Kreativitet og forenklingens kunst

I et interview i tillægget "Moderne tider" til WeekendInformation 10.-11. april, udtaler en 24-årig kreativ iværksætter, Mathias Vestergaard, med rigtig mange jern i ilden: "Jeg forsøger at reducere kompleksiteten. Derfor har jeg besluttet at mit tøj kun skal være sort og dyrt." Han fortæller videre at han planlægger at emigrere til USA med sin kæreste.

"Alien of extraoridnary ability" -"en fremmed med ekstraordinære evner" er den kategori han har sat kryds ved i de papirer til de amerikanske emigrationsmyndigheder hvori han skal begrunde hvorfor han skulle kunne få lov til at rejse ind og få opholdstilladelse.

Men det var det med at "reducere kompleksiteten" der fangede mig. Når en af de egenskaber der kendetegner den kreative personlighed, er at han eller hun gerne opsøger det der er kompliceret, svært og uoverskueligt, så ligger svaret måske her: Fordi det er rigtig sjovt og giver et mentalt boost at forsøge at reducere kompleksiteten og forenkle det der er indviklet.

Fra at sidde med tusinde spredte puslespil-brikker på et bord i total forvirring og så til de er samlet og sammenføjet til et helt og færdigt billede hvor alt kan ses og forstås i sammenhæng. - Fra at sidde i lort til halsen - til at have overblik og styr på det hele. Og så komme videre til ny uoverskueligheder.

I hvert fald slår det mig at når Einstein endte med at kunne sætte universets mange naturlove på en enkelt formel: E=mc2, så lå det geniale og kreative jo i den ultimative fornekling. Og når jeg tænker på hvad store kunstnere som Picasso arbejdede med og henimod, så var der også i den grad tale om en "forneklingens kunst". Andre navne i samme kategori: Mondrian, Modigliani, Monet, Miro, Klee, Kandinsky, Léger, Lundstrøm. Eller man kan tænke på de særlig forenklende kvaliteter der kendetegner "danish design".

Faktisk gælder det for alle de helt store videnskabsmænd jeg kan tænke på, at de mest bemærkelsesværdige kvaliteter i de teorier de har opfundet, har været den ekstreme simpelhed: Ud over Einstein og Bohr som jeg tidligere har nævnt, så har vi Darwins teori om om arternes oprindelse gennem naturlig selektion, opdagelsen af det spiralformede dna-molekyle (her husker jeg ikke navnet på dem der opdagede det), Freuds teori om det ubevidste og drifterne.

Tænker man så dette om store videnskablige opdagelser sammen med dette at metaforisk tænkning også altid har karakter af en forenkling - hvorved et kompliceret fænomen i et domæne ved at blive anskuet gennem et mere konkret fænomen fra et andet domæne, pludselig dermed bliver forståeligt og håndterbart, så synes jeg vi har fat i en vigtig side af kreativitetens væsen, som måske ikke er særlig velbeskrevet.

Vi kan i den forbindels også tænke på en række formulerer der refererer til at forenkling og begrænsende restriktion er befordrende for oplevelsen af kreative produkter:

• Keep it simple
• Tidens, stedets og handlingens enhed
• Don´t tell it, shov it
• Et billede kan sige mere end tusinde ord
• Isbjergprincippet
• At se den store historie i den lille
• Less is more

Portræt af den særligt kreative personlighed - Michael Jeppesen

Det foregåend blogindlæg kørte af sporet. Lysten til blending-analyse løb af med mig. Det var egentlig slet ikke overskriften på artiklen side 2 i SøndagsPolitiken der skulle være hovedemnet, men det som artiklen indeholdt, nemlig et aktuelt portræt af journalisten, kunstkritikeren og forfatteren Michael Jeppesen.

Jacob Fuglsang skriver i første afsnit i artiklen:

Da Michael Jeppesen var barn, gik han fra hjem til hjem i byen Lysbro ved Silkeborg for at hverve nye medlemmer til Jehovas Vidner.

Den baggrund har givet ham en særlig evne til at gå tæt på folk.Trænge sig ind og trænge sig på, hvor andre ville bakke ud. Samtidig har opvæksten i et lille religiøst fællesskab betydet, at han er vant til en position uden for det smilende selskab, andre i mediebranchen færdes så gnidninsgløst i.

Her er det journalisten Jacob Fulgsang der ud fra sin research har opstillet en hypotese - eller har fået den af kilder - om at Michael Jeppesens særlige form for kreativitet har karakter af en overføring af "belastende" erfaringer fra barndommen til aktuel kreativ adfærd. Den hypotese bliver så, som sig hør og bør, underbygget med forskellige kilder, herunder Michael Jeppesen selv, og ender med at blive artiklens vinkel.

Jacob Fuglsang citerer derefter Michael Jeppesens reaktion på at blive konfronteret med denne hypotese:

"Det er sgu en god pointet. Det kan godt være jeg kommer til at fylde 80 år, før jeg overhovedet kommer til at tænke på min barndom. Det er ikke sådan noget man kan tænke over når man kommer fra en fundamentalistisk baggrund." (...)

Du skal ikke tro, at man er ligeglad med, hvad folk tænker, når man som barn går med Vagttårnet fra dør til dør. Man frygter at møde en af klassekammeraterne. Det er ikke sjovt."

Hypotesen som sådan er der jo ikke noget specielt nyt i. Siden Freud bygger næsten al biografisk litteraturforskning på den hypotese, ligesom f.eks. den udbredte teori om filminstruktøren som "auteur" gør det. Og det er også den hypotese som jeg har trukket veksler på i mange af de tidligere blogindlæg om den (særligt) kreative personligheds psykologi.

Men for mig er hypotesen blevet særlig interessant ved at jeg synes jeg kan koble den sammen med en teoretisk forklaring: nemlig at den isolation, splittelse og fremmedgørelse der kommer af traumatiske barndoms- eller ungdomsoplevelser, og som omsættes i et galoperende fantasiliv, at det er noget som sætter sig som en slags permanent og delvist ubevidst blending-tilstand i psyken. Med denne tvungne blending-tilstand som motor forsøger den kreative personlighed gennem de kreative produktionsprocesser at hele det der gør ondt, og samle det der er splittet.

   I de kreative produkter udfolder denne blending-proces sig som en glidning mellem før og nu, overføring fra fortid til nu-virkelighed, og som en metaforisk sammensmeltning af erindringer om tidligere belastede situationer med oplevede situationer i den aktuelle virkelighed. Og hypotesen siger så at det er fra denne - permanent kørende - mentale stavblender at en lind strøm af kreative ideer udspringer.

Sådan viste det sig at være med Poul Martinsen, selv om heller ikke han brød sig særligt om den indsigt. Og sådan ser det også ud til at være for Michael Jeppesen.

   Den blog han nu skriver, er gennemsyret af ironiske indfald og satiriske udfald mod fordomme og alskens autoriteter. Underneden anes en overvintret vrede der gør at blogindlæggene også får karakter af en slags tidsforskudt "pay back-time". Og at det netop er det der giver blogindlæggene liv og bid i offentligheden.

Jeg vil i et senere indlæg på denne blog komme tilbage til fænomenet "kreativ vrede".

Artiklen om Michael Jeppesen illustrerer også en anden hypotese jeg har: At det at skulle skrive om et stærkt kreativt menneske, stimulerer journalister til selv i deres vinkel og sprog at blive ekstra kreative. Kreativiteten smitter så at sige - fra emnet til den skrivende.

Det ser vi når f.eks. Jacob Fuglsang i ovenstående citat skriver at MJ´s oplevelser som barn i et Jehovas Vidner-miljø gør at "han er vant til en position uden for det smilende selskab,...". Eller når han senere fortæller om sine egne frustrationer ved at skulle skrive om MJ: "At sætte præcis jobbeskrivelse på Jeppesen er som at hamre en vandmand på et plankeværk med et søm. Han er det hele og ingen af delene helt konsekvent."

Værsgo! Her er mums for en blending-analyse af de spektakulære: Jacob Fuglsang blander rummet med sit aktuelle skrivende og frustrede selv der skal portrætterer MJ, med et slags fantacy-rum hvor han, i skikkelse af en tumpe, forsøger at fiksere Michael Jeppesen, i skikkelse af en vandmand, ved at hamre et søm igennem denne MJ-vandmands geleagtige gestalt.

Artiklen i Politiken fortæller i øvrigt i en faktaboks at Michael Jeppesen karrieremæssigt har tumlet rundt, som det sig hør og bør for kreative personligheder: journalist på Ekstrabladets bagside 2003-2008; kunstkritiker på Information, og vært på DR K´s kunstprogram "Kunstrazzia"; debut som dramatiker med stykket 'Faust' på Odense internationale Musikteater 2009.

Det var fra sin blog på Politiken.dk han for kort tid siden afslørede hvordan Ditte Okman fra Venstres kommunikationsenhed på Facebook foretog grov verbal mudderkastning mod en ansat i Folketinget.

Pay back-time!

Kreativ høg over kreativ høg - hvordan man "indrammer" et portræt af Michael Jeppesen

Rubrikken til en artikel på SøndagsPolitikens første sektion side 2:

Fra Vagttårn til tastaturpaparazzi.

Min umiddelbare reaktion er total mystifikation. Der er tale om en gåde, simpelt hen; der selvfølgelig frustrerer og pirrer som gode gåder skal; og dermed skaber fremdrift der får mig til at læse videre.

Manchetten giver så (noget af) svaret på gåden i overskriften:

Han har en fjern fortid i Jehovas Vidner. I dag er Michael Jeppesen frygtet for sin satiriske blog, der lige har skabt voldsom ravage i partiet Venstres kommunikationsvirksomhed.

Psykologisk set skal læseren nu føle lettelse ved at den komplicerede gåde bliver løst. Hvis man kender til Jehovas vidner, så ved man at det blad "vidnerne" går rundt og stemmer dørklokker for at sælge, hedder "Vagttårnet"; i rubrikken er udtrykket altså et metonym (=del står for helhed) for sådan en person. Og manchettens tekst opløser så metonymet, idet vi kan slutte at det må Michael Jeppesen have gjort en gang, hvilket måske i sig selv er en overraskelse og en nyhed.

Udtrykket "tastaturpaparazzi" er en kreativ metafor, der bygger på en bledning-operation mellem to input-rum (=de mentale rum blandingen trækker egenskaber fra):

• ét rum hvor der i forvejen findes et metonym for en skrivende journalst: "tastatur" (=en der lever af at skrive på en skrivemaskine/computer ved at hamre i tastaturet(=en journalist));
• et andet rum hvori der befinder sig et element fra fotojournalistikkens domæne, nemlig de fotografer der lusket ligger på lur for at tage billeder der overskrider privatlivets fred, til salg for de høejstbydende kendisbilledmagasiner: "en paparazzi-fotograf";
• blending-operationen der giver mening til udtrykket "tastaturpaparazzi", resulterer så i et tredje rum hvori journalisten Michael Jeppesen dels tilskrives nogle af de negative moralske værdier som paparazzi-fotografer er berygtet for, men også tilskrives nogle af de positive værdier - frækhed og vovemod - som man også forbinder disse fotografer med;
• I samme betydning som i angelsaksiske kriminalromaner hvor politiet "framer" en uskyldig så han i retten fremstår som skyldig på grund af konstruerede og "plantede" indicier , således er Michael Jeppesne via rubrikkens metafor "tastaturpaparazi" blevet framet (=tankemæssigt indrammet) som moralsk anløben journalist. Keine hexerei, nur kreativ journalistisk behändigkeit.
• Metonymet for at være medlem af Jehovas Vidner og metaforen for en journalist med særlige moralsk tvetydige egenskaber, forbindes så i det nyskabte konceptuelle rum via en ny framing-operation i udtrykket: "fra-til".
• Denne sproglige formular angiver en tænkt fortælling - et narrativ - i en hyperkoncentreret udgave, en fortælling der indeholder en overraskende udviklingshistorie der - i denne suppeterningversion - også får karakter af en ny gåde, der giver fremdrift ved igen at kræve en nærmere forklaring.

Her er altså i anslaget til artiklen tale om en slags "høg over høg"-operation. Den skrivende redaktør Jacob Fuglsang og hans unavngivne redaktionssekretær udsætter journalist Michael Jeppesen for samme type journalstiske behandling som han selv blev berømt og berygtet for allerede den gang for nogle år tilbage da han skrev ironisk og satirisk på bagsiden af Ekstrabladet.

Min forestillede læser kan nok synes at det her er helt unødvendigt kompliceret. Hvad skal det nytte? - Men det interessante for mig er at den ret nye teori om conceptual blending - sammen med en lidt ældre teori om metaforers og metonymers centrale betydning i al tænkning og sprogbrug - giver mulighed for at få indsigt i de kreative mentale processer som ellers er ubevidste, og som f.eks. al god og interessant journalistik og nyskabende forskning er afhængige af.

En analogi presser sig på: Det er ligesom man - til dels - kan få indsigt i og forstå hvorfor en person (eller for den sags skyld et dyr eller en plante) ser ud, opfører sig og reagerer, gennem en teori om at individdets gener er et produkt af en blanding af forældrenes gener.

"Framing" - en del af kreativ tænkning

"Framing" er et begreb man tit støder på i engelsk-amerikanske kriminalromaner. Når det korrupte politi vil sikre sig at de kan "opklare" en sag og få en domfædelse, så kan de finde på at tilrettelægge virkeligheden omkring en måske helt uskyldig mistænkt, sådan at retten vil dømme ham/hende for en forbrydelse han eller hun måske ikke har begået. Til en sådan framing kan høre at plante falske spor og indicier, eller presse vidner til at afgive falsk forklaring.

   Risikoen ved den slags framing-operationer er selvfølgelig at der begås justitsmord, og i hvert fald at tvivlen ikke kommer den anklagede til gode som loven ellers siger den skal.

  Jeg kommer i tanker om en virkelig historie for nogle år tilbage hvor det engelske politi netop framede nogle nordirske mænd så de blev dømt for at have være ophavsmænd til bombeterror. De var fængslet i mange år, men blev omsider totalt frikendt.

Framing i den betydning har jo tydeligt noget med kreativ tænkning at gøre. De løgnagtige politifolk har som afsæt for operationen en aktuel verden - et faktivt rum - hvori de ikke kan finde de skyldige og/eller ikke kan finde beviser (nok) for at nogle mistænkte er skyldige.

De må så med afsæt i denne verden, forestille sig en anden kontrafaktiv verden - et fiktivt konceptuelt rum - hvor nogle mistænkte, men måske uskyldige, kan dømmes, nemlig hvis der i en indtil videre tænkt retssag kan fremlægges indicier eller beviser og vidneforklaringer som tilsammen giver et troværdigt billede der peger på at disse muligvis uskyldige har gjort noget kriminelt: terrorbombet.

  Når politiet så ud fra deres erfaring har gennemtænkt denne fiktive verden, og hvad det ville kræve af "props" og udsagn for at det fiktive billede blev taget for faktisk af en domstol, så tilrettelægger de efterfølgende vidneforklaringer og konstruerer spor i den aktuelle verden som kan overbevise dommer og jury om at fiktion er fakta som kan retfærdiggøre en domfældelse.

Framing i den betydning er - for nu lige at følge en aktuel association - også det de fleste "aprilsnarre" i medierne udnytter.

  F.eks. hoppede jeg selv på at Ekstrabladet den 1. april havde en forsidehistorie om at den netop afgåede chefredaktør Bent Falbert, var blevet ny spindoktor for statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Alle udtrykkene (indicier og beviser) i aprilsnarartiklen for en faktiv historie var tilstede, alle genremarkeringer var overholdt. Og med det image Falbert har for at være fræk, arrogant og ligeglad med hvad der betragtes som politisk korrekt i pænere journalistiske kredse, så var det meget nemt at tro på at denne fantasifulde løgn var en journalistik sandhed - og en rigtig god historie, også set fra Ekstrabladets journalisters synspunkt.

Begrebet "framing" stammer i videnskabelige sammenhænge fra en af den moderne sociologis mest kreative forskere: Irving Goffman. Det bruges af en lang række medieforskere og forskere inden for sociologi og psykologi til at forstå og forklare hvad det er journalister styres af når de alle vinkler en historie ud fra den samme forestilling om hvad der er interessant og relevant at fortælle læserne om virkeligheden i en sag.

Et eksempel der er nemt at forstå er da den amerikanske præsident George Bush erklærede "Krig mod terroerisme". Han framede med den formulering de tiltag som man skulle møde terrorister med som KRIG. Og når denne frame så var og blev godtaget i offentligheden - også af journalister -så betød det en udbredt accept af at det var legitimt, naturligt, logisk at gør brug af alle en krigsførelses midler, strategier og bagvedliggende tænkning omkring disse tiltag.

Det gjorde det forfærdelig svært for i øvrig solide og gode journalister at komme igennem med kritisk journalistik om Bush-regeringens politiske praksis i forhold til terrorisme. Krigs-framingen gjord det nemlig mulig at stemple den slags journalistik som noget der hjalp og støttede fjenden i krigen, og journalisterne blev gjort sårbare for beskyldninger om at være en slags - ja, selvfølgelig - landsforrædere.

Det med framing og journalistisk kreativitet eller mangel på samme, det vender jeg tilbage til senere.

Lene Espersen svarer kreativt på et hypotetisk spørgsmål

I dagens Politiken i PS-sektionen bliver Lene Espersen interviewet på baggrund af kritikken af at hun har prioriteret en familieferie på Mallorca fremfår et arktisk udenrigsministermøde i Canada.

   Journalisten Peter Schiøler stiller hende et såkaldt hypotetisk spørgsmål, som altid er farlige at stille fordi de så nemt kan afvises som netopr "hypotetiske", dvs. spørgsmål som kræver at man tænker og forestiller sig noget som ikke eksisterer.

I det her tilfælde er spørgsmålet ikke bare hypotetisk, men også den særlige variant som er kontrafaktisk:

Hvis du havde vidst, at beslutningen om ikke at deltage i det arktiske topmøde ville medføre så hård kritik, havde du så truffet et andet valg?

  "Det er svært at svare på, der jo så mange teorier. Men jeg vil i hvert fald sige, at hvis jeg havde været udenrigsminister i december måned, og det var der jeg havde fået invitationen frem for Per Stig Møller, så havde jeg jo valgt at tilrettelægge min ferie på en anden måde."

Det fremgår klar af hendes svar at hun - modstræbende ("svært at svare på", "mange teorier") - går ind i journalistens fiktion om den kontrafaktiske virkelighed, et rum og en verden hvor hun kunne have valgt anderledes hvis hun - i det univers - havde være "synsk", og altså havde kunnet forudse det som hun først ved nu, nemlig at hendes prioritering førte til hård kritik. Og denne magiske "synskhed" behøvede så ikke at være magisk, nemlig Per Stig Møller og ikke hun havde været udenrigsminister med kendskab til den udenrigsministerielle rejsekalender.

Der er virkelige tale om tankemæssige kreative spilfægterier, en duel mellem journalist og minister i et fantasiunivers om hvordan dette rum skal se ud.

Det interessante er især at Lene Espersen i sit svar så selv opstiller en yderligere tænkt kontrafaktisk forudsætning i parallel-universet, nemlig at hun allerede i december måned havde været udenrigsminister. Med den supplerende blending-operation, lykkes det hende dels at få sagt "undskyld", men kun for at hun ikke havde synske evner da hun besluttede at tage ferie, og samtidig får hun indirekte beskyldt sin foregænger Per Stig Møller for ikke at have briefet hende ordentligt da hun overtog jobbet.

Journalisten spørger så opfølgende hvorfor? - og Lene Espersen svarer:

"Ja, fordi så havde jeg fået en invitation, og så var det blevet lagt ind i kalenderen, og så havde jeg rejst på ferie senere. (...)

Hun udviser altså fin kreativ tænkning her. Dermed fastholder hun nemlig et billede af sig selv som rimelig og rationel - i en forestillet verden hvor hun havde afløst Per Stig Møller tidligere. At hun har så let ved den tankeoperation kan måske forklares ved at der i lang tid inden regeringsrokaden rent faktisk blev spekuleret i at hun ville overtage hans post.