Onsdag den 9. oktober om formiddagen på P1 lyttede fruen på et af hendes og mine yndlingsradioprogrammer, som i gamle dage hed 'Besøgstid' - nu 'På Tomandshånd' - med journalist Karen Secher som 'vært' og interviewer - og som besøgende 'gæster' en perlerække af forfattere, malere, musikere, videnskabsmænd, m.fl.
I alt godt 240 udsendelser er det blevet til siden 2008. En radiojournalistisk kulturindsat over en række år - uden lige.
Jeg havde været borte lige præcis da udsendelsen blev sendt, men fruen var så opstemt og begejstret at hun genfortalte en stor del af indholdet da jeg nåede hjem efter udsendelsens slutning.
Så jeg gik på nettet og hørte interviewet via dette link:
Wau! Sikke et møde formidlet gennem to stemmer og diverse klip som igangsætter, sikke en forfatterpersonlighed, sikke en interviewer, sikke nogle historier. Lytning kan anbefales.
Her er faktuelle oplysninger om Kim Leine fra www.forfatternet, skrevet af Andreas Tonnesen:
IndledningDet er barske og usminkede historier, den norskfødte forfatter Kim Leine skriver frem i sine værker. Fra debutens selvbiografiske historie til hans historiske roman ”Profeterne i Evighedsfjorden” kredser Leine om mennesker, der er kastet ind i barske livsbaner, præget af misbrug og flugt. Det er rastløse typer splittet mellem det barske og nærværende liv i Grønland og det flade Danmark. Kim Leines historier handler om at konfrontere sig med ens indre dæmon og finde sig selv på godt og ondt. Hans fortællinger giver samtidig et fascinerende billede af det på én gang rå og dragende liv i Grønland.
Blå bog
Født: 28. august 1961 i Norge.
Uddannelse: Uddannet sygeplejerske på Bispebjerg Sygeplejerskole i 1987.Debut: Kalak. Gyldendal, 2007.Litteraturpriser: Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat, 2007. De Gyldne Laurbær, 2013.Seneste udgivelse: Profeterne i Evighedsfjorden. Gyldendal, 2012.Idoler: ”Menneskeligt har jeg vist ikke rigtig nogen idoler, for der er jo altid et gebrækkeligt menneske bag facaden, og gudskelov for det. Men fagligt har jeg da en hel del: Hamsun, Tolstoj, Flaubert og Margaret Atwood bl.a.”Hobby: ”Mht. hobbies kan jeg ikke rigtig komme i tanke om noget. Jo, litteratur, men det gælder måske ikke? Og så kan jeg lide at gå rundt i byen og i indkøbscentre og glo på folk og forestille mig at jeg hører til iblandt dem.”
Kim Leine har også fået årets DR-litteraturpris for 2012, Politikens litteraturpris - for 'Profeterene i Evighedsfjorden'. Bogen og forfatteren er indstillet som dansk kandidat til Nordisk Råds litteraturpris.
Der er mange gode grunde til at Karen Secher og hendes redaktion har fundet ham værdig til en udsendelse.
Hvad er særligt værd at fremhæve fra interviewet her på blokken som dyrker temaet kreativitet fra mange vinkler?
At han stort set lever op til alle de kriterier i sit liv som jeg har beskrevet under kategorien 'den særligt kreative personlighed'. Fx udfoldet her om journalist Michael Jeppesen:
Han holder af tvetydighed og bruger musikmetaforen "kontrapunktisk" til at karakterisere indholdet det han skriver. Han taler om at "mennesket er født frit, og overalt ligger det i lænker".
Når Kim Leine skriver, oplever han et spændingsforhold mellem på den ene side det kølige distancerende blik som han vender mod omverdenen - og også og ikke mindst mod sig selv - og på den andens side det dramatiske voldsomme vredesudbrud (kreativ vrede)
Han bruger metaforen "det kolde øje" som han har fået skruet ind i sin skrive-bevidsthed igennem rollen og arbejdet som sygeplejerske - når han til journaler og rapporter skulle fortælle om sine patienter så objektivt som det professionelt var nødvendigt.
"Det kolde øje" vender han så mod sig selv, og det frigør energier til at skrive.
"Det kolde øje" bruger han til at skrive og beskrive på en måde så han "dykker ned og bliver ekstremt præcis i detaljen". Og samtidig at han - som fortæller - "kan hæve sig 30.000 fod" over personerne i sit litterære univers.
Kim Leine debuterede sent - som 47-årig i 2007 med den stærkt selvbiografiske roman 'Kalak'. Ordet er grønlandsk og betyder "en skide grønlænder", som både kan være en ros og en hån når det bruges om en dansker, altså her om Kim Leine.
Han skriver meget til skrivebordsskuffen i årene inden. Han citerer og "efterligner" ofte og meget andre forfattere i sine bøger - uden dårlig samvittighed. Tværtimod.
Han fortæller at han på et tidspunkt skrev hele Truman Capotes new journalism-roman af, den med titlen "In Cold Blod". Han skrev den af i hånden - ord for ord, sætning for sætning, afsnit for afsnit. "For at lære", siger han - "det kolde blik", kan man antage.
Man kan sammenligne det med at mange vordende unge billedkunstnere som et pædagogisk princip har skullet male kopier af de store mestre - som led i deres uddannelse.
Så det er ikke så tosset som det lyder, synes jeg. Tværtimod.
Han mener at den tidrøvende proces har ført til at det han har 'lært' gennem den, har lagret sig i underbevidstheden som en ressource.
Jeg ville sige at det betyder at han har aktiveret spejlneuron-systemet på en måde så det letter ham skriveprocessen senere. Han har på en måde stilistisk programmeret sig selv til "det kolde blik", kan man sige.
Kim Leine beskriver selve skriveprocessen som en flow-tilstand (uden at bruge ordet). Og han bruger selv metaforen at det at skrive for ham fungerer som en slags "misbrug". Og at når han ikke skriver føler han at han "mangler sit stof".
Og når han er i skriveflow (mit ord) må han ikke forstyrres - for forstyrrelser betyder at han ryge ud af tilstanden og får det dårligt. Som et dårligt fix.
Derfor sætter han sig på universitetsbiblioteket og skriver hver dag fra k. 9 til 15.30. Det giver tryghed og minimere risikoen for afbrydelser.
Han er ligeglad om det er godt eller dårligt, det han får skrevet. Men når første gennemskrivning er slut, glæder han sig til at revidere og skrive om - i flere omgange.
Mens den første gennemskrivning er angstfyldt, så er det følgende arbejde med en litterære tekst lystfyldt.
Denne flow-tilstand erstatter den narkoafhængighed som han ellers har haft i mange år, fortæller han selv. Og som afhængig af det daglige skrivflows dopaminbelønning (min tolkning), oplever han også regulære abstinenser hvis han springer over en dag og ikke får skrevet.
Barndommen i Jehovas Vidners kognitive og emotionelle sociale ramme har udstyret Kim Leine med en permanent angst for jordens undergang - Amagedon - dommedag - en følelse som han har svært ved at frigøre sig fra selv om han bevidst overhovedet ikke tror på det.
Denne angst smitter af så han undervejs i første gennemskrivning oplever at han "lyver", at det er "falsk" det han skriver, at han "snyder og bedrager". Og er bange for at "blive afsløret".
Kim Leine fortæller at fra han var 12 år læste han umætteligt alt muligt, og mener i bakspejlet at læsningen fungerede som erstatning for de manglende "voksenrelationer".
Et af hoveværkerne var Alexander Dumas' 'Greven af Monto Christo', som han hørte som lydbog - med Elith Pio som oplæser.
Det han mener tiltrak ved den historie, var ikke mindst at hovedpersonen var fængslet. For fængslet gav "tryghed". Og fra sig selv kunne han identificere sig med dobbeltheden i personligheden hos greven - "som en mønt med en forside og en bagside".
Og Karen Secher som interviewer kan bare stille de spørgsmål som åbner op.
Hun giver hele tiden udtryk for at hun kender ham og hans historie så godt at hun det hun er nysgerrig efter. er at få noget mere at vide - i dybden og bagved den del af historien som allerede er kendt offentligt. Og den indforståethed giver bonus.
Hun bruger effektivt den interviewstrategi som jeg for mange år navngav som "den tredje dims". Fx har hun taget Truman Capotes "Med koldt blod" med under optagelsen hjemme hos ham, og på et passende tidspunkt præsenterer hun ham for den - rent fyusik.
Hvad kan han fortælle om sit forhold til den?
Det er ikke første gang her på blokken jeg trækker på Karen Sechers fabelagtigt kompetente øjeåbnende og sindsafdækkende interviews med kreative personligheder. Se her:
At han stort set lever op til alle de kriterier i sit liv som jeg har beskrevet under kategorien 'den særligt kreative personlighed'. Fx udfoldet her om journalist Michael Jeppesen:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/04/portrt-af-den-srligt-kreative.htmlOm Kim Leine fremgår følgende:
- spændt ud i sin barndom mellem to sprog og kulturer: norsk (mor) og dansk (far)
- fadertab og savn på grund af skilsmisse
- alene med sin norske mor - fængselsagtig isoleret i regi af Jehovas vidner
- mobning i skolen - fremmedgørelse og isolation
- ensomhed og mental flugt i læsning af litteratur
- incesterfaringer med faderen som 17-årig - efter "flugt" til København
- identitetsproblemer - flere personligheder i en
- misbrug af stoffer (og kvinder) som voksen sygeplejerske i Grønland
Han holder af tvetydighed og bruger musikmetaforen "kontrapunktisk" til at karakterisere indholdet det han skriver. Han taler om at "mennesket er født frit, og overalt ligger det i lænker".
Når Kim Leine skriver, oplever han et spændingsforhold mellem på den ene side det kølige distancerende blik som han vender mod omverdenen - og også og ikke mindst mod sig selv - og på den andens side det dramatiske voldsomme vredesudbrud (kreativ vrede)
Han bruger metaforen "det kolde øje" som han har fået skruet ind i sin skrive-bevidsthed igennem rollen og arbejdet som sygeplejerske - når han til journaler og rapporter skulle fortælle om sine patienter så objektivt som det professionelt var nødvendigt.
"Det kolde øje" vender han så mod sig selv, og det frigør energier til at skrive.
"Det kolde øje" bruger han til at skrive og beskrive på en måde så han "dykker ned og bliver ekstremt præcis i detaljen". Og samtidig at han - som fortæller - "kan hæve sig 30.000 fod" over personerne i sit litterære univers.
Kim Leine debuterede sent - som 47-årig i 2007 med den stærkt selvbiografiske roman 'Kalak'. Ordet er grønlandsk og betyder "en skide grønlænder", som både kan være en ros og en hån når det bruges om en dansker, altså her om Kim Leine.
Han skriver meget til skrivebordsskuffen i årene inden. Han citerer og "efterligner" ofte og meget andre forfattere i sine bøger - uden dårlig samvittighed. Tværtimod.
Han fortæller at han på et tidspunkt skrev hele Truman Capotes new journalism-roman af, den med titlen "In Cold Blod". Han skrev den af i hånden - ord for ord, sætning for sætning, afsnit for afsnit. "For at lære", siger han - "det kolde blik", kan man antage.
Man kan sammenligne det med at mange vordende unge billedkunstnere som et pædagogisk princip har skullet male kopier af de store mestre - som led i deres uddannelse.
Så det er ikke så tosset som det lyder, synes jeg. Tværtimod.
Han mener at den tidrøvende proces har ført til at det han har 'lært' gennem den, har lagret sig i underbevidstheden som en ressource.
Jeg ville sige at det betyder at han har aktiveret spejlneuron-systemet på en måde så det letter ham skriveprocessen senere. Han har på en måde stilistisk programmeret sig selv til "det kolde blik", kan man sige.
Kim Leine beskriver selve skriveprocessen som en flow-tilstand (uden at bruge ordet). Og han bruger selv metaforen at det at skrive for ham fungerer som en slags "misbrug". Og at når han ikke skriver føler han at han "mangler sit stof".
Og når han er i skriveflow (mit ord) må han ikke forstyrres - for forstyrrelser betyder at han ryge ud af tilstanden og får det dårligt. Som et dårligt fix.
Derfor sætter han sig på universitetsbiblioteket og skriver hver dag fra k. 9 til 15.30. Det giver tryghed og minimere risikoen for afbrydelser.
Han er ligeglad om det er godt eller dårligt, det han får skrevet. Men når første gennemskrivning er slut, glæder han sig til at revidere og skrive om - i flere omgange.
Mens den første gennemskrivning er angstfyldt, så er det følgende arbejde med en litterære tekst lystfyldt.
Denne flow-tilstand erstatter den narkoafhængighed som han ellers har haft i mange år, fortæller han selv. Og som afhængig af det daglige skrivflows dopaminbelønning (min tolkning), oplever han også regulære abstinenser hvis han springer over en dag og ikke får skrevet.
Barndommen i Jehovas Vidners kognitive og emotionelle sociale ramme har udstyret Kim Leine med en permanent angst for jordens undergang - Amagedon - dommedag - en følelse som han har svært ved at frigøre sig fra selv om han bevidst overhovedet ikke tror på det.
Denne angst smitter af så han undervejs i første gennemskrivning oplever at han "lyver", at det er "falsk" det han skriver, at han "snyder og bedrager". Og er bange for at "blive afsløret".
Kim Leine fortæller at fra han var 12 år læste han umætteligt alt muligt, og mener i bakspejlet at læsningen fungerede som erstatning for de manglende "voksenrelationer".
Et af hoveværkerne var Alexander Dumas' 'Greven af Monto Christo', som han hørte som lydbog - med Elith Pio som oplæser.
Det han mener tiltrak ved den historie, var ikke mindst at hovedpersonen var fængslet. For fængslet gav "tryghed". Og fra sig selv kunne han identificere sig med dobbeltheden i personligheden hos greven - "som en mønt med en forside og en bagside".
Og Karen Secher som interviewer kan bare stille de spørgsmål som åbner op.
Hun giver hele tiden udtryk for at hun kender ham og hans historie så godt at hun det hun er nysgerrig efter. er at få noget mere at vide - i dybden og bagved den del af historien som allerede er kendt offentligt. Og den indforståethed giver bonus.
Hun bruger effektivt den interviewstrategi som jeg for mange år navngav som "den tredje dims". Fx har hun taget Truman Capotes "Med koldt blod" med under optagelsen hjemme hos ham, og på et passende tidspunkt præsenterer hun ham for den - rent fyusik.
Hvad kan han fortælle om sit forhold til den?
Det er ikke første gang her på blokken jeg trækker på Karen Sechers fabelagtigt kompetente øjeåbnende og sindsafdækkende interviews med kreative personligheder. Se her:
