Legalt tyveri af Thomas Skade-Rasmussens identitet - og Politikens identitetstyveri af uvidenhed

Historien om Caroline Wozniacki der blev (mis)brugt i diktator Lukasjenkos blending-operation til propagandaformål, er faktisk en relevant association til en retssag jeg har omtalte flere gange i tidligere indlæg - om hvorvidt en forfatter måtte bruge sande og private oplysninger om et virkeligt menneske i  sin "roman" der som genrebetegnelse angiver at historien er "fiktion". 

   Retssagen blev afsluttet med en dom for et par dage siden. Her citeret fra http://modkraft.dk/nyheder/article/1-0-til-den-kunstneriske

Østre Landsret har afsagt dom i en historisk og usædvanlig sag om identitetstyveri.Sagen handler om romanen Suverænen, hvis hovedperson Thomas Skade-Rasmussen Strøbechhar sagsøgt forlaget Gyldendal og forfatteren i skikkelse af Helge Bille Nielsen (tidl. ClausBeck-Nielsen).Retten frifandt forfatter og forlag i samtlige forhold, da beskrivelser og udtalelser fra en utvivlsomt fiktiv person i en roman ikke kan tillægges det konkrete menneske, som den fiktive figur muligvis kan identificeres med.– Det er helt vildt, hvordan kan vi have en kultur i et land, hvor de store institutioner bare kan bruge folks liv, sagde en vred Thomas Skade-Rasmussen Strøbechumiddelbart efter dommen, ifølge kpn.dk.

Romanen er jo også klart et blending-produkt, men Thomas Skade-Rasmussen ville altså ikke bruges som metaforisk overføringsbil-lede i Helge Bille-Nielsens/Claus Beck-Nielsens sproglige roman-konstruktion - i modsætning til Caroline der gerne ville bruges i Lukasjenkos. 

    Men af hensyn til ytringsfriheden måtte han finde sig i hvad han selv betegner som "identitetstyveri", siger landsretsdommerne. Her er det tilsyneladende ikke andre end Thomas Skade-Rasmussen der er moralsk forargede over at blive til et (mis)brugt overføringsbillede i en fiktion

    Man kunne i hvert fald ikke tale om "identitetstyveri" i Carolines tilfælde. Mange forbrydelser kan man berettiget beskylde Lukasjenko for, men Caroline har selv overdraget sin identitet til fri afbenyttelse i diktatorens fiktion om sig selv. 

I Politikens debatsektion i dag har Læsernes Redaktør, Bjarne Schilling, en kommentar og en undskyldning - med rubrikken "Vi gjorde guldsmedemesteren uret".
   Kommentaren handler også om (mis)brug  af identitet i en fiktion, ganske vist identitet af en afdød person. Og problemet drejer sig også om blending af fakta og fiktion, og om overføring af identitetsværdier fra det sidste til det første.

   Historien er den at Politiken sidste sommer havde udtænkt et sommer-plot og udfordret en række unge forfattere til at skrive en novelle - en fiktion - ud fra en række arkivfotos af "mesterfotografen" Gunner Zelius Madsen fra 20´erne og 30´erne, fotos hvor redaktionen ikke havde nogen arkivoplysninger om hvem og hvad de viste, men som også uden de oplysninger var meget fascinerende og af høj kunstnerisk kvalitet.

  Ved offentliggørelsen af sommernovellerne blev de så hver illustreret med det foto som havde inspireret de unge forfattere til at digte en historie. Bjarne Schilling fortæller:

Et af dem viste en mand i et værelse, hvor væggene fra gulv til loft er beklædt med sværd, sabler, kårder og spyd. Manden sidder ved et bord og læser.
   Novellen under billedet handlede om reklamemanden "Christian Paludan", der fremstod som en stærkt ubehagelig personage med oplagte racistiske tilbøjeligheder og stor forståelse for nazistisk tankegods.

Så kom der et læserbrev i sidste uge til redaktør Scheling. UPS! - Billedet viste læserens far, guldsmedemester Holger Jacobsen, og han var ifølge sønnen "en venlig mand og en kærlig far. Og hverken racist eller nazist eller andet grimt."

Han havde landets største private våbensamling, men var ingenlunde en krigerisk person. Det var i øvrigt ikke daggerter og ryttersabler alt sammen. Der havde også været moderne skydevåben, som han under besættelsen stillede til rådighed for modstandsbevægelsen.
   Læseren var ked af det, og syntes, at vi havde krænket hans fars ære.  Jeg kan sagtens følge ham, og jeg skrev tilbage og beklagede. For det var forkert at bringe det i den sammenhæng vi gjorde.
   Selv om vi skrev i en lille, indledende tekst, at vi havde at gøre med fiktion, er det selvfølgelig stærkt ubehageligt at se sin far fremstillet som afstumpet racist. Det burde vi have tænkt mere over.

I modsætning til forfatteren Claus Bech-Nielsne/Helge Bille-Nielsens der ingen kvababbelser har mht. at bruge en anden person i sin fiktion, så har redaktør Schelling det - og "beklager" da det bliver oplyst hvem det er billedet forestiller.
   Det er al ære værd, synes jeg.

Men der foregår blending over alt, det hjælper ikke at flygte. Men man må tage stilling.

Caroline Wozniacki som overføringsbillede - når miss Sunshine skinner på den hviderussiske Lord Voldemort - og andre historier

Under rubrikken: "Show. Miss Sunshine spller diktatorens spil" kommenterer og analyserer Hans Bonde, der er professor i idræt på KU, en historie som har "kørt" i medierne i den forløbne uge: at vores allesammens Caroline W. sidste efterår spillede et par bolde på en tennisbane i Hviderusland med diktatoren Lukasjenko i fobindelse med en såkaldt "charity match".
    Professoren er på linje med pressen i øvrigt der fordømmer Caroline for at lade sig misbruge af en notorisk forbryderisk diktator. Professoren anfører at det er en gammel historie der i hvert fald kan føres tilbage til Rom i kejsertiden, at diktatorer bruger sportsfolk og sportsarrengementer til at  "sole sig i".
    Artiklen er illustreret med et foto hvor man ser ryggen af Caroline i foroverbøjet stilling foran netttet, og hvor man se at hun ser på diktatoren på den anden side, der bredt smilende vender sig ud mod publikum, jublende med arme og ketcher i vejret i en klassisk sejrsgestus.
   Publikum ledes helt bogstaveligt til at se Lukasjenko gennem Carolines øjne.




Er der noget kreativt i det som professoren kalder for "et  stunt"? Hvad er den kreative tænkning der ligger bag?

Principielt er der tale om blending: et konceptuelt output-rum - "et blend" - hvori input fra to skarpt adskilte og ellers hinanden fjerntliggende konceptuelle input-rum, mixes. Det ene er "diktatorummet", hvori en diktator lader politiske modstandere fængsle og toturer, presse og ytringsfrihed er en by i Rusland, og der gennemføres pseudovalg hvori der svindles og manipuleres over en bred front.
   Det andet input kommer fra "elitetennisrummet" hvori en ung dansk kvinde er nr. et i verden og idol for et internationalt tennispublikum og den internationale sportspresse. Og herigennem har fået det metaforiske kælenavn "Miss Sunshine".
   Det ene rum er moralsk set kulsort med mørkets fyrste som hersker, det andet har som konceptuelt centrum den rene hvide sport hvor den bedste kvinde vinder.

Der er tale om den særlige form for kreativ blending som jeg har skrevet flere indlæg om i den senere tid: den metaforiske, hvori man konstruerer et udtryk i output-rummet så ét fænomen - "target" - ses, opleves og forstås gennem det andet fænomen - "source" - som en slags konceptuel optik. Her er Lushenko "målet" og Caroline "kilden". Og Caroline har altså frivilligt indgået en aftale om at optræde i den kreativt konstruerede blendede virkelighed hvor de to på lige fod spiller tennis med hinanden.
    Fra at være tennisspiller i sit eget sportsdomæne, har hun accepteret at blive transformeret til en del af en metafor i diktatorens propaganda og spin. "Miss Sushine" er linsen som han anskues og belyses igennem, antagelig med det formål at det blendede rum som vises på fotos og på video, tages som et repræsentativt metonym (=del for helehed) på ham og hans totalitær styre som helhed.
   Ifølge pressen har hun har på undrende og kritiske spørgsmål fra journalister, erklæret at det er ikke hendes bord: "Jeg er ikke politiker, og politikerne må sige hvad de vil. Jeg er komplet ligeglad."
   Hun er dog ikke ligeglad med at det samme metaforiske overføringsbillede kan udnyttes af sælgere af sportstøj og sportsartikler. Der er hun meget bevidst om blendingmekanismen muligheder og effekt og tager sig betalt i millioner og atter millioner for at optræde metaforisk sammen med disse artiklers varemærker.

Når journalisterne har fundet på at bruge metaforen "Miss Sunshine" til Caroline Wozniacki så er hun "target" og solen der skinner, er "source". Og i en normal sproglig metafor som denne, har metaforen kun én overføringsretning: "source"  > "target". Caroline smitter ikke af på solen, så at sige.
   Men man kan diskutere om ikke der i et ovennævnte tilfælde med overføring af "solskin" fra Caroline til Lokasjenko også kan være tale om at der sker overføring af betydning den anden vej:  "target" > "source" - en slags "crime by association". Altså om ikke "mørket" fra det offentlige billede Lukasjenko risikerer at smitte af på billedet af Caroline, så solen formørkes, og solskinsglansen med tiden slides af af hende.
   Man burde have et navn til dette at menneskemetaforen kan kaste negative stråler tilbage på "kilden", hvis "målet" er tilstrækkeligt moralsk anløbent: metaforisk rekyl?

Jeg mindes en tilsvarende diskussion i forbindelse med Dronningens tildeling af Storkorset til Bahrains konge for nylig, ham der nu lader sine soldater skyde løs på demonstranter. Eller diskussionen i forbindelse med at Margrethe for mange år siden holdt tale for den besøgende rumænske diktator Nicolae Ceausescu  efter at han havde fået tildelt elefantordenen.
   Er Caroline nærmere at sammenligne med vores dronning, eller nærmere med den store filmkunstner Leni Riefensthal der i årtier var udstødt fra det pæne selskab fordi hun havde ladet sig bruge til at forskønne Hitler?
   Begge har kastet glans over diktatorer og deres regimer. Hvad er forskellen?