Avatar, Inception - hypnose og docu-comedy - dramaturgisk blending af flere realiteter

For mange år siden skrev jeg i min bog Faktion som udtryksmiddel et særligt appendix om den type dramaturgi hvor en stor del af spændingen og fremdriften i en film eller et tv-program foregår i kraft af at historien har flere realitetsplaner som spiller sammen og mod hinanden: et metonymisk og et metaforisk. Klare eksempler var f.eks.tv-serien Den syngende detektiv og spillefilmen Dreamchild, men også Den enfoldige morder er kendetegnet ved at udnytte den drivkraft der ligger i at arbejde med flere realitetsplaner i en filmfortælling. 
   Freuds psykoanalyse hvori analyse af drømme er indgangen til forståelsen af ubevidste og ofte uønskede fortællinger og erindringer, er et velkendt eksempel på at det ikke kun snævert er dramaturgien som kan udnytte eksistensen af flere realitetsplaner der belyser hinanden, til at skabe udvikling og frigørelse
   Mytforskeren Joseph Campell har udviklet en særlig teori om myte-fortællinger som har fået navnet "The Heroe' s Journey", der som definerende træk opererer med at en "helt" først introduceres for os i en "ordinary world" - og derefter inspireres eller provokeres til at overskride grænsen til en anden "special world" hvor helten møder eventyret i form af prøvelser, fantastiske udfordringer og magiske modstandere - for så til slut at vende hjem til "the ordinary world", belønnet med ny indsigt i sig selv og verdens indretning og muligheder. 
   Det er altså en teori om fundamental storytelling der grundlæggende bygger på et spil og en bevægelse mellem to realitetsplaner som drivkraften i en universel udviklingshistorie.
   Bogen og filmen Troldmanden fra Oz er et gammelkendt og ofte refereret eksempel. Et stadig helt aktuelt eksempel på udnyttelsen af denne særlige dramaturgiske konstruktion, er Harry Potter-serien. 
   Jeg har for nylig på DVD set to af de film der har gået i biograferne sidste år og som fik meget fine anmeldelser, men film som jeg ikke nåede at se. 
   Det interessante var for mig i hvilket omfang det nu er blevet "mainstream" - af høj filmisk kvalitet - at skabe fortællinger hvor en afgørende del af plot og fremdrift er spillet mellem flere virkelighedsrum. 
   Den ene film er Inception, som jeg har beskrevet i et tidligere blogindlæg ud fra anmeldelserne, og hvis plot kan resumeres sådan: 

In a world where technology exists to enter the human mind through dream invasion, a highly skilled thief is given a final chance at redemption which involves executing his toughest job to date: Inception.

Det er en fantastisk god og spændende film, og den kører fuldstændig efter Campells myterecept. Og ud fra en kreativitets-teoretisk synsvinkel forsøger den jo metaforisk at beskrive hvordan man bevidst kan arbejde med "at inspirerer" folk til at få ideer, nemlig ved at "plante" dem i bevidstheden uden at folk gør modstand fordi de ikke ved at de har været udsat for en sådan kreativ "udplantning".
   Jeg får også nu associationer til hypnose, fordi jeg lige er ved at være færdig med bestseller-krimien Hypnotisøren. Spørgsmålet er: Kan en dygtig hypnotisør gennem hypnose få folk til at få og føde nye grænseoverskridende ideer - også af "den onde" slags? Jeg googler "hypnosis and creativity" og finder på siden: http://www.buzzle.com/editorials/10-17-2005-79057.asp.

True creativity seems to happen by itself because it is a product of the unconscious mind. In fact, the harder you consciously try to be creative, the poorer your creative problem solving skills become. The problem is made worse by self-limiting beliefs ("I’ll never come up with a good idea") and the tendency to analyze and reject any ideas too quickly. Hypnosis can help bypass these barriers that exist at the conscious level and let your unconscious mind come up with the sorts of ideas, solutions and innovations that it is so good at. It is also important that you are relaxed to be creative. In fact, you are most creative when you are asleep – when you dream. Hypnosis allows you to enter this relaxed dream-like state on demand. It used to be that the only way to experience hypnosis was to be hypnotized in a clinical setting. Now, a number of good hypnosis CDs exist that allow you to get the benefits of hypnosis in the comfort of your home. Using a combination of relaxation techniques, visualization exercises and positive affirmations, these CDs can boost your creative problem solving abilities in many aspects of your life.

