 |
| Kurt Andersen: Model af 18 fods Lynæs-sejler |
Er den her fine sejlskibsmodel 'kunst' eller 'kitsch' - eller noget helt tredje? Svaret blæser i vinden.
Jeg har jævnligt skrevet om og givet eksempler på det som i kunst- og litteraturhistorien omtales som mimesis - forholdet mellem kunsten der ligner virkeligheden og måden virkeligheden afbilledes på i kunst - og andre former for naturalistiske efterligninger: kopier, imitationer, modeller, simuleringer, falsknerier - og hvad man ellers kalder den slags.
Det er blandt andet den interesse der i sin tid førte til at jeg på Facebook omtaler mine amatøriske naturalistiske akvareller som akvarelmalede "drømmebilleder": De var at opleve som 'drømme', i sammenligning med de fotos af motiver fra virkeligheden som jeg brugte som såkaldt 'referencebilleder'.
'Mimesis' defineres ifølge Den store danske encyklopædi sådan her:
mimesis, begreb, hvormed Platon og Aristoteles bestemmer kunstens væsen; senere har begrebet haft stor betydning i den kunstteoretiske tradition i sammenhæng med formelen "kunsten efterligner naturen".Oversættelsen "efterligning" (lat. imitatio) tilgodeser dog kun et enkelt aspekt af det græske begreb, der omfatter enhver sanselig konkret fremstilling, ikke kun af noget allerede eksisterende eller foreliggende, men også af noget sandsynligt eller muligt.
Begrebet kender vi fra mere velkendte dagligsprogsord som 'at mime' - at spille en figur uden at sige noget, som fx Pjerrot i Tivolis pantomime-teater.
I min ungdom i 60'erne og 70'erne hed mimiker-idolet Marcel Marceau, og han var betagende god.
Har du tid, enjoy:
Forleden så jeg på side 2 i Politikens Kultursektion et stort foto af et stykke keramik som jeg straks spidsede øjne ved at møde - fordi det aktiverede dette gamle mimesis-begreb:
I min ungdom i 60'erne og 70'erne hed mimiker-idolet Marcel Marceau, og han var betagende god.
Har du tid, enjoy:
Forleden så jeg på side 2 i Politikens Kultursektion et stort foto af et stykke keramik som jeg straks spidsede øjne ved at møde - fordi det aktiverede dette gamle mimesis-begreb:
M. N.: Vase med hvide iris i, keramik 2017
Hvad viser billedet: en vase med et par hvide iris-blomster i?
Men det passer jo ikke: Det er en vase med en keramisk naturalistisk udformet keramik-model af hvide iris i.
Men det passer heller ikke. For hvis de hvide iris er en slags keramik-figur der efterligner blomster og er modelleret efter virkelige hvide iris, så kan vasen jo ikke være en rigtig vase, men må også være en keramik-figur der efterligner en vase, altså en model af en vase.
Det med 'mimesis' er ikke nemt. Men altid fascinerende.
Jeg får en helt løbsk association her:
Faktions-tv-programmer der blander autentiske optagelser fra en begivenhed, men spillede 'rekonstruktioner', vrimler det med i tv-udsendelser om historiske emner.
Vi har fx oplevet blandingen hyppigt anvendt i alle udsendelserne i den nys overståede serie "Historien om Danmark" på DR 1, som helt ufortjent og bevidstløst er blevet kritiseret af ... 'you know who'!
Er det mon den samme form for fascination der er på spil i den tv-faktionsblanding som også dukker op som en mental udfordring ved mødet med keramik-skulpturen 'vase med hvide iris i'?
Kunstneren er Marianne Nielsen, et navn jeg synes jeg har set før, men ikke lige kan forbinde med noget. Noget med keramikplanter? Måske på en udstilling i Anneberg i Odsherred?
Teksten i Politiken er en introduktion til en udstilling af nogle af hendes 'keramik-ting' i et lille københavnsk galleri ved navn: Anne Linnemann.
Overskriften er en billig vits der demonstrer journalistens usikkerhed i forhold til de udstillede værker:
Løsningen til dig, der glemmer at vande blomster
Og tekstens indledning peger i samme retning:
Marianne Nielsen skaber de fineste blomsterbuketter. Og de behøver ikke den mindste dråbe vand. Til gengæld dufter de heller ikke af særlig meget, og de koster nok en smule mere end en buket fra den lokale blomsterhandler. Men de holder.Marianne Nielsen er uddannet på Designskolen Kolding i 1999 og har specialiseret sig som plantekeramiker. Hun skaber stort set altid blomster, blade og andre vækster i keramik. Så præcist, at man skulle tro, det var den vaskeægte natur, selv om det faktisk er ler, der er blevet brændt ved godt 1.200 grader og dækket med glasur. Når det ikke er blomster, blade, mosser og græsser, Marianne Nielsen frembringer, er det små bjerge, der kommer ud af hendes ovn, eller fuglefjer i næsten overnaturlige størrelser.På det seneste er der imidlertid sket noget med Marianne Nielsens blomster. De har fået vaser. Tidligere lå hendes blomster ned eller stod i små grupper, som om de lige var gravet op ude i haven. Men nu strutter de i vaser, som vokser sammen med blomsterne, således at naturen flyder sammen med kulturen, om man vil.
Journalisten Lars Hedebo har jo naturligvis fat i et eller andet når han prøver at indfange særpræget ved at skrive at "naturen flyder sammen med kulturen".
Men det er ikke rigtig noget han bryder sig om, fornemmer man. Der er i hans ledsage tekst en række små markører for distance.
Og det er også forkert at natur og kultur flyder sammen; det er jo kultur (keramik formet af en kunstner) det hele.
Der er i Marianne Nielsens keramik-ting tale om 'konceptuel blending' - dette at forskellige forestillinger som ellers er adskilt, bringes sammen - blandes - for at skabe nyt udtryk og ny betydning.
Og det der blandes, er dels en efterlignende gengivelse i et andet materiale - nemlig af iriserne - og -dels noget der lader som om det er noget vi kender - nemlig vasen.
Det blander noget der ligner, men klart ikke er, med noget der måske er det det ligner.
Og jeg citer igen Niels Strøbek for en sætning som jeg åbenbar ikke kan blive træt af, og som gav mig en serie af aha-oplevelser første gang jeg mødte det:
Kunstværket skal kendes på, at det ikke ligner det, det er, og ikke er det, det ligner, men at det dog både ligner og er
Her et par andre eksempler på keramikfigurer af Marianne Nielsen med motivet keramik-blomster i keramik-vase:
Om blomster og vaser er lavet ud i et stykke eller om keramikblomsterne kan tages ud og vaserne fyldes med vand, klar til at rumme 'rigtige' blomster, det fremgår ikke.
Men det kunne faktisk være interessant at vide hvis man vil forstå hvad der foregår her.
Og er vaserne nogle som er kopier af keramikvaser som andre keramikere har lavet, eller har Marianne Nielsen selv designet dem fra grunden - med formet ler, glasur og det hele?
Måske kan nogle keramik-kyndige venner på Facebook hjælpe mig med svaet på det spørgsmål.
Mit gæt er at Lars Hedebos ubehag der lurer bag ordene i ledsage-artiklen i Politiken, skyldes at han - måske ubevidst - tænker "kitsch" og ikke "kunst" ved synet af de her 'keramik-ting' af Marianne Nielsen. Eller at han har følt at de "i hvert fald er på grænsen".
"Kitsch" var også hvad en del af mine private venner tænkte, tror jeg, da de så hvad det var der nu havde genantændt min slumrende samlermani i sommers:
Jeg fik jo nemlig et tilbagefald da jeg jagtede forskellige udgaver af de her 'hummer-askebægre' eller 'krabbefade' fra 60'erne, produceret på Den Kongelige Porcelænsfabrik og lidt senere Bing og Grøndal.
Jeg købte et af dem på et loppetorv bare for sjov, og pruttede prisen ned fra 200 til 100 kr.
Og så gik den vilde skattejagt i nogle måneder hen over sommeren:
Mens Marianne Nielsens udstillede krukker med blomster er unika, så er de her skaldyrs-porcelæns-skåle og -fade med skaldyr jo masseproducerede.
Men ellers er det vel grundlæggende samme konceptuelle tænkning der ligger bag, tænker jeg.
Man gengiver noget i keramik der er levende i virkeligheden (krabber, krebs, hummere) - og mikser det så med en velkendt kunstig keramik-brugsgenstand: et 'askebæger', en 'skål' eller et 'fad'.
Man 'blender' altså noget der ligner, men ikke er (forskellige skaldyr) - med noget som faktisk er det det ligner (forskellige nyttige 'keramik-containere').
Og i sommers blev de faktisk brugt til en frokost hvor der blev serveret diverse retter fra havet: sild, rejer, laks, tun, stenbiderrogn m.m.
Og det passer så alligevel ikke. Et af fadene er en porcelæns-efterligning af en fiske-ruse, og en af skålen er udformet som en muslingeskal; og videre: de fleste andre skåle/fade i samlingen har en slags porcelæns-imiteret fletværk på ydersiden.
Under alle omstændigheder skabte den her type konceptuelle blending i porcelæn (hvis ide går helt tilbage til jugendstilen omkring 1900) fascination nok hos et købdygtigt publikum til at de har kunnet produceres og sælges i relativt stort tal i 60'erne.
Dem der købte, tænkte i hvert fald ikke: 'kitsch' - men snarere: 'sjovt'.
Men hvad er 'kitsch' egentlig for noget - æstetisk set: fugl eller fisk eller midt imellem?
Wikipedia forklarer:
Kitsch (/ˈkɪtʃ/; loanword from German), also called cheesiness or tackiness, is art or other objects that appeal to popular rather than high art tastes, such objects are sometimes appreciated in a knowingly ironic or humorous way.[1][2][3] The word was first applied to artwork that was a response to certain divisions of 19th-century art with aesthetics that favored what later art critics would consider to be exaggerated sentimentality and melodrama. Hence, 'kitsch art' is closely associated with 'sentimental art'. Kitsch is also related to the concept of camp, because of its humorous and ironicnature.To brand visual art as "kitsch" is generally pejorative, as it implies that the work in question is gaudy, or that it serves a solely ornamental and decorative purpose rather than amounting to a work of true artistic merit. The chocolate box artist Thomas Kinkade (1958–2012), whose idyllic landscape scenes were often lampooned by art critics as "maudlin" and "schmaltzy", is considered a leading example of contemporary kitsch.[4][5][6]
Når noget - en 'artefakt' - kan kaldes 'kitsch', så er der altid tale om noget 'kunstnerisk formet' - billeder, skulpturer, musik - som imitere eller mimer noget der allerede eksisterer som troværdigt kunstnerisk udtryk; og udtrykket er klart ment nedsættende:
Modernist writer Hermann Broch argues that the essence of kitsch is imitation: kitsch mimics its immediate predecessor with no regard to ethics—it aims to copy the beautiful, not the good.[10] According to Walter Benjamin, kitsch is, unlike art, a utilitarian object lacking all critical distance between object and observer; it "offers instantaneous emotional gratification without intellectual effort, without the requirement of distance, without sublimation".[9]Kitsch is less about the thing observed than about the observer.[11]According to Roger Scruton, "Kitsch is fake art, expressing fake emotions, whose purpose is to deceive the consumer into thinking he feels something deep and serious."[12]Tomáš Kulka in Kitsch and Art starts from two basic facts: that kitsch "has an undeniable mass-appeal" and "considered (by the art-educated elite) bad" and then proposes three essential conditions:- Kitsch depicts a beautiful or highly emotionally charged subject;- The depicted subject is instantly and effortlessly identifiable- Kitsch does not substantially enrich our associations related to the depicted subject.
Et af skældsordene der brug om 'kitsch' i teksten fra Wikipedia er: 'fake art', som for mig at se giver umiddelbart forkerte associationer til det helt aktuelle og kontroversielle engelske udtryk: 'fake news'.
Men kriteriet er også ifølge citatet at 'kitch' skal vise og udtrykke noget alment smukt, noget nemt genkendeligt, og - noget som vi ikke bliver klogere eller emotionelt udviklet af af møde.
Det går virkelig op og ned over tid hvad der kaldes 'kitsch', og hvornår - og også
hvornår bestemte 'kitschede' kunstgenstande og kunstnere så senere bliver løskøbt fra den nedsættende etiket igen.
I mange år var fx Bjørn Wiinblad vurderet som 'kitsch' af kunstkenderne på bjerget og deres kunstbevidste følgere.
Men Wiinblad har de senere år åbenbart fået en rennæssance, er blevet 'af-kitschet' blandt de kunstkyndige, hvad der kom tydeligt frem via den store retrospektiv Wiinblad-udstilling på Arken 2015, og den måde den blev anmeldt på i de store aviser:
 |
| Foto fra en del af Arkens Bjørn Wiinblad-udstilling 2016 |
