Sider

lørdag den 21. april 2018

'Loving Vincent' - og andre historier om animerede film



Jeg har for ikke så længe siden - sammen med fruen, været i den lokale biograf og set animationsfilmen 'Loving Vincent'.
   Vi syntes begge den var fremragende, fascinerende - en fed oplevelse. Rørende, faktisk.
   Filmen introduceres sådan på Det Danske Filminstituts hjemmeside:
Den 29. juli 1890 vakler en såret mand ned ad gaden i den lille franske by Auvres. Han holder sine hænder mod et frisk skudsår i maven. Manden er Vincent Van Gogh, og hans tragiske død er til den dag i dag omgærdet af mystik og spekulationer. I denne 100% olieanimerede film følger vi, gennem karaktererne på Van Goghs malerier, omstændighederne omkring hans (selv)mord.
Men muligvis skal man være lidt nørded med van Gogh, hans kunstnerliv og billeder, for - for alvor - at nyde den.
   Og muligvis skal man også være lidt nørded med tegnefilm af den gammeldags slags, hvor hver eneste frame er tegnet og malet, og nogle - de bedste tegnere - har tegnet og malet forgrunde - mens andre mere dygtige håndværkere har specialiseret sig i baggrunde og miljøer.
   Sådan lavede Disnye sine epokegørende tegnefilm fra 30´erne og årtierne fremefter (Pinocchio, Snehvide, Bambi, Dumbo, Askepot, etc.).


Og sådan har man i Japan siden 80´erne produceret de epokeskabende og både eventyrlige og realistiske tegnfilm (kaldet 'anime) i regi af produktionselskabet Ghibli, med Hayao Miyazaki som stil- og indholdskabende kunstner i instruktørstolen;

Hayao Miyazaki (宮崎駿, Miyazaki Hayao, 5.januar1941) er en japansk filminstruktør, animator og tegneserieskaber. Han begyndte at arbejde med tegnefilm i 1963 og har siden været med til at lave mange film. Han leder i dag tegnefilmstudiet Studio Ghibli og er en af de største indenfor tegnefilm. Han står bag adskillige store animeproduktioner, deriblandt Min Nabo Totoro (1988), Princess Mononoke (1997) og den Oscarbelønnede Chihiro og heksene (2001). Nomineringer og priser: Udmærkelser Kikuchi Kan Prize (2001), Oscar for bedste animationsfilm (2002), Shiba Ryotaro Prize (1999), Los Angeles Film Critics Associatio:n Awards for bedste Animation (2002), Guldbjørnen (2002) med flere.
Her illustrerende eksempler fra arbejdet med at tegne to af figurerne til filmen 'Min Nabo Totoro':


Som Walt Disneys og Hayao Miyazakis tegnefilm er produceret med hver eneste frame tegnet/malet for sig, sådan er i princippet filmen 'Loving Vincent' også produceret; og dog alligevel ikke helt - for her er hver frame malet - i olie!
'Loving Vincent' er verdens første 100 procent olieanimerede film, hvor 150 kunstnere har håndmalet hvert eneste ene af de malerier, der krævedes til filmens 65.000 frames. Filmen blev nomineret til en Oscar i kategorien Bedste animationsfilm.
Filmen fortæller historien om hvordan de sidste dage, uger og måneder i Vincent van Goghs dramatisk-tragiske liv foregik, ifølge forskellige samtidige kilders udsagn, udsagn der i filmen er mere eller mindre modstridende, specielt hvad angår hans død: Blev han faktisk myrdet eller levede han op til rollen og skød sig selv.
  Meget tyder i virkeligheden på - som det også fremgår af filmen - at det første er korrekt. Og at det man har troet siden 1891 - at han begik selvmord, er forkert.
  Og det er en relativt aktuel kontrovers om netop det spørgsmål som er motoren i filmen - dens gennemgående plot.
   Om kontroversen fortæller Wikipedia:
In 2011, authors Steven Naifeh and Gregory White Smith published a biography, Van Gogh: The Life, in which they challenged the conventional account of the artist's death. 
   In the book, Naifeh and Smith argue that it was unlikely for van Gogh to have killed himself, noting the upbeat disposition of the paintings he created immediately preceding his death; furthermore, in private correspondence, van Gogh described suicide as sinful and immoral
   The authors also question how van Gogh could have traveled the mile-long distance between the wheat field and the inn after sustaining the fatal stomach wound, how van Gogh could have obtained a gun despite his well-known mental health problems, and why van Gogh's painting gear was never found by the police.
   Naifeh and Smith developed an alternative hypothesis in which van Gogh did not commit suicide, but rather was a possible victim of manslaughter or foul play.
   Naifeh and Smith point out that the bullet entered van Gogh's abdomen at an oblique angle, not straight as might be expected from a suicide. 
   They claim that van Gogh knew the boys who may have shot him, one of whom was in the habit of wearing a cowboy suit, and had gone drinking with them.
Hele den samlede historie om van Goghs død og hvad der gik forud, har et selvstændigt opslag i Wikipedia:
Her et link til en artikel om selve forsker-konflikten hvoraf fremgår den grundlæggende uenighed om hvordan van Gogh døde:
I filmen er der to fortællespor med hver sit selvstændige 'van Gogh-udtryk':
- Dels et 'aktuelt' fremadskridende spor i farver hvor vi følger Armand Roulin i gul jakke og sort bredskygget hat (som van Gogh i sin tid portrætterede i tre forskellige malerier), på hans jagt efter sandhenden om (omstændighederne ved) van Goghs død, en jagt som vi følger gennem 'Roulin' møder og interviews med nogle af de mennesker som omgikkes maleren de sidste måneder før han omkom; og altså mennesker som van Gogh selv har portrætteret i et eller flere malerier i årene inden.


- Og dels et tilbageskuende spor, som i en række sort-hvide  flash-back-scener levendegør en serie af vigtige episoder i kunstnerens tidligere liv.


Hele den historie kunne jo fortælles som en regulær biopic-spillefilm med instruerede udklædte skuespillere i billedet og et fremadløbende traditionelt 'whodunnit'-plot.
   Og det er faktisk også hvad filmens polske instruktør (Dorota Kobiela) og produktionsgruppen har gjort, men kun som et første skridt hen imod den animerede film.
   Derefter er alle de 65.000 frames som udgør filmen, nemlig kopieret i et håndmalet oliemaleri af kunstnere som har mimet van Goghs karakteristiske flimrende postimpressionistiske malestil i den periode. Og disse frames er så klippet sammen til en for så vidt gammeldags animationsfilm med en varighed på 1 time og 35 minutter.
   Se her filmens trailer:


Det der er enestående i filmen her, er at det fremadskridende spor i filmen er animeret i levende billeder der som udtryk har van Goghs stil i de billeder han malede i sine seneste år, og billeder der som indhold har en række af de motiver som disse 'sene' billeder har: portrætter, interiører, landskaber, city-scapes, med andre ord de billeder vi alle kan genkende når vi ser dem: som ikoniske van Gogh-mesterværker.
   Flash back-scenerne i sort-hvide-billeder lægger sig i stil, nuancer og streg tæt op af van Goghs tidligere malerier og tegninger som er mørke, grove og dystre i udtrykket.
   Et godt indtryk af den bagvedliggende arbejdsproces kan man få her:


Mere er det faktisk svært for mig at fortælle i ord om filmen. 
   Men en dybtgående indsigt i historien og i arbejdsprocessen, kan man se og læse på filmens egen fyldig hjemmeside.
Don't tell, show: 
   Her er en række van Gogh-portrætter som er animeret i filmen og som først er fremstillet af skuespillere udklædt og sminket som figurerne i malerierne:

Oprindeligt portræt i midten; til venstre: skuespiller udklædt og sminket;
til højre: det billede som danner udgangspunkt
for de animerede sekvenser i filmen med den figur
Til venstre: originalt van Gogh-selvportræt
Til højre: Skuespiller udklædt efter selvportrættet
Til venstre: Udklædt og sminket skuespiller efter originalt van Gogh-maleri
Til højre:  Mimet maleri som danner udgangspunkt
for animerede scener med figuren i filmen
I midten: Van Goghs originale portrætmaleri
Til venstre: Udklædt og maskeret skuespiller efter originalen
Til højre: Mimet maleri som danner udgangspunkt
for animerede scener med den figur i filmen
Til venstre: Udklædt og sminket skuespiller efter originalt van Gogh-maleri
Til højre:  Mimet maleri som danner udgangspunkt
for animerede scener med figuren i filmen

Og sådan kunne jeg blive ved. Men stopper indlægget her.
   Vil man ind og se filmen 'Loving Vincent' som stadig går i nogle biografer, eller hvis man senere vil købe DVD'en med danske undertekster, så har jeg hermed forsøgt at give nogle verbale og visuelle nøgler til en fordybet oplevelse af filmen.
   God fornøjelse!


torsdag den 12. april 2018

Musik stimulerer hjernen - og andre historier om hvordan kreative aktiviteter smitter af på hvad man ellers er god til



Jeg er ikke specielt musikalsk. Men heller ikke det modsatte.
   Her snakker jeg om at udøve musik. Ikke om at lytte og nyde det man hører, som for mig er en helt anden historie.
 
I Folkeskolen i 50'erne sang jeg morgensang i klassen, og lærte mig - højst modvilligt - salmevers som vi sang i religionstimerne.
   I mit barndomshjem betød musik ikke så meget. Men min mor hørte indimellem plader med klassisk musik.

Senere - i mellemskolen og det første år i gymnasiet fik musik større betydning,
   Der var faktisk fælles morgensang hver dag for hele skolen på Christianshavns gymnasium, tror jeg jeg husker.
   Og jeg gik fx flere år og fik undervisning i blokfløjte. Og nød det faktisk.
   Også et eller to år - omkring 4. mellem - gik jeg til guitar-undervisning. Og lærte mig en bluesrundgang og lidt mere. Jeg sang også til de melodier jeg lærte. Og jeg fik ad veje jeg ikke husker fat i en afrikansk tromme som jeg også spillede på on and of.
   Mit år som 'foreign exchange student' i USA 1961-62 blev faktisk også præget af musik-udøvelse.
   Da de fag jeg fulgt og det jeg lærte på Hendrick Hudson High School ikke var meritterende i forhold til min tre danske gymnasieår, så var der frit slag.
   Så jeg gik til to musik-fag det år. Dels et kursus i 'barber-shop'-sang med 5 andre amerikanske drenge. Og dels et kursus i korsang for et stort kor der til jul skulle slutte med en fælles-korsang af et eller andet jule-oratorium hvor en lang række skoler slog sig sammen om en kæmpe  jule-kor-koncert.

I den amerikanske familie som jeg var søn hos et år, spillede den midterste søn (som vel har været 3 år yngre end mig) på Cello, og øvede dagligt i en time eller to i hjemmet. Og hver lørdag kørte faderen ham ind til undervisning på den højt ansete Juliard Music School i New York.

Min amerikanske familie havde også et helt regulært sort flygel stående til fri afbenyttelse i en af stuerne. Jeg husker ikke om andre i familien brugte det, eller brugte det til at øve sig.
   Men jeg gjorde det. Om ikke hver dag, så dog flere gange om ugen, sad jeg og improviserede klaverspil på dette smukke og velklingende flygel. Uden at have fået nogen som helst undervisning i det.
   Og ingen tvivl om det: Jeg nød det. Og at ingen i familien forholdt sig kritisk vurderende til den musik - de lyde - der kom ud af improvisationerne.


Da jeg kom hjem fra USA genoptog jeg blokfløjteriet, og i et par år eller tre improviserede jeg på mine blokfløjter på i princippet samme måde som på flyglet i min USA-familie.
   Og så var det slut med mig som udøvende ud i musikken.

Hvorfor nu denne lange historie om min erfaringer med at udøve musik - down memory lane?

Jeg læser en kort nyhedsartikel i Politikens Kultursektion 2. april med overskriften:
Ny forskning: Musikundervisning gør børn mere lærenemme
Underrubrikken:
Billedkunst er fint, men vil man for alvor forbedre sine børns evner i skolen, er det musik, der skal til.
Når artiklen fanger min interesse, er det ikke blot fordi det naturligvis er relevant for et af de spor jeg i min umætteligt nysgerrige søgen har fulgt her på blokken: Spørgsmålet om sammenhængen mellem kreativ praksis på den ene side og det der foregår i hjernen på den anden.
   Men også fordi jeg altid har været - urimeligt - lærenem - ikke mht. årstal og navne og gloser og hvordan ord staves, men når det gælder om at forstå hvordan ting, ideer, forhold og fænomener hænger sammen sådan mere overordnet.
   Dette på trods af det handicap at jeg har været ordblind (og ansigtsblind) uden at være klar over det indtil jeg kom langt op i årene.

Hvad siger forskningen så mere præcist. Jeg citerer fra den engelske artikel fra Pacific Standard som referer samme forskning som Politiken, men mere uddybende:
Researchers followed 147 Dutch schoolchildren—half of whom took supplemental music-education classes, along with their regular curriculum—for two-plus years, beginning at age six.
Den anden halvdel blev delt i to: en gruppe som bare blev undervist helt noramlt, og en gruppe som modtog specialundervisning i udøvelse af "kunst". 
   "Children who received music lessons showed improved language-based reasoning, and the ability to plan, organize and complete tasks, as well as improved academic achievement," lead author Artur Jaschke of VU University of Amsterdam said in announcing the findings. "This suggests that the cognitive skills developed during music lessons can influence children's cognitive abilities in completely unrelated subjects, leading to overall improved academic performance."
   (...)
   The weekly music lessons were one to two hours long, and were incorporated into the kids' regular school day. Instructors used a structured, carefully designed curriculum that began by introducing "melody, meter and rhythm," before moving on to a combination of music theory classes and practical lessons on instruments chosen by the children themselves.
   (...)
   "The results show that children following structured music lessons perform better on tasks measuring verbal IQ, planning, and inhibition" compared to the other two groups, the researchers write
Der indgik ikke hjernescanning af deltagerne i det her forsøg, så forskerne refererer til andre lignende undersøgelser hvor det er foregået, forsøg der viser at systematisk musiktræning og udøvelse, øger det der kaldes "connectivity" mellem forskellige dele af hjernen. Populært sagt: Der bliver lettere og flere forbindelsesveje i nervebanerne mellem forskellige dele af hjernen:
While noting that this study did not involve brain scans, the researchers allude to previous work that's found music practice, over time, increases connectivity between different parts of the brain.
    "As a byproduct (of music lessons), overlapping prefrontal cortex structures associated with inhibition and planning also improve," they write, arguing this is the likely catalyst for the music students' superior test scores.
Resultatet af forsøget viste også at den kontrol-gruppe som havde fået intensiv ekstra-undervisning i tegning//maling/modellering, ikke havde oplevet den brede all-over-effekt på andre dele af hjernens funktion som den musik-udøvende gruppe. Den havde "kun" opnået forbedringer i forhold til de hjerneaktiviteter i højre hjernehalvdel som var specifikt knyttet til de  øgede visuelle og rumlige aktiviteter.

For nogle år siden læste jeg om undersøgelser der viste at selve det at udøve musik, var noget der primært hang sammen med hjerneaktivitet i områder i den højre hjernehalvdel, men at hvis musikudøveren havde lært noder og spillede efter noder, så var der også stor aktivitet i områder i venstre hjernehalvdel.
   Og det er faktisk hvad nyere forskning også viser: Corpus callosum, det tykke bundt af nervefibre der forbinder de to hjernehalvdel, det er hos musikere simpelt hen større end hos ikke-musikudøvende:
Brains scans have been able to identify the difference in brain structure between musicians and non-musicians. Most notably, the corpus callosum, a massive bundle of nerve fibres connecting the two sides of the brain, is larger in musicians. Also, the areas involving movement, hearing, and visuospatial abilities appear to be larger in professional keyboard players.
   Initially, these studies couldn't determine if these differences were caused by musical training of if anatomical differences predispose some to become musicians. Ultimately, longitudinal studies showed that children who do 14 months of musical training displayed more powerful structural and functional brain changes.
   These studies prove that learning a musical instrument increases grey matter volume in various brain regions, It also strengthens the long-range connections between them. Additional research shows that musical training can enhance verbal memory, spatial reasoning, and literacy skills.
Artiklen lister også en række andre punkter op som fortæller hvad musikudøvelse kan gøre af godt for hjernen hos dem spiller et instrument:
1. Strengthens bonds with others. This shouldn't be surprising. Think about your favorite band. They can only make a record when they have contact, coordination, and cooperation with each other.
2. Strengthens memory and reading skills. The Auditory Neuroscience Laboratory at Northwestern University states that this is because music and reading are related via common neural and cognitive mechanisms.
3. Playing music makes you happy. McMaster University discovered that babies who took interactive music classes displayed better early communication skills. They also smiled more.
4. Musicians can process multiple things at once. As mentioned above, this is because playing music forces you to process multiple senses at once. This can lead superior multisensory skills.
5. Musical increases blood flow in your brain. Studies have found that short bursts of musical training increase the blood flow to the left hemisphere of the brain. That can be helpful when you need a burst of energy. Skip the energy drink and jam for 30 minutes.
6. Music helps the brain recover. Motor control improved in everyday activities with stroke patients.
7. Music reduces stress and depression. A study of cancer patients found that listening and playing music reduced anxiety. Another study revealed that music therapy lowered levels of depression and anxiety.
8. Musical training strengthens the brain's' executive function. Executive function covers critical tasks like processing and retaining information, controlling behavior, making, and problem-solving. If strengthened, you can boost your ability to live. Musical training can improve and strengthen executive functioning in both children and adults.
And, wrap-up, check out this awesome short animation from TED-Ed on how playing an instrument benefits your brain.

Den her slags forskning, kan være helt konkret relevant i forhold til den danske diskussion om de for lange skoledage som var et diskutabelt resultat af den folkeskolereform som blev gennemført i 2014:
I en ny bog argumenterer hjerneforsker Kjeld Fredens for, at eleverne ville lære langt mere, hvis de praktiske og kunstneriske elementer fik større vægt i skolen.
   Man kunne rask væk både forkorte skoledagen og bruge flere timer på musik, bevægelse og håndværk. Og samtidig ville eleverne lære mere.
   Sådan lyder påstanden fra Kjeld Fredens, der er netop har udgivet bogen ’Læring med kroppen forrest’, hvor han med udgangspunkt i den nyeste hjerneforskning argumenterer for, at børn lærer mere og bedre, hvis kroppen er involveret i læringen.
   »Helt forenklet sagt, så skal man gribe noget, før man kan begribe det,« lyder det fra Kjeld Fredens, som er læge, hjerneforsker og foredragsholder og har udgivet en række bøger om hjernen.
   Hans bog udkommer netop, som politikerne på Christiansborg drøfter, hvordan de praktiske elementer i skolen kan blive styrket, så skolen ikke kun byder på succesoplevelser for de bogligt stærke elever. Skolen skal både appellere til de kloge hoveder og de kloge hænder, lyder det i debatten.

https://ed.ted.com/lessons/how-playing-an-instrument-benefits-your-brain-anita-collins
https://www.musical-u.com/learn/9-ways-learning-an-instrument-strengthens-your-brain/
https://www.inc.com/john-rampton/the-benefits-of-playing-music-help-your-brain-more.html
https://psmag.com/education/music-lessons-boost-kids-cognitive-skills 
https://politiken.dk/kultur/art6409829/Musikundervisning-g%C3%B8r-b%C3%B8rn-mere-l%C3%A6renemm
https://skoleliv.dk/nyheder/art6357114/Vi-beh%C3%B8ver-ikke-den-lange-skoledag-hvis-vi-satser-mere-p%C3%A5-kunst-og-bev%C3%A6gelse

tirsdag den 27. marts 2018

Akvarelmaleriets mysterier (72) - ned til hundene og andre historier

Jeg har tidligere flere gange skrevet om at det er en stimulerende udfordring at få bestillinger på akvareller fra familie, venner og bekendte - med et udpeget motiv.
   Simpelt hen fordi der dels indgår en social forpligtelse (så min træthed eller ugidelighed ikke sejrer), og dels fordi jeg samtidig får en udfordring til at prøve at male et motiv i akvarel som jeg ikke umiddelbart ellers ville være tændt på - endsige have kastet mig ud i.

Med akvarel er det tit sådan (som jeg lærte af de japanske træsnitkunstnere) at det at tegne/male bestemte motiver for en stor del består af 'professionelle tricks', som så, når man først har lært at beherske dem, så gør at så sidder billedet lige i skabet, som man siger.
   Det er det som bl.a. kendtegner manga-stilen som kendes fra japanske tegneserier og tegnefilm, og som oprindelig - blandt andre - er blevet udviklet af den japanske træsnitkunstner Hokusai så tidligt som i første halvdel af 1800-tallet:
Manga is said to originate from scrolls dating back to the 12th and 13th centuries. During the Edo period (1603-1867), another book of drawings, Toba Ehon, embedded the concept of manga.[6] The word first came into common usage in the late 18th century[7] with the publication of such works as Santō Kyōden's picturebook Shiji no yukikai (1798),[8][9] and in the early 19th century with such works as Aikawa Minwa's Manga hyakujo (1814) and the celebrated Hokusai Manga books (1814–1834) containing assorted drawings from the sketchbooks of the famous ukiyo-e artist Hokusai who lived from 1760–1849.[10] Rakuten Kitazawa (1876–1955) first used the word "manga" in the modern sense.[11]
Det er naturligvis overdrevet - vel lidt af en provokation - at skrive  sådan om sin 'kunst' - at man udnytter 'professionelle tricks'. Men der er noget om snakken.
   Fx nu min egen seneste serie med ugler som motiv: Mange af de akvareller malede jeg i en lidt sjusket første udgave (for simpelt hen at overkomme en 'maleblokering'), og så: Ja, så malede jeg en anden udgave som jeg som regel var ret tilfreds med. Ved simpelt hen at genbruge de "tricks" som var lykkedes i første udgaven.
   Og i flere tilfælde skulle jeg så male en kopi af sådan en vellykket ugle-akvarel. Og lykkes det (og det gjorde det som regel), så viser det på en måde også det rigtige i iagttagelsen af betydningen af 'professionelle tricks'.

Men i sidste omgang af bestillingsopgaver har ønsket stået på 'hunde' som motiv, altså hunde som ejeren gerne ville have portrætteret i akvarel.

Vi starter med Renés skotske foxterrier, en hunderace alle kender. Den har knaldsort pels, er langhåret - så langhåret at pelsen mere eller mindre dækker benene.
   Her er akvarellen med Renés hund som motiv - malet ud fra et reference-foto han gav mig:


Jeg har det ret fint med det.
   Det er svært at male 'blød langhåret pels' og især når farven er sort.
   Har dog planer om flere akvareller af sorte langhårde skotske terriere. Ved at der kommer bestillinger på den samme hund, men i sne-omgivelser.

Her er så to akvareller hvor motivet er Kims (min kreative frisørs) hvidpelsede High Westland Terrier. Den lyder navnet Oscar - den første akvarel med et ungdomsfoto som referencebillede, det andet som den ser ud i dag:


Det bliver endnu en gang demonstreret at hvidt er godt for akvarelmotiver. Og jeg er meget tilfreds med begge billeder.

Det er ikke første gang jeg maler hunde som bestillingsopgave.
   Gina som er gift med min bonussøn, havde længe ønsket sig en akvarel med deres nyeste schæfer Ballou som motiv. 
   Jeg havde også flere gange forsøgt at finde et foto af Ballou som ville egne sig som referencefoto. Men jeg fandt ikke rigtig et jeg syntes kunne være sjovt at male.
   Men bingo, så var det der: et billede hvor man ser Ballou nysgerrigt kigge på en nyankommen killing der kigger ud af hullet i en flyttekasse:


Ret vellykket, synes jeg stadig.
   Udfordringen var Ballous stride sort-brunt chancerende pels. Men jeg udnyttede at jeg kunne give pelsen struktur med en indledende gummimaskering der hvor den skulle være lysere striber.

Og så kommer jeg i tanker om tre tidligere hunde-akvareller med gravhunde som motiv som jeg har malet, dem her:


Det specielle ved dem er at de alle er malet med andre akvareller af gravhunde  som referencebilleder, billeder som jeg har fundet på nettet. 
   Her har jeg altså nærmest forsøgt at kopiere forbillederne - helt eller delvist.
 
Jeg var sådan set ret tilfreds med dem alle tre. Og de lå vel, som jeg husker det,  ganske tæt op af referencebillederne. 
   Fidusen ved mange akvareller er jo at man ved at iagttage dem analytisk, stort set kan se hvordan maleprocessen er forgået - trin for trin.
   I det med den brune gravhund der kigger op, har jeg prøvet at markere nogle konturlinjer med en tynd hvid streg. Det fungerer fint, og et "tricks" jeg kunne finde på at genbruge i andre sammenhænge.
   Og i billedet med de tre gravhunde ved havet, har jeg inkopieret to ekstra hunde som ikke var med i referencebilledet. Det var nemt og virkede godt, syntes jeg - fordi det stimulerer fantasien: Tre - uden snor - ser ud over havet! Og hvad gør de der, og hvad kigger de efter?
   Det som jeg vælger i den tredje akvarel - at male gravhunden i en blå farve, snarere end en sort-grå, virker forfriskende - lidt ligesom det kendte maleri fra den tyske fauvisme med en blå hest som motiv.
   Forbilledet er også malet i blå nuancer.

Når jeg gerne ville prøve at udfordrer mig selv med nogle gravhunde-akvareller var der en dobbelt anledning:
   Dels er gravhunden fruens yndlingshund og har været det altid.
   Og dels havde min modelbyggerven drejet sin gravhundemodel af affaldstræ - med Kay Boyesens kendte figur i teaktræ som forbillede:



Og for så lige at vende tilbage til den skotske fox terrier. 
   Findes der mon ikke en manga-instruktionstegning for sådan en?
   Jo, naturligvis:

https://www.dragoart.com/tuts/15146/1/1/how-to-draw-a-scottie,-scottish-terrier.htm
Egentlig ville jeg gerne have nået at male endnu en sort skotsk foxterrier mere, og kopien af konturerne har jeg lavet.
   Men så tog trætheden over.