Tilbage til fremtiden - kreativ faglig formidling af mediescenarier

En af de ting som er sjove ved at arbejde tematisk og forfølge et begrebsmæssigt tema eller spor over lang tid, er at det pludselig vrimler med uforklarlige sammenfald. Man får installeret en automatisk "søgemaskine" i underbevidstheden der hele tiden skanner artikler, situationer, møder, begivenheder - som  "minder om" eller "har noget at gøre med" - det man lige har tænkt eller lige har skrevet.
   Jeg oplevede det da jeg for nylig skulle forberede et oplæg om faktion for mine kolleger på RUC, og pludselig fandt jeg aktuelle eksempler og debatter overalt. Og jeg har oplevet det gang på gang i forbindelse med denne blog om kreativitet.

Sidste torsdag skrev jeg et indlæg med rubrikken: "Kontrafaktisk historieskrivning og tilbageskuende fremtidshistorie - to kreativitetskrævende genrer." Og netop "derfor" fanges jeg igår af en rubrik i Politken - deres nye mediesektion: "Tilbage til mediefremtiden", som er en anmeldelse af Henrik Palle af en bog redigeret af en af mine gamle kolleger: Anker Brink Lund, og af en af mine gæstelærere på SDU: Stig Andersen. Bogens titel er: Tilbageblik fra 2020.
   I forlagets pressemeddelelse omtales den så jeg siger: Jamen nu igen: fremtidsscenarioer fortalt som historieskrivning set fra et forestillet tidspunkt ude i fremtiden:

Hvordan ser medievirkeligheden ud i 2020? Det spørgsmål besvares som regel med enten utopier om teknologiske landevinger eller dystopier om en gold fremtid, hvor ingen længere kan læse, og den demokratiske debat er afløst af talentshows. Ingen af delene er særligt interessante. Redaktørerne Stig Andersen og Anker Brink Lund har derfor valgt en anden tilgang. De har bedt en række meningsdannere, fagfolk og eksperter om at skrive som om de sad i år 2020 og derfra kunne kigge tilbage og diskutere, hvorfor og hvordan samfundet udviklede sig, som det gjorde, og ikke mindst hvilken rolle medierne spillede for udviklingen.(/) Resultatet er en debatbog i form af et kalejdoskopisk billede af en mulig mediefremtid baseret halvt på fakta og halvt på kvalificerede gæt om udviklingen. Hvad sker der med aviserne? Er public service definitivt et levn fra fortiden eller skal begrebet bare tænkes på en helt anden måde? Kommer vi nogensinde til at læse bøger på papir igen? Og hvad med den offentlige debat? Nogle af bidragene er positive andre er negative, men fælles for dem alle er en klar bevidsthed om, at alting kommer til at se meget anderledes ud om meget kort tid. Bidrag fra bl.a. Lasse Jensen, Lars Olsen, Jens Thorhauge og Christian Nissen.

Det er klart det er en form for faktion: "baseret halvt på fakta og halvt på kvalificerede gæt."

Henrik Palle er i anmeldelsen nogenledes positiv: "Selve bogens greb, som titlen afspejler, er helt grundlæggende godt tænkt. Det giver fokus og samling at lade teksterne være skrevet i retrospekt, selv om det sker på skrømt."
    Effekten ved det retorisk-fortællemæssig blending-greb -"retrospekt på skrømt" - skulle jo gerne være den samme som den jeg oplevede da jeg sidste onsdag læste debatartiklen: "År 2010 med S og SF ved magten": en aha-oplevelse. Pludselig forstår man noget i sin nutid på en ny måde i kraft af det særlige omvendte perspektiv som den tilbageskuende historieskrivning fra en fingeret fremtid giver.
    Men det fungerer ikke rigtig i Ankers og Stigs bog, ifølge Henrik Palle:

Det hele forekommer i det hele taget særdeles ædrueligt og velfunderet. Og det er måske nok her, at antologien falder fra hinanden og begynder at blive lidt træls. For der står ikke for alvor noget, man ikke kan forestille sig. Ingen af bidragyderne maler et billede, hvor man for alvor får halvbrillen af  og udbryder: Det var lige godt satans!

