Om selvværd, kreativitet og negative skoleerfaringer

Hvad har personligt selvværd med kreativitet at gøre? Det spørgsmål prøver jeg at grave lidt i - i dette indlæg.

'Serendipitet' betyder 'det heldige tilfælde eller sammentræf'. Eller defineret i en narrativ version som jeg holder meget af: 

"Du søger en nål i en høstak - og kommer ud med bondens dejlige datter".

Sådan er det tit,  har jeg oplevet med skriverierne her på blokken: Når jeg har skrevet om et eller andet emne eller tema, så får jeg med det samme øje på tekster eller begivenheder i mine umiddelbare omgivelser som også har med det emne at gøre. Og så er det om at komme op på hesten igen.

   Forklaringen er selvfølgelig at det at bruge tid og kræfter til at skrive om noget, booster opmærksomheden så 'noget lignende' bliver lettere at få øje på.

Det foregående indlæg drejede sig om betydningen af negative skoleerfaringer for den kreative personlighed, med afsæt i et interview i Politiken med multikunstneren Anders Morgenthaler, som jeg selv oplever dagligt udfolde sig i en tegneserie på bagsiden af første sektion i Politiken, tegnet og udtænkt sammen med makkeren Mikael Wulff under det fælles forfatternavn 'Wulffmorgenthaler'.

   I interviewet sagde Morgenthaler:

»Jeg var sådan et barn, der kun mødte nederlag i min skoletid. Jeg er ord- og talsvag. Jeg kan ikke læse et telefonnummer fra ende til anden uden at sætte en finger over nogle af tallene, fordi talrækken forvirrer mig«.

   »I børnehaveklassen troede de, at jeg var autist. Jeg forstod ikke rammen. Jeg opbyggede en alternativ virkelighed, hvor jeg sad og legede. I 5. klasse kom jeg i specialklassen. Jeg blev en taber. Det er et stempel, som holder for evigt. Det er bare ikke til at forstå, hvis man ikke har prøvet at være en taber. Jeg kan se, at det for mange børn ikke har ændret sig i dag. Nogle børn forstår slet ikke, hvad skolen er. De leger bare. Når de så bliver tvunget til at høre efter og sætte sig ned, kommer de til at opleve en modstand mod læring«.

Morgenthaler vil starte en lilleskole med denne motivation som bærende ide:

"Vi prøver på vores skole i stedet at opbygge barnets selvværd og selvtillid til at kunne klare sig ud fra de givne værdier, det selv sætter sig for er de rigtige."

Selv om det kun bruges en enkelt gang i interviewet, så er det ordet 'selvværd' der er kernen og omdrejningspunktet. 

Selvværd

Mange års skolegang hvor man ikke får bekræftet, men tværtimod får undergravet og nedbrudt sit selvværd, kan være fatalt for kvaliteten af ens voksenliv og  måden at forvalte sine evner og kompetencer på. Altså skabe 'tabere'. Det er essensen i det Morgenthaler fortæller.

Men hvad betyder 'selvværd' ifølge Den Danske Ordbog:

oplevelse af eget værd som menneske

Det engelske ord 'selfesteem' som betyder det samme, får denne udbyggede definition i Wikipedia:

In sociology and psychology, self-esteem reflects a person's overall subjective emotional evaluation of his or her own worth. It is a judgment of oneself as well as an attitude toward the self.

Så idag støder jeg - selvfølgelig! - på en kronik i selvsamme avis under den ret skræmmende - og ihvertfald ikke særligt indbydende titel:

Posttraumatisk uddannelsesstres

Men da jeg godt kan afkode enkeltordene, vækker koblingen af dem min nysgerrighed, især forbindelsen af 'uddannelse' og 'stress', som jeg ikke husker at have set før (hvad google kan bekræfte)

   Forfatteren hedder Frej Prahl og er psykologistuderende som er igang med at skrive speciale. Så mit gæt er inden jeg går igang med læsning, at Frej Prahl nok øver sig på sin argumentation i det kommende speciale - eller at han har fundet ud af noget som han vil ud i offentligheden med mens det endnu er friskt i bevidstheden og ingen andre kan nå at lukrere på tankegangen inden udgivelsen. 

Manchetten angiver at det Prahl har fundet ud af, indebærer en kritik af en af samfundets virkelig tunge institutioner - den medicinske psykiatri:

Psykiatrien overser, at mange unge med ADHD har traumatiske oplevelser med i rygsækken fra deres uddannelsesforløb

Prahls grundsynspunkt er at fx de mange børn der bliver diagnosticeret med ADHD i skolen, og får behandlet deres mentale særhed med medicin ordineret af psykiatere, at de - trods denne behandling - i årene efter kan være blevet regulært post-traumatiseret af de oplevelser af trusler på selvværdet som de har fået gennem skolegangen på grund de negative reaktioner på deres ADHD.

  Prahl parallelliserer disse elvers oplevelser med at det at have været i krig, kan give en del af de soldater der vender hjem lidelsen PTSD - 'postraumatisk stress disorder'. Han tager afsæt i en case 'Morten' som er 35 år og som i sit voksenliv har haft store sociale og psykiske problemer, men nu er i en håndværker-uddannelse:

Morten fortæller mig, at han ofte vågner om natten badet i sved, fordi oplevelsen af at være en fiasko i klasselokalet endnu en gang har hjemsøgt ham. Morten fortæller mig yderligere, at når han ser en hestevogn fuld af studenter, vender det hele sig i ham. Han får lyst til at forsvinde.

   Vi begynder at snakke om Mortens forløb på mureruddannelsen, hvor han endelig oplevede at mestre noget. Her var hans selvværd ikke i fare. Men i samme øjeblik, skoleforløbet på samme uddannelse startede, slog det klik for ham, og han løb ud af klasselokalet. Han var blevet placeret i nogle omgivelser, som i betænkelig grad mindede ham om tidligere truende situationer, og som heldigvis udløste hans forsvar: flugt.

   Han udviste præcis den samme reaktion som traumatiserede soldater, der vender hjem fra krig: En soldat fortæller, hvordan han dukker sig, hver gang han ser en kornmark. Kornmarken minder ham om en situation, hvor han og hans deling måtte skyde fjender på klos hold. For soldaten er det en kornmark, der er den udløsende faktor. For Morten en hestevogn med studenter eller et klasselokale med bøger. Mortens reaktion, hvor han løber væk fra klasselokalet, er en forståelig og på kort sigt hensigtsmæssig forsvarsstrategi. Det er en flugt fra det, der truer hans duelighed.

Og senere uddyber Prahl sin case, Hvis skolesystemet og det psykiatriske system, nøjes med at give piller til at berolige ADHD-børn med, såå er der er stor risiko for en varig traumatisk skade som senere i livet kan ivalidere ligesom krigserfaringerne kan ivalidere de tidligre soldater i krig:

Sådanne erfaringer kan ikke kun bekæmpes medicinsk. Trusler mod selvværdet har det med at føre til en dyb følelse af skam: »Jeg er uduelig«. Skam må altid bekæmpes relationelt, fordi skammen opstår i relation til andre mennesker. Skammen er altid en skam over en selv i forhold til andre.

   Morten oplevede sig uduelig over for sine forældre, underviserne og de andre elever. 

Jeg synes Frej Prahl udtrykker sig forbilledligt klart her. Og generaliserer sin case udmærket:  

I løbet af min tid som frivillig på en produktionsskole har jeg mødt rigtig mange unge som Morten. Unge med diagnoser. ADHD fortrinsvis. Unge, for hvem folkeskolen var én lang påmindelse om, hvor værdiløse de var. De var dygtige med hænderne, men magtede ikke det boglige og det akademiske. Time efter time fem dage om ugen oplevede de sig dumme og utilstrækkelige. Det er en længerevarende tung belastning for selvværdet, som for de fleste munder ud i en traumatisk belastningsreaktion.

   Disse unge flakker ofte rundt i uddannelsessystemet. De gør alt, hvad de kan, for at undgå situationer, der minder om traumet (jf. kernesymptomet i PTSD-lidelsen), altså uddannelsesforløb, der involverer alt det, de ikke dur til.

Prahls logiske og fornuftige løsningsforslag går ud på at der - også - bør være fagligt indhold og rammer i skolen som genetablerer en undervisning der ligner mesterlæren når den er bedst, og som gør det muligt i praksis at opleve og få genetableret sit personlige selvværd gennem praktisk orienterede manuelle fag. 

De har brug for en hjælp, der modsvarer alvoren af deres situation. De har brug for at deltage i sammenhænge, hvor de kan få genoprettet deres selvværd og deres dybeste fornemmelse af betydning. Men det har vi ikke forstået. Måske fordi vi ikke vil anerkende, hvor voldsomme menneskelige konsekvenser der er forbundet med en folkeskole, som er én lang løbebane mod en akademisk karriere, og som på ingen måde tilgodeser håndværkeren, mureren, smeden eller stilladsarbejderen. De klassiske mesterlæreforløb findes ikke længere. Uanset hvor man ender, ender man på en skolebænk.

Jeg mindes et eksempel på en grafitti som jeg tit viste på PowePoint-slides når jeg afholdt efteruddannelseskurser for journalister:

DET HJÆLPER IKKE AT FLYGTE, DER ER SKOLER OVER ALT 

Årsagen var at jeg havde erfaring for at mange journalister, specielt af den lidt ældre skole, sad med frustrationer og blokeringer i forhold til formel undervisning, et negativt beredskab som de havde med i baggagen fra deres skoletid. Og med grafittiteksten ønskede  jeg at afspænde og afdramatisere situationen med humor og ironi inden jeg gik i gang - for alvor.

Men hvad har alt det her med kreativitet at gøre? 

   Min hypotese er at mange børn hvis egentlige duelighedsområde er at kunne udfolde og udvikle sig inden for kreative felter som musik, sang, tegning, maling, modellering, dans, skuespil poesi, historiefortælling, etc. at de i et almindeligt skolesystem er i risikozonen for tilsvarende mentalt belastende oplevelser som Mortens. 

  En lang række af de særligt kreative personligheder hvis barndom og ungdom jeg har beskrevet i indlæg her på bloggen, henviser til negative skoleerfaring som har truet dem og ramt dem på det selvværd som er en nødvendig forudsætning for at de kunne udfolde sin kreativitet. 

   Ofte beskriver de det sådan at deres kreative evner kun blev bevaret og udviklet, fordi de havde et meget selvværdstimulerende hjemmemiljø, eller undervejs mødte en værdsættende mentor, eller på et relativt tidligt tidspunkt kom på en form for kunstskole.

  En karakteristisk metafor for hvad det er der foregår i disse selvværdstimulerende forhold, er vigtigheden af "AT BLIVE SET!" 

  I mit tidligere indlæg om digteren Yahya Hassans vej til at blive digter (frem for forbryder) beskriver jeg netop det fænomen:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.html

I beskrivelserne af den særligt kreative personlighed (se hele listen i foregående indlæg) indgår et par punkter som er relevante her:

• Er selvsikker og stolt, men samtidig ofte ydmyg og naget af tvivl om eget selvværd.
• Er gennemgående meget kritisk over for sig selv og andre, men også meget sårbar over for kritik fra andre.

Mange særligt kreative personer lider i perioder under oplevelsen af lavt selvværd, og det kan føre til angst for at optræde på en scene, til skrive- og male-blokeringer, mv. Uden at have statistik på det, er jeg overbevist om at der er en sammenhæng her.

   Men hvis man som barn og ung får mulighed for at udfolde sig på et felt hvor man har gode evner, så får man dermed også mulighed for at komme i den særlige og selvforglemmende mentale tilstand man i kreativitetpsykologien (Mihaly Csikszentmihalyi)  kalder for "flow", en tilstand som indebærer at man jævnligt får aktiveret og stimuleret hjernens såkaldte belønningssystem. Og det kan naturligvis ikke undgå at booste det selvværd som ofte er relativt lavt (jfr. punkterne ovenfor)

Forskningen kan konstatere at der er en positiv sammenhæng mellem relativt højt selvværd og kreativitet, men hvad der er årsag og hvad virkning, kan den ikke sige noget om. 

   Her et enkelt "abstract" til dokumentation ('divergent thinking' er et fagligt synonym for 'kreativ tænkning'):

The purpose of this study was to explore the relationship between divergent thinking and self-esteem in age groups across the adult life-span. A total of 218 subjects ranging in age from 18 to 84 years responded to a personal data inventory, a self-esteem measure, and a taped auditory free-response exercise in divergent thinking. Scores were obtained for fluency, flexibility, and originality of thought, and for self-esteem. Self-esteem significantly predicts divergent thinking across age groups; age does not account for a significant amount of the variance in divergent thinking scores.

http://www.karger.com/Article/Abstract/272654

Her et blogindlæg med en række citater og eksempler der dokumenterer at mange kreative mennesker i perioder har haft problemer med deres selvværd, i en grad så selv stor offentlig succes ikke har kunnet overdøve og mane tvivlen om eget værd i jorden.

http://blogs.psychcentral.com/creative-mind/2010/12/creative-but-insecure/

I god amerikansk stil, slutter indlægget med et afsnit med denne rubrik:

So how do we counteract unhealthy self esteem?

Der er også henvisning til andre opbyggelige kilder angående selvværd, som man kan følge op på. 

Her er et link til kronikken af Frej Prahl:

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2770994/posttraumatisk-uddannelsesstress/

Og her et link til det foregående indlæg med referencer til Anders Morgenthaler og hans selvværdstruende skoleerfaringer:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/07/fruen-var-igang-med-at-lse.html