Nils Thorsen er en fremragende interviewer. I dag bringer Politiken første del af et interviewportræt med forfatteren Kim Leine der har vundet et utal af priser - ikke mindst for den sidste roman "Profeterne i evighedsfjorden".
Rubrikken på forsiden af kulturtillægget lyder:
Flugten til Ingenmandsland
Og den fem sider lange artikel inde i tillægget har rubrikken:
Drengen på afgrundens rand
Jeg har skrevet om Kim Leine i et tidligere indlæg - også med afsæt i et stort interview - den gang i radioprogrammet "Besøgstid" - med den lige så fremragende interviewer Karen Secher:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/kim-leine-og-karen-secher-en-kreativ.html
Den gang konstaterede jeg at Kim Leine har haft et barndoms- og ungdomsliv med oplevelser og erfaringer der synes at være fælles for rigtig mange af de mennesker der i øvrigt lever op til kriterierne for "den særligt kreative personlighed".
Her kommer en lidt udvidet liste:
- mentalt spændt ud i sin barndom mellem to sprog og kulturer: norsk (mor) og dansk (far)
- tidligt fadertab og savn på grund af skilsmisse
- alene med sin norske mor - fængselsagtig isoleret i regi af Jehovas vidner
- mobning i skolen - fremmedgørelse og isolation - 'outsider'
- ensomhed og mental flugt i læsning af litteratur
- radikalt miljø og kulturskift i en ung alder (fra isoleret Jehovas Vidner-miljø i Norge, Til det frie og vilde live i København)
- incesterfaringer med faderen som 17-årig - efter "flugt" til København
- identitetsproblemer - flere personligheder i en - taler selv om "sin flydende identitet"
- misbrug af stoffer (og kvinder) som voksen sygeplejerske i Grønland
Så Kim Leine er set fra mit synspunkt en case med dokumentarisk værdi for en teori jeg nu har forfulgt gennem de fire år jeg har skrevet på den her blog.
Der komme nogle ny aspekter til personligheds-mosaikken som Nils Thorsens interviewpoertræt bidrager med:
Blandt andet har Kim Leine åbenbart en 'selvbiografisk episodisk hukommelse' der er helt ekstraordinær, så han kan genkalde sig erindringer med alle sanseindtryk og detaljer fra den gang.
Det bemærker jeg fordi jeg for nogle få blogindlæg siden i serien om "særlige evener" blandt andet skrev om folk med en helt ekstraordinær selvbiografisk hukommelse, et særligt 'syndrom' der fagligt har fået diagnosebetegnelsen 'hyperthymesia' eller 'hyperthymestic syndrome':
http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/04/srlige-evner-4-nar-man-kan-huske-hvad.html
Kim Leine skrev både selvbiografisk såkaldt 'autofiktion' i sine første bøger, og er jo også er blevet interviewet i hoved og røv om sit særdeles omtumlede og fascinerende liv - i forbindelse med sin seneste romansucces. Og gennemgående er han meget præcis i beskrivelsen af sit liv - og beskrivelserne er også meget billedlige - metaforiske.
Men den evne til at begå friske metaforer kendetegner i dette interview også journalisten Nils Thorsen der blandt kolleger er berømt både for sin empatiske interviewteknik, men også for sit meget kreative og billedskabende sprog.
Men den evne til at begå friske metaforer kendetegner i dette interview også journalisten Nils Thorsen der blandt kolleger er berømt både for sin empatiske interviewteknik, men også for sit meget kreative og billedskabende sprog.
Så se her hvordan Nils Torsen elegant får beskrevet det problem det er for en journalist som ham at alle spørgsmål er stillet og besvaret masser af gange før:
Enhver form for misbrug ernærer sig ved tavshed, forklarer Kim Leine. Alene det er grund nok til at at tale. Men han ser også alt, hvad der følger af hans forfatterskab, som en dannelsesrejse. Herunder endnu et interview med de samme spørgsmål. For svarene kan godt være langt fra sandheden . Det er bare en måde at tænke højt på.
"Spørgsmålene gælder evigt", smiler han.
"Svarene holder i fem minutter".
Forklaringerne i hvert fald. De streger der trækkes mellem det huskede.
En smuk måde at dokumentere Kim Leines beskrivelse af sig selv på, som en person med "flydende identitet".
Nils Thorsens tekst fortsætter:
Erindringerne synes derimod at stå klart. Og dem har Kim Leine en nærmest uhindret adgang til. Som om øjeblikkene er blevet stående i ham, helt fysisk og i alle detaljer, så han til enhver tid kan hente dem frem af tidens gemmer - med lys, lugte og kropslige fornemmelser.
Jo, det peger for mig i retning af at Kim Leines kreativ hjerne må have særlige evner bl. a. i form af noget der kunne ligne 'hyperthymesia'.
Og så går Nils Torsens legendarisk kreative metafor-blender ellers for alvor igang med at beskrive deres indbyrdes relation som hhv. den der spørger, og den der skal levere svarene, en relation som Thorsen kalder "arbejdsdeling":
Hvorfor arbejdsdelingen giver sig selv. Med spørgsmål langt ude fra et punkt over skydækket, mens forfatteren står parat nede i sit liv og tage dem på sig som en opgave. Beredvilligt begiver han sig af sted i skiftende retninger dernede. Og aldrig vender han tomhændet tilbage. Hvorefter han lavmælt og detaljeret lægger det fundne frem til granskning.
Senere får Kim Leine anledning til at beskrive hvordan han forbereder sig på at skrive - vel hvordan han undgår daglige skriveblokeringer:
Når man skal skrive, skal man glemme "at tage sig sammen" og "give den en skalle", siger Kim Leine. Og droppe alle de "germanske metaforer", som han kalder dem."Det er bare rester af bondekulturens forbandelse. Altid at planlægge frem i stedet for at være her og nu. Og jeg vil hellere have en nomadehjerne, som kigger ud af vindet om morgenen og tænker: "Okay, det sådan vejret er i dag. Så gør vi det.""Men det kræver lidt teknik."Jeg bruger en finger som metafor," siger han, stikker en pegefinger i vejret og giver sig selv lov til at stryge op og ned af den med to fingerspidser."Nu er min hjerne hård og stiv og vil ikke rigtig noget", siger han. "Ligesom min finger er stiv som en blyant. Men ens hjerne skal jo samarbejde med en når man skriver, så den skal have det rart."Sådan sidder han og beroliger sig selv, før han giver sig til at skrive. Trækker vejret dybt og synker gradvis ned i en tilstand af sløvhed.
En fantastisk smuk metaforisk beskrivelse af det jeg har kaldt "the inner game of writing" - i forlængelse af Thimothy Gallweys bøger med den fælles indledningsformular i titlen: The Inner Game of ... Golf, Tennis, Music":
http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/11/det-indre-spil-om-at-udve-musik-og-om.html
Men Leines udtalelser her ligger også tæt op ad Betty Edwards beskrivelse af hvordan man skal lære at "lukke ned" for venstre hjernehalvdels forestillinger om hvordan ting nok ser ud, for at gøre det muligt for højre hjernehalvdel at lade øjnene uforstyrret iagttage hvordan de virkelig ser ud:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/05/kunsten-at-se-om-kreativitet-og.html http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/06/lr-at-se-sladder-kan-manipulere-dit-syn.html
Hos Leine drejer det sig ikke om at se noget ydre som det virkelig er, men om at genfremkalde og se noget fra erindringen på den indre skærm - "the minds eye" - som det virkelig var.
Og han fortæller videre om skriveprocessen når den bliver forstyrret af ydre hændelser:
Som mange mænd oplever han at han selv er ekstremt ustabil og på mental katastrofekurs - og for at beskrive risikoen ved at få skriveprocessen afbrudt, bruger han igen en spændstig metafor, som Nils Thorsen opfanger og derefter spiller på i sin videreførelse af teksten:
"Afgrunden skal man kunne se. Den skal bare ikke inden for snubleafstand", siger Kim Leine, hvis forfatterskab har været hans egen redningsplanke."Men straks min skrivning bliver bliver forstyrret, tænker jeg: Åh, nej, nu forsvinder det hele", siger han."Og så bliver afgrunden pludselig tydelig igen".Som dreng havde Kim Leine altid afgrunden inden for snubleafstand. (....)
I Kim Leines beskrivelse af sin egen barndom hvor han efter skilsmissen mentalt trækker sig tilbage til en indre verden - og er angst for alt og alle i omverdenen, der lyder han næsten som en der har oplevet en form for autistisk tilstand, en tilstand som i karakter minder om asberger-autisten Daniel Tammets beskrivelse af sin barndom i bogen "Born on a Blue Day". Og han har i hvert fald en helt ekstraordinær hukommels som sige sparto ...
Ligesom Tammet lærte Leine sig selv at læse allerede som fireårig, og ligesom Tammet beroliger Leine sig selv i forhold til en angstprovokerende virkelighed ved at læse alle mulige former for litteratur og lade sig opsluge af deres fiktionsuniverser.
Han blev i den grad mobbet af kameraterne, så han stort set holdt op med at sige noget både i klassen og i skolegården:
Derfor nøjedes han med at praktisere sin kunnen derhjemme. Detektivbøger, tegneserier, og westernromaner. Dumas´ samlede værker, som han fandt i reolen, men tvivler på at hans mor kendte til eksistensen af. Og bøger han, mere eller mindre tilfældigt, trak ud af bibliotekets reoler."Jeg elskede de bøger", siger han."De var så medrivende . Og bare for at komme væk fra sig selv og ind i en verden, jeg aldrig havde kendt noget til. Det var sådan en befrielse."Limbo kalder han sine små fredsommelige eksiler fra de andre. (....)
Og selv fantaserede Leine livligt om hvordan han på de mest udspekulerede måder kunne udsætte klassekammeraterne for alskens former for pinsler og tortur - "for til sidst at tage livet af dem".
Jeg synes det generelt er interessant den måde Kim Leine tænker og formulerer sig objektivt og distanceret på - i forhold til sin egen hjerne, og det er bemærkelsesværdigt hvor bevidst han er om hvordan den fungerer når han skal skrive.
Og hans hjerne har altså også den særlige evne uden besvær at kunne genkalde sig detaljerede erindringer af oplevelser og de sanseindtryk de er forbundet med, på den indre skærm.
Og helt fra barn har han også haft en særlig flair for sprog og sproglige fænomener.
Til gengældt kunne Kim noget med ord. Fire år gammel lærte han sig selv at læse, og fra en tidlig alder vakte han begejstring ved at udtale selv lange ord baglæns."Folk skulle bare sige et ord, så kunne jeg gentage det baglæns. Uden at tænke mig om. Elefant, sagde de. Og så sagde jeg: Tnafele".Og så ville de også høre deres egne navne."Henriksen?", udbryder han."Ingen problemer: "Neskirneh".
Hovsa tænker jeg: "Uden at tænke sig om". Det kunne jo rigtig godt minde om den måde synæstesi virker på: At sanse-input et sted i hjernen som en automatredaktion aktiverer indre sansninger fra andre steder i hjernen, sådan at - for eksempel - perceptionen af enkelte bogstaver automatisk udløser ledsagende oplevelser af farver på den indre skærm, sådan at hvert enkelt bogstav i alfabetet har sin særlige farve. Eller sådan at tal eller navne på uger og måneder, automatisk udløser indre billeder med slyngede former og figurer.
I Kim Leines hjerne sker der åbenbart det at perception af et ord automatisk aktiverer eller udløser en visuel repræsentation af et spejlbillede af ordet, hvis bagvendte stavemåde han derefter kan udtale som om han kunne det bagvendte udtryk udenad i forvejen - og uden at det kræver nogen mental anstrengelse at gøre.
Min frue som er synæstetiker, kan noget af det samme - dog uden at det går helt automatisk. Men hun kan altså ubesværet kalde et ord frem "på den indre skærm" og derefter straks stave og udtale dem baglæns, fortæller hun.
Og jeg kan fx absolut ikke!
Vi ved jo nu i forvejen at det er to bestemte områder i hjernen, 'broca' og 'wernicke', begge placeret i venstre hjernehalvdel, som 'processerer' sprogudøvelsen og sprogforståelsen, og som bl.a. også hjælper os til at husk enkeltord og deres stavning.
Og vi ved også at den højre hjernehalvdel er den der 'processerer' rumlige forhold, som tolker metaforer og ironi, og som indeholder den visuelle (og autobiografiske) hukommelse.
Så skulle man bruge en indlysende metafor til at beskrive hvad der foregår her, så ser det ud som om der er særlig gode, nemme og tætte forbindelser - ekstra mange "åbne" nervebaner - mellem Kim Leines to hjernehalvdele, den venstre og den højre.
Det der også fagligt betegnes som 'hyperconnectivity'.
Jeg spørger via Google om "People who can say a word backwards without thinking", og forventer som noget af det første at få en Wikipedia-artikel der fortæller om udforskningen af fænomenet.
Men nej. Der dukker en række indlæg op fra mennesker der har det som Kim Leine, men gerne vil vide om der er andre der har det som dem, og hvorfor de har den særlige evne.
Og så er der to henvisninger til avisartikler hvor forskere udtaler at de ikke har nogen forklaring på fænomenet:
Og så er der to henvisninger til avisartikler hvor forskere udtaler at de ikke har nogen forklaring på fænomenet:
Experts mystified at girl, 14, who can recite words backwards within seconds
Phenomenon of Ambidextrous Individuals Still Startles Scientists
Artiklen fra Daily Mail er fra 2012, og som dokumentation er den illustreret med følgende case-video der udløste ekstremt mange visninger på YouTube:
Piger hedder Alyssa Kramer fra Oklahoma, og hun blev et 'internet-hit' efter at hendes venner udsendte denne video hvor hun demonstrerer sit særlige "talent" - som altså også Kim Leine har.
Daily Mail-artiklen fortæller:
Alyssa, who now has her own website alyssatalkingback.com, told CBS3 that it is a skill she has had since she was young.'Whenever I learned how to read, I just started doing it. I have a photographic memory, and whenever someone tells me a word, I can see it in my head.And if I want to spell it backwards then, it can flip and I’ll read it that way,' she said.
Den anden artikel er fra den engelsksprogede udgave af den russiske avis Pravda fra 2010. Den går mere i dybden selv om heller ikke de russiske forskere kan forklare 'evnen'.
Men de kobler det sammen med begrebet 'ambidextrous' der allerede indføres i overskriften, og betyder "lige dygtig med hver hånd".
Wikipedia forklarer hvordan det hænger sammen:
Ambidexterity is the state of being equally adept in the use of both left and right appendages (such as the hands). It is one of the most famous varieties of cross-dominance. People that are naturally ambidextrous are uncommon, with only one out of one hundred people being naturally ambidextrous.[1] The degree of versatility with each hand is generally the qualitative factor in determining a person's ambidexterity.
Nøgleordet er her "cross-dominance" - kryds-dominans - som refererer til at samarbejde mellem de to forskelligt fungerende hjernehalvdele, den venstre og den højre, normalt forgår på den måde at den ene hjernehalvdel 'dominerer' over den anden - som oftest den venstre over den højre. Hvilket så er forklaringen på at de fleste mennesker er 'højrehåndede', og at de fleste fodboldspillere sparker bedst med højre ben.
Men nogle mennesker kan fx skrive lige godt med højre og venstre hånd, og nogle fodboldspillere kan sparke lige godt med begge ben. Og det hænger sammen med at deres hjerne er skruet sammen med "cross-dominance" i forholdet mellem de to hjernehalvdele.
Artiklens eksperter antager at det med automatisk at kunne udtale et ord baglæns, har at gøre med at man har en 'ambidextrous' organisering af hjernehalvdelene.
Jeg vender tilbage til den særlige evne at kunne udtale ord baglæns uden at tænke, i et senere blogindlæg.
