Endnu en kreativ personlighed: Jens Christian Grøndahl

Og endnu et eksempel på både det ene og det andet fra avisen i dag den 4. april.

   Med "det ene" mener jeg den type oplevelser af savn, tab, frustration, fremmedgørelse, isolation i barndom og ungdom som ser ud til at fungere som brændstof og motor for særligt kreative menneskers behov for at udtrykke sig: i kunst, i journalistik, i undervisning, i entreprenørskab, i ledelse, i sport... you name it.

  Med "det andet" mener jeg den nøgle til at forstå skabelse af nye ideer, kreative tekster og overraskende anderledes udtryksformer, som fanges ind og sammenfattes i det teoretiske begreb "conceptual blending" som jeg for nylig har læst om i en bog: The Way We Think.

Men altså tilbage til Politiken den 4. april. Kultursektionen:

Journalist Carsten Andersen har her et interview med forfatteren Jens Christian Grøndahl i anledning af udgivelsen af hans erindringsbog: 'Om en time springer træerne ud'. Rubrikken er: "For nogle år siden ville jeg have haft travlt med at slette sporene efter mit eget liv", og et stykke inde i teksten står der:

Bogen er (...) ikke kun en slags nøgle til en stor del af forfatteskabet. Det er også en fortælling om en familie, hvor kunsten gang på gang blev valgt på bekostning af livet, og hvor mønstre af brud, fravær og ensomhed går igen og tillader at et barn til sidst får lov at sidde på bagsædet af en bil med en følelse af at være master of the universe og ikke bare drengen, som tilfældigvis var søn af kunsthandleren Torben Grøndahl og fotografen Marianne Grøndahl (...)

  "Jeg var jo søn af to ret unge forældre, to inderligt usikre mennesker, som kom fra hjem, der var faldet fra hinanden. De have begge boet på kostskole i nogle afgørende år af deres bardom, med andre ord har de være forflyttet, været deponeret og følt sig tilovers, og for min mors vedkommende endda uønsket, og så får de denne søn, som de måske var lidt skræmte over og så på med ærefrygt, selv om det var helt malplaceret. Jeg havde da været bedre tjent med at blive pillet lidt ned", fortæller han.

  "Jeg bliver også rykket fra sjette klasse op i syvende, fordi mine klasselærer synes jeg er så god til dansk. Ja tak, men jeg er for de første elendig i matematik, og for det andet kommer jeg op i en klasse, hvor drengene har overskæg og pigerne bryster, mens jeg bare er en gammelklog dreng, som kan tale alle i grøften. Til gengæld er jeg fuldstændig på rulleskøjter, hvad alt de andet angår. Det tog mig rigtig mange år derefter at få skabt en balance mellem krop, følelser og intellekt."

Man må antage ud fra sammenhængen at det er gennem forfatterskabet - gennem skrivningen - at han oplever at have fået skabt denne "balance mellem krop, følelser og intellekt" som han i den grad har savnet som barn og ung mand, og som han metaforisk beskriver som at han kan "tale alle i grøften", mens han i alle andre sammenhænge er "fuldstændig på rulleskøjter."

Igen et citat der tydeligt illustrerer den kreative personligheds rødder i en "fremmedgørelse" der fører til en spaltning af forskellige sider af personligheden i barndommen; her dels i forhold til to allerede "fremmedgjorte" kreative forældre, og dels i forhold til sig selv da han blev flyttet fra en klasse hvor han følte sig hjemme, tryg og "master of the universe", og til en klasse hvor han bestemt ikke følte sig sådan fordi de mandlige kammerater havde overskæg og pigerne i klassen havde bryster.

Ekstra interessant er det - i lyset af blending-begrebet, at der i forbindelse med artiklen er indsat en særlig fremhævet spalte - en "boks" - med et barndomsfoto af forfatteren øverst. Rubrikken lyder: "Som han ser sig selv". Og underrubrikken: "Politiken har bedt Jens Christian Grøndahl om at beskrive mødet med sit meget unge jeg". JCG er så citeret for hvad han forestiller sig ved at se fotoet af sig selv som barn.

