Sider

mandag den 30. april 2018

Akvarelmaleriets mysterier (73) - om at male skildpadder på bestilling - og andre skildpadde-historier

Havskildpadde fra Hawai

Jeg har et særligt forhold til skildpadder.
   Da jeg var barn hjembragte min far, som var en stor dyreven og -elsker, en græsk landskildpadde til familien. Det var da vi boede i Holeby på Lolland, og tidspunktet har vel været omkring begyndelsen af 50'erne. 
   Min far var ingeniør på Højbygaard Sukkerfabrik. Men i sin fritid var dyr en  helt central interesse for ham: både høns, duer, kalkuner, papegøjer - og ikke mindst de vilde  fugle i naturen.
  
Hvad der egentlig motiverede ham til at indføre den græske landskildpadde i vores familie, har jeg ingen anelse om. Men den han kom med, fik navnet Maren, selv om vi ikke var sikre på om det var en han eller en hun.
   Jeg tror bestemt ikke min mor var begejstret.

I den kolde del af året gik Maren indendøre frit rundt i lejligheden, og det sagde bump. bump, bump når den bevægede sig afsted i et sindigt tempo, fordi den hele tiden prøvede med det ene forben at løfte sig og det tunge hårde skjold op over kanten af panelet som den stædigt fulgte rundt i stuen. Og så igen og igen faldt tilbage på gulvet.
  Og den sked og tissede også rundt omkring i hjørnerne.
  Det gjorde den også når den kom i bad i lunkent vand i badekarret, husker jeg. Og det gjorde den jævnligt.
  Den blev fodret med salat og tomat. Men også mange andre ting.

Maren kunne godt lide at blive kløet under hagen hvor huden var blød og uden hårde skæl. Og den var også glad for at blive nusset på den bløde hals, når den stak hovedet langt frem - uden for skjoldets beskyttende panser.
   Det nød jeg at gøre. Og det er muligvis bare i min fantasi at jeg oplevede at det var noget den godt kunne lide, sådan at blive kløet og nusset på de bløde steder på huden.

Om sommeren gik Maren i et forholdsvis stort bur med hønsenet (tidligere brugt til dværghøns), som stod på græsplænen i haven.
   Jeg mener at kunne huske at den også spiste græs, og buret blev flyttet rundt på græsplænen med mellemrum.
   Den havde også fået boret et hul i kanten af bagsiden af skjoldet. Og jeg mindes svagt det blev forsøgt, men var helt forfejlet at have den gående i en tøjret snor. 
   I løbet af ingen tid lå den for enden af snoren og kæmpede for at komme videre ud i verden - og med snoren hårdt spændt ud til sit yderste.
 
Et efterår havde Maren gravet sig ud under burets underkant og var forsvundet.
   Vi afskrev den som død i løbet af vinteren som jo var meget koldere end den vinter den var tilpasset i sit naturlige habitat i Grækenland.
   Næste forår, sikkert i april, opdagede vi en dag at en stor jordklump bevægede sig rundt på græsplænen i haven.
   Ved nærmere eftersyn viste den mobile jordklumpen sig at være Maren der åbenbart var dukket op af et gemme i jorden i haven.
   I Grækenland går disse skildpadder normalt i hi om vinteren. Og på den måde må Maren også have fundet ud af at overleve på hos os i Danmark.
 
Maren fulgte med da vi flyttede til Stege 1957 og senere til Langebrogade i København 1959. Og den var stadig i live og still going strong da jeg flyttede hjemmefra i 1964.
    Blandt andet lagde den pludselig et æg - kort tid efter at vi havde besluttet at kalde den hr. Maren fordi den ellers vare begyndt - med synlig fornøjelse - at kravle op på alle fritliggende stykker fodtøj der lå på gulvet i vores lejlighed.
   Kan være at ægget var en fysisk protestdemonstration mod familiens klart forkerte kønsbestemmelse.

