Skriveblokeringer, latente hæmninger - og 'tvungen' interaktion mellem forskellige moduler i hjernen - også kaldet synæstesi

Latente hæmninger er det videnskabelige begreb for dette at vores hjerne hæmmer, begrænser og sorterer ud i de overvældende mange sanseindtryk vi hele tiden bombarderes med fra omverdenen - og fra vores eget indre fysiologiske meldesystem.

   Latente hæmninger kan være stærkere eller svagere. Og forskningsresultater tyder på at svækkede latente hæmninger er forbundet med relativt høj kreativitet. Og omvendt at fx skriveblokeringer er udtryk for forøget latent hæmning.

   Forklaringen på sammenhængen mellem latent hæmning med kreativitet: Hvis man lader flere indtryk slippe indenfor i hjernens kognitive maskineri, så er der større chance for at man får informationer som man ikke forventede eller kunne forudse.
   Formindsket latent hæmning.

   Skriveblokeringer er udtryk for at der slet ikke eller kun begrænset er hul igennem fra de centrer der skal producere tanker og ideer som input til skriverierne, og så selve akten at skrive.
   Forøget og for stærk latent hæmning.

Når nogle forfattere skriver bedst efter indtagelse af alkohol, så det fordi det påvirker dopaminproduktionen opad.

   Og forøget dopaminproduktion menes at medfører reduceret latent hæmning.
   Også andre stoffer der påvirker dopamin-produktionen, kan forstærke eller svække hjernens mentale på tværs-bomme

Relativt høj intelligens ser ud til at være en forudsætning for at de relativt flere indtryk som kommer inden for opmærsomhedsfeltet som er et resultat af reduceret latent hæmning, at de mentalt og kognitivt nemmere lader sig integrere i eksisterende forestillinger.  

   Her er sammenfattet en teori for denne sammenhæng:

The Frontotemporal and Dopaminergic Theory of Idea Generation, A. Flaherty:

   The temporal and frontal lobes interact: temporal lobe inhibition and/or frontal lobe disinhibition favor increased flow of ideas. Conversely, frontal lobe inhibition is common to depression and subsequent writer's block. Secondly, dopamine in the mesolimbic region of the brain mediates drive and goal-directed activity. Greater creative drive correlates better with creative output than skill.

Latent hæmning er ikke bare et forhold mellem ydre sanseindtryk og hjernens modtage- og afkodningsapparat. Det er også noget der er indbygget internt i hjernens neurale forbindelser mellem dens forskellige centrer og moduler, sådan at der ikke sker forstyrrende spontan lækage af information mellem moduler og centrer. 

   Og de forskellige former for synæstesi er altså delvis genetisk bestemte "cross modal-interaction" mellem forskellige sensoriske modaliteter: farve, smag, lyd, lugt m.v. Den normale indbyggede hæmning mellem fx sprogcentrene og farvecentrene i hjernen er så svækket at der er "hul" igennem. Når sprogcentreret i hjernen er aktivt bliver farvecentret også aktiveret.

Skriveblokeringer har jeg skrevet om før. Og derfor spidsede jeg ører  da min gode ven kom med nogle henkastede bemærkninger om det. Han havde en passant antydet at han havde forskellige sproglige og talmæssig 'ritualer' for at komme igang (igen) med at skrive.
   Jeg bad ham så pr mail uddybe hvad det var for nogen. Svaret kommer her:

Hvad angår mine tilbøjeligheder i forhold til den skriftlige formidling, så kommer det udtryk i forskellige former for selv-indbildte systemer. Altså, at jeg i afhandlingen skrev samtlige afsnit med brug af 9 linier, hverken mere eller mindre. At der var tre hoveddele, der hver især var struktureret med samme underliggende under-afsnit.

   Det kommer også til udtryk i mange af mine senere artikler, hvor jeg opererer med ens-artede H´er eller P´er. Eksempelvis "håndværk, holdninger og historie", "Produktion, publikation og Perception". Eller "preferences, principles and practices". Eller "Transportation, transmission and translation". Og igen, i mange af disse artikler (og andre) skriver jeg ofte med en særlig formmæssig systematik i forhold til dispositionen (tre hovedafsnit, tre underafsnit eller lignende).