  Et klokkeklart eksempel på en tekst der er et resultat af en blending-operation: et forestillet - altså fiktivt og konstrueret - rum hvor den voksne JCG2 og barnet JCG1 kan mødes og hvori JCG2 udtale sig til citat om hvad han "læser" ud af fotoet af JCG1, idet han leger - lader som om - at han ser den virkelige JCG1ind i øjnene - og ikke fotoet af ham/sig selv som barn.

Hvordan kan Politiken finde på - netop i dag - at levere en tekst som uden videre kunne have været citeret som skoleeksempel i bogen 'The Way We Think - Conceptual Blending and the Minds Hidden Complexities'?

   Ikke blot er Jens Christian Grøndahl en særligt kreativ personlighed, men Politikens journalist er blevet smittet til også at være særligt kreativ, så han har fundet på at plotte artiklen med et fiktivt møde i et tekstligt iscenesat rum der "blander" et "jeg2" anno 2010 og et "jeg1" anno ca. 1965, for at se hvad "jeg2" vil sige om "jeg1" i dette forestillede blandede fiktive rum.

Et eksempel der siger spar to! Hvor heldig kan man være? Det går over min forstand!

Det hjælper ikke at flygte - der er blending overalt

Det er mere held en forstand, kunne rubrikken også lyde.

Jeg har lagt mærke til at når jeg er igang med at skrive noget eller ved at forberede noget jeg vil skrive, så sker der alle mulige usandsynlige sammentræf. F.eks. nu i dag hvor ikke bare en, men en række artikler i Søndags-Politiken - helt provokerende for fornuft og logik - associerer til det projekt jeg lige er gået i gang med.
   Og det minder mig om at Poul Martinsen da jeg interviewede ham til min bog, gang på gang understregede hvor "heldig" han havde været i en række situationer - som en Aladdin der fik en appelsin i turbanen - når han arbejdede på et dokumentarprogram. Jeg spurgte ham henimod slutningen af vores interviewforløb, om han opfattede sit liv som et eventyr, og han svarede: Ja!

Nå, men altså Politiken idag den 4. april i kultursektionen: Et "essay" af Per Aage Brandt, under rubrikken: "I symbolernes vold - appropos Danish cartoons". Her kommenterer og perspektiverer han filosofisk Kurt Westergaards herostratisk berømte tegning af en turbanklædt mand med en bombe i turbanen. Det interessante for mig er at jeg selv havde tænkt at bruge den tegning som et stærkt eksempel på "conceptual blending". Men især bemærkelsesværdigt at Per Aage Brandt midt inde i sit essay har en rubrik: "3. Blending".

  Det er første gang jeg mindes at have set begrebet i en avisartikel! Hvorfor netop nu, 3-4 dage efter at jeg besluttede at aktivere denne blog om kreativitet, blandt andet inspireret af en bog om "conceptual blending", som han jo så også må have læst på et eller andet tidspunkt efter den udkom i 2002.            
   Per Aage Brandt skriver i det pågældende afsnit - med afsæt i Kurt Westergaards tegning:

Hvis man afbilder en person iført en symbolsk udrustning, afmoderniserer man derfor personen i billedet. Det gør man som oftest anti-realistisk, ved en fantasibaseret operation, der kaldes blending: En mand der rider på en pen, skal forestille at gå ind for det skrevne ords autoritet; en mand iført en narrehat med bjælder skal forestille... en nar.

  Blending kan være meget udtryksfuld: en statsminister, der poserer som den lille havfrue, kan være en latterfremkaldende fremstilling af kitschet nationalisme. Blendingen udtrykker en negation, en emotion, altid en henvendelse med et vist eftertryk.

Man kunne tilføje: en Pia Kjærsgaard som konen i muddergrøften, en Anders Fogh Rasmussen som vildmanden i det danske våben med leopardskind og kølle. Roald Als, længe leve!

Per Aage Brandt er en ekstremt klog og kreativ mand, bl.a. professor i semiotik og samtidig eksklusiv poet med hang til filosofiske kortformer. Altså i sig selv en blended personlighed.

  Og så kender jeg ham - lidt - fra vores unge dage, hvor jeg forskede i sprogbrug og tænkte i den angelsaksiske tradition: pragmatik, og han tilsvarende i den franske tradition: semiotik. Begge var vi ansat på RUC fra centrets start 1972.

