Som jeg gjorde opmærksom på i mit jubilæumsindlæg, fra den 1. april, så dække det vi kalder identifikation når folk ser film eller læser bøger og artikler, over mindst to processer. En som foregår ubevidst og hvor det er spejlneuronerne og andre automatiske aflæsningsystemer der aktiveres med direkte adgang til de centrer hvorfra vores følelser udspringer i det limbiske system. En andens som er bevidst og som aktiverer og trækker på defaultnetværket.
Og min banale pointe er så at de naturligvis må arbejde sammen for at give os både en spontan intuitiv automatisk empati-fornemmelse og en mere reflekteret oplevelse af genkendelse og indlevelse når vi fx identificerer os - mere eller mindre - med de mennesker vi ser på filmlærrede eller en tv-skærm.
En undersøgelse som blev lavet af Marco Iacoboni m.fl. (Det er ham som også har skrevet om opdagelsen af spejlnuronerne og deres betydning i bogen 'Mirroring People') er relevant her.
Mens hjernen blev skannet fik forsøgspersonerne vist små filmstumper med to mennesker i en eller anden form for interaktion:
Taken together, our data may be interpreted as suggesting that the human facility in understanding observed social relationshipsis provided by the combined activity of an action recognition system in the inferior frontal and superior temporal cortices, an anterior STS system that interprets the social significance of actions, and a dorsomedial prefrontal cortex and medial parietalcortex system that analyzes social relationships and considers their implications.The dorsomedial prefrontal cortex and medialparietal cortex system for thinking about social relationships is apparently part of the brain’s default state circuitry; it may continuously, often without effort or intention, assess and analyze past, present, or possible future social relationships whenever non-social tasks do not demand full attention. Given the complexity and pervasive importance of social relationships, this ongoing social processing may be crucial to sustaining adaptive social relations.
Ræsonnementet ud fra undersøgelsen er at når man ser andre mennesker i social interaktion - på film eller i virkeligheden, så vil defaultnetværket automatisk og ikke særligt bevidst gå igang med at simulerer hvordan de mennesker på filmen har det med hinanden. Samtidig (så vidt jeg kan læse ud af undersøgelsen) vil spejlneuronsystemet give løbende input til at vi automatisk simulerer deres bevægelser og handlinger - især intentionen med den.
Og hvorfor skulle det ikke præcis være det dere sker når vi identificerer os med et menneske vi ser handle og forfølge mål i en historie fortalt i levende billeder.
Problemet er at der er to tilsyneladende konkurrerende teorier på banen til at foreklare identifikation med andre mennesker gennem simulation: Den der tager afsæt i spejlneuronerne i præmotorcortex og beslægtede områder af hjernen, og den der tager afsæt i Theory og Mind og den del af hjernen - "the midline structures" - som defaultnetværket omfatter
Vor ven V. Ramachandran, ham med 'The Tell-Tale Brain' og neuro-æstetik, har filosoferet over hvordan hjernen har udviklet de mere bevidste former for indadrettet reflekterende simulation som indgår i Thery of Mind-komplekset i defaultnetværket - ud fra spejlneuronernes primære funktion i forskellige andre dele af hjernen som er rettet mod perception af mennesker i omverdenen.
I also speculated that these neurons can not only help simulate other people's behavior but can be turned "inward"—as it were—to create second-order representations or meta-representations of your own earlier brain processes. This could be the neural basis of introspection, and of the reciprocity of self awareness and other awareness. There is obviously a chicken-or-egg question here as to which evolved first, but... The main point is that the two co-evolved, mutually enriching each other to create the mature representation of self that characterizes modern humans."
Det er noget af det samme de to forfatterer, Christian Keysers og Valeria Gazzola, er inde på i deres korte artikel: 'Integrating simulation and Theory of Mind: from self to social cognition':
Investigations of brain substrates for social cognition have polarized in two camps. The simulation camp focuses on so-called shared circuits (SCs) that are involved in one’s own actions, sensations and emotions and in perceiving those of others [1,2]. The theory of mind (ToM) camp emphasizes the role of midline structures in mentalizing about the states of others [3].
Efter at have refereret en række centrale artikler og undersøgelser baseret på hjernskanninger konkluderer de at det er muligt at samtænke de to teorier, som de kalder "an embroynic and speculative working hypothesis":
An embryonic and speculative working hypothesis [2] for the link between classical SCs and midline structures, which is inspired by these findings but differs from that in Uddin et al. [5],is shown in Figure 1. While dealing with states of the self, areas of the SCs represent pre-reflective bodily states. If asked to introspect and report these states, subjects additionally activate (v)mPFC structures. When dealing with states of other individuals, activity in SCs might represent the empathic transformation of the bodily states of others into pre-reflective neural representations of similar states of the self. These simulated pre-reflective representations correlate with empathy [6–8] and might provide an intuitive understanding of what goes on in others [2]. If asked to reflect on the states of others, the pathways that are normally used to reflect on the bodily representations of the self are now used on simulated bodily states of others, leading to simulated reflective representations.Thus, SCs and midline structures form an integrated system that applies to cases where we perceive the other as similar enough for simulation to be useful [12]. In this view, both SCs and vmPFC reflect simulation, albeit at different levels (pre-reflective versus reflective), rather than radically different processes (SC versus ToM). This route is complemented by a more dorsal, less embodied and more cognitive route that becomes essential when simulations lead to wrong conclusions (e.g. others considered to be dissimilar in this aspect
Her er den grafiske model som de refererer til med "Figure 1.":
Selv om jeg ikke er sikker på at jeg helt forstår modellen, er ideen klar nok, og den korresponderer smukt med V. Ramachandrans overvejelser: Der er to niveauer hvor det ene har udviklet sig oven på det andet - som en form for intern reflekterende simulation med afsæt i det som spejlneuronerne skaber af interne ubevidste emotionelle identifikationsprocesser.
Selv om jeg ikke er sikker på at jeg helt forstår modellen, er ideen klar nok, og den korresponderer smukt med V. Ramachandrans overvejelser: Der er to niveauer hvor det ene har udviklet sig oven på det andet - som en form for intern reflekterende simulation med afsæt i det som spejlneuronerne skaber af interne ubevidste emotionelle identifikationsprocesser.