   Jeg ved, at det kan lyde som kokketteri, men det er normalt ikke noget, jeg taler højt om – selvom der selvfølgelig er kolleger, som går og griner lidt af netop den slags ting hver gang, der kommer en ny model med nye allitterationer eller lignenende – og jeg må bare være ærlig at skrive, at det virker for mig. Forstået på den måde, at det gør det lettere for mig at skrive og afslutte artikler, bogkapitler eller lignende.

I et interview andet steds fortæller min ven at han har et særligt næsten tvangsmæssigt forhold til tidspunkter og tal. Nogle tal og tilsvarende tidspunkter er særligt gode, siger han i interviewet.

Normalt står jeg op kl. 5.24. Jeg ved godt at det lyder psykotisk, men jeg har noget særligt med minuttal. Eksempelvis giver 6.34 eller eller 6.49 mening og virker særlig godt. Fire-, ni- og to-taller, de er gode.

En slags mental talmagi, får man indtryk af. 

   Just hjemkommet fra Burma, virker det velkendt. De Burmesiske generaler er berygtede for deres overtro, herunder tro på at bestemte tal og tværsummer af tal, er lykkebringende - eller er et værn mod ulykker. Se:

http://www.lowyinterpreter.org/post/2009/10/22/Burmas-superstitious-leaders.aspx

Min ven der hører til kategorien særligt kreative personligheder, og hvis mentale set up ligger langt fra de burmesiske generalers, kalder disse sine mentale krumspring og fixeringer på tal og bogstavrim for "selvindbildte" og "psykotiske" i interviewet. 

    Psykose har de naturligvis ikke noget at gøre med. Og hvorfor "selvindbildte"?
   Begge formuleringer er nok blot et udtryk for at han er lidt flov og loren ved at have det sådan med tal, og ved at fortælle om det til andre.

   Og jeg tænker at noget af det kender jeg fra mig selv, og noget af det har jeg faktisk skrevet om og researchet på. Jeg tænker at man må kunne perspektivere det med nogle af de ting jeg har læst om den seneste tid.

   Her følger uddrag af mit svar - med en del revisioner, forkortelser og udvidelser:

Kære Ven.

   Jeg er for øjeblikket i gang med at læse Oliver Sacks bog 'Musicophilia. Tales of  Music and the Brain'. Ordet 'musicophilia' er vist nok Sacks egen opfindelse og må oversættes til 'musik-lidenskab' - eller 'besathed af musik'. 

   Bogen ligner og ligger i forlængelse af de to andre jeg har læst af ham - med case-beskrivelser inden for en række problemstillinger og diagnoser der forbinder neurologi og musik: 'The Mind´s Eye' og 'The Man Who Mistook His Wife for a Hat and Other Clinical Tales '

Oliver Sacks er altså god. Blandt andet omtaler han fænomenet synæstesi som jeg selv har skrevet om tidligere; her hos Sacks især med fokus på hvordan nogle synæstetikere automatisk og tvunget forbinder musik (noder, musikstykker, tonarter) med farver - eller med smage. 

   Og da bogen er en revideret udgave i forhold til den første der kom 2007, så har han en masse reaktioner fra læsere med - som lange indskud eller fodnoter.

   Der er fx en fodnote på s. 188 hvor en respondent svarer på et spørgsmål fra Sacks om hvorvidt hendes synæstesi påvirkede hendes læsning og skrivning:

"She said that she was perhaps af slow reader because of the varied colors of letters ande words, this allows her to "savor" (=nyde) words in a special way, a way unavailable to ordinary people. She is fond of special words because of their color (greens are especially to her liking), and she feels this may incline her subconsciously to use them in her writing."

Det er præcis sådan fruen har det. Og min teori som jeg luftede i et blogindlæg for mere end et år siden, var den at hvis man skulle 'se en farvefilm' samtidig med at man læste ordene, så ville det bremse læsehastigheden. 

   Jeg fik så for ikke så længe siden en kommentar fra en læserinde på bloggen - en yngre akademiker som fortalte at præcis sådan havde hun det også. Hun troede bare hun var "mærkelig" på den måde. Og at det var en befrielse for hende at få at vide at sådan havde andre synæstetikere det også.