Cirka sådan her så Maren ud:


Faktisk var Maren ikke det eneste krybdyr jeg var glad for at kæle med. Slanger har jeg også altid godt kunnet lide at røre ved. 
   I min lillebrors kollektiv på Djursland havde de i mange år en kæmpepyhton-slange som man kunne tage ud af sit indendørs glasbur og tage om halsen. Det havde jeg det fint med.
   Og jeg husker at mens jeg var direktør på TV ØST i Vordingborg, skulle vi lave et indslag om at holde slanger som kæledyr, og den pyhton som redaktionen havde skaffet til optagelserne, fik jeg så om halsen - til stor moro for personalet. Og jeg nød det.

Men hvorfor nu den her lange indledning om skildpadder og andre krybdyr?
   Fordi jeg for meget nylig er begyndt at male skildpadder i akvarel. I første omgang ikke landskidpadder som Maren, men havskildpadder.
   Her er de tre første havskildpadde-akvareller, men der kommer flere i et senere indlæg:


Der er tale om et bestillingsarbejde. Og som vanligt bruger jeg en bestilling til at forsøge mig med at male flere forskellige motiver inden for samme motivtema.
   Jeg har også i længere tid gået og "sparet" skildpadde-motiver op - idet jeg har en mappe på min computer med en masse fotos af forskellige skildpadder fundet på nettet. Både havskildpadder og landskildpadder, og med motiverne både vist på fotos og i - hovedsagelig - malet med akvarelfarver.
   
Af de tre jeg nu har malet, er den første nærmest en kopi af en akvarel som jeg fandt på nettet, og som jeg syntes det ville være en stor tilfredsstillelse hvis jeg kunne male mig frem til en nogenlunde vellykket version af - fordi den stillede store krav til maleteknikken.
   Og det synes jeg er lykkedes, 
   Men jeg syntes også det var rigtig svært at nå frem til det resultat jeg viser her: et nærbillede af en havskildpadde i blåt. 
   Jeg syntes imidlertid også at jeg lærte meget af at male en slags kopi af en anden akvarelmalers skildpadde-billede.

De to andre egen-akvareller har samme foto af en havskildpadde som referencebillede.
   Den første er nogenlunde malet i de farver som fotoet viser: rød(brun) og gul (se indledningsfotoet). 
   Og jeg malede den meget hurtigt, brugte newton-winsor-markers til grundmalingen, Og så lavede jeg en finish med pensel og almindelige akvarelfarver - suppleret med konturer tegnet med en tynd tuschpen. 
   Færdigt arbejde!
   Rigtig tilfreds var jeg ikke. 
   Men jeg kunne nu nemmere se mulighederne i motivet; nemlig det indbød til at udnytte en farveteknik jeg tidligere havde brugt i en akvarel malet på Kap Verde - med to havskildpadder i billedet; det her:


Fidusen her er at du er stillet frit med farverne, både i skællene på ben og hoved, og i skjoldets 'ruder'.
   Og at farverne er malet med en vådt-i-vådt-teknik.
   Og at kontur-linjerne der afgrænser både skællene og skjoldets felter, er markeret med hvidt - en effekt opnået ved brug af afmaskningsgummi.
   Teknikken brugte jeg senere i en 'bestillingsakvarel' af en skorpion jeg skulle bruge som gave til en konfirmand i den nærmeste familie der var født i skorpionenens stjernetegn:


Med brug af den teknik, kom der altså den her akvarel ud af anstrengelserne. et maleri som jeg er ret tilfreds med.


I forhold til referencebilledet og den første 'røde' version, har jeg spejlvendt motivet.

Fidusen ved at have skildpadder som motiv for akvareller er at de ligesom fugle som regel er meget 'grafiske' - og dermed indbyder til at male på den særlig disciplinerede måde jeg nyder, men som jeg samtidig skal tage mig sammen til at gå i gang med.

                                               (fortsættelse følger)

lørdag den 21. april 2018

'Loving Vincent' - og andre historier om animerede film



Jeg har for ikke så længe siden - sammen med fruen, været i den lokale biograf og set animationsfilmen 'Loving Vincent'.
   Vi syntes begge den var fremragende, fascinerende - en fed oplevelse. Rørende, faktisk.
   Filmen introduceres sådan på Det Danske Filminstituts hjemmeside:
Den 29. juli 1890 vakler en såret mand ned ad gaden i den lille franske by Auvres. Han holder sine hænder mod et frisk skudsår i maven. Manden er Vincent Van Gogh, og hans tragiske død er til den dag i dag omgærdet af mystik og spekulationer. I denne 100% olieanimerede film følger vi, gennem karaktererne på Van Goghs malerier, omstændighederne omkring hans (selv)mord.
Men muligvis skal man være lidt nørded med van Gogh, hans kunstnerliv og billeder, for - for alvor - at nyde den.
   Og muligvis skal man også være lidt nørded med tegnefilm af den gammeldags slags, hvor hver eneste frame er tegnet og malet, og nogle - de bedste tegnere - har tegnet og malet forgrunde - mens andre mere dygtige håndværkere har specialiseret sig i baggrunde og miljøer.
   Sådan lavede Disnye sine epokegørende tegnefilm fra 30´erne og årtierne fremefter (Pinocchio, Snehvide, Bambi, Dumbo, Askepot, etc.).


Og sådan har man i Japan siden 80´erne produceret de epokeskabende og både eventyrlige og realistiske tegnfilm (kaldet 'anime) i regi af produktionselskabet Ghibli, med Hayao Miyazaki som stil- og indholdskabende kunstner i instruktørstolen;

Hayao Miyazaki (宮崎駿, Miyazaki Hayao, 5.januar1941) er en japansk filminstruktør, animator og tegneserieskaber. Han begyndte at arbejde med tegnefilm i 1963 og har siden været med til at lave mange film. Han leder i dag tegnefilmstudiet Studio Ghibli og er en af de største indenfor tegnefilm. Han står bag adskillige store animeproduktioner, deriblandt Min Nabo Totoro (1988), Princess Mononoke (1997) og den Oscarbelønnede Chihiro og heksene (2001). Nomineringer og priser: Udmærkelser Kikuchi Kan Prize (2001), Oscar for bedste animationsfilm (2002), Shiba Ryotaro Prize (1999), Los Angeles Film Critics Associatio:n Awards for bedste Animation (2002), Guldbjørnen (2002) med flere.
Her illustrerende eksempler fra arbejdet med at tegne to af figurerne til filmen 'Min Nabo Totoro':


Som Walt Disneys og Hayao Miyazakis tegnefilm er produceret med hver eneste frame tegnet/malet for sig, sådan er i princippet filmen 'Loving Vincent' også produceret; og dog alligevel ikke helt - for her er hver frame malet - i olie!
'Loving Vincent' er verdens første 100 procent olieanimerede film, hvor 150 kunstnere har håndmalet hvert eneste ene af de malerier, der krævedes til filmens 65.000 frames. Filmen blev nomineret til en Oscar i kategorien Bedste animationsfilm.
Filmen fortæller historien om hvordan de sidste dage, uger og måneder i Vincent van Goghs dramatisk-tragiske liv foregik, ifølge forskellige samtidige kilders udsagn, udsagn der i filmen er mere eller mindre modstridende, specielt hvad angår hans død: Blev han faktisk myrdet eller levede han op til rollen og skød sig selv.
  Meget tyder i virkeligheden på - som det også fremgår af filmen - at det første er korrekt. Og at det man har troet siden 1891 - at han begik selvmord, er forkert.
  Og det er en relativt aktuel kontrovers om netop det spørgsmål som er motoren i filmen - dens gennemgående plot.
   Om kontroversen fortæller Wikipedia:
In 2011, authors Steven Naifeh and Gregory White Smith published a biography, Van Gogh: The Life, in which they challenged the conventional account of the artist's death. 
   In the book, Naifeh and Smith argue that it was unlikely for van Gogh to have killed himself, noting the upbeat disposition of the paintings he created immediately preceding his death; furthermore, in private correspondence, van Gogh described suicide as sinful and immoral
   The authors also question how van Gogh could have traveled the mile-long distance between the wheat field and the inn after sustaining the fatal stomach wound, how van Gogh could have obtained a gun despite his well-known mental health problems, and why van Gogh's painting gear was never found by the police.
   Naifeh and Smith developed an alternative hypothesis in which van Gogh did not commit suicide, but rather was a possible victim of manslaughter or foul play.
   Naifeh and Smith point out that the bullet entered van Gogh's abdomen at an oblique angle, not straight as might be expected from a suicide. 
   They claim that van Gogh knew the boys who may have shot him, one of whom was in the habit of wearing a cowboy suit, and had gone drinking with them.
Hele den samlede historie om van Goghs død og hvad der gik forud, har et selvstændigt opslag i Wikipedia:
Her et link til en artikel om selve forsker-konflikten hvoraf fremgår den grundlæggende uenighed om hvordan van Gogh døde:
I filmen er der to fortællespor med hver sit selvstændige 'van Gogh-udtryk':
- Dels et 'aktuelt' fremadskridende spor i farver hvor vi følger Armand Roulin i gul jakke og sort bredskygget hat (som van Gogh i sin tid portrætterede i tre forskellige malerier), på hans jagt efter sandhenden om (omstændighederne ved) van Goghs død, en jagt som vi følger gennem 'Roulin' møder og interviews med nogle af de mennesker som omgikkes maleren de sidste måneder før han omkom; og altså mennesker som van Gogh selv har portrætteret i et eller flere malerier i årene inden.


