Bordtennis, hjernen og kreativiteten

En artikel i Information før jul (20/12) satte gang i nogle erindringer. Rubrikken var et citat fra artiklens brødtekst:

'Der kan ligefrem være en form for ekstase over det'

Artiklen der er skrevet af Rasmus Bo Sørensen, handler om effekterne - de positive - på hjernen - af at spille bordtennis.

   Underrubrikken lyder:

I århundreder har filosoffer og forskere været optændt af ideen om at forbedre hjernens kapacitet. Nu har en gryende videnskabelig interesse for et 150 års gammelt boldspil kastet en ny teori af sig. Den siger, at man kan blive klogere af at spille bordtennis. Men klogere på hvad?

Artiklens case er en studerende i engelsk og kommunikation, Zoran Lekovic, som efter eget udsagn som voksen 'spillede sig ud af en depression', og som offentligt i forskellige medier har gjort sig til talsmand for bordtennissportens helende effekt på hjernen.

Jeg har tidligere skrevet om hvordan fx kunst på væggene i sygehuse og musik af Mozart angiveligt kan være helende for helbredet og stimulere hjernen - fx dens kreative funktioner.

   Nyere hjerneforskning tyder på at en lang række forskellige fysiske og mentale aktiviteter kan udløse en coctail af hjernestimulerende hormoner - neurotrasmittere kaldet - som 'booster' hjernen og som giver udøverne en oplevelse af glæde og velvære.

   Der sker det at hjernen derigennem får lettere ved at 'få hul igennem' og skabe koblinger mellem neuroner i forskellige centrer i hjernen. Og det er godt - også for kreativiteten.

   Det handler om at komme i den tilstand som kreativitetsforskerne kalder "flow" - og som på daglig-engelsk har fået tilnavnet 'high': 'runners high', 'writers high', helpers  high', 'painters high' m.fl.

   Det er en 'selvforglemmende tilstand' - bevidstheden om tid og sted tåger ud når man er i den - indtil målet er nået.

   Jeg har selv oplevet tilstandene 'writers high' og 'painters high' når jeg har skrevet mine fagbøger - og i de senere år når jeg har malet akvarel. 

   Og også når jeg skriver (nogle af) mine blogindlæg. Det er nok den inderste forklaring på at jeg bliver ved: 'writers high'.
   Jeg tror også at man med rimelighed og fagligt funderet på tilsvarende måde kan tale om 'the ping-pong high'.

Bordtennis har været den eneste (sammen med svømning) sportslige aktivitet jeg  - on and off - har dyrket siden jeg var 8-10 år  og helt op til midten af 90-erne. Ikke konstant og uafbrudt, men jævnligt. Og i privat regi - ikke i klub.

   Selv om jeg altid har være 'kropsdoven', har jeg i min barndom og ungdom dog periodevis drevet andre former for idrætslige aktiviteter: fodbold, skiløb, badminton. Men stabil har jeg aldrig været.

   Bordtennis spillede jeg i min barndom med kammerater på spiseborde der var nogenlunde store. Siden udgjorde en finerplade i de rigtige mål den bane vi spillede på.

   I USA hvor jeg var 'foreign exchange student' i et år (1961-62) hos en kreativ og varm familie, var det rum jeg havde fået som mit værelse i familiens hus så stort at der var god spilleplads til et grønt bordtennisbord i de rigtige  mål og med et net i de rigtige proportioner. Og i det år spillede min ældste amerikansk 'bror 'Jimmy og jeg jævnligt ping-pong der om aftenen.
   Det nød jeg - også fordi jeg ikke ellers var aktiv sportsudøver det år.

Jimmy, 17 år

Peter, 18 år

Artiklen i Information er lidt tungen ud ad vinduet. Forskellige autoriteter citeres, forskellige forskere interviewes, og det man kan blive enige om, er at både bordtennis og andre former for krævende fysisk aktivitet stimulerer hippocampus og kan bidrage til at der skabes helt nye hjerneceller i den del af hjernen.

   Hippocampus er afgørende for etablering og opbevaring af erindringer, og mere generelt for hjernens hukommelsesfunktion. Den er også afgørende for vores rumlige hukommelse og orienteringsene.

 

Jørgen Leth som har skrevet 'Sportsdigte' (1967), har fortalt om "både mentale, sanselige og æstetiske dimensioner af bordtennissporten", fortæller artiklen. Og følger op med et citat:

»Bordtennis kræver en helt utrolig stærk tilstedeværelse i hvert eneste sekund« siger Jørgen Leth. »Der er ingen rolige punkter i bordtennis, ligesom der er i fodbold og cykelløb og i tennis, som også er et langt mindre intensivt spil. Man kan ikke slappe af. Alting er hele tiden på det absolut yderste.«

En hjerneforsker Troels W. Kjær hører til de mere skeptiske, men fremhæver dog de kvaliteter alle hjerneforskere kan blive enige om:

»Der er meget godt at sige om bordtennis, for det er et spil, der aktiverer en lang række områder i din hjerne på samme tid. Du skal både bruge din langtidshukommelse, din koncentrationsevne, din nær- og fjernsansning, din reaktionsevne, din strategiske tænkning, din motor planning og din syns- og høresans,« siger han.

