   Det må man konkludere ud fra referatet af Buchholz bog, og det lyder for så vidt meget fornuftigt. Flow opstår jo når der er et rimeligt forhold mellem stress (=udfordringer) på den ene side - og besiddelse af de nødvendige kvalifikationer til at løse opgaverne på den anden. 

Nu har jeg lige været censor for en masse opgaver i "informationsjournalistikkens strategiske grundlag", og mange af opgaverne handlede om forandringskommunikation og forandringsledelse.
   En af pointerne var at når der skulle fusioneres eller spares eller på anden måde laves organisatoriske ændringer som ville påvirker medarbejdernes arbejds- og ansættelsesvilkår, så mødte det næsten altid emotionel - ikke-rationel - modstand hos medarbejderne. De blev bange og usikre - og var meget lidt lydhøre over for ledelsens argumenter, forklaringer og entusiastisk fremtidsscenarier. 

   En af teoretikerne forklarede det sådan at man skulle forstå det der skete når indgribende forandringer blev varslet og gennemført, som en sorg over et tab, og at man skulle give medarbejderne tid og psykologisk rum for "sorgarbejde" i forbindelse med de indgribende ændringer i  deres liv.

Jeg tænker at man  måske også kan beskrive det som medarbejderne i den situation oplever, simpelt hen er at de bliver smidt ud af deres "arbejds-flow". Og når det sker, så mister man også det medfølgende daglige tilskud af "lykke stoffer" i hjernen - og oplever måske helt regulært fysiologiske abstinenser.

De anbefalinger som teorien så kommer med i den situationer, er "at involvere" medarbejderne i nogle opgaver som positivt peger frem mod ændringerne: at fylde det mentale simulationsrum hvor angstfantasierne dominerer, med "virkelighed". 

   Og det kan jo også beskrives og forklares i flow-terminologi, nemlig at få folk igang med nogle arbejdsopgaver hvorigennem de igen kan komme "op og flyve", komme tilbage i den "flow-tilstand" de ellers har arbejdet i - så de igen kan få det dermed følgende lykke-hormontilskud.

Mel Gibson - to personer i en og hvad deraf følger

Jeg bladrer igennem klip fra aviser jeg ikke fik kommenteret da de udkom. Et af dem rammer i plet i forhold til et af søgemønstrene: Den særligt kreative personlighed hvis kreative dynamik hænger sammen med at personligheden er spaltet ud i to eller flere "sider" som forsøges integreret igennem kreative aktivieteter. Og en personlighed som gang på gang læner sig op ad skandaler - med risiko for at blive udstødt af det pæne selskab.

   Skuespilleren Mel Gibson er tydeligvis en af dem. 

Information fra den 1. juni. Rubrikken: "Skandalemageren Gibson kæmper med sig selv". Et portræt skrevet af Jonas Varsted Kirkegaard. 

Hvad er der så med Mel Gibson? Mr. Bravehaert! Mad Max! Der "kæmper med sig selv".
   Jeg tænker: En person "der kæmper med sig selv", er x1 der kæmper med x2. To personer i en. Selv udsagnet indebærer jo også konceptuel blending: I det blendede output-rum udspiller der sig en kamp mellem Gibson1 og Gibson2.

Vi opregner lige hans skandaløse meritter. I følge artiklen:

• For fem år siden sagde han til en jødisk betjent at jøder var ansvarlige for alle krige i verden.
• Inden da havde han instrueret filmen "Passion of the Christ", der havde klare antisemitiske undertoner.
• Lydoptagelser dokumenterer at han har truet med at myrde ex-kæresten Oksana Grigorieva.
• "Hvis du bliver voldtaget af af en flok niggere, er du selv ude om det", har han også sagt til hende. 

Vennerne siger at han er "noget af en Dr. Jerkyll og Mr.Hyde-skabning."

   Jodie Foster som har instrueret den aktuelle film som Mel Gibson har hovedrollen i, "The Beaver", siger at det er de fire film Gibson selv har instrueret, der viser han sande jeg: "Det er film om folk, der opsøger de mørkeste steder i jagten på et spirituelt øjeblik."

   Hans ven, produceren Dean Devlin (der i øvrig er jøde) fortæller:

Mel vil sig hvad som helst for at chokere dig. Hvad enten han mener det eller ej.  Intet morer ham som at se folks underkæber i frit fald. Det er er meget barnligt træk.Det er skuespilleren i ham, der forsøger at få en reaktion.

Har han ondt i farforholdet? Ja, mon ikke!

   Artiklen i Information fortæller at "han voksede op i skyggen af en far med meget markante meninger." At han elskede sin far, Hutton Gibson, meget højt, og at denne far tilsyneladende var og i en alder af 92 stadig er ekstremt autoritær og tilhører en meget konservativ gren af katolicismen. Faderen er kendt for sine teorier om udspekulerede jøders skjulte magtudøvelse. Og han benægter endvidere at Holocaust kostede 6 millioner jøder livet. 

Lars von Trier og Henrik Dahl - gå hjem og vug!

   Og jeg kobler uden videre til Christian Stentoft som producerede en radiomontage til DR i 1994 - om sit betændte forhold til sin "sataniske far" Aage Stentoft. Og videre til Poul Martinsen dokumentar "I skyggen af en far" - hvor han følger Christians Stentofts produktion af den stæke, men også emotionelt konfliktfyldte motageudsendelse.

Retorik og dramaturgi - som simuleringsformer der forudsætter modstand og kan skabe forandring

Jeg forfølger i de seneste blogindlæg tankegangen fra NTL - "The Neural Thory of Language", som også kunne kaldes teorien om det kropsindlejrede sprog og den kropsindlejrede tænkning: the embodied theory of language. 
   Det bærende metaforiske udsagn for teorien er:

"Understanding as Simulation"

Og "simulation" betyder noget i retning af ubevidst tankeeksperimenteren - hvor tænkning og "koncepts" ikke er bundet til verbalsproget - men ligesåvel kan være tænkning i billeder, tænkning i bevægelser (dans), tænkning i lyd (musik), tænkning i smagsfornemmelser - eller - i kreativitetssammenhæng - en kombination af fx verbal og visuel/rumlig tænkning

Da vi ved at hjernen er opdelt i moduler som arbejder sammen for at vi kan tænke, føle, handle, forstå, opleve, så må tænkning foregår i delvist adskilte men samarbejdende simulationsrum.
   Det er en parallel til at når vi oplever en rød bil komme kørende, så registres den røde farve i et center af hjerne, bevægelsen i et andet, og kategoriseringen af at det er en bil i et tredje. Men centrerne arbejder altså samme for at give os den hele oplevelse af "en rød bil kommer kørende".
   Eller når vi taler, så er det et center i højre hjernehalvdel der styrer intonation og tryk og de muskler i stemmebåndet som leverer den del af talen, mens det er et center i venstre hjernehalvdel der styrer syntaks, ord og udtale og de muskler i mundområdet der styrer udtalen af vokaler og konsonanter. Og de to centrer arbejder ubevidst og koordineret sammen for at give den "naturlige tale".
  Da følelser og højre hjernehalvdel har tættest forbindelse, så kan intonationscentret i højre hjernehalvdel, hvis man er bange for at sige noget, sende signaler til stemmebåndende om at de skal "snøre sig sig sammen", så der ikke kan komme en lyd frem, selv om tunge, læber og mund gør alt hvad de kan for at sige det venstre hjernehalvdel instruerer om at de skal udtale.

Lad os forfølge ideen med forskellige simulationsrum der arbejder sammen på andre områder:

Når man taler om fakta-dramaturgi i fx tv, så taler man i virkelighed om blending af to konceptuelle rum: et dramaturgisk og et retorisk. I det dramaturgiske rum er målet forførelse, i det retoriske rum er målet overtalelse.

   Tager man de kropsindlejrede metaforer i de to målsætninger for pålydende, så bliver man som modtager gennem dramaturgien ført til en anden virkelighed end den man er i - altså i et mentalt billed- og handleorienteret "fiktionsrum" som man kan forlade bagefter.
    Gennem retorikken bliver man som modtager talt over i en anden videns- og taleposition end den man er i, altså flyttet til et andet sandheds- eller indsigtsrum som man kan tale ud fra, et rum med et nyt standpunkt der erstatter et allerede eksisterende.
   Hvis altså det lykkes med hhv. overtalelsens og forførelsens forskellige simulationsstrategier

Accepterer vi at forståelse er simulation - simulation der for det meste foregår i det kognitivt ubevidste - så kan man sige at henholdsvis retorik og dramaturgi opererer i hver sit særlige ubevidste simulationsrum:

   Retorikken udfolder sig i et mentalt rum hvori der simuleres samtale og diskussion i form af forestillede spørgsmål og svar - eller i form af forestillede påstande og modpåstande med argumenter. Det er viden og sandhed der er i spil i det rum.

   Dramaturgien udfolder sig i et mentalt rum hvori der simuleres personers handlinger og modstand, aktion og reaktion i scener og sceniske forløb. Det er følelser, sansninger og handlings-identifikation der er i spil i det rum.
   Bemærk: I begge rum forudsættes modstand mod hhv. forførelsen og overtalelsen.

Det er min hypotese at dramaturgiens simulationsrum domineres af højre hjernehalvdels-tæning, mens retorikkens domineres af venstre hjernehalvdels-tænkning. Men at begge hjernehalvdele naturligvis arbejder sammen når de kropsindlejrede simulationsprocesser er i gang når fx et journalistisk faktaprogram opleves og sætter mentale - kognitive og emotionelle "aftryk" i hjernen.

Faktadramaturgi leverer altså mentale værktøjer til kognitivt at operere i et blended simulationsrum hvor forførelse og overtalelse mixes på uigennemskuelig vis gennem mental og konceptuel integration af de gode gamle modstandere: fornuft og følelse.

Hvad med det der kaldes narratologi - og som handler om hvordan man konstruerer fortællinger i ord? Storytelling? 

   Simulation af forløb af oplevelser? Måske?

I en opgave jeg som censor læser inden for faget "Informationsjournalistikkens strategiske grundlag", finder jeg følgende beskrivelse af hvad man strategisk kan gør for at forebygge eller modvirke modstand mod forandring i en virksomhed.
   Afsættet er en bog "Modstand mod forandring" skrevet af Steen Visholm:

Visholm gør opmærksom på, at modstand mod forandring typisk bunder i forestillinger, der ikke har hold i virkeligheden. Hans teori er, at når en forandring udmeldes, vil de fleste mennesker have en naturlig tilbøjelighed til at gøre sig en masse grundløse og angstbetonede forestillinger, der kan hindre modtagelsen af objektiv information. Ifølge ham er en forandringsproces 'et projektivt rum, der løbende udfyldes med med virkelighed.' For at der kan blive plads til virkeligheden i det imaginære rum, er medarbejderne imidlertid først nødt til at dele deres negative forestillinger med andre, lade forestillingerne 'containe' - og dernæst realitetsteste imod fakta. Jo mere virkelghed rummet på den vis fylde med, desto mindre plads er der til ukonstruktive forestillinger. Forandringsmodstanden kan således begrænses. 

"Containe" må vel betyde "rumme og inddæmme"?

   Det jeg hæfter mig ved her er omtalen af "et projektivt rum" og "det imaginære rum". Det lugter af "simulation". Det er et mentalt rum som medarbejderne har konstrueret i hjernen, ikke ud af sandhed, virkelighed og fakta, men ud af fantasier og angstforestilinger - og hvori de ser sig selv. Og de bryder sig ikke om det de ser. Og bliver bange. Skal de kunne se sig selv i et forandret rum uden angst, så må dette imaginære rum være beskrevet så levende og konkret at det - i erfaringssprog - at det gør det muligt at medarbejderne kan se sig selv handle fungere i det, og sådan at det simulerede fremtidsscenarie kan levere svar på de konkrete spørgsmål som udspringer af angsten for forandring

   Her beskrives på en måde en kamp mellem den indre dramaturgis arbejde og den ydre retoriks mål.

Når mennesker simulerer og dermed forstår noget, så kan der være to kilder: den ene kan være indre fremkaldte forestillinger, og den anden de handlinger man for tiden udfører, idet simulering jo altid i en eller anden forstand enten bygger på  tidligere eller på aktuel kropsindlejret forståelse.

    Hvis det angstfyldte projektive imaginære rum skal "fyldes af virkelighed" - fantasi erstattet med erfaring - så kræver det mere end ord - altså mere end (en-vejs)kommunikation.

    Derfor skal de angstfyldte medarbejdere indsættes som aktive aktører i virkelige (for-)handlingsrum der har direkte relation til de forandringer som skal gennemføres. Det kaldes her i opgaven jeg læser, at tildele dem "ejerskab i processen".

   Værdier skal ikke først og fremmest kommunikeres, de skal leves. Ellers kan de ikke siden hen simuleres.

Jeg tænker på typiske metaforiske udsagn om jeg-et i simulerede rum af typen: "Jeg kan ikke se mig selv i den nye stilling", eller "Jeg kan ikke forstille mig arbejde på de betingelser".

Opgaven er at få medarbejderne til "at se sig selv" arbejde, fungere, leve, få mening i den fremtidige forandrede virksomhed og virkelighed.

   Eller som amerikanerne siger: "What´s in it for me? That´s the question!

En af vejene må altså være at arbejde med storytelling i anskuelige fremtidscenarier der gør det muligt for medarbejderne at få besvaret spørgsmål som: Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for mig? Hvilke ny opgaver får jeg? Hvilke kolleger møder jeg og skal samarbejde med? etc.

   Herunder brug metaforer, metonymer, lignelser, analogier, cases, eksempler, ordsprog, bevingede ord, jokes, gåder - over en bred front.  Brug erfaringssprog, anvend basic-level-kategori-ord, tegn og fortæl, få kroppens positive erindringer aktiveret.

   Det fremmer anskueligheden i fremtidsscenarierne og bidrager med det mentale "stof" - de indre billeder og brikker - som simulationsprocesserne skal trække på for overhovedet at komme igang. 

Man kan måske sammenfatte det sådan: Hvis du som leder har et ønske om at forandre folks adfærd, så må du give dem "input" i form af konkrete forstillinger som de kan bruge til at se og simulerer sig selv fungerende i en kommende forandret virkelighed. Konkrete forestillinger er noget man kan give input i gennem erfaringssprog som indeholder en vrimmel af basic-level-categories-ord. Og for at simulere en virkelighed så må man have input via erfaringssprog. Ellers har man ikke simulationsmateriale for fantasien og forestillingsevnen.

   Og pointen er nok at det er kun gennem mulighederne for simulation at man kan "tale til" folks følelser. For sådan er hjernens moduler forbundet, der forbinder ord og følelser.

    Og det ved vi: Følelser, positive eller negative, er afgørende for hvad vi vil gøre eller ikke gøre, herunder ændre adfærd - i bestemte situationer.

En anden af opgaverne i "Informationsjournalistikkens strategiske grundlag" referer til en af de "tunge drenge" inden for forandringskommunikation, J. P. Kotter:

Kotter identificerer et grundlæggende mønster i vellykkede forandringsprojekter "See - Feel - Change" som er indeholdt i alle forandringens otte trin. Buddet lyder, skab visuelle oplevelser, så medarbejderne kan se forandring for sig. Det giver en følelse af lettelse og føre til ændret adfærd.

Vi ser os selv i et simuleret rum. Vi føler os godt tilpas i dette forestillede rum. Vi tør handle for at virkeliggøre dette rum.

   Dette med "SEE - FEEL - CHANGE" er i følg opgaven eksemplificeret i bogen "The Heart of Change - Real-life Stories of How People Change Their Organisations" - af J.P.Kotter og Dan S. Cohen. 

   Jeg mindes igen og igen Kung Futse:

Tell me and I forget

Show me and I remember

Involve me and I understand.

Ud fra den kropsindlejrede sprogteorie, er det naturligvis en herlig metaforisk titel der er lige i øjet: "The Heart of Change" - forandringens hjerte.
   Og i citatet fa Kung Futse er det ikke svært at oversætte "involve me" til: "Give mig et simulationsrum som jeg kan se mig selv i" - og dermed forstå hvad forandringen går ud på.

Lort i fløden - og smørelse mellem "venner" - Pressenævnet siger fra

I Politikens kultursektion i dag er en artikel af Jakob Elkjær - avisens meget aktive udøver af journalistik om journalistik. Rubrikken minder i den grad om Lakoff´s skoleeksempel som udgør titlen på hans indflydelsesrige bog: "Don´t think of an elephant". Lakoffs pointe var at man ikke kunne negere noget der aktiverede en "frame", uden at man også gennem negationen aktiverede den samme frame. Altså enhver kommer til at tænke på alt det som en "elefant" i øvrigt mentalt forbindes med, også selv om man får besked på at det må man ikke.

Rubrikken i Elkjærs artikel var et citat med præcis den pointe:

Folk kan godt huske påstanden om lort i fløden, selv om den senere blev dementeret

En journalist fra B.T. havde skrevet en artikel om at et økologisk mejeri med rubrikken "Fandt afføring i fløden", baseret på en påtale til mejeriet for dårlig rengøring. Det viste sig at artiklen ikke holdt vand, og Pressenævnet gav en alvorlig kritik af B.T. for ikke at have tjekket det faktuelle grundlag for artiklen.

   Mejeriets advokat udtaler at den artikel med den påstand var ved at "tage livet" af mejeriet, også selv om den kort efter blev korrigeret af B.T. Skaden var sket, der var etableret en mental og konceptuel kobling mellem det pågældende mejeri og forestillingen om "lort i fløden".

Et par pointer er værd at trække frem:

   Den skadelige rubriks ord er det jeg tidligere har kaldt basis-kategori-ord, ord som fremkalder konkrete forestillinger i hovedet på folk, ord som kan tegnes, ord som gå rent ind i simulationsmaskineriet i det kognitivt ubevidste.

   Der er tale om et metonymisk forhold mellem mejeriet som helhed og en del af dens produkter: forurenet fløde: Helheden ses og forstås - og farves - gennem delens optik.

   Og selv om den metonymi siden blev dementeret som en falsk forbindelse, så bliver den altså siddende - "slumrende" - i det kognitivt ubevidste hos mange mennesker, og kan vækkes op igen når man støder på Mejeriets navn i fx på mælkeproduker i sit supermarked.

Den anden pressenævnssag som Elkjær også beskriver, gjaldt samme avis og samme journalist. Den er interessant i lyset af den diskussion jeg tidligere har været inde på: om hvor "døde" - "døde metaforer" egentlig er.

   Mit synspunkt er at det er de ikke, de bør rettelig kaldes "sovende" eller "hvilende".

   Den "dømte" artikel handlede om tidligere borgmester i Københavns Kommune, Klaus Bondam, og den havde rubrikken: "Bondam fik fodboldtur af TDC". Derefter kom følgende manchet:

DET GIK SOM SMURT: Telia har i dag mistet Københavns Kommune som kunde til TDC. 

Og senere stod der i artiklen:

Fodboldkamp, fadøl, middag på TDC´s regning. Det var recepten, da Klaus Bondam holdt møde med to gamle venner under kampen mellem F.C. København og Olympique Marseille

Pressenævnet mente at journalisten gennem formuleringen: "Det gik som smurt", fik læserne til at tro at der var en forbindelse mellem Bondams møde med TDC´s chef i Parken og kommunens skift af teleudbyder fra Telia til TDC. Altså at Bondam var korrupt og var blevet bestukket.

    Faktuelt viste det sig at være helt umuligt alene på grund af rækkefølgen af begivenheder og fordi Klaus Bondam på tidspunktet for skiftet slet ikke var den ansvarlige borgmester for beslutningen.

   Klicheen med den døde smørelse-metafor i udtrykket "noget gik som smurt" - betyder at "noget gik nemt", "noget forløb uden at støde på nogen særlig eller forventet modstand". Men i denne artikel-kontekst demonstreres det tydeligt at metaforen i klicheen kun er "slumrende" og at den nemt kan vækkes til live igen og associerer til metaforen "smørelse" som synonym med "bestikkelsespenge". Og at den endda kunne blive så levende at Pressenævnet løftede den etisk pegefinger.

Artiklen demonstrerer også hvordan ansvarlige chefredaktører typisk framer det at lave grænseoverskridende fejl i forhold til de presseetiske regler, nemlig som en nødvendig omkostning hvis man i øvrigt vil praktiserer kritisk journalistik og leve op til "vagthunde- og jagthunde"-idealerne.

Jakob Skaaning udtaler noget der også ligner en klichee:

Vi har ikke noget imod at have sager i Pressenævnet, for det viser at vi går til kanten.

Signalordet er metaforen "gå til kanten", som jo også kan oversættes til en anden metafor: "balancere på grænsen".

   Det at have sager i Pressenævnet anses som et metonym på at avisens store "kritiskhed".

   Kan man forestille sig nogen anden profession som vil rose sig af at gå til kanten af professionens etik: læger, advokater, ejendomsmæglere?

Simulations-semantik - og de grundlæggende sproglige erfaringer som kan tegnes eller mimes gennem handling

Et af stikordene i NTL er "simulations-semantik". Jeg gentager lige nogle Lakoff-citater, nu oversat til dansk:

Simulations-semantik baserer sig på en simpel observation af Feldman. Hvis du ikke kan forestille dig en eller anden løfte et glas, så kan du ikke forstå betydningen af sætningen “han løfter et glas”.

   Feldman argumenterer for at betydningen af “fysiske begreber”, er betydningen af mental simulation, dvs. aktiveringen af de neuroner som er nødvendige for at forestillesig, opfatte, eller udføre en handling

Lakoff og Feldman bygger i høj grad deres teorier på det stadig dybere kendskab "neuroscience" har til de såkaldte "spejlneuroner", plus princippet om at "neurons that fire together, wire together":

Antag at du forestiller dig, erindrer eller drømmer om at du udfører en bestemt bevægelse. Mange afde samme neuroner “tænder” som når du faktisk udfører den bevægelse.

   Antag at du forestiller dig, erindrer eller drømmer om at se en bestemt ting. Mange af de samme neuroner “tænder” som når du faktisk ser ellerhører den ting.

Centralt i denne simuleringssemantik er at det man simulerer er noget man har kendskab til gennem sanser, først og fremmest gennem synet i samarbejde med de sanser som er aktive i hud og muskler når man udfører en handling. Det man på den måde får kendskab til allerede som barn når man lærer et sprog, kalder Feldman "basic-level-kategorier":

bil, grøn, ko, gå, hammer 

... er basic-level-kategorier, dvs. ting og fænomener som du allerede som barn ved hvordan ser ud, hvordan du udfører, hvad de indebærer, og hvad du kan gøre med dem.

   Du lærer at forstå disse kategorier – gennem primær motorisk og sanselig erfaring mens far eller mor sætter ord på i situationer hvor du ser dem, føler dem, hører dem, gør noget ved dem, bruger dem.

   Basic-level-kategori-ord tilhører erfaringssproget. Hvis nogen siger: ”Tegn det!”, eller "Gør det!", så er du umiddelbart i stand til at udføre ordren. 

   De er derfor meget velegnede til hjernens simulations-operationer som udgør den grundlæggende form for menneskelig tankevirksomhed.

Heroverfor står "overbegreber":

køretøj(>bil), farve(>grøn), dyr(>ko), bevægelse(>gå), værktøj(>hammer)

... de er overbegreber til de basale kategorier (i parentes) i et hierarkisk betydningssystem. Overbegreber tilhører i stort omfang videnssproget.

   Du lærer overbegreber at kende og forstå gennem definitioner der for en stor del består af basic level-kategori-ord, dvs. overbegreber har ikke nogen umiddelbar sanselig identitet. Hvis nogen siger: ”Tegn det!” eller "Gør det", så er du ikke umiddelbart i stand til at udføre ordren.

Hvordan man i tænkningen simulerer overbegreber, fremgår ikke af de teoretiske skrifter jeg indtil nu har læst.  Men et eller andet sted siger teorien at de gennem afledning er forankret i systemer af primære konceptuelle metaforer.

For egen regning forestiller jeg mig følgende:

   Videnssprog kræver - for at blive forstået og give mening - at der i hjernen er installeret en masse ”hjælpeprogrammer” -  form af hierarkiserende begrebsdefinitioner.

   Disse "hjælpeprogrammer" installeres mentalt gennem læsning og undervisning og sikrer at der også i vidensprogstænkning indgår simulation (som dog må være meget "luftig"). 

   Hvis disse ”hjælpeprogrammer” ikke er installeret gennem læsning og undervisning, så savner læseren/tilhøreren forudsætninger for simulerende forståelse af videnssprogtekster eller udtalelser.

   Vidensprogudsagn med få eller ingen basic-level-kategori–ord opleves derfor som ”sort tale”.

   Der sker nemlig i så fald ingen aktivering af simulerende processer i højre hjernehalvdel som jo er den hjernehalvdel der tænker og simulerer visuelt. 

   Venstre hjernehalvdel kommer til at mangle sin for forståelsen livsvigtige ”samarbejdspartner”.

Dramaturgiske simuleringsværktøjer - til at beskrive mavefornemmelser - og ind under huden-effekter

Problemet når man skal forstå og fortælle hvad det er man gør sig til talsmand for når man underviser i "dramaturgisk tænkning", er at det er en tænkning som grundlæggende er intuitiv - den foregår ubevidst for dem der producerer film, tv-udsendelser, fortællende journalistik, teaterstykker på en scene, etc.

   Man siger at den baserer sig på - metaforisk talt - mavefornemmelser: Det skal "føles rigtig", "Kabalen skal gå op", Der skal være "en rød tråd".

   Hvis det er rigtigt betyder det at man ikke kan lære at praktisere storytelling - uanset medie - gennem teoretisk undervisning, men kun gennem eksempler, gennem selv at "gøre det". Og så reflekterer bagefter.

   Mine egne erfaringer fra et utal af kurser er at der er nogen der "bare kan det" og "gør det rigtige" - de særligt kreative - mens andre er dårlige til det simuleringsarbejde som er integreret i historiefortællingens produktionsprocesser.

  Nogen kan det bare - dramaturgisk "thinking in action". Andre har svært ved det, og kan måske bruge den dramaturgiske værktøjskasse som en mental hjælpeforanstaltning - ligesom at lære at tegne efter Betty Edwards principper.

Men den neurale sprogteori (NTL) som Feldman udfolder i sin bog "From Molekcules to Metaphor", betyder at man kan beskrive dramaturgi i en anden frame end man plejer.

   Den dramaturgiske værkstøjskasse - som den metaforisk kaldes - består af en lang række simuleringsværktøjer, som bliver anvendelige hvis man altså flere gange i træk har produceret og analyseret fortællende udsagn og produkter.

   Og den slags har alle mennesker produceret mange gange inden de er blevet voksne. Nemlig mundtligt: gåder, vittigheder, anekdoter, erfaringsfortællinger. Eller skriftligt: fortællende stile. Eller i lyd og billeder gennem undervisningsogaver hvor man skal producere film eller radio.

   Og simuleringsværktøjerne har de oplevet resultatet af i film, tv-indslag, computerspil, tegneserier, børne og ungdomsbøger, etc. etc. Som alle gennem forskelige sanselige udtryk simulerer handlingsforløb.

Sammenknytningen af de dramaturgiske principper og deres virkning med teorien om forståelse gennem simulation udtrykkes på smukkeste vis af James Geary i bogen "I is an Other - The Secret Life of Metaphor and How It Shapes the Way We See the World".

When we read at story, our brains plot everything that´s going on, from the characters' physical locationsin space to their interactions with their objects in the environments to their pursuit of various psychological and emotional goals.

   Many of the brain areas active while reading are also active when we actually take part in or observe similar situations in real life.

   The regions involved in processing goal-directed activity and the manipulation of objects, for example, are at work during both fictional and factual encounters.

   Just as we understand metaphors by mentally simulating what they describe, we understand stories by imaginatively acting them out in our minds.

   Stories are rehearsals for real life.

Jeg holder meget af slaglinien til sidst:

"Stories are rehearsals for real life."

Den dramaturgiske værktøjskasse indgår i en spiral-indlærings-proces som er helt tilsvarende den børn gennemgår når de lærer et sprog. Den indeholder en lang række begreber som korresponderer med intuitivt "rigtige" mentale operationer som styrer den fortælling som fænger, fanger, fængsler og fastholder et publikum - for til sidst et give publikum fri gennem en forløsende aha-oplevelse: katharsis.

"Rehearsal" - "prøve" - er synonym til "simulation".

Horserace-journalistik - en metaforisk frame der mangler et modstykke: Hjælp!

Politiken havde i sidste uge en kommentar på mediesiderne af Jakob Elkjær hvor han fortalte om "horcerace-journalism" - som et udtryk der leverede en særlige metaforisk frame på journalistik der handler om politik. Synspunktet var: Lad være med det!

   Wikipedia:

Horse race journalism is a term used to describe instances of political journalism of elections that resemble coverage of horse races because of focus on polling data, public perception instead of candidate policy, and almost exclusive reporting on candidate differences rather than similarities. "For journalists, the horse-race metaphor provides a framework for analysis. A horse is judged not by its own absolute speed or skill, but rather by its comparison to the speed of other horses, and especially by its wins and losses."

Fænomenet og udviklingen er noget som journalistik- og medieforskere i de sidste 10-15 år har beskrevet på den måde at den politiske journalistik i stigende grad har fokuseret på de dele af det politiske liv som er knyttet til personer og processer - det "politiske spil" - og har opgivet at varetage den demokratiske forpligtelse at oplyse borgerne om forskellene i politiske programmer og målsætninger.

   Der har været tale om et "paradigmeskift" i den politiske journalistik, et skift som er et resultat af at journalisterne mistede respekten for politikere som autoriteter. 

   Udviklingen er sket gradvist efter studenteroprøret i 1968. Nu er det svært at tænke sig en anden frame fordi horserace-framen i den grad dominerer de politiske journalisters og deres læseres bevidsthed og tænkning.

Modstykket - en anden frame - er - det er alle kloge hoveder enige om er ønskværdigt - at journalisterne i meget højere grad fokuserer på at beskrive og rapportere om indholdet i, konsekvenserne af og forudsætningerne for - den førte eller lovede politik fra de forskellige partiers og politikeres side. Så borgerne kan stemme, debatterer og tage stilling - på et "oplyst" grundlag.

På den måde er de mentale og filosofiske problemstillinger her af samme art som den Lakoff beskriver i sin bog "Don´t Think of an Elephant! Know Your Values and Frame the Debate."

   Heri  argumenterer han for at en vigtig del af en debat er hvilke frames man accepterer og overtager igennem den sproglige praksis - diskurs - som dominerer inden for et semantisk domæne. 

   Og at man bevidst må arbejde på at formulerer en alternativ frame hvis man ikke vil lade sig lamme af den dominerende frame-tænkning og -sprogbrug.

På et seminar for sprogfolk i sidste uge udfordrede jeg deltagerne i en pause. Opfind et ord - en metafor  eller et metonym - som aktiverer en frame hvorigennem journalister oplever det som ikke bare legitimt, men også professionelt ønskværdigt at de bedrev politisk journalistik som primært handlede om indholdet i de politiske programmer, udtalelser og løfter - og i de faktuelle argumenter som de var forankret i. 

   Svaret blæste i vinden. 

   Det kan man imidlertid ikke bebrejde de herrer og damer. 

  Når jeg smed spørgsmålet ud til den kloge forsamling, var det netop fordi jeg ikke - efter en del mentale anstrengelser - kunne finde på en metafor for en frame der fokuserede på indholdet i politik - ikke på proces og person.

Men jeg smider nu spørgmålet ud til denne blogs læsere: 

Hvad skal man kalde det, når journalister nedprioritere betydningen af det politiske spil i dere journalistik - og i stedet koncentrerer sig om at fortælle borgerne om hvad det egentlig er politikerne og deres partier foreslår, og hvor det egentlig er de er uenige? 

   Og videre: Hvilke konsekvenser forskellene i politisk indhold i de forskellige partiers programmer og målsætninger har for borgerne og for samfundsudviklingen? 

Jeg vil godt give et bud uden metaforisk slagkraft: "indholds-journalistik", "issue-journalism". Men hestevædeløb er godt nok mere anskueligt og lige ud ad landevejen-generativt for tænkning og forestillinger. 

   Hvad med politisk "substans-journalistik"?

Simulation - og det der ligner

Jeg gennemgik for et par blogindlæg siden en lang række af de ideer jeg kunne komme på der beviste at der var noget om snakken når den neurologisk sprogteori (NTL) fremsatte den hypotese at "forståelse er simulation". 

   Eksempler: bevidste tanker er simuleret tale, læsning er simuleret højtlæsning, motivtegning simulerer synsindtryk. 

   Problemet er så at simulation ikke bliver defineret i den bog som fremfører dette synspunkt inden for rammerne af forestillingen om "det kropsindlejrede sprog": "the embodied language".

   Bogens titel er "From Neuron to Metaphor" - af Jerome A. Feldman. 

   Synonymer i bogen er "imagination" og "imagine" - altså noget der har med forestilling/fantasi at gøre. Og jeg har selv lavet synonymet "tankeeksperiment", som jeg også synes rammer tæt på - især hvis man tilføjer "ubevidst" og måske ligefrem "ordløst". 

Jeg vil nu også søge efter teoretiske "synonymer" til "simulation" i den videnskabelige litteratur. Og fandt et klart synonym i Wikipedias lange artikel om "creativity":

In 1992, Finke et al. proposed the "Geneplore" model, in which creativity takes place in two phases: a generative phase, where an individual constructs mental representations called preinventive structures, and an exploratory phase where those structures are used to come up with creative ideas. 

Det jeg hæfter mig ved er formuleringen om at et individ "constructs mental representations called preinventive structures". Det kunne da godt lyde som et synonym til "at konstruere en simulering". 

   Det er vel præcis det en synopse er - eller en storyboard. Om disse simulationer i den "generative fase" så holder afgøres af et forsøg på at realisere det i en film eller et tv-program - som i citate oven for svarer til "en eksplorativ fase".

   Jeg må se nærmere på "the "Geneplore" model" og "Finke et al."

Kan man kalde et landkort for en tegnet mental repræsentation der har karakter af en "preinventive structure"? Og så vil det at bruge landkortet til at hjælpe en med at finde vej gennem det fysiske landskab som kortet dækker, svarer den "explorative phase" hvor man kommer "op med nye ideer"?

Når hjælperen bliver høj - og andre høje historier om lykke og dopamin

I Politikens tillæg Lørdagsliv i går var der en artikel af deres sundhedskommentator Bente Klarlund Petersen. Rubrikken var: "Skatteglæde". Og spørgsmålet til hende som havde foranlediget artiklen, var om man blev sundere og gladere af at give nogen noget - at hjælpe andre. 

   Hendes svar var ja, det var der undersøgelser der helt entydigt viste, og hun refererede til fænomenet "Helper´s High" som en del af forklaringen på alle de gode og livsforlængende konsekvenser af at være et godt, givende og hjælpsomt menneske. 

   Hun refererer herunder til parallellen til det som sportsfolk og sportspsykologer kender som "Runners High", det fænomen at det at løbe meget kan udløse dopamin - hjernens naturlige "lykkestof"  - når man motionerer forholdsvis hårdt gennem løb.

   Wikipedia bekræfter: 

Helpers’ high is a euphoric feeling, followed by a longer period of calm, experienced after performing a kind act.

   The physical sensation results from the release of endorphins, and is followed by a longer-lasting period of improved emotional well-being and sense of self-worth, feelings that in turn reduce stress and improve the health of the helper.

Jeg har tidligere refereret til den såkaldte flow-proces som beskrives af Mihail Csikszentmihalyi. Og som bl.a. er koblet sammen med en række forskellige meningsfulde og målrettede kreative aktiviteter, som fx at skrive eller at spille spil. 

   Jeg ved ikke om han bruger udtrykket, men analogt burde man kunne tale om "Writer´s High" eller "Reader´s High" eller "Moviewathcer´s High". Og fælle for alle disse "høje oplevelser" er at der udløses en række "lykkestoffer i hjernen" undervejs - og at når man er "høj" på den måde og mentalt set "flyder/flyver", så indebærer det oplevelsen af at glemme sig selv og glemme tid og sted - mens man udføre aktiviteterne.

   Sjovt nok er det jo præcis det der ligger i at være hjælpsom - at man ikke har sig selv og sine egeninteresser i fokus, men netop "glemmer sig selv" - "er uselvisk" når man gør noget godt for andre.

   Så det hænger da pænt sammen - også logisk.

Jeg har også tidligere fremsat den teori at særligt kreative personligheder åbenbart har et særligt stort behov for at "dope" sig selv gennem den flow-tilstand som udøvelsen af en krævende mental og/eller kropslig aktivitet på en gang er en forudsætning for, en del af og en konsekvens af. Og at der i denne proces altid vil indgå de kognitive processer som af Faucinier og Turner har fået betegnelsen "konceptuel eller mental blending".

   Og med dokumentation i en masse biografisk orienterede interviews forestiller jeg mig rent hypotetisk at den kreative personlighed er spaltet i flere "personer"/"sider"/"facetter" som  til stadighed forsøges integreret gennem de kreative produktioners blendingprocesser: romanen, filmen, digtet, maleriet, dansen, sangen, musikken, den videnskabelige afhandling. 

Et eksempel på sådan en personlighed portrætteres i Politiken i dag søndag. På bagsiden af sektionen "Viden". Rubrikken siger næsten det hele med det samme: "Fra fremmedlegion til mindfulness". Temarubrikken er lige så sigende: "Forsker med facetter". 

   Navnet er Chris Norre. Og han "løb som trårig", blev kaldt "løberen" af kammeraterne, og siger om sig selv at han "udforskede sig selv samtidig". Da forældrene mentalt set blev skilt, blev han ulykkelig, kedede sig "ufatteligt" i gymnasiet, blev uvenner med sin far, stak af hjemmefra, søgte og blev optaget i fremmdelegionen, flygtede derfra efter et år, blev befalingsmand i det danske militær, og en ulykke fik ham til at løbe igen og han begyndte at dyrke ekstremvarianter af sporten. Oprettede egen ekstremsportvirksomhed der gik konkurs, fandt en kone og blev gift og fik børn, studerer nu filosofi og dyrker yoga og "mindfullness", som, noterer jeg,  er en form for meditation som også menes at udløse endorfiner når man udøver den med flid.

Mindfulness-based stress reduction therapy has been shown to reduce anxiety in a broad range of clinical populations, as reported by the University of Ottawa. Meditation reduces stress and enhances forgiveness, according to a study published by the Journal of American College Health. Meditators have a greater ability to moderate the intensity of their emotional arousal during stressful situations, say the Russian Academy of Medical Sciences.

   Studies from Yale and Washington University have shown that mindful meditation increases your brain's levels of GABA, DHEA, melatonin, serotonin, HGH, and endorphins. Meditation effectively combats the effects of depression by reducing your levels of the stress hormone cortisol.

  Article Source: http://EzineArticles.com/5840020

Jeg har tidligere været inde på at depression og melankoli synes at have noget at gøre med kreativitet. Mange kunstnere fremhæver melankoli, som en sindstilstand der leverer brændstof for deres kreative udfoldelse, og historien viser rigtig mange eksempler på kunstnere som har lidt af depressioner i varierende omfang og alvor.

   Wikipedia:

On the other hand, some theorists have suggested that negative affect leads to greater creativity. A cornerstone of this perspective is empirical evidence of a relationship between affective illness and creativity. In a study of 1,005 prominent 20th century individuals from over 45 different professions, the University of Kentucky's Arnold Ludwig found a slight but significant correlation between depression and level of creative achievement. In addition, several systematic studies of highly creative individuals and their relatives have uncovered a higher incidence of affective disorders (primarily bipolar disorder and depression) than that found in the general population.

Sådan nåede vi fra at være på toppen til at nå bunden - sådan rent mentalt.

HØJT AT FLYVE, DYBT AT FALDE

Den døde metafor - der begyndte at sprælle

På det sprogseminar de to foregående indlæg udsprang af, diskuterede vi en del om døde metaforer og klicheer. Når man underviser journalister i sprog, har det, så længe jeg kan huske, været en yndet sport - et pædagogisk mål - at gøre de vordende journalister opmærksomme på de farer der lå i uhæmmet brug af klicheer.

   Mit synspunkt - med afsæt i Lakoff og Johnsons kropsinlejrede metaforteori og "den neurale sprogteori" der ser mental simulation som lig forståelse - er at de død metaforer ikke er så døde at det gør noget. En opfandt så begrebet "de sovende metaforer".

Der er mange argumenter for at de døde metaforer nemt kan bringes til live - og blive sprællevende. Det mest indlysende for mig har været at man bare i den slags sætninger hvori de indgår, behøver at kursivere den døde metafor-del, som jeg har gjort i mange foregående indlæg - og i dette indtil nu.

(NB! Hvorfor er "nu" kursiveret i den foregående sætning? - Fordi "nu" er en metafor for "her"!)

Politikens Debat-sektion i dag har en lang række rubrikker der "trækker på" på både døde og mindre døde metaforer:

Historiens hjul drejes tilbage

Mødomstest sparker ny revolution i gang i Egypten

Shoppingskolen

Patriark med trusser og bh

Grænsebom er noget vi spiser

Vi er besat af kriser

Dansk humaniora er en skandale

Når en spionchef synger højt

De bestilte ikke en container med Viagra

Der er brun sæbe på skråplanet

Redaktøren af debat-sektionen skal have buket roser uden forbehold.

Show, don´t tell - hvad er meningen?

Det er min hypotese at ”show, don´t tell”-anbefalingen ikke bare er noget ”man” – ud af luften - ”prædiker” i (sprog) undervisningen i skreven journalistik. Det har en dybere mening.

Mens man kan hævde at i skrevne nyheder skal sproget helst være ”usynligt” eller ”gennemsigtigt”, så er ”show, don´t tell” noget som anbefales i forbindelse med reportager og features, og som specielt kendetegner kravene til fortællende journalistik: replikskifter, scener, sigende detaljer, kronologi, hovedperson – noget der alt sammen bidrager til at det bliver ”journalism that reads like a novel” - som en eller anden klog mand har sagt.

Show, don´t tell, har en tilsvarende særlig status i forbindelse med film- og tv-undervisning.

   I undervisningen i tv-journalistik taler man om ”visual proof” som nødvendigt for at et tv-indslag skal virke overbevisende og have gennemslagskraft over for seerne, og man har også en hel mini-dramaturgi knyttet til bløde nyhedshistorier som betegnes som ”viusal storytelling” - importeret fra USA i starten af 90´erne.

   I denne dramaturgi er speak reduceret til korte forbindende one-liners eller helt undgået, ligesom man forsøger at kamuflere interviews som spontane replikker i en situation, eller helt at undgå dem og erstatte dem med autentiske replikskifter styret af ”aktion-reaktion”.

  I filmvidenskab og undervisningen i dokumentarfilm – har den såkaldt ”observerende dokumentar” særlig høj status. Kravet til den dokumentargenre er at publikum skal se   historien og opleve den filmede virkelighed ”som fluen på væggen”, og at man skal undgå såvel oplæst speak som interviews i form og udtryk. Derved nærmer dokumentaren sig oplevelsesmæssigt spillefilmen hvor disse to form- og udtrykselementer er totalt væk, undtaget hvis instruktøren ønsker at opnå helt særlige realitetseffekter med sin film.

Da jeg for nogle år siden researchede og skrev bogen ”Poul Martinsen – Besat af virkelighed”, blev jeg gang på gang mindet om ”show, don´t tell”. Han er som ung journalist på Politiken i sidste halvdel af 60´ern Danmarks første udøver af ”new journalism”. Og bag om en meget stor del af han tv-reportager og -dokumentarer ligger der et næsten manisk behov for at vise og levere visual proof for meget omfattende eksistentielle påstande: at mennesket er ondt, at fordomme florerer blandt mennesker, at mennesket er ubodeligt ensomt og isoleret, at mennesket ikke har styr på sine egne impulser og er et nemt offer for manipulation.

   Jeg endte med at opfatte Martinsens samlede produktion på over 120 udsendelser som én lang kæde af metaforer på hans eget liv, sådan at han altid blandede egne følelsesstærke erindringer sammen med den aktuelle virkelighed han dokumenterede og fremstillede i levende billeder. Deraf den store effekt på samtiden som rigtig mange af hans tv-film havde, er min påstand.

   Det jeg fandt ud af, var i hvert fald at han var det som filmvidenskaben kalder en ”auteur”. Hvordan jeg nåede frem til det billede af ham, har jeg fortalte om i en artikel ”Forført af billeder – besat af virkelighed”, som desværre ikke er tilgængelig på nettet lige her og nu.

Arbejdet med bogen genvakte imidlertid min interesse for teorier om kreativ tænkning og om  ”den særligt kreative personlighed” som jeg allerede havde snuset lidt til - i forbindelse med redaktionsudviklings­projekter i DR-regi i slutningen af 80´erne og først i 90´erne. Og det ledte mig så for et par år siden tilbage til sprogvidenskaben som jeg stort set ikke havde ”læst på” siden jeg blev ansat som konsulent i DR´s interne uddannelses- og udviklingsafdeling i 1981. Nærmere bestemt den gren som betegnes ”kognitiv lingvistik”.

Teorien om konceptuelle metaforer og conceptual blending - og disse teoriers forsøg på at forankre sig empirisk og materielt i moderne neuroscience og den kognitive psykologi, gjorde at jeg syntes jeg kunne ane en forklaring på fx hvorfor dramaturgi virkede som det gjorde. Og videre: Hvorfor nogle former for sprog hvori metaforer og metonymer dominerede (”erfaringssprog”), var mere virksomme i journalistisk formidling end fx administrativt og akademiske præget sprog (”videnssprog”).

   Jeg har for en måned siden fået fat i en bog af Jerome A. Feldman: ”From molecule to Metaphor – A Neural Theory of Language”, som overbevisende forsøger at fremstille disse sammenhænge klart. Heri er det en afgørende pointe: at hjerne forstår gennem mental simulering af ydre handling og af perception af en ydre virkelighed.  

   Og derfor er det at vi med god grund prædiker: ”Show, don´t tell” når vi underviser journaliststuderende. For det gør det muligt for hjernen – meget meget nemmer og direkte - at simulere det den skal forstå og huske. Det er også den mentale simulering der ligger bag at dramaturgiens "værkstøjskasse" virker som den gør: fængende, fangende og fastholdende og forførende.

Denne tankegang og disse temaer har jeg ”forfulgt” i denne blog - Peters Udsigt - i lidt mere end et år. Adressen er: http://petersudsigt.blogspot.com/.

Her følger link til udvalgte blogindlæg fra Peters Udsigt. Specielt om metaforer, metonymer, framing, blending og hjernens måde at ”compute” på. Men også om min egen gamle skelnen mellem erfaringssprog og videnssprog - og teorien om de to hjernehalvdeles forskellige tænkemåder. 

   De 10 første indlæg på listen nedenfor leverer bidrag til det teoretiske fundament. Og vil man besvære sig med at læse nogle af indlæggene, så er det de vigtigste. 

   De øvrige link-adresser er eksempler på analyser af hovedsagelig journalistiske produktioner – både skrevne og tv-fortalte - baseret på dette fundament:

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/06/legemliggjorte-metaforer-pa-os-selv-som.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/forstaelse-som-simulation-skitsen-til.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/simulerende-tnkning-og-metaforers.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/du-ma-ikke-tnke-pa-en-elefant-hvilken.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2011/04/om-at-indfange-tiden-gennem-metaforer.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/08/metonymer-og-journalistik.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/08/metonymer-del-for-helhed-appellere-til.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/den-arbejdsdelte-hjerne-to-slags.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/10/berettermodellen-som-et-spejl-af-den.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/kreativt-sprog-i-journalistik.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/analogier-sammenligninger-og-kreativ.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/05/refolution-ikke-en-stavefejl-men-et-ord.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/fodboldspilleren-christian-eriksen-som.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/landskamp-frihedskamp-borgerkrig-eller.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/kreativ-tv-journalistik-2-brug-af.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/kreativ-tv-journalistik-1-brug-af.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/lsegruppe-sundholm-kreativ-og.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/03/oscar-fljeton-3-susannes-og-hendes.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/02/eventyrskabelonen-brugt-som-metafor-i.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/02/fogh-og-udskiftning-af-mblerne-pa-hans.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2011/02/om-at-forsta-omvltningerne-i-tunis-og.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/12/serendipitet-hvad-er-det-og-hvorfor-det.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/monstermaster-nar-blendede-udtryk-kan.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/kreativ-vinkling-vend-en-fast-frame-pa.html
http://petersudsigt.blogspot.com/2010/09/journalistiske-mavefornemmelser-en-fast.html

http://petersudsigt.blogspot.com/2010/06/et-eksempel-pa-kreativ-frameshifting.html