Ole E. Petterson - arven efter Frello

I forbindelse med lidt research før mit besøg på Varde Museum hvor jeg og fruen skal (gen)se Otto Frello-udstillingen, stødte jeg på en anden - stil- og åndsbeslægtet kunstner: Ole E. Petterson. 

Ole E. Petterson (født 1944) er elev af Otto Frello, idet han er blevet uddannet på Akademiet for fri og merkantil kunst hvor Frello i en række år både var underviser og forstander.

   Ole E. Pettersons baggrund beskrives sådan på Science-Fiction-bloggen 'Ekkorummet' hvis bestyrer og gennemgående skribent var oversætteren Stig W. Jørgensen:

Ole E. Petterson var et kendt navn blandt danske science fiction-læsere i 1970'erne og 1980'erne. Han leverede et hav af meget karakteristiske sort-hvide illustrationer til bøger og blade inden for genren. Petterson, der også var bibliotekar, var desuden meget optaget af den amerikanske science fiction-forfatter Philip K. Dick, og i 1980 redigerede han således Proximas tema-nummer om forfatteren (nr. 23).    Petterson stod derfor også bag et af de mest attråværdige samlerobjekter i de danske science fiction-udgivelsers historie, Dicks kortroman Anden udgave (efter Second Variety), der udkom på Tangentforlaget i 1982. Petterson havde både oversat og gennemillustreret historien, således at udgivelsen samtidig var en spændende kunstbog.

   De sidste mange år har man ikke hørt så meget til Ole E. Petterson i science fiction-sammenhænge. Det skyldes tilsyneladende ikke at han har ligget på den lade side, men derimod at han har helliget sig sin hovedinteresse, maleriet (som nævnt i Otto Frello-indlægget nedenfor, var Petterson elev af Frello på Akademiet for Fri og Merkantil Kunst i 1960'erne). Ole E. Petterson har siden 1995 været fuldtidsbeskæftiget som maler.

Ole Lindbo, som også har skrevet bogen om Harald Henriksen, fortæller om Ole E. Pettersons kunst på dennes egen hjemmeside http://www.oep.dk/:

Billedets Magi

Der er kunst, som falder ned gennem tiden, ud gennem tidens afgrænsninger, og således gennemhuller forestillingen om kunstens aktualitet. Måske er det den kunst, som holder længere end alt andet?

Dét er den kætterske tanke man får, når man første gang præsenteres for maleren Ole E. Pettersons billeder. Man stopper op. Tøver. Undres. Forvirres. Fascineres. Det er som at bladre i en bortkommet bog, fyldt med fortællinger om glemte øjeblikke. Det er som at kigge ind gennem et nøglehul og blive præsenteret for en historie i en række anelsesfulde glimt. En historie uden begyndelse, forløb og slutning. Som tvinger beskueren til at lege privatdetektiv, på sporet af en gåde, der kræver at blive løst.

   Man kan kalde Ole E. Pettersons billeder for så meget: Ny-surrealisme, magisk realisme - måske endda en slags ny-symbolisme. Det er vel egentlig underordnet. Lad os starte med at fastslå, at han kan sit kram, sit håndværk. Og at han har noget på hjerte. Han vil fortælle gode historier. Og det gør han, i fabulerende og forrygende grad. Han er nemlig en ægte fortæller, der - uden moralisme - er faldet i forundring over sine omgivelser og deres skjulte hemmeligheder.

   Intet er, hvad det synes at være i hans univers. Fornuften er sat fra bestillingen. Det underbevidste regerer. Drømme er lige så virkelige som den såkaldte virkelighed. Måske er vi en drøm, drømt af nogen andre?

   Ole E. Pettersons billeder er fyldt med sammentræf og associationer. Som beskuer sættes man ind i en labyrint, som man selv må finde ud af. Kunstneren kan virke gammelklog og litterær, og alligevel adlyder han kun billedets egne love og mønstre. Hvis han virker hemmelighedsfuld, er det kun fordi beskuerens egen fantasi bevæger sig ad hemmelighedsfulde stier.

   Man forbavses ikke, når man hører, at kunstneren i sin tid lod sig inspirere af såvel Hieronimus Bosch som af Salvador Dali. Han henter helt sikkert sine inspirationer fra de samme dybder som de to gamle klassikere i kunstens verden. Og de to store klassikere kan roligt være stolte over, at have en slags nutidig efterfølger som Ole E. Petterson.     Ikke fordi han ligner dem. Det gør han slet ikke. Men han henter tydeligvis sine inspirationer fra det samme arsenal af drømme og visioner og parallelle universer, som de to gjorde.

   Enhver form for virkelighed er som en kinesisk æske. Der gemmer sig hele tiden nye æsker inden i de æsker, vi først åbner. Ole E. Pettersons kunst er således for de eftertænksomme, de fabulerende og de nysgerrige, for hvem fornuften til enhver tid er en dårlig forklaring på, hvordan alting hænger sammen.

   Man snyder sig selv, hvis man ikke snarest går på opdagelse i hans forunderlige og stemningsfulde billedunivers.

Her er nogle af Ole E. Pettersons malerier som han viser på sin hjemmeside:

Drømmenes Engel. 2001

Alice og Nattevagten. 2002

Hos Sødring. 2005

Hos Iohannes nr. 3. 2006

Ved bordet. 2007

I køkkenet. 2008

Picnic. 2010

Under Åbuen. 2012

Udkald til Ankehøj. 2013

Dorotheas fødselsdag. 2014

I Pettersons malerier vrimler det med både skjulte og helt åbenlyse referencer til og visuelle citater fra mere eller mindre kendte værker fra den europæiske og danske kunsthistorie og den klassiske mytologi.
   I det tilfældige udvalg af Pettersons billeder ovenfor, finder jeg ved en kort billedresearch på google åbenlyse visuelle citater fra de følgende mere eller mindre kendte malerier. Men jeg er overbevist om at sådan er det hele vejen igennem i hans malerier.
   Se bare her:

Dorothea Thanning: Birthday. 1942

J.Th. Lundbye;
Efterårslandskab. Hankehøj ved Vallekilde 1847

Eduard Manet: The Luncheon on the Grass. 1867-68

Johannes Vermeer: The Girl with the Wine Glass. 1659

Christen Købke: Landskabmaleren Frederik Sødring. 1832.

Pettersons malerier er jo - som Frellos - teknisk dygtigt udført i en form for klassisk realistisk oliemaleri. Og dermed er han også beslægtet med moderne, men ligeledes indholds- og udtryksmæssigt tilbageskuende 'superrealistiske' nulevende malere som Niels Strøbek og Thomas Kluge, der jo også er kendetegnet ved at de i deres malerier inkorporerer visuelle citater og referencer fra ældre dansk og udenlandsk kunst.

Når vi taler om og prøver at karakterisere Pettersons malerier, så kan man stille spørgsmålet: Er det kitsch eller kunst? Er der for meget 'fidus' og 'kulturhistorisk fims' over de mixede motiver? Er de for beregnende?
   Et spørgsmål som også Kluge og Strøbek - og Frello er blevet mødt med af det kunsthistoriske og kunstteoretiske establishment i tidens løb.
   Petterson ser ud til at sælge pænt, og priserne er ikke særligt høje. Mellem 9.000 kr. og 16.000 kr. fremgår det af hans hjemmeside.

Så lidt tror jeg ikke man nogensinde har kunnet få et Otto Frello-oliemaleri for. Men jeg kan ikke lige på nettet finde priser.
   Jeg mener dog at kunne huske fra noget jeg har læst for et par år siden, at han er oppe i mange hundrede tusinde kroners klassen for et af sine oliebilleder.
   Af mange grunde vil jeg ikke selv nogensinde stille spørgsmålet til Frello: om det er kitsch eller kunst? Af flere grunde, som jeg ikke  lige kan nå at komme ind på her.
   Frello er typisk rigtig længe om at male sine billeder "af en anden verden" -  og 'fantasy' er nok den mest præcise betegnelse for hans maleriske retning og orientering.
   Man kan i hans samlede produktions indhold, motiver, stil og udtryk finde gennemgående tendenser som man ellers primært forbinder med særlige genrer inden for  tegneserier, romaner og (animations)film, med rødder i ikke mindst Tolkiens bøger.
   Prøv selv at google "fantasy art", og klik på "billeder", så skal du se løjer - og fabulerende fantasier ud over alle grænser: verdener, personer, væsener som er "af en anden verden", men fremstillet og malet hyperrealistisk og teknisk helt suverænt, så de har en ubehagelig - og fascinerende genkendelighed: Hvad nu hvis ...?

'Ekkorummet' (Stig W. Jørgensen) bragte også en længere personlig artikel om oplevelsen af Otto Frello som kunstner i anledning af en udstilling i Helligåndshuset 2009, en artikel som jeg synes er fortjener at blive citeret:

Frello - fabulant og simulacrum

Kunstmaleren Otto Frello fylder 85 år i morgen, 6. april. Senere på måneden vil næsten hele hans produktion kunne opleves på en stor udstilling i København.

For enogtyve år siden oplevede jeg en åbenbaring. Der var ikke noget overnaturligt ved det. Det betød ganske bogstaveligt at noget kom til syne for mig som beskuer. Men dog et syn som efter alle de år står lige så stærkt for mig som dengang og siden er blevet en integreret del af mit liv.

   Jeg besøgte dengang for første gang Frello-familiens hjem og trådte ind i en stue hvor Otto Frellos Københavnerbillede prydede endevæggen. Billedet havde jeg faktisk set før. Det var blevet brugt på omslaget af tegneserieantologien København fra Bogfabrikken året før, i 1987. Men selv om jeg havde set denne udgivelse, var det intet at ligne mod oplevelsen af at stå over for det Rembrandtagtigt store lærred med følelsen af at kunne træde direkte ind i ikke én, men mange andre tider.

   Københavnerbilledet (1985-6) skildrer Amagertorv i et tidløst panorama hvor fragmenter af forskellige historiske epoker fremtræder spøgelsesagtigt overlappende. Også fremtiden er diskret repræsenteret.    Under den karakteristiske, stiliserede signatur er der noteret '1992' - dengang et futuristisk årstal. Billedet er vel stadig i dag (med konkurrence fra Oksbølbilledet = ravskoven) malerens 'store stykke', men det er ikke perfekt. Horror vacui-udfyldningen af himlen over byen giver en klaustrofobisk fornemmelse og en ubalance i kompositionen. Men denne skævhed - i bogstavelig og overført betydning - er med til at gøre billedet uforglemmeligt. Jeg har nu haft en reproduktion hængende i to årtier og opdager dagligt nye detaljer.

   Frello var dengang ukendt - som kunstmaler altså. Som tidligere forstander for Akademiet for fri og merkantil kunst (hvor han underviste mange, senere fremtrædende illustratorer og kunstnere, heriblandt den i science fiction-kredse kendte Ole E. Petterson) og professionel illustrationstegner til bl.a. en stribe af Politikens Håndbøger fra 70'erne (Ædelstene i farver, Stilarternes kavalkade osv.) var han langt fra ukendt i illustratorkredse. Maleren Otto Frello fik derimod for første gang offentlighedens bevågenhed halvandet år efter min personlige åbenbaring da fødebyens Vardes Museum i december 1989 slog dørene op for den første udstilling af 20 oliemalerier. I de følgende år blev han i stigende grad præsenteret i medierne som en slags mystisk fund under det sigende brand-name 'Den ukendte maler' - noget man, som han senere betroede, skal være en meget garvet gammel rotte for at kalde sig selv! Det store gennembrud fik Frello som 70-årig ved udstillingen i Helligåndshuset i København i 1994.

Frellos billeder er realistisk fabulerende. Billederne er eventyrlige, men i modsætning til f.eks. hos surrealisterne overholder motivernes elementer gerne tyngdeloven. Omvendt kan der leges med dimensionerne som i Tågen (1993) - brugt som plakat for science fiction-festivalen Fabula '96 - hvor en mikroorganisme fremstår i mandshøjde. Blandt de talrige genrebetegnelser andre har hæftet på billederne, har Frello vist selv været mest begejstret for beskrivelsen postmoderne simulacra. Billederne er 'simulacra' derved at de foregiver at rumme eller illustrere en kompleks og dybsindig fortælling. I virkeligheden er de imidlertid rent visuelle konstrukter, og beskueren må selv levere fortællingen - hvilket det faktisk er komplet umuligt at lade være med! I senere værker som fremtidsvisionen Det sidste menneske fra 2000 synes der dog at være en større grad af bagvedliggende narrativitet. Den sidste overlevende af menneskeslægten læner sig op ad billedrammen - som med et typisk Frello-greb er malet på lærredet - på en baggrund af et dødningeagtigt ruinlandskab og en meget levende natur der står på spring for at tage over efter mennesket. Med direkte øjenkontakt med beskueren stiller det sidste menneske indirekte spørgsmålet om det også er tidens ophør når dette bevidste blik slukkes.

Om alt dette er særligt postmoderne kan derimod diskuteres. Men der er utvivlsomt tale om en legende referentialitet, som gerne spiller på guldalderens kunstnere, men lige så vel har appelleret til Generation X og generationerne derefter. Denne 'leg' er gennemført ironisk og også respektløs over for eget værk. F.eks. kan man på Københavnerbilledet finde de to gråspurve som engang prydede de danske 20-kronesedler.   Det er en senere tilføjelse som derfor ikke er med på tidlige reproduktioner. Det er også sådanne referencer der har fået dele af den etablerede kunstverden til at nedvurdere Frello som blot en 'plakatkunstner', men som klicheen lyder: Den der kun ta'r spøg for spøg ... Et billede som Chagalls modeller (1988-9) er da naturligvis en vits. Men det er samtidig en oprigtig, besk kommentar til traditioner i det 20. århundredes kunst der kun tillader skildringer af menneskenaturen som forkrøblet og til tider lader hånt om den håndværksmæssige basisteknik.

   Frello er ikke længere nogen ukendt maler - han har et stort og hengivent publikum. Derfor han har også i de senere år skiftet titel til utidig maler. Det er en uhyre velvalgt betegnelse. Dels handler vigtige dele af Frellos motivverden netop om at stille sig uden for og ophæve tiden. Dels er han ganske uden traditionsmæssig berøring med sin samtids kunst - de dele af kunstlivet som åbent indrømmer deres beundring for ham, som portrætmaleren Thomas Kluge, er skikkelser som selv bliver mødt med professionel skepsis. Og sidst men ikke mindst er Frello da utidig som en der går på tværs af den herskende smag. Diskret knarvorn, men altid med et glimt i øjet, lægger han ikke skjul på sin foragt for den 'kunstverden' der omvendt ikke vil kendes ved ham.

Ideen om en overensstemmelse mellem liv og værk er noget man oftere ser diskuteret i forbindelse med mere bohemeagtige kunstnere. Men den sindige, borgerlige Frello er ligeledes et konsekvent menneske hvis kunst synes at udspringe direkte af hans livsførelse. Der går en lige linje fra illustratorvirket til maleriet. Otto Frello er oprindeligt uddannet håndværksmaler, har selv restaureret og malet sit hus i den indre by og kan således krukke med at boligen er 'en ægte Frello' - hvad den ved nærmere eftersyn vitterlig er. Publikum fik lov til at opleve dette hus i 2004 hvor der blev afholdt en udstilling i kunstnerens eget hjem, som er præget af selv samme finurlighed der kendes fra billederne. Rundt omkring er mystiske objekter delvist skjult i væggene, ikke ulig den forstenede lommeregner i Tre Krukker (1991), og kommende generationer vil utvivlsomt finde sære, indemurede skatte. Gæster bukker sig ned for at forsøge at samle genstande op som viser sig at være malede. På én etage er selve døren en illusion. Engang sad jeg fnisende i skjul med den samlede Frello-familie og iagttog et stakkels avisbud der forsøgte at putte reklamer i en malet brevsprække. Det er næsten performancekunst.

   Jeg bider vel mærke i denne overensstemmelse fordi jeg har været så heldig at komme i familiens hjem i en årrække (og endog med stolthed kan sige at jeg har haft en finger med i motivvalget til et enkelt lille Frello-maleri), men jeg er overbevist om at billederne under alle omstændigheder ville være blevet en del af min personlige mytologi, som de er blevet det for så mange andre. Under aftenvandringer i København har jeg tit sendt en tanke til Københavnerbilledet og følt trøst snarere end uhygge ved den tanke at også jeg engang blot vil være en af storbyens utidige skygger.

Otto Frello døde 91 år gammel i marts i år. 

Jeg glæder mig i den grad til at se og gense hans kunst på den permanente Frello-udstilling i Varde-museum.

Hvis du i denne blogs søgefelt skriver Otto Frello, så kommer der links til en række tidligere indlæg jeg har skrevet om hans billedkunst, herunder også om hans fantastiske illustrationer som har været unikke og bærende i en række af Politikens håndbøger - som "Klædedragtens historie", "Ædelstene i farver", "Stilarternes kavalkade", "Balloner og Luftskibe" m. flere.