 Har han ret - ingen aha-oplevelse - så er det lige godt ærgerligt.
   But yuo can´t win them all, Ankermand.

En særligt kreativ personlighed - arkitekt Bjarke Ingels - og hans blending-filosofi

Da jeg havde skrevet indlægget i lørdags om moderne blending-arktiektur der sluttede med omtale af tegnestuen BIG, sad jeg og tænkte: Hvem står egentlig bag? Det ville jeg så researche mandag. Men på Politikens side 2 mandag har deres arkitekturredaktør Karsten R.S. Ifversen gjort arbejdet for mig - i et  portræt med rubrikken: "Arkitekturmand slår til over hele verden igen og igen.

BIG står for "Bjarke Ingels Group", og lederen af tegnestuen hedder Bjarke Ingels. Han var den ene af partnerne i tegnestuen PLOT, som jeg husker for flere kreative og fornyende projekter - og så på grund af det gode navn der refererer til et af dramaturgiens centrale begreber som jeg bl.a. har skrevet om i artiklen: "Når plottet driver værket - Om plottets betydning i gode historier, gode film og gode tv-programmer", Susanne Kjærbeck (red.): Historiefortælling - i praktisk kommunikation. (2004).

Artiklen i Politiken er en heltehistorie og vinklen er at med den fart han har haft på som arkitekt, stadig kun 36 år gammel, så burde han snart være udbrændt, men nej, tværtimod, han fortsætter vejen mod stjernerne i superhøjt kreativt tempo.  

   Faktaboksen fortæller at han er inspireret i sin arkitekturfilosofi af et ophold på en hollandsk tegnestue OMA. Og i artiklen får vi at vide at Bjarke Ingels er "en gudsbenådet formidler, der kan gøre tilblivelsen af et design til et rent drama."

   Han arbejder "konceptuelt fra grunden" fortæller Karsten Ifversen. Og den unge arkitekturstjerne taler om "arkitektonisk alkymni, hvor han ved at blande forskellige programmer, f.eks. et parkeringshus med en bolig i Bjerget, opnår kvaliteter for både billister og beboere, som ingen ville have fået hvis de var adskilt." For mig at se, formulerer journalisten her på Bjarke Ingels vegne næsten defintionen på den tankeoperation jeg har omtalt om og om igen i denne blog: blending.

   Karsten Ifversen er dog en smule forbeholden: "Prisen for denne pragmatiske tilgang til arkitekturen, (...) er at konceptet altid synes at komme forud for udførelsen."

  Men det er i hvert fald vand på min mølle: om og om igen i min undervisning og specialevejledning af journaliststuderende har jeg prædiket: "konceptuel tænkning før handling" - altså: "formuler et koncept før I går igang med at producere", ." Så Bjarne Ingels "is my man".

  Og Bjarke Ingels formulerer selv til et internationalt publikum sin blending-filosofi på arkitekturens  slagmark - "den tredje vej", her citeret fra Wikeipedia:

Historically the field of architecture has been dominated by two opposing extremes. On one side an avant-garde full of crazy ideas. Originating from philosophy, mysticism or a fascination of the formal potential of computer visualizationsthey are often so detached from reality that they fail to become something other than eccentric curiosities. On the other side there are well organized corporate consultants that build predictable and boring boxes of high standard. Architecture seems to be entrenched in two equally unfertile fronts: either naively utopian or petrifyingly pragmatic. We believe that there is a third way wedged in the nomansland between the diametrical opposites. Or in the small but very fertile overlap between the two. A pragmatic utopian architecture that takes on the creation of socially, economically and environmentally perfect places as a practical objective.

"Overlap between the two." - netop  det der kendetegner et konceptuelt output-rum der indeholder nyt idet det trækker på konceptuelle elementer fra to ellers klart adskilte input-rum.

Fast Company Magazine har 2010 kåret ham som en af verdens 100 mest kreative mennesker:

Og her får jeg så også en overraskelse - aha! Han er blevet fundet værdig til at være hovedperson i en tegneserie:

Arkitekturformidling i tegneserieform: blending igen