Det ser i øvrigt ud til at der er en hel "dansk industri" der lever af at sælge bøger, kurser og CD-rommer hvori ideen er at stimulere til kreativ tænkning gennem brug af hypnose. Ja, ja, det vidste jeg faktisk ikke.

Den anden film jeg købte hjem på DVD var AVATAR, som jo fik et ekstra publikumsboost i kraft af at den kunne ses i 3D.
   Også den film og dens plot lever gennem spillet og spændingen mellem to planer: Menneskene er kommet til en anden planet hvor der bo intelligente mennskelignende væsener, men atmosfæren er totalt giftig for jord-mennesker, så for at komme  i nærkontakt med de "indfødte", har man opfundet en slags Avatar-teknik, så man kan besjæle konstruerede humanoide robotter med et levende menneskes bevidsthed (mens det sover), robotter som kan leve og udfolde sig "normalt" i den giftige verden, og som har skikkelse af den indfødte race hvis hudfarve er blå. Hovedpersonen styrer en avatar i den "anden verden", og ender med at komme i et konfliktforhold mellem den verden han lever i, og den virtuelle verden hvori hans avatar er aktiv og dynamisk - og han i rollen som avatar bliver forelsket i en "indfødt" pige. Plottet helt kort beskrives sådan her:

A paraplegic marine dispatched to the moon Pandora on a unique mission becomes torn between following his orders and protecting the world he feels is his home.

Her er det jo meget tydeligt at der er tale om en film som metaforisk udfolder fænomenet conceptuel blending i et dramaturgisk forløb hvor publikum gennem heltens udviklingshistorie selv skal udvikle den tolerance som gør det muligt at de to verdener kan "samleve" og få noget ud af hinanden.
   Inspirationen er klart nok internetspillet og -portalen Second Life, hvor mennesker gennem  avatar-figurer som de styrer og lever igennem i den anden verden, opnår mulighederne for at dyrke og udfolde et imaginært liv som de ikke kan praktiserer i deres virkelige tilværelse.
   Som jeg forstår det, er der også muligheder for at "veksle" fordele opnået i den virtuelle Second Life-verden, til fordele i den virkelige verden, så man også der kan tale om blending af det imaginære og det reelle.

Politiken havde i går en artikel på den faste side de nu har om "medier", en artikel  af Jakob Elkær med rubrikken "Du er, hvor du er". Den fortæller om en ny applikation eller feature ved Facebook som har fået navnet "Places", og som gør at man gennem sin mobiltelefon og med udnyttelse af gps "kan tjekke ind" og dermed hele tiden kan holde sine Facebook-venner opdateret om præcis hvor man er.
   Det omtales også som  en "geosocial tjeneste" i artiklen, og en ekspert fra et webbureau udtaler: "Før talte vi om den virkelige verden og den virtuelle verden som to forskellige ting. Nu smelter de sammen".
   Klar tale - en punch line. Men: Er der med denne "sammensmeltning" tale om blending - altså at der ud af denne geosociale tjeneste kommer ny ideer - nye output-rum. Artiklens svar er faktisk i første omgang: Nej - men hvem ved!''

For at det ikke skal være løgn omtales på den modsatte side en ny tv-serie der har titlen Pokerfjæs. Rubrikken udråber: "Mellem 'Klovn' og virkelighed". Underrubrikken introducerer serien som en genreblanding gennem det blendede udtryk: docu-comedy. 
   Journalisten Henrik Palle fortæller at konceptet er "lige så enkelt som det er effektivt":

Man tager en håndfuld af rigets kendteste mandlige skuespillere samt et par pokerbuffs og monterer disse i en enkelt handling: De skal til Las Vegas og deltage i verdensmesterskaberne i pokerspil af den texanske variant med alt betalt, hvorfor der selvsagt er lagt i ovnen til massevis af druk, ballade, skæg og optrin. En blanding af film som 'Tømmermænd i Las Vegas' og rigtig konkurrence.

Det lyder præcis som det det nok er: et effektivt fortæller- og underholdningsplot der spiller på tvetydigheden mellem fakta og fiktion, og som sikrer et tilpas samspil mellem information, identifikation og fascination: gennem scener, handling med forventninger og overraskelser, modstand, vendepunkter og sandhedens øjeblikke.
   Senere i artiklen filosoferer Henrik Palle over hvad det egentlig genremæssigt er vi har gang i med denne series "kontraktforhold":

Hvad er vi ude i? Er det en opfølger på 'Klovn' med masser af kendte i pinlige situationer? Er det reality? Hvad sker der? Som sædvanlig i disse år er vi ude i en temmelig mudret afart af dokumentaren, hvor  begivenhederne til dels er iscenesat, dialogen scriptet et stykke af vejen, og hvor det hele er instrueret og tilrettelagt. Deltagerne spiller sig selv i strammede udgaver, hvor karakteristiske træk fremhæves uden nogen videre diskretion, så vi ikke er i tvivl om, at eksempelvis Thomas Bo Larsen er en sådan lidt brovtende type, og at kuglestøderen Joachim B. Olsen også i virkeligheden er et brød (selv om han altså stiller op for Liberal Alliance).

Citatet her dokumenterer jo at serien også i den grad falder ind under kategorien faktion, og at serien/programmerne i Henrik Palles optik effektivt og enkelt udnytter de dramaturgiske muligheder der ligger i en tvetydig kontrakt eller en såkaldt "dobbeltkontrakt" med publikum. Såvel Las Vega-setting som konkurrence-plot kan man forudse vil sikre den nødvendige fremdrift og en række vendepunkter og sandhedens øjeblikke.

Mere når jeg ikke lige nu, på vej til Kap Verde - feriedrøm og virkelighed. En uge alene med luftige og solrige kontrakter.

Forbrænding skal være sexet

Det er rubrikken på forsideartiklen i Politikens anden sektion. Den handler om resultatet af en arkitektkonkurrence om udformningen af et nyt forbrændingsanlæg, til afløsning for det 40 år gamle affaldsforbrændingsanlæg på Amager. Vinderforslaget er et eksemplarisk udtryk for kreativ tænkning, hvor man i vinderforslaget har tænkt ting sammen som ellers er tænkes adskilt og kategoriseres i klart forskellige konceptuelle rum. Affaldsforbrænding og et skisportsnalæg. Som der står i artiklen:

Designet kortslutter vante adskillelser mellem bygning og landskab, arbejde og fritid, alvor og sjov: I forslaget blive hele tagfladen på den kommende affaldsforbrænding formet som en knap 100 meter hnøj vintersportsbakke med tre pister på tilsammen 1,5 kilometer, som kan anvendes året rundt.

Med forslaget er der jo tale om hvad nu hvis-tænkning - i form af rendyrket konceputel blending: affaldsforbrændingsanlæg og skisportsanlæg befinder sig i to klart adskilte konceptuelle input-rum, og i output-rummet har vi så vinderforslaget hvori der foregår en samtænkning af de to input-rum: Når der alligevel skal være et stort tagareal på sådan et forbrændingsanlæg, hvorfor så ikke bruge det til noget fornuftig - og sjovt?
   Endnu sjovere er måske en anden ide som indgår i vinderforslaget: Her mikser man et nødvendigt onde - udslip af CO2-røg fra anlægget, med positiv pædagogik af befolkningen omkring det. Skorstenen som skal slippe røgen ud, skal indrettes og udformes på en særlige måde:

Røgen skal tilbageholdes i beholderen, indtil den rummer 200 kilo CO2,som derefter presses ud i en gigantisk røgring. Ideen er ikke kun at gøre legen til alvor. For med ringene vil CO2-udslippet for første gang kunne blive pædagogisk anskueligt. Hver gang der er dampet fem ringe fra skorstenen, er der sluppet endnu et ton CO2 ud i atmosfæren; ethvert barn  i København vil få et forhold til udledningen, og hvor hurtigt det faktisk går. Om aftenen er det tanken, at røgringene kan blive belyst og altså fortsat fungere som ikon for denne aldeles uhøjtidelige måde at illustrere  forvandlingen af resterne fra vores forbrug til energi, damp og CO2.

Et smukt et eksempel på en af de kreative teknikker som er velkendt og meget udbredt: Hvad nu hvis vi gjorde det modsatte-tænkning. Normalt vil man som industrianlæg i vore dage forsøge at formindske eller skjule røgen. Her gør man, modsætningsvis, røgudledningen ekstremt synlig og spektakulær, for dermed at udnytte den til et formål som slet ikke ellers forbindes med udledning og forurening: pædagogisk oplysningsvirksomhed.
   Det fremgår af artiklen at forslaget fra BIG-tegnestuen ikke kommer uopfordret, men som megen kreativ virksomhed, er den et resultat af en udfordrende rammesætning: I konkurrenceprogrammet lå nemlig et ønske om at anlægget skulle kombineres med et besøgscenter der skulle tilfører værket nogle kvaliteter, så det ikke bare fremtrådte som "byens bagside", men kunne være "et ikon for en ny bevidst bæredygtighed".