Når casen bliver "jeg" i en journalistisk fortælling...

Finder i dagens Politiken et usædvanligt eksempel på en fortælling i 1. person - hvor fortæller-jeg´et ikke er journalistens, men hovedpersonen i fortællingen.

   Rubrikken er "En danskers flugt fra Syrien". Underrubrikken lyder: "Maria Boll, 27-årig studerende, var i Syrien som koordinator for Mellemfolkeligt Samvirkes Next Stop-rejser. Her er hendes beretning om flugten til Jordan.

Når jeg lægger særligt mærke til den artikel, så er det blandt andet fordi jeg har været specialevejleder for en gruppe studerende som ville eksperimenterer med fortællende journalistik - vel at mærke fortalt i jeg-form af hovedpersonen i fortællingen.
   Det interessante var at de var stødt på "dogmet" om at et stykke fortællende journalistik skal skrives i 3. person, med journalisten selv som den udenforstående anonyme fortæller. Men hvorfor egentlig det? - undrede de sig over.

   De kunne opregne flere fordele ved at skrive journalistiske fortællinger i jeg-form: større personligt nærvær, mindre fortællerdistance.

   De havde så fundet ud af at hvis man gik til radiomediet, så var der forbilleder at hente i radio-montagen som ofte kunne være formet som en fortællermonolog, stykket sammen af interviewsekvenser hvor spørgsmålene fra tilrettelæggeren var klippet ud.

   De fandt også ligheder mellem deres journalistrolle ved en 1. personfortælling og så ghostwriter-rollen fx i selvbiografier i jeg-form.

Det var efter min mening en interessant problemstilling de studerende var rendt ind. En problemstilling som blandt andet understregede hvor vandtætte skodder der altid har været mellem skreven journalistik og journalistik i radio  og tv. For i de to elektroniske medier har en personlige gennemgående jeg-fortæller som hovedperson jo været noget velkendt og hyppigt brugt i mange, mange år - som en nærmest main-stream dokumentarisk fortælleform; mens de studerende jo kunne konstatere at muligheden stort set ikke var nævnt - endsige beskrevet i den nyere faglitteratur om den narrative jouranlistik. Et fortæller-jeg i skrevne journalistisk fortællinger var altid i faglitteraturen journalistens eget "jeg".

Men her fandt jeg så pludselig et eksempel i dagens avis på det de studerend havde skrevet om og selv eksperimenteret med.

   Fortællingen indledes sådan her - et anslag der skaber spænding og fremdrift:

Tror du vi kommer levende herfra?

   Min veninde kigger op fra sit skjul i bunden af bilen. Jeg stirrer ud i den blå himmel, som er det eneste, jeg kan se fra bunden af bilen. Jeg kan høre skudregn få kilometer væk, opg chaufføren rukker sig længere ned i sædet. Spørgsmålet bliver hængende ubesvaret i luften.

   De sidste 12 dage har jeg opholdt mig  i Syrien og oplevet, hvordan det arabiske forår for alvor har sat ind. Stemningen er spændt, der er meget militær, og man får følelsen af stilhed før stormen. Nu vil jeg ud af Syrien, og derfor sidder jeg krøllet sammen i en kavet stilling i bunden af en taxa fra Damskus til Amman.

Fortællingens dramatiske midterafsnit er formuleret sådan her:

Vores medpassagerer - et britisk par - råber "get down", og min veninde klemmer min hånd hårdt. Foran os kommer en lasbil kørende i vores spor på motorvejen. Lastbilen blinker vildt med lyset og vinker os tilbage. Vi har knapt drejet om om på motorvejen før vores chauffør drejer ud på en mark og kører 'off road'. Vi ligger stadig i bunden af bilen og kan høre skuddene nærme sig. Vores off road-vej ender blindt, og vores eneste mulighed er at vende om og køre tilbage mod skuddene - benzinmåleren er begyndt at blinke.

Det er fortællingens point of no return, for de kommer trods alt videre mod Jordan, selv om de her var ved at vende om.

   Og sådan klimakser historien - med en happy end:

Kampvogne og soldater i vejsiderne er klar til at rykke ind. Vi har set hundredvis af desperate frihedssøgende syrere i øjnen og hørt alt for mange skudsalver.

   Ved grænsen tjekker de vores kameraer,og alt, hvad der ikke passer på grænsevagtens billede af Syrien, bliver slettet. Da vi endlig kører ind i Jordan som de få heldige, får tårerne frit løb.

Man bemærker at historien er fortalt i dramatiserende nutid.

Fortællingen virker ikke bare som en mundtlig øjenvidneskildring skrevet ned af en journalist. Den virker bearbejdet så opbygningen faktisk følger en berettermodels spændingskurve. Om Maria Boll Jensen har fået hjælp af en journalist, fremgår ikke.

   Men det fungerer fint, og virker friskt. Kreativt tænkt og udført.