Gåder - en kilde til kreativ tænkning

I dramaturgien opererer vi med forskellige fremdriftskomponenter: konflikt, forventning, komplikation, varsel, tidsfrist, dilemma, m.fl. Fremdriftskomponenter har den funktion at de rejser spørgsmål i hovedet på læseren af en fortælling eller publikum til en film eller et tv-program undervejs i historiens forløb, spørgsmål som så helst skal være besvaret i historien inden den slutter.

Gåde er et af dem. Gåder har den egenskab når de konfronteres et publikum. at de igangsætter en særlig type komplekse tænke-operationer. Gåden præsenterer gådegætteren for to forskellige komponenter der for en umiddelbar betragtning ikke kan have noget med hinanden at gøre. Typisk er der altså tale om at de to elementer befinder sig i to adskilte konceptuelle rum, og svaret på gåden forudsætter man kan tænke sig til et rum hvori de to elementer hænger sammen: altså det vi tidligere har kaldt et konceptuelt blendede rum - resultatet af en blending-operation.

At gætte en gåde er i virkeligheden en nærmest prototypisk blending-operation, der indebærer kreativ tænkning: Hvad er det der er hvidt når det kommer op, men gult når kommer ned?

Vi har i gådens formulering to tidsmæssigt adskilte input-rum: et rum hvor "noget" er hvidt når det bevæger sig op, og et andet hvor "noget" er gult når det er kommet ned. Det som teorien kalder det generiske rum - "mellemhoppet" som jeg tidligere har benævnt det - det er så et rum hvor de forhold der er identiske eller sammenfaldende, opregnes.

I gåden her er der 2 sådanne fælles elementer: dels "noget" og dels en bevægelse "kommer" (der dog går i forskellig retning). Spørgsmålet går på at finde betingelserne for at ligningen: "noget1" = "noget2", at den holder. Den kreative blending-operation skal altså udtænke et "noget" som gør det muligt at opfinde et tredje rum indeholdende et konkret og visuelt fænomen som passer til den mentale ligning som ligger i gåden.

Svaret er: Et æg. Og at finde svaret, kræver at man kan forestille sig nogen der kaster et æg med en hvid skal op i luften, og så lader ægget falde på gulvet og gå i stykker så den gule blomme flyder ud. Det er også interessant ved gådens blending-operation at den indebærer en forenkling og en bortseen fra andre elementer:

1. Mange æg er ikke hvide; forenklingen består i at vi traditionelt tænker æg som "hvide", og for at kunne besvare gåden, skal vi abstrahere fra at der også er æg med andre farver.
2. Et knust æg på gulvet vil være en blanding af gul blomme, knuste hvide æggeskaller, og halvklar hvide; men det skal vi altså se bort fra fra for at kunne besvar gåden.

Kunne man tænke sig at der var andre dramaturgiens fremdriftkomponenter som havde interessante koblinger til kreativ tænkning? Dilemma er en klar kandidat, det er konflikt også, og varsel.

At bryde den professionelle "framing" er udtryk for kreativitet, men kan give dårlig samvittighed

Jeg har tidligere været inde på hvordan framing kan være udtryk for en kreativ proces.

Men en frame kan også vær noget der forhindrer kreativitet og nytænkning. Metaforen at tænke ud af boksen, peger på det problem. Talemåden For den hvis eneste værktøj er en hammer, er alting søm, peger på samme fænomen. En russisk version lyder: Hvis det eneste værktøj du ejer, er hammer, begynder ethvert problem at ligne et søm."

Mange professioner er sådan indrettet at det man professionelt lærer sig under uddannelsen bl.a. er at frame omgivelserne på en bestemt måde, så man derefter kan aktivere bestemte professionelle procedurer og specifikke handlemønstre i forhold til disse omgivelser.

F.eks. kan man sige at læger i kraft af den naturvidenskabeligt orienterede uddannelse har en professionel frame i forhold til patienterne, en mental "forståelses- og tolkningsramme" som man omtaler som "apparatfejls-modellen"; heroverfor står sygeplejerske-gruppen med en anden professionel frame til patienterne, som de i deres uddannelse kalder "patienten som det hele menneske".

Det er en gammel og veletableret organisationssociologisk sandhed at disse to forskellige måder at frame patienter på kan komme og ofte kommer i konflikt med hinanden på et hospital, og kan føre til institutionlle magtkampe helt op til det øverste ledelsesniveau.

Det er det en artikel i dagens Information handler om. Rubrikken: "Humaniora kan gøre lægeuddannelsen bedre". Afsættet for historien er en ph.d.-afhandling der konstaterer at: "De danske læger fokuserer snævert på det naturvidenskabelige og konkrete fysiologiske, når de behandler patienter", men "ofte er patientens problemer mere komplekse" og "dermed risikerer de at over væsentlige alvorlige lidelser".

Forfatteren til afhandlingen beskriver bl.a. nogle konkrete eksempler på at nyuddannede læger har forholdt sig til patienter på en måde der bryder "aparatfejlmodellen" og de deraf afledte diagnostiske spørgemønstre, for i stedet at aktivere en anden frame der f.eks. kan komme til udtryk i et professionelt "ukorrekt" indledende spørgsmål som: "Hvordan har du det egentlig?" - et spørgsmål der kan få patienten til at fortælle om forhold der ikke har med de konkrete fysiologiske symptomer at gøre ("ondt i maven", "hovedpin", "søvnløshed"), men om psykiske problemer som disse fysiske symptomer er en følge af.

Afhandlingen konstaterer at eksempler på sådanne afvigelser fra den professionelle frame, kan give lægerne dårlig samvittighed over at have opført sig uprofessionelt og skamfuldhed over for kolleger.

Man kunne oversætte det til at de føler dårlig samvittighed over at aktivere en anden professions frame, nemlig sygeplejerskernes, som er forankret i en humanistisk tænkning.

Afhandlingen og artiklen munder ud i en anbefaling af en mere tværfaglig tilgang til uddannelsen af læger. Oversat til min terminilogi: at når man tænker en fornyelse af lægeuddannelsen, så skal man blende de to frames der ellers er i institutionel konflikt og magtkamp.