Denne lange smøre fordi jeg klart kan se koblinger mellem de teknikker du beskriver, og så det Oliver Sacks ellers skriver mht. til musik. 

   Han fortæller at folk som har afasi som rammer venstre hjernehalvdels sprogcenter, og som derfor ikke kan tale, at de kan lære at tale igen ved at synge det de vil sige. Ved at sætte melodi til ord, eller ved at synge allerede velkendte sange, så kan man altså snyde afasiens hæmning eller blokering af sprogscentrene. 

   Den terapeutiske teknik blev i øvrigt illustreret i forhold til stamning i den glimrende film "The King´s Speach' som vandt Oscar for et par år siden, og som jeg også skrev om den gang.

For mig er pointen så den at musik - ligesom sprogets intonation, melodi og tryk - er noget der primært 'processeres' i højre hjernehalvdel. Det samme gælder metaforforstålsen og vittigheder mv. - også når der er tale om verbale metaforer. 

   Højre hjernehalvdel er også i musiksammenhæng den dominerende, selvom musikere der har lært at læse noder og kan spille efter dem, aktiverer begge hjernehalvdele. Og i sprogsammhæng er det den hjernehalvdel der kobler ord og fænomener sammen som ellers ikke logisk har noget med hinanden at gøre.

Et af de spørgsmål jeg havde liggende i baghovedet (eller hvor det nu har ligget) da jeg begyndte på bloggen for snart 3 år siden, var hvorfor og hvordan rim virker. Det er jo i princippet noget der helt er frigjort fra det semantiske indholdet i versene, eller - hvis det er bogstavrim - i fraserne. 

   Altså ligesom musik hvor der ikke er nogen logisk - men måske nok emotionel - sammenhæng mellem melodi og sang.

En af de umiddelbare forklaringer som jeg læste, er at rim og rytmiske versefødder er mnemotekniske "devices" som gør det muligt - og lettere - at huske lange digte til genfortælling som Iliaden og Odysseen. 

   Og i lyset af terminologien i Foers bog "Moonwalk With Einstein", så er rim og rytmer som strukturerende for en tekst, noget der fungerer som en slags musikalsk-lydlige 'hukommelsespaladser' der gør at man kan huske store mængder tekst når først man aktiverer melodien og rytmen og rimene som de "klæber til" i flertallets bevidsthed. 

   Wikipedia:

A mnemonic (pron.: /nəˈmɒnɨk/,[1] with a silent "m"), or mnemonic device, is any learning technique that aids information retention. Mnemonics aim to translate information into a form that the human brain can retain better than its original form. Even the process of applying this conversion might already aid the transfer of information to long-term memory. Commonly encountered mnemonics are often for lists and in auditory form, such as short poems, acronyms, or memorable phrases, but mnemonics can also be for other types of information and in visual or kinesthetic forms. Their use is based on the observation that the human mind more easily remembers spatial, personal, surprising, physical, sexual, humorous, or otherwise 'relatable' information, rather than more abstract or impersonal forms of information.

Det er klart at det der sker når man laver (bogstav)rim, er at man får aktiveret den del af hjernen som "processerer" både musik og metaforer, nemlig den højre, og den er meget bedre til at huske og visualisere end den venstre. 

   Så umiddelbart tror jeg at når det virker lettende, smørende eller befriende for dig at bruge bogstavrim i titler på noget du vil skrive, så er det for at svække den latente hæmning i venstre hjernehalvdels sprogcenter, og det sker ved at smide en del af sprogproduktionen og tænkningen - den mere kreative - over i den højre hjernehalvdels "musikprocessor" hvor der kan associeres frit og rumligt - ikke bare lineært. Og hvor den latente hæmning er mindre.

Man kan også skyde det ind under fænomenet 'kreative restriktioner' som vi jo ved er mentale bånd og begrænsninger der paradoksalt nok virker "befriende" netop fordi grænser giver overblik og reducerer kompleksiteten.
   Ligesom "kreativ vrede" kan gøre det - og det er højre hjernehalvdel der har den mest uhæmmede adgang til det limbiske systems følelsesproduktion.

   I forbindelse med rim, fungerer restriktionen på den måde at tvangen til rim, presser hjernen til at søge efter og finde "fjerne" ord og udtryk som ellers ikke ville være første-valg til at udtrykke netop den ide eller det tema.

Jeg har selv haft en noget lignende teknik for at komme igang med at skrive: Når jeg skulle skrive artikler til akademiske målgrupper, så fandt jeg først på "sjove" eller "dumme" titler som "setup" - og så kom "alvoren" først i underubrikkens "payoff".

   Eksemplet jeg har mest present, er fra da jeg skulle bidrage til bogen "Historiefortælling" med en artikel om 'plot' og dets betydning i fortællinger - og det var rigtig længe siden jeg havde skrevet "akademisk" til en "universitær" målgruppe - så var arbejdstitlen: "Plot-plotterot-plot-plirum-plot".     

   Artiklen endte så med at få titlen "Når plottet driver værket" - som jo også er en metaforisk vits. 

   Først i undertitlen fik den akademiske alvor lov til at komme til udtryk: "Om plottets betydning i gode historier, gode film og gode tv-programmer." 

   Også min først udgivne selvstændige bog havde meget fået en munter metaforisk titel: "Skriv sundere" - den var henvendt til sygeplejersker!

En anden teknik jeg har brugt til at komme lettere igang med at skrive, er simpelt hen at begynde med "jeg". Så kører det hele nemmere - talesprogstonen letter på alvoren. 

    Endvidere vælger jeg af samme grund at lade de første paragraffer i artiklen være personlige erindringshistorier - hentet frem fra den episodiske hukommelse som forbinder begge hjernehalvdeles processer - i modsætning til den semantiske hukommelse som er venstre hjernhalvdels-forankret. 

   Det gælder også i plot-artiklen hvor jeg refererer til oplevelser fra min studietid og egen læsning af krimier i de første afsnit.

   Og så tager jeg ofte også en tidligere tekst frem jeg har skrevet og genlæser nogle afsnit af. For at berolige mig selv, har jeg tænkt. Men her i Oliver Sacks og musiksammenhængen tror jeg også det er for at få en "sprogtone" - sprogstil - slået an, som jeg ved er produktiv.

På en måde ligner det jo villede synæstetiske eller metaforiske mentale operationer, operationer hvor man bevidst kobler noget svært, fjernet, abstrakt og upersonligt sammen med noget personligt, nært og konkret - sprogligt set. Det personlige, konkrete, rimede giver hjernen en genvej - en kognitiv optik og kobling - til det i bogstavelig forstand uhåndgribelige og luftigt abstrakte. 

   Man kan også sige der er tale om en form for konceptuel blending - at udtryk og associationer fra en mental verden kobles med et indhold fra en anden.

På samme måde tror jeg det er med dine 'talmagiske' operationer omkring 3-tallet. Dels er det klart en form for kreativ restriktion du pålægger dig selv, og dels er tal og vores talforståelse også noget der delvist foregår via højre hjernehalvdel fordi tal har en rumlig dimension, som tal i en talrække på en linje.

   Fruen som prototype på et højre-hjernehalvdels-domineret menneske, fortæller at hun var god til regning og simpel geometri de første skoleår, men da det blev til matematik (som kræver venstre hjernehalvdelstænkning og -logik) i de højere klasser, så stod hun (=hendes højre hjernehalvdel) af.

   
Men jeg er blevet nysgerrig her: Hvordan er det egentlig med tal-synæstesi?

   Ja, det viser sig faktisk at der er en diagnosticeret en synæstesi-kobling mellem tal og former:

   Wikipedia fortæller om 'Number form synesthesia':

A number form is a mental map of numbers, which automatically and involuntarily appears whenever someone who experiences number-forms thinks of numbers. Number forms were first documented and named by Francis Galton in "The Visions of Sane Persons". 

A number form from one of Francis Galton's subjects.
Note how the first 12 digits correspond to a clock face.

Later research has identified them as a type of synesthesia. In particular, it has been suggested that number-forms are a result of "cross-activation" between regions of the parietal lobe that are involved in numerical cognition and spatial cognition. 

Note this example's upside-down clock face.

In addition to its interest as a form of synesthesia, researchers in numerical cognition have begun to explore this form of synesthesia for the insights that it may provide into the neural mechanisms of numerical-spatial associations present unconsciously in everyone.

Også det som i litteraturen stilistik kategoriseres som 'personifikation', modsvares neurologisk af en form for synæstesi hvor tal, bogstaver, dage- og månedsnavne - og genstande/objekter automatisk kobles sammen med personlighed og personlige egenskaber.
   Wikipedia:

Ordinal-linguistic personification (OLP, or personification for short) is a form of synesthesia in which ordered sequences, such as ordinal numbers, days, months and letters are associated with personalities. Although this form of synesthesia was documented as early as the 1890s modern research has, until recently, paid little attention to this form.

Jeg har tidligere her på bloggen været inde på at H.C.Andersen nok - måske - var synæstetiker, og at ideerne til nogle af de mange eventyr som personificerer legetøj og andre livløse ting, kunne komme derfra. 

   Det, synes jeg, underbygges af dette citat fra Wikipedia-artiklen: 

For example, one synesthete says, "T’s are generally crabbed, ungenerous creatures. U is a soulless sort of thing. 4 is honest, but… 3 I cannot trust… 9 is dark, a gentleman, tall and graceful, but politic under his suavity." Likewise, Cytowic's subject MT says, "I [is] a bit of a worrier at times, although easy-going; J [is] male; appearing jocular, but with strength of character; K [is] female; quiet, responsible....". 

   For some people in addition to numbers and other ordinal sequences, objects are sometimes imbued with a sense of personality. Recent research has begun to show that alphanumeric personification co-varies with other forms of synesthesia, and is consistent and automatic, as required to be considered a form of synesthesia.

Man kan også sige at 3-tallet er det der kendetegner de magiske "devices" i eventyr: tre gåder, tre brødre, tre opgaver, etc. Men grundlæggende er det også en slags rim - bare tal-rim. Jeg tror simpelt hen det beroliger at tænke i 3-taller, og det sker ved at tal-systematikken mentalt set kommunikerer "orden" - og dermed påvirker dopaminsystemet så dopaminet øges, og denne øgning virker sådan det svækker hjernens latente hæmningsmekanismer. Se:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/03/hj-iq-smelter-kaos-om-til-kreativitet.html

I næsten al den klassiske litteratur kan man finde skjulte talsystemer. Men også i moderne systemdigtning. Inger Christensen er berømt for at bruge sådanne systemer. Også Per Højholt. 

For en del år siden var der en kendt litteraturmand, Jens Juhl Jensen, som jævnligt skrev artikler i Information hvor han afslørede hvor centrale disse systemer - primtal og multipla af primtal - var for strukturen i den klassiske digtning. 

   Jeg har fundet hans hjemmeside, og jeg tror du virkelig vil synes det er sjovt: 

http://www.jjjcph.dk/

Se også:    

http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Stilistik,_retorik_og_metrik/metrik

Og fra et citat når man googler på talsystemer i litteraturen - her får man både tal og bogstavrim i et greb:

"Thrice to thine and thrice to mine and thrice again to make up nine." Många gudar är tregestaltade (Oden, Vile och Ve, Hög, Jämnhög och Tredje etc.) Oden kallas ibland den andre, syftande på hans demoniska sida som Drugadrottir och Hangadrottir. Tre är den gudomliga aspekten, tre gånger tre är nio och två gånger nio är arton. Den artonde runan (enligt utharken) är eo, hästrunan, syftande på Yggdrazil, som betyder Yggs häst. Ygg är ett av Odens många namn. att man säger "det var som sjutton" istället för arton kan ha sin förklaring i att man "inte ska tala om trollen".

Jeg har læst portrætinterviewet med dig, og der fortæller du at nogle bestemte tal " virker særlig godt" og at fire-, ni-, og to-taller "er gode". 

   Du skulle vel ikke være en tal-synæstetiker? 

   Hvad mener du med at de er "gode". Smager de godt, lugter de godt, føles de godt, har de nogle gode farver, eller forbindes de med lydlige harmonier?

Hvis du er tal-synæstetiker, så kan det være relevant at henvise til at Oliver Sacks også beskriver at flere synæstetikere direkte refererer til at de bruger deres synæstetiske associationer som mnemotekniske hjælpforanstaltninger. De kan ikke huske en melodi, men så kan de huske den er blå, og så går de i mappen "blå melodier" og kan finde den.

   Jeg konsulterer lige fruen: Hun har også "gode tal" - 3 (som er grøn), 5 (som er rød), 9 (som er lys blågrå). Hendes mors navn var Signe - og det var gult (S er gul) og i-et er nærmest pink. O er orange. Hun er født 1939 og det indeholder både 3 og 9 - det sidste endda 2 gange.

Og så lige endnu et  par bemærkninger om synæstesi. 

   Der er kommet en ny morgensvømmer i min lokale svømmehal som er pensioneret litteraturlærer på vores lokale seminarium. Og han havde så læst mit blogindlæg om H.C. Andersens 'Tællelyset' hvor jeg også omtaler synæstesi - men altså som en litterær stilistisk kategori. Det synes han var sjovt - men kendte det ikke som et neurologisk fænomen.
   Men dagen efter citerede han fra julesangens verslinje der siger: "hvor der lugter brunt og brændt". Hvordan kan noget "lugte brunt"? Når den ulogiske sensoriske metafor glider ned ubremset - skyldes det naturligvis netop bogstavrimet "brunt og brændt".

Endelig kan jeg nævne forfatteren og litteraturforskeren Hanne Marie Svendsen, som er gift med dokumentarinstruktøren Poul Martinsens chef i Danmarks Radio gennem 20 år, Verner Svendsen. Hun er ord-farve-synæstetiker, viser det sig.

   Hanne Marie Svendsen blev udspurgt om sit forhold til ord i klummen "Ord fra" i Politikens bogtillæg lørdag den 26. januar.

Giv et eksempel på et smukt ord. 
"Jeg hører og ser ord i farver, og ordene er smukke, når farverne harmonerer. Som barn forelskede jeg mig i ordet 'rosmarin'. Det var gådefuldt og spillede i dejlige kulører Og jeg blev vred, da min mor fortalte mig, at rosmarin bare var en krydderurt, der kunne bruges i farsretter."
Giv et eksempel på et grimt ord.
"Ord som 'knæk' og 'bræk' har for mig en grim levret farve. Og så er det jo løgnagtige ord, der prøver at bilde os ind, at der er noget positivt forbundet med dem: 'Udlændingeservice', 'fritstillet'."
Ord, der maner døsige, dovne billeder frem.
"'Bølgeskvulp'. 'Tusmørke'."

Klummen slutter med at Hanne Marie Svendsen "forærer" Politikens læsere et ord "som de kan smage på og tænke over og bruge efter lyst og behov." Om Hanne Marie Svendsen også er ord-smag-synæstetiker fremgår ikke. Det kan være et rent villet sprogligt retorisk greb at sige at ord 'smager'.

   Det ord hun forærer til læserne er 'bølge'. "Mennesket er kun skum på toppen af bølgen, som forfatteren Georg Büchner siger," begrunder hun det med.

   "Bølgernes skum" er også så titlen på hendes nyeste roman. Jeg kommer straks til at tænke på Hokusais  berømte træsnit med titlen "Bølgen" som jeg har haft hængende på væggen i mange år:

Og ganske rigtigt. Det træsnit er brugt som omslagsbillede på Hanne Marie Svendsen nysudkomne roman:

Den roman handler blandt andet om en forfatter der har lider af skriveblokering af slags. På den førstes side i romanen skriver hun:

Jeg har ikke kunnet skrive i mange måneder. Måske har jeg svært ved at finde noget som er værd at skrive, at sætte i ord, holde ud fra mig, sådan som man gør, når man presser det sammen i et tegn. Et bilede fuld af nuancer, ordene ikke kan rumme. En lyd, men der er altid flere lyde samme; også i stilheden er der lyde som presser sig mod ørerne. En lugt - for nogle år siden mistede jeg delvis lugtesansen, men jeg kan huske lugtene, de er der stadig i mine drømme. Vådt græs, duften fra den flaske parfume,der blev slået i stykker på et toilet og gjorde mig svimmel af erindring.

   Serendipitet.