Kreativt sprog er i princippet sprog som er grænseoverskridende i en eller anden forstand. Det ligger i definitionen af kreativitet - evnen til at forbinde forhold, emner, problemstillinger som logisk set eller praktisk talt ikke har noget med hinanden at gør.
Tager man den definition for pålydende, så er brugen af metonymer i sprogbrugen ikke udtryk for kreativitet, men for sproglig økonomi. For det metonyme udtryk og den helhed dette udtryk "står (i stedet) for", tilhører jo samme begrebsverden.
Tager man den definition for pålydende, så er brugen af metonymer i sprogbrugen ikke udtryk for kreativitet, men for sproglig økonomi. For det metonyme udtryk og den helhed dette udtryk "står (i stedet) for", tilhører jo samme begrebsverden.
Lakoff og Johnson har i deres bog Metaphors We Live By et kapitel om metonymer hvor de opstiller en liste over forskellige relationer som et X (metonymet) kan have i forhold til det det står for: Y (target). Fx.
- Ansigt for person: Vi har brug for nogle nye ansigter her på kontoret
- Forfatter for værk: Jeg har Herman Bang stående på den nederste hylde
- Institution for medarbejder: Politiken udeblev fra ministerens pressekonference
- Kropsdel for person: Flyt så din røv! /Vi trænger til nyt blod på holdet
- Instrument for bruger: Førsteviolinen er syg i dag
- Sted for institution: Christiansborg holder sommerferie/Banker i panik i dag
- Dato for begivenhed: Den 4. maj fejres ved stearinlys i vinduerne
- Den kontrollerende for den handling han kontrollerere: Nixon har bombet Hanoi/Hitler tabte slaget
- Farve for fodboldhold: De rød-hvide vandt kampen
- Bord for gæst: Bord nummer 7 har ikke betalt
- Dyr for pels: Her hænger minken, rævene er hængt på lager
- Nummer for soldat: 44 og 67 - trææd aff!
De to forfattere fremhæver at der er klare ligheder mellem metaforens funktion og metonymets funktion, ved at de begge fremhæver særlige egenskaber ved det M-udtrykket står i stedet for.
Ved at skrive at "Nixon bombede Hanoi", og ikke at "det amerikanske luftvåben bombede Hanoi", fremhæver man et særligt ansvarsforhold mellem personen Nixon og bombningen af Hanoi. Og ved at sige at "førsteviolinen er syg i dag", og ikke at "Nielsen er syg i dag", understreger man hvad det specielt er ved Nielsens sygdom der er et problem, nemlig at hans plads i orkestret ikke kan udfyldes; hvordan han i øvrigt måtte have det bekymrer vi os ikke om.
Ved at skrive at "Nixon bombede Hanoi", og ikke at "det amerikanske luftvåben bombede Hanoi", fremhæver man et særligt ansvarsforhold mellem personen Nixon og bombningen af Hanoi. Og ved at sige at "førsteviolinen er syg i dag", og ikke at "Nielsen er syg i dag", understreger man hvad det specielt er ved Nielsens sygdom der er et problem, nemlig at hans plads i orkestret ikke kan udfyldes; hvordan han i øvrigt måtte have det bekymrer vi os ikke om.
På et hospital udgør metonymforholdet - diagnose for patient - en så fast bestanddel af sprogbrugen hos personalet at det udgør en ideologisk frame: "aparatfejlsmodellen": Blindtarmen havde feber igår/Hoften på stue 7 mangler at få taget sin temperatur/Den brækkede arm kan udskrives i morgen.
Både brug af metaforer og af metonymer indebærer altså en form for framing som udvælger, fremhæver og fokuserer på særlige egenskaber ved det som er "target" i begge operationer.
Men alligevel kan man vel sige at de eksempler som er nævnt ovenfor, ikke virker eller fremtræder særligt "kreative". Der er klart tale om udtryksøkonomi, men er der også fantasi på færde?
Her kan vi så inddrage det mantra som alle journalister opdrages med: "Don´t tell it, show it".
Fidusen ved det - som er fælles for en masse kreativt sprog - er at fantasien arbejder med det fraværende. Et metonym hvor del står for helhed, betyder at fantasien kan arbejde med og lege med med den "helhed" som ikke er kommet til udtryk, og som jo på en måde er "undertrykt" gennem den metonymiske operation.
Fidusen ved det - som er fælles for en masse kreativt sprog - er at fantasien arbejder med det fraværende. Et metonym hvor del står for helhed, betyder at fantasien kan arbejde med og lege med med den "helhed" som ikke er kommet til udtryk, og som jo på en måde er "undertrykt" gennem den metonymiske operation.
Det er et af argumenterne for radioens særlige kvaliteter som fortællende medie (reportage, montage, radiodramatik) at det er gennemført metonymisk, idet lydene som vi hører i radioen, står for den virkelighed som vi ikke kan se, men som producerer de lyde der høres, og som vi må "nøjes med" at fantasere os til.
Pointen bliver meget tydelig når vi går til levende billed-fortællinger som film og tv. Her er alle enige om at nærbilleder og billeder set fra uvante synsvinkler øger oplevelsesstyrken og -intensiteten, fordi vores bevidsthed ikke kan lade være med at være optaget af det der ligger uden for billedrammen, og som vi ikke kan se; eller fordi den uvante synsvinkel frem hæver sider ved motivet som vi er uvant med at se eller forholde os til.
Tilsvarende med ironi og andre former for undertekst, hvor det der stimulerer, er det at vi ud fra det der siges, skal gætte på eller fantasere over det uudsagte som er det der menes.
Dermed får vi metonymi koblet sammen med det fænomen som jeg tidligere har brugt blogindlæg på, nemlig kreative restriktioner, som betegner den slags begrænsninger der kan stimulere kunstnere. På modtager- og publikumsiden kan metonymiske udtryk fungerer på samme måde.
Er der tale om konceptuel blending?
Ja, på samme måde som med ironi: Ét konceptuelt rum hvori "delen" udtrykkes, og et andet konceptuelt rum hvori den "helhed" befinder sig som er "erstattet" af "delen" i formuleringen.
En uudtalte mental "operator" som er bestemt af kontekst og kultur, sørger så for at der i det konceptuelle outputrum - "the blend" - sker koblingen mellem det udtalte (delen) og det uudtalte (helheden).
Der er klart tale om det teorien kalder "blending".