- Og dels et tilbageskuende spor, som i en række sort-hvide  flash-back-scener levendegør en serie af vigtige episoder i kunstnerens tidligere liv.


Hele den historie kunne jo fortælles som en regulær biopic-spillefilm med instruerede udklædte skuespillere i billedet og et fremadløbende traditionelt 'whodunnit'-plot.
   Og det er faktisk også hvad filmens polske instruktør (Dorota Kobiela) og produktionsgruppen har gjort, men kun som et første skridt hen imod den animerede film.
   Derefter er alle de 65.000 frames som udgør filmen, nemlig kopieret i et håndmalet oliemaleri af kunstnere som har mimet van Goghs karakteristiske flimrende postimpressionistiske malestil i den periode. Og disse frames er så klippet sammen til en for så vidt gammeldags animationsfilm med en varighed på 1 time og 35 minutter.
   Se her filmens trailer:


Det der er enestående i filmen her, er at det fremadskridende spor i filmen er animeret i levende billeder der som udtryk har van Goghs stil i de billeder han malede i sine seneste år, og billeder der som indhold har en række af de motiver som disse 'sene' billeder har: portrætter, interiører, landskaber, city-scapes, med andre ord de billeder vi alle kan genkende når vi ser dem: som ikoniske van Gogh-mesterværker.
   Flash back-scenerne i sort-hvide-billeder lægger sig i stil, nuancer og streg tæt op af van Goghs tidligere malerier og tegninger som er mørke, grove og dystre i udtrykket.
   Et godt indtryk af den bagvedliggende arbejdsproces kan man få her:


Mere er det faktisk svært for mig at fortælle i ord om filmen. 
   Men en dybtgående indsigt i historien og i arbejdsprocessen, kan man se og læse på filmens egen fyldig hjemmeside.
Don't tell, show: 
   Her er en række van Gogh-portrætter som er animeret i filmen og som først er fremstillet af skuespillere udklædt og sminket som figurerne i malerierne:

Oprindeligt portræt i midten; til venstre: skuespiller udklædt og sminket;
til højre: det billede som danner udgangspunkt
for de animerede sekvenser i filmen med den figur
Til venstre: originalt van Gogh-selvportræt
Til højre: Skuespiller udklædt efter selvportrættet
Til venstre: Udklædt og sminket skuespiller efter originalt van Gogh-maleri
Til højre:  Mimet maleri som danner udgangspunkt
for animerede scener med figuren i filmen
I midten: Van Goghs originale portrætmaleri
Til venstre: Udklædt og maskeret skuespiller efter originalen
Til højre: Mimet maleri som danner udgangspunkt
for animerede scener med den figur i filmen
Til venstre: Udklædt og sminket skuespiller efter originalt van Gogh-maleri
Til højre:  Mimet maleri som danner udgangspunkt
for animerede scener med figuren i filmen

Og sådan kunne jeg blive ved. Men stopper indlægget her.
   Vil man ind og se filmen 'Loving Vincent' som stadig går i nogle biografer, eller hvis man senere vil købe DVD'en med danske undertekster, så har jeg hermed forsøgt at give nogle verbale og visuelle nøgler til en fordybet oplevelse af filmen.
   God fornøjelse!


torsdag den 12. april 2018

Musik stimulerer hjernen - og andre historier om hvordan kreative aktiviteter smitter af på hvad man ellers er god til



Jeg er ikke specielt musikalsk. Men heller ikke det modsatte.
   Her snakker jeg om at udøve musik. Ikke om at lytte og nyde det man hører, som for mig er en helt anden historie.
 
I Folkeskolen i 50'erne sang jeg morgensang i klassen, og lærte mig - højst modvilligt - salmevers som vi sang i religionstimerne.
   I mit barndomshjem betød musik ikke så meget. Men min mor hørte indimellem plader med klassisk musik.

Senere - i mellemskolen og det første år i gymnasiet fik musik større betydning,
   Der var faktisk fælles morgensang hver dag for hele skolen på Christianshavns gymnasium, tror jeg jeg husker.
   Og jeg gik fx flere år og fik undervisning i blokfløjte. Og nød det faktisk.
   Også et eller to år - omkring 4. mellem - gik jeg til guitar-undervisning. Og lærte mig en bluesrundgang og lidt mere. Jeg sang også til de melodier jeg lærte. Og jeg fik ad veje jeg ikke husker fat i en afrikansk tromme som jeg også spillede på on and of.
   Mit år som 'foreign exchange student' i USA 1961-62 blev faktisk også præget af musik-udøvelse.
   Da de fag jeg fulgt og det jeg lærte på Hendrick Hudson High School ikke var meritterende i forhold til min tre danske gymnasieår, så var der frit slag.
   Så jeg gik til to musik-fag det år. Dels et kursus i 'barber-shop'-sang med 5 andre amerikanske drenge. Og dels et kursus i korsang for et stort kor der til jul skulle slutte med en fælles-korsang af et eller andet jule-oratorium hvor en lang række skoler slog sig sammen om en kæmpe  jule-kor-koncert.

I den amerikanske familie som jeg var søn hos et år, spillede den midterste søn (som vel har været 3 år yngre end mig) på Cello, og øvede dagligt i en time eller to i hjemmet. Og hver lørdag kørte faderen ham ind til undervisning på den højt ansete Juliard Music School i New York.

Min amerikanske familie havde også et helt regulært sort flygel stående til fri afbenyttelse i en af stuerne. Jeg husker ikke om andre i familien brugte det, eller brugte det til at øve sig.
   Men jeg gjorde det. Om ikke hver dag, så dog flere gange om ugen, sad jeg og improviserede klaverspil på dette smukke og velklingende flygel. Uden at have fået nogen som helst undervisning i det.
   Og ingen tvivl om det: Jeg nød det. Og at ingen i familien forholdt sig kritisk vurderende til den musik - de lyde - der kom ud af improvisationerne.


Da jeg kom hjem fra USA genoptog jeg blokfløjteriet, og i et par år eller tre improviserede jeg på mine blokfløjter på i princippet samme måde som på flyglet i min USA-familie.
   Og så var det slut med mig som udøvende ud i musikken.

Hvorfor nu denne lange historie om min erfaringer med at udøve musik - down memory lane?