Det jeg selv husker fra da jeg selv spillede bordtennis jævnligt, var at jeg var meget fascineret af at spillet simpelt hen foregik stort set ubevidst - simpelt hen fordi det gik så hurtigt.

   Jeg spillede rimeligt godt, og det var et stående mysterium for mig hvordan det kunne lade sig gøre at spille rimeligt godt udelukkende på en ubevidst 'intuition' - uden for bevidsthedens og den bevidste tænknings domæne og kontrol. Og uden at nogen havde trænet med mig eller fortalte mig hvordan jeg skulle tænke for at vinde.

Hvor hurtigt spillet går, har artiklens journalist også fundet forskningsmæssigt belæg for:

I en professionel bordtennisduel kommer bolden i gennemsnit over nettet med en hastighed på 100 km/t fra et udgangspunkt blot tre meter væk. Det giver hver spiller et kvart sekund til at reagere. Det vil sige et kvart sekund til at fortolke modstanderens kropssprog – hans håndled, hans albue, hans hofte og hans skuldre.

   Et kvart sekund til at registrere boldens bane gennem luften – dens fart, dens højde, dens vinkel og dens skru. Et kvart sekund til at udtænke et passende modtræk – en forhånd, en baghånd, et angreb eller et forsvar? Og et kvart sekund til selv at komme i stilling – til selv at finde sin position, gennemføre sit eget slag og sende bolden retur over nettet. Et kvart sekund. I alt.

Her en af flere YouTube videoer der fortæller historien om hvor godt bordtennis er for hjernen:

Med til historien om betydningen af fysisk aktivitet hører at jeg omkring 1996 tog mig sammen til at begyndte at svømme hvor morgen i den lokale svømmehal. Som kropslig aktivitet i sammenligning med bordtennis stort set i den modsatte ende af spektret: roligt og regelmæssigt - i hvert fald for mit vedkommende.
   Og da jeg først kom ind i vanen, så blev jeg - og er stadig - mentalt og fysisk afhængig. Jeg har det nu sådan at hvis jeg ikke får afviklet min morgensvømning (500 - 750 m pr. morgen, 700-1000 svømmetag), så har jeg det simpelt hen dårligt - en slags abstinenser - resten af dagen.

   Og fruen fulgte heldigvis trop med morgensvømningen.

   

Ud over det rent fysisk at komme igang hver dag, så virker morgensvømningen på mig som en form for meditation, noget jeg tidligere jævnligt har skrevet om - og selv dagligt praktiseret siden 1976  (retning: TM = Transcendental Meditation).

   Nu er det sådan at når fruen og jeg af og til diskuterer om vi måske skulle flytte til en anden by, så er det første spørgsmål der skal afklares, dette: Er der en svømmehal med mulighed for morgensvømning hver dag?

   Hvis ikke, så er den by på forhånd udelukket.

Jeg har så lige  søgt på danske hjemmesider om noget der var skrevet klart og tydeligt og fagligt funderet, om betydningen af fysisk aktivitet for hjernens funktion.

   Det følgende citat er et godt bud - fra en konsulenthjemmeside "Aktivitetspiloterne" - der er front for to universitetsuddannede kandidater fra Institut for idræt og ernæring:

Når man er fysisk aktiv, vil pulsen stige, fordi musklerne stiller et større krav om at få tilført ilt og næringsstoffer. De arbejdende muskler frigiver også selv nogle stoffer til blodet, som menes at have en positiv effekt på hjernefunktionen. Dette drejer sig om mælkesyre og vækstfaktoren BDNF, som bliver ført via blodbanen til hjernen.

   Hjernen består af en masse hjerneceller, som kommunikerer med hinanden. Jo bedre hjernecellerne er til at kommunikere med hinanden, og jo hurtigere denne kommunikation foregår, des bedre er hjernefunktionen. Det er her, at stoffer som mælkesyre og BDNF har en gavnlig effekt, da de kan være med til at styrke kommunikationen mellem hjernecellerne. Den styrkede kommunikation sker ved, at forbindelser mellem nogle hjerneceller bliver forbedret og/eller, at der bliver dannet flere nye forbindelser mellem disse celler.

   Fysisk aktivitet stimulerer desuden hjernens produktion og frigivelse af dopamin og endorfiner. Dette er "lykkestoffer", der gør, at man føler sig glad og fuld af energi under og efter den fysiske aktivitet. Det påvirker naturligvis også motivationen, men kræver også fra starten en vis motivation for den fysiske aktivitet, man giver sig i kast med.

   Her er det vigtigt at man har succesoplevelser under aktiviteten. Fysisk aktivitet sammen med andre kan desuden have psykosociale effekter, fordi man skaber relationer med andre og får en følelse af fællesskab.

http://aktivitetspiloterne.dk/index.html

Her link til en ældre artikel fra videnskab.dk. med overskriften "Bevæg dig, og gør din hjerne glad":

http://videnskab.dk/krop-sundhed/bevaeg-dig-og-gor-din-hjerne-glad

Og her et link til en artikel i webudgaven af tidskriftet "Psycholgy Today" der gennemgå  hvad fortalerne mener forskningen kan bevidne om meditationens gode effekter på hjernen:

https://www.psychologytoday.com/blog/use-your-mind-change-your-brain/201305/is-your-brain-meditation