George Lakoff har jeg tidligere skrevet om - i forbindelse med den inspirerende bog fra 1980 han var forfatter til sammen med Mark Johnson: 'Metphors We Live By'.
Hovedpointen i den bog var at metaforisk tænkning var helt fundamental for al anden menneskelig og mere abstrakt tænkning, og at man kunne opstille en række grundlæggende konceptuelle metaforer som havde den fysiske krop og dens funktion som reference når man skulle beskrive abstrakte begreber som fx følelser, tiden, livet, størrelse, begivenheder, formål, årsager.
Et eksempel er at når vi skal beskrive "indre følelser" - emotioner - så tyr vi til metaforer med den fysiske følesans som metaforens kilde: De havde et varmt forhold; hans vrede var på kogepunktet; en glødende forelskelse; et iskoldt had; han havde en kildrende fornemmelse; hans betagelse af hende kølnedes efterhånden; han fik en dårlig smag i munden ved sin egen opførsel; det var en smertefuld afsked.
I anden omgang betyder det så at mellemmenneskelige forhold også beskrives og forstås metaforisk med følesansen som kilde: Han fik en kold skulder, hun fik en varm modtagelse, chefen gav hende hovedpine. Men også andre metaforiske henvisninger til den fysiske krop bruges til det formål: Deres forhold haltede, han holdt kollegaen ud i strakt arm, han havde en afvisende holdning til et nærmere samarbejde.
Jeg har netop fået fat i en ny bog om metaforer 'The Cambridge Handbook of Metaphor and Thought', hvori Lakoff har skrevet den indledende artikel: 'The Neural Theory of Metaphor'. Heri præsenterer han NTL - forkotelsen for Neural Theory of Language.
Ifølge NTL kan den tidligere præsenterede teori om konceptuelle metaforer og grundlæggende metaforisk tænkning nu sammenkobles med den viden man i de senere år har etableret om hjernens funktion gennem skanninger af hjerneaktiviteter i forskellige forsøgssituationer. Sammenkoblingen sker via opdagelsen af hvordan spejlneuroner i hjernen fungerer, noget jeg også i tidligere blogindlæg har været inde på.
Ifølge NTL kan den tidligere præsenterede teori om konceptuelle metaforer og grundlæggende metaforisk tænkning nu sammenkobles med den viden man i de senere år har etableret om hjernens funktion gennem skanninger af hjerneaktiviteter i forskellige forsøgssituationer. Sammenkoblingen sker via opdagelsen af hvordan spejlneuroner i hjernen fungerer, noget jeg også i tidligere blogindlæg har været inde på.
Spejlneuroner er en speciel type neuroner som er aktive når en person udfører en bestemt konkret bevægelse, men som også viser sig at være aktive ("lyse op") når et menneske ser et andet menneske udfører den samme bevægelse: som fx at klø sig håret.
Det viser sig så at disse neuroner også er aktive når personen "på sin indre skærm" forestiller sig den bevægelse, men altså uden overhovedet at planlægge at gennemføre den. Lakoff skriver:
The link betwen body and brain is central to the concept of sematics as simulaton in NTL. Suppose you imagine, remember, or dream of performing certain movements. Many of the same neurons ar fireing as when you actually forform that movement. And suppose you imagine, remember, or dream of seeing something. Many of the same neurons are firing as when you actually see or hear the thing.
Det næste skridt i argumentationskæden i "den neurale teori om sprog" er så at koble disse iagttagelser fra hjerneforskningen sammen med sproglige udtryks betydning. Lakoff refererer til sin forskerkollega Jerome Feldman der har skrevet bogen 'From Molecule to Metaphor':
Simulation semantics is based on a simple observation of Feldman´s: if you cannot imagine someone picking up a glas, you can´t understand the meaning of "Someone picked up a glass". Feldman argues that, for meanings of physical concepts, meaning is mental simulation, that is, the activation of the neurons needed to imagine percieving or performing an action.
"Simulation semantics" giver mig noget af en aha-oplevelse - et glimt af indsigt og forståelse: Det at ord og sætninger får betydning ved at hjernen simulerer handlinger eller synsindtryk af handlinger, er for mig at se det helt centrale når man skal forstå hvad det er for noget der sker når vi identificerer os med fx. "en case" i en journalistisk historie: Først gennem casen forstår vi historiens relevans for os selv som læsere. Og kan derfor føle vrede og blive forargede eller kede af det ved læsningen, som om det var os selv det gik ud over.
Simulerende semantik forklarer også den metaforiske kobling mellem det ydre sansede "at se" og det indre mentale og konceptuelle: "at forstå": Du kan jo nok se at han han har ret; nu indså jeg endelig problemets omfang; du må kunne se det fra min synsvinkel; mit syn på den sag er at det er noget forfærdeligt sludder; jeg kan ikke få øje på nogen alvorlige svagheder i afhandlingen.
En vigtig del af det at tænke kreativt er at kunne foretage "tankeeksperimenter" - og det vil jo netop sige at hjernen simulerer at noget "i teorien" kan foregå på en bestemt måde, og derudfra drage ny slutninger og konklusioner med hensyn til den faktiske virkelighed. Et aktuelt eksempel: Hvis de japanske konstruktører af atomkraftværkerne havde foretaget det tankeeksperiment at en tsunami kunne ramme værkerne, så skulle de have indrettet sikkerhedssystemerne på en anden måde.
Jeg associerer videre fra mentale simulationer og tankeeksperimenter...
Når vi i gamle dage underviste i filmdramaturgi i Danmarks Radio, plejede vi at sige: at når den dramtiske konstruktion fungerede optimalt, så betød det at publikum oplevede at det var "deres eget manuskript" der blev fulgt i filmen de så på lærredet. Og vi omtalte også begrebet "suspension of disbelief" som man traditionelt siger er forudsætningen for at kunne "glemme sig selv" og opleve en fiktionsfilm som vikelighed.
I begge tilfælde er der tale om at hjernen simulerer og får lov til at simulere at det øjnene ser udspille sig på lærredet, er så virkeligt som havde man rent faktisk set eller selv gjort det i virkeligheden.
I begge tilfælde er der tale om at hjernen simulerer og får lov til at simulere at det øjnene ser udspille sig på lærredet, er så virkeligt som havde man rent faktisk set eller selv gjort det i virkeligheden.
Man kan i lyste af Lakoffs og Feldmans teori sige at når vi på lærrede ser en andens simulering af et tankeeksperiment (=filmfortællingen af en historie), så aktiverer det i vores egen hjerne en tilsvarende simuleringsaktivitet.
En vigtig del af de kendte blandingsgenrer dramadok og dokudrama består af sceniske rekonstruktioner af handlinger og begivenheder som er foregået i virkeligheden, men ikke registreret på film eller video. Det at producerer sådanne rekonstruktioner indebærer også simuleringsvirksomhed hos instruktøren: Hvordan ville det have set ud hvis vi havde været der med et kamera?
Og når jeg tidligere har foretaget en kobling omkring aha-oplevelsen mellem på den ene side berettermodellens forløb i dramaturgien, og på den anden side den kreative proces´ forløb i psykologien, så vil jeg nu kunne formulerer det på den måde, at det som den effektive dramaturgiske konstruktion gør ved publikum, er at den får publikum til mentalt at simulere det forløb de kender og har erfaring med under oplevelsen af den kreative proces - og de følelser der ledsager den.
Og så læser jeg lige i det nye nummer af Illustreret Videnskab en lille artikel med en rubrik der "matcher" det jeg skriver om i dag: "Tanken om at spise gør os mætte".
Artiklen fortæller om et eksperiment hvor man lod en gruppe forsøgspersoner forestille sig at de spiste 30 små M&M-pastiller, mens en anden gruppe skulle forestille sig at de smed 30 mønter i en vaskemaskine. Når begge grupper derefter fik mulighed for at spise M&M-pastiller fra en skål, så spiste dem der havde foretaget tankeeksperimentet med at spise M&M-slikket, kun halvt så mange som vaskemaskin-møntkast-gruppen gjorde.
Men ikke nok med det:
Et efterfølgende forsøg viste imidlertid at tanken kun kunne stille sulten, hvis man virkelig forestiller sig, at man kommer slikket i munden, tygger, smager og synker. Hvis forsøgspersonen i stedet forestilled sig at lægge 30 M&M-pastiller op i en skål uden at spise dem, så blev de kun endnu mere lækkersultne og endte med at spise dobbelt så mange af de små sprøde chokolader.
Så princippet "show, don´t tell", er altså ikke bare til udvortes journalistisk brug, det fungerer også på de indre neurale linjer i hjernen.
Artiklen slutter med en kreativ ide til en billig forbedring af slankekure, nemlig at man kan "stille sin lækkersult" alene ved at konkret at tænke på at man spiser det som man plejer at spise i virkeligheden når man trøstespiser.
Artiklen slutter med en kreativ ide til en billig forbedring af slankekure, nemlig at man kan "stille sin lækkersult" alene ved at konkret at tænke på at man spiser det som man plejer at spise i virkeligheden når man trøstespiser.