Jeg læser en kort nyhedsartikel i Politikens Kultursektion 2. april med overskriften:
Ny forskning: Musikundervisning gør børn mere lærenemme
Underrubrikken:
Billedkunst er fint, men vil man for alvor forbedre sine børns evner i skolen, er det musik, der skal til.
Når artiklen fanger min interesse, er det ikke blot fordi det naturligvis er relevant for et af de spor jeg i min umætteligt nysgerrige søgen har fulgt her på blokken: Spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativ praksis på den ene side og det der foregår i hjernen på den anden.
   Men også fordi jeg altid har været - urimeligt - lærenem - ikke mht. årstal og navne og gloser og hvordan ord staves, men når det gælder om at forstå hvordan ting, ideer, forhold og fænomener hænger sammen sådan mere overordnet.
   Dette på trods af det handicap at jeg har været ordblind (og ansigtsblind) uden at være klar over det indtil jeg kom langt op i årene.

Hvad siger forskningen så mere præcist. Jeg citerer fra den engelske artikel fra Pacific Standard som referer samme forskning som Politiken, men mere uddybende:
Researchers followed 147 Dutch schoolchildren—half of whom took supplemental music-education classes, along with their regular curriculum—for two-plus years, beginning at age six.
Den anden halvdel blev delt i to: en gruppe som bare blev undervist helt noramlt, og en gruppe som modtog specialundervisning i udøvelse af "kunst". 
   "Children who received music lessons showed improved language-based reasoning, and the ability to plan, organize and complete tasks, as well as improved academic achievement," lead author Artur Jaschke of VU University of Amsterdam said in announcing the findings. "This suggests that the cognitive skills developed during music lessons can influence children's cognitive abilities in completely unrelated subjects, leading to overall improved academic performance."
   (...)
   The weekly music lessons were one to two hours long, and were incorporated into the kids' regular school day. Instructors used a structured, carefully designed curriculum that began by introducing "melody, meter and rhythm," before moving on to a combination of music theory classes and practical lessons on instruments chosen by the children themselves.
   (...)
   "The results show that children following structured music lessons perform better on tasks measuring verbal IQ, planning, and inhibition" compared to the other two groups, the researchers write
Der indgik ikke hjernescanning af deltagerne i det her forsøg, så forskerne refererer til andre lignende undersøgelser hvor det er foregået, forsøg der viser at systematisk musiktræning og udøvelse, øger det der kaldes "connectivity" mellem forskellige dele af hjernen. Populært sagt: Der bliver lettere og flere forbindelsesveje i nervebanerne mellem forskellige dele af hjernen:
While noting that this study did not involve brain scans, the researchers allude to previous work that's found music practice, over time, increases connectivity between different parts of the brain.
    "As a byproduct (of music lessons), overlapping prefrontal cortex structures associated with inhibition and planning also improve," they write, arguing this is the likely catalyst for the music students' superior test scores.
Resultatet af forsøget viste også at den kontrol-gruppe som havde fået intensiv ekstra-undervisning i tegning//maling/modellering, ikke havde oplevet den brede all-over-effekt på andre dele af hjernens funktion som den musik-udøvende gruppe. Den havde "kun" opnået forbedringer i forhold til de hjerneaktiviteter i højre hjernehalvdel som var specifikt knyttet til de  øgede visuelle og rumlige aktiviteter.

