Den autoteliske personlighed har nemt ved at komme i "flow" - men hvad sætter den igang?

Et af de begreber som Mihaly C-mihaly gør en del ud af er: "autotelic". Handlingsforløb og personligheder kan være autoteliske!

 I sin store bog om kreativitet, nævner han som det 9. og sidste punkt i listen over hvad der kendetegner "flow": "The activity becomse autotelic". Det betyder noget i retning af at en aktivitet bliver et mål i sig selv, og at ydre hensyn til nytteværdi, økonmisk gevinst, offentlig anerkendelse mv. forsvinder ud af det mentale synsfelt.

   Han beskriver udviklingsprocessen med at kunne bruge computeren bedre og bedre og til mere og mere, efterhånden som man lærer den at kende og finder ud ad hvad man kan gøre med den:

I may begin to enjoy using the computer for its own sake as well. At this point the acitivty becomes autotelic, which is Greek for somthing that is an end in itselv. Some activities such as art, music and sports og usually autotelic. There are no reason for duing them execpt to feel the experience they provide. Most things in life are exotelic. We do them not because we enjoy them  but in order to get at som later goal.

Jeg har med denne blog og arbejdet med at researche indlæg, opleve flow i ekstrem grad: link-joy - har jeg fundet ud af er et dækkende ord. Og denne blog og det at skrive ind i den, er blevet en kilde til daglig fornøjelse. Det startede med at jeg ville have den mentale gevinst ved at skriveriet, altså netop som en autotelisk aktivitet, og frigjort fra forpligtelsen til at skrive en bog - som ville være en exotelisk aktivitet.

I bogen "Flow" som jeg for nylig fik fat i og begyndte at læse, har han en beskrivelse af en personlighedstype som har let ved at komme i en "flow-tilstand": "The Autotelic Personality".   

   I kort form kan denne personlighedstype beskrives som en der har let ved at transformere trusler,  modstand og forhindringer om til "fornøjelige" udfordringer og opgaver med mulighed for at kunne løses - med kreativ tænkning. Og en personlighed som derfor bevare eller ligefrem udvikler sin indre harmoni derigennem.

Mihaly C-mihalya argumenterer for at den autolektiske personlighed kan vær delvis arveligt betinget, men i høj grad også noget tillært gennem opdragelse og erfaring - og "møder". 

   Hvilke personlighedstræk modarbejder muligheden for at komme i flow? Han modstiller to yderpoler: Hvis man har besvær med at koncentrere sig og fastholde opmærksomheden på noget, og hvis man er stærkt selvoptaget og primært fokuseret på hvilket indtryk man gør på sine sociale omgivelser. 

   For at kunne opleve flow må man dels mentalt være i stand til at udelukke en masse af de irrelevante informationer som konstant banker på sanseapperatet og kræver opmærksomhed; og dels må man være i stand til at se bort fra hvad andre mener og tænker om en og og være uafhængig af ydre anerkendelse og opmærksomhed.

Jeg har løbende spekuleret over hvilken sammenhæng der kan være mellem den barndom og ungdom som jeg har konstateret kendetegner rigtig mange særligt kreative personligheder, og så det der kommer ud af det: en mere eller mindre autotelisk personlighed. Hvorfor går de ikke i hundene, opgiver at få mening i livet, forsvinder i tilværelsens kaos? 

   Udgangspunktet er dog savn, tab, vrede, fremmdgørelse, identitetsusikkerhed. 

Jeg synes Mihaly C-mihaly har nogle interessante overvejelser idet han konfronterer sin egen tænkning med Freuds, som jo principielt gjorde os alle mere eller mindre mentalt handicappede - enten som neurotikere - eller som narcisister. 

Ever since Freud, psychologists have been interested in explaining how early childhood trauma leads to adult psychic dysfunction. This line of causation is fairly easy to understnad. More difficult and more interesting is the opposite outcome: the instances when suffering give a person the encentive to becom a great artist, a wise statesman, og a scientist. If one assumes that external events must determinde psychci outcomes, the it makes sense tose the nurotic response to suffering as normal, and the constructive response as "defence" og "sublimation". But if one assumes that people have a choice in how theyd respond to external events, i what meaning they atribute to suffering, then one can interpret the constructive response as normal and the neurotic omne as a failure to rise to challenge, as a break down in the ability to flow.

Mihaly siger altså i virkeligheden at det er et spørgsmål om framing. Og han mener at den positive frame - og dermed et frame-skift væk fra offer-framen - kan opnås hvis man oplever positive rollemodeller eller støttende mentorer i virkeligheden. Eller hvis man i gennem de mentale simulationsmodeller som leveres af kunst, litteratur, musik, filosofi, videnskab, religion - erkender mulighederne for at komme i flow ved at se bort fra og sætte sig ud over "forstyrrende" forhold i fortid og nutid. 

   Her vender jeg tilbage til mine metafor- og metonym-analyser.
  Det har været min påstand i tidligere indlæg at mennesker oplever disse symbolske og blendede verdener som basic-level-kategori-optikker, optikker som bevirker at de kan se sig selv og deres omgivende virkelighed som "target" - mål - for de metaforiske og metonymisk simulationer som de indeholder. 

   Den autoteliske personlighed udfolder sig en stor del af sin tid i kreative og produktive flow- processer, men er også ofte selv et produkt af mødet med flow-inviterende metaforiske og metonymiske produkter. 

   Mihaly C-mihaly i sin bog om "flow":

Whatever one´s background, there are still many opportunities later on in life to draw meaning from the past. Most people who discover complex life themes remember either an older person or a historical figure whom they greatly admirede and who served as a model, or they recall having read a book that revealed new possibilities for action. (...)

   At its best litterature contains ordered information about behavior, models of purpose, and examples of lives successfully patterned around meaningful goals. Many people confronted with the randomness og existence have drawn hope from the knowledge the others before them hade faced semilar problems, and had been able to prevail. And this i just litterature; what about music, art, philosophy and religion?s