  Men aller sjovest når vi nu er inde på det med kreative "blandinger". Nogle år før, omkring 1965, optrådte Per Aage og jeg sammen en aften i et "jazz-og-poesi"-arrangement i Studentersamfundets regi. Han spillede og improviserede på jazz-klaver og jeg læste nogle af mine digte op. Vi gjorde det sådan på skift, husker jeg.

Et blendet arrangement, må man sige.

En kreativ personlighed - en "fremmed" i verden

Det følgende blev igangsat af en artikel i Politiken i dag:

Da jeg for et par uger siden var inde og give efterkritik til Karen Secher af hendes radioprogram Besøgstid, der som portrætterede medvirkende kun har "kreative" personer, så var der flere ting der slog mig. AV!.

  For eksempel at ganske mange af dem der var med i de programmer jeg nåede at lytte til - ud over at have savnet en far - så havde de også flyttet en del rundt i deres barndom. Eller rettere: der var flyttet rundt med dem. Tit var der også noget med to sprog - en barndoms dialekt som de måtte forkaste eller undertrykke for ikke at blive mobbet når de var kommet til en ny egn og i ny skole med nye kammerater.

Igen havde jeg Poul Martinsen som en slags prototype for forståelsen hvad der foregik. Han havde ganske vist ikke flyttet rundt, men han havde radikalt skiftet skole: fra den "proletariske" Bakkegårdsskolen i Vangede, til Gammel Hellerup Gymnasium; fra københavnsk arbejdersprog og solidarisk kultur, til en "hellerupsk" talende overklasse hvor de fleste af klassekammeraterne var direktørsønner.

Og så var der også kobling til mig selv og min barndom: Inden jeg var 14 år, havde min familie flyttet 4 gange: fra Nørrebro i København til Gørlev på Vestsjælland, fra Gørlev til Holeby på Lolland, fra Holeby til Stege på Møn, fra Møn til Christianshavn i København. Og jeg husker det blev kommenteret at jeg talte "lollandsk" da jeg i 2. mellem kom ind på Christianshavns Gymnasium. Også at rektor til min mor sagde at den plads i klassen jeg nu fik, havde været optaget af en dreng fra Slagelse, en anden provisndreng, men han havde kun "holdt ud" i 14 dage.

  Jeg får videre associationer til mit ophold i USA mellem 2. og 3. g. som "udvekslingsstudent". Der blev også "blendet" så det batter mellem to rum og to verdener som godt nok var meget forskellige. Jeg fik en engelsk-lærer i den lokale High School hvor jeg gik, som ved min ankomst til klassen meddelte at "foreign students" brød han sig ikke om at få ind i klassen, han havde besvær nok med at lære de amerikanske elever et ordentlig engelske. Efter det første halve år, begyndte jeg at skrive digte - ikke helt dårlige - på engelsk!

Alt det blev aktiveret endnu en gang da jeg læste bagsiden af Søndags-Politikens sektion "Viden". Her var portrætteret en kvinde der nu var "spilforsker" på Medievidenskab på Københavns Universitet. Artiklens rubrik fangede mig i den grad: "Permanent fremmed med åbne øjne". Manchetten ikke mindre: "40 steder har spilforsker Mette Thorhauge nået at bo, og det mener hun har givet hende en evnet til at se tingene på andre måder, som hun bruger i sin forskning. Hun har gjort det til en mission at få forældre til at se mere nuanceret på computerspil."
   Inde i artiklen citeres Mette Thorhauge for at sige:

Vi boede mange steder da jeg var barn - blandt andet var vi i Grønland i flere omgange. Ellers har jeg mest boet rund omkring i Jylland. Det var ikke altid sjovt at flytte så meget rundt, men det lærte mig en fleksibilitet og tilpasningsevne, som jeg føler, at jeg bruger aktivt i dag som forsker. Det at være permanent fremmed giver muligheder for at se tingene på en anden måde end dem, der er vant til, at det altid har været sådan. Man bliver meget bevidst om, at tingene ikke kun behøver at være på én måde." (...)

I efterskoleårene udtænkte Anne Mette Thorhauge den perfekte stillingskombination. forfatter, arkitekt og stundman.

"Jeg kunne ikke forestille mig at det ville være nok med et job, for der var så meget, jeg gerne ville. Forfatter ville dække mit behov for at være kunstnerisk, arkitektdelen ville sikre mig en god økonomi, var jeg af en eller anden grund sikker på - og stuntman måtte jeg være, så der også skete lidt", husker hun.

Da jeg selv gik i gymnasiet ville jeg være enten digter, maler eller arkitekt. Min familie mente jeg skulle være professor fordi jeg altid læste bøger - af alle mulige slags.

Her ligger vel en slags "opdagelse", hvis vi altså accepterer at den kreative personligheds særlige evne består i at kunne tænke ting sammen på tværs af grænser og traditioner og kategorier.

Vi kan gå ud fra, som Anne Mette Thorhauge, at det at flytte rundt og dermed gange på gang at blive revet ud af et rum (miljø, sprog) og blive tvunget ned i et andet, får det "fremmedgjorte" barn til at komme i en permanent tilstand af "blending" - en permanent mental røre-rundt-tilstand hvor det nye rum som er aktuelt, hele tiden ubevidst holdes sammen med forestillinger om det fortidige rum som er savnet - en tilstand hvor et nyt "jeg" som skal udleves igennem et nyt sprog, sættes i (modsætnings)forhold til et gammelt "jeg" som er tabt og forladt - med et sprog som skal fortrænges for at overleve.

  Spørgsmålene som permanent køres rundt i den kreative røremaskine vil være: Hvad kan overføres, hvad kan tages med, og hvad må forkastes eller lades tilbage? Hvem er jeg, og hvad er jeg god til? Hvad er sikkert? Hvem og hvad skal man knyttet sig til - hvis man ikke vil lide tab og savn senere?

Der er altså - er hypotesen - tale om en selvreflekterende metaforisk proces, hvor det aktuelle livsrum ses og forstås igennem erindringsbilledernes optik, og hvor det forgangne livsrum ses og forstås gennem den nyerfarede virkeligheds optik.

Præcis sådan var i øvrigt den "mentale logik" som drev og styrede Poul Martinsens tv-dokumentar-produktion, hvor han forsøgte at forstå sig selv og sit liv - ikke gennem abstrakt analytisk tænkning og analyse - men gennem at producere aktuelle tv-billeder og tv-historier der på en eller anden måde lignede eller mindede om, og som - via associationer og kontraster - gjorde det muligt for ham kamufleret at reflekterer over den erindrede fortids billeder.

Ih, hvor det kører!

Den optiske metafor - metaforens optik

Det er en ofte gjort iagttagelse at forskellige mentale processer beskrives gennem en metafor der har med syn og billeder at gøre: En mening er et synspunkt; en begrænsning i indholdet i en udtalelse er bestemt af en synsvinkel; "du må da kunne forstå...", er synonymt med: "du må kunne da kunne indse..."; snæversynet; visionær; indsigt, fremsynet; mentale skyklapper; der er perspektiver i den tankegang; du kan ikke se skoven for bar træer; set i en historisk optik; set i historiens lys; det er fortalt i øjenhøjde med publikum; jeg kan ikke forestille mig at...; det er et interessant scenario du her ridser op.

Men det at bruge en metafor er jo - som tidligere nævnt - at forstå et fænomen ved hjælp af (forestillingen om) et andet. Altså at "køre" en metafor i en tekst eller en tankerække er en sprogligt-retorisk og tankemæssig operation der synliggør visse sider af et fænomen, og som samtidig bevirker at andre sider falder uden for synsfeltet - eller som man også kan finde på at sige: henligger i mørke.

  En metafor fungere altså - i overført betydning - som et par briller, som et sæt linser, som en kikkert, som et mikroskop, som et kamera: Det er en noget nærsynet tankegang; Det er en ret tåget og uklar fremstilling; Du har farvede briller på når du siger sådan; Lad os zoome ind på et enkelt moment i sagen; Det er et mikroskopisk problem.

Når man indfører en metafor i en tankegang som ellers er abstrakt og begrebsmæssig, så skifter man fra at tænke i og gennem begreber der er logisk defineret, til at tænke i og gennem billeder. Du blander altså billeder fra et mentalt rum ind i et andet mentalt rum - og rører rundt - for at fremkalde konkrete billeder af et abstrakt fænomen i dette andet mentale rum.

  Man kan sige at det at beskrive og forklare ved hjælp af metaforer, det er en for den menneskelige bevidsthed naturlig måde at kortslutte en tankegang på, så der springer en oplysende gnist fra det ene fænomens - "kildens" - