På Politikens sportsider fra i fredags 18/2, møder jeg et lignende fænomen, men her får det eksplicit udtryk som et langt anslag/præsentation til en artikel om et australsk-dansk par der er ved at nå til tops i international sports- og konkurrencedans. Parret hedder Ashli Williamson og Bjørn Bitch, og den opfindsomme og kreativt skrivende journalist er Amalie Kønigsfeldt. Rubrikken der leverer et pirrende set up til artiklen: "Det standhaftige guldpar sørger for rene gulve". Indledningen til artiklen lyder sådan:
Der var en gang en pige, der søgte en dansepartner med lige så store ambitioner, som hun selv havde. Hendes søgen bragte hende vidt omkring, og i England mødte hun sin hjælper. Han formidlede kontakt til sin bedste danseelev, og snart drog den blot 16-årige australske Ashli af sted til landet mod nord på den anden side af jordkloden. Her mødt hun Bjørn, der hurtigt viste sig at være hendes drømmeprins. Der forelskede sig i hinanden og i dansen, og sammen ville de gå efter guldet. (/) Men jagten på guldet var langt fra en dans på roser. De dansede og dansede, men da ingen af dem var født med en guldske i munden, måtte de også tjene til føden. Sent om aftenen efter mange, lange timer på dansegulvet trak de gummihandskerne på og gjorde rent hele natten. Ashli måtte selv sy perler og fjer på sine danskejoler, når de skulle ud til turneringer, men det var ikke nok til at slå dem ud. (/) (...) og pludselig en dag var guldmedaljerne i huss. Ashli og Bjørn blev verdens bedste 10-dansere og fik guld om halsen. Også deres fingre blev beklædt med guld, da Bjørn bad Ashli om at forlove sig med ham. (/) Om parret lever lykkeligt til deres dages ende, er endnu et åbent spørgsmål, for hverken deres dage eller deres karriere er ved at ende.Det er rigtig kreativt skrevet. Og meget "gennemført". Læg mærke til hvordan guld-temaet flettes ind og ud hen gennem fortællingen - fra rubrik og til slutningen. Og hvordan der er henvisninger til H.C. Andersen i rubrikkens "standhaftige" - der associerer til eventyret "Den standhaftige tinsoldat" .Og hvordan klicheer og faste vendinger får nyt liv i konteksten: "drømmeprins", "født med en guldske i munden", "ingen dans på roser", "
Her fungerer eventyrskabelonen ikke som undertekst, men som en kompleks narrativ metafor hvorigennem vi som læsere skal forstå og tolke det unge sammenbragte dansepars historie. Det er altså en tekst der er et produkt af konceptuel blending: sportsportræt-virkelighed + eventyrfortælling-virkelighed a la H.C. Andersen. Og det mix fungerer glimrende, synes jeg.
I avisen er artiklen i øvrigt illustreret med et fascinerende anderledes iscenesat foto der fornemt underbygger eventyret visuelt - i sit udtryk langt fra de standard-reportagefotos man finder ved at google på danseparret. Det må være aftalt mellem journalisten og fotografen Mie Brinkman.
Fidusen ved eventyrindledningen er så også at den helt automatisk leverer en god pointeret slutning på artiklen, der citerer en udtalelse af Ashli om problemer med at tage irritationer fra træningen med hjem i privaten, og derefter refererer:
Står det til hende, slutter deres historie med minimum en VM-guldmedalje i standard og tre guldklumper på hjemmefronten. Med det i hus kan de leve lykkeligt til deres dages ende.