For nogle år siden læste jeg om undersøgelser der viste at selve det at udøve musik, var noget der primært hang sammen med hjerneaktivitet i områder i den højre hjernehalvdel, men at hvis musikudøveren havde lært noder og spillede efter noder, så var der også stor aktivitet i områder i venstre hjernehalvdel.
   Og det er faktisk hvad nyere forskning også viser: Corpus callosum, det tykke bundt af nervefibre der forbinder de to hjernehalvdel, det er hos musikere simpelt hen større end hos ikke-musikudøvende:
Brains scans have been able to identify the difference in brain structure between musicians and non-musicians. Most notably, the corpus callosum, a massive bundle of nerve fibres connecting the two sides of the brain, is larger in musicians. Also, the areas involving movement, hearing, and visuospatial abilities appear to be larger in professional keyboard players.
   Initially, these studies couldn't determine if these differences were caused by musical training of if anatomical differences predispose some to become musicians. Ultimately, longitudinal studies showed that children who do 14 months of musical training displayed more powerful structural and functional brain changes.
   These studies prove that learning a musical instrument increases grey matter volume in various brain regions, It also strengthens the long-range connections between them. Additional research shows that musical training can enhance verbal memory, spatial reasoning, and literacy skills.
Artiklen lister også en række andre punkter op som fortæller hvad musikudøvelse kan gøre af godt for hjernen hos dem spiller et instrument:
1. Strengthens bonds with others. This shouldn't be surprising. Think about your favorite band. They can only make a record when they have contact, coordination, and cooperation with each other.
2. Strengthens memory and reading skills. The Auditory Neuroscience Laboratory at Northwestern University states that this is because music and reading are related via common neural and cognitive mechanisms.
3. Playing music makes you happy. McMaster University discovered that babies who took interactive music classes displayed better early communication skills. They also smiled more.
4. Musicians can process multiple things at once. As mentioned above, this is because playing music forces you to process multiple senses at once. This can lead superior multisensory skills.
5. Musical increases blood flow in your brain. Studies have found that short bursts of musical training increase the blood flow to the left hemisphere of the brain. That can be helpful when you need a burst of energy. Skip the energy drink and jam for 30 minutes.
6. Music helps the brain recover. Motor control improved in everyday activities with stroke patients.
7. Music reduces stress and depression. A study of cancer patients found that listening and playing music reduced anxiety. Another study revealed that music therapy lowered levels of depression and anxiety.
8. Musical training strengthens the brain's' executive function. Executive function covers critical tasks like processing and retaining information, controlling behavior, making, and problem-solving. If strengthened, you can boost your ability to live. Musical training can improve and strengthen executive functioning in both children and adults.
And, wrap-up, check out this awesome short animation from TED-Ed on how playing an instrument benefits your brain.

Den her slags forskning, kan være helt konkret relevant i forhold til den danske diskussion om de for lange skoledage som var et diskutabelt resultat af den folkeskolereform som blev gennemført i 2014:
I en ny bog argumenterer hjerneforsker Kjeld Fredens for, at eleverne ville lære langt mere, hvis de praktiske og kunstneriske elementer fik større vægt i skolen.
   Man kunne rask væk både forkorte skoledagen og bruge flere timer på musik, bevægelse og håndværk. Og samtidig ville eleverne lære mere.
   Sådan lyder påstanden fra Kjeld Fredens, der er netop har udgivet bogen ’Læring med kroppen forrest’, hvor han med udgangspunkt i den nyeste hjerneforskning argumenterer for, at børn lærer mere og bedre, hvis kroppen er involveret i læringen.
   »Helt forenklet sagt, så skal man gribe noget, før man kan begribe det,« lyder det fra Kjeld Fredens, som er læge, hjerneforsker og foredragsholder og har udgivet en række bøger om hjernen.
   Hans bog udkommer netop, som politikerne på Christiansborg drøfter, hvordan de praktiske elementer i skolen kan blive styrket, så skolen ikke kun byder på succesoplevelser for de bogligt stærke elever. Skolen skal både appellere til de kloge hoveder og de kloge hænder, lyder det i debatten.

https://ed.ted.com/lessons/how-playing-an-instrument-benefits-your-brain-anita-collins
https://www.musical-u.com/learn/9-ways-learning-an-instrument-strengthens-your-brain/
https://www.inc.com/john-rampton/the-benefits-of-playing-music-help-your-brain-more.html
https://psmag.com/education/music-lessons-boost-kids-cognitive-skills 
https://politiken.dk/kultur/art6409829/Musikundervisning-g%C3%B8r-b%C3%B8rn-mere-l%C3%A6renemm
https://skoleliv.dk/nyheder/art6357114/Vi-beh%C3%B8ver-ikke-den-lange-skoledag-hvis-vi-satser-mere-p%C3%A5-kunst-og-bev%C3%A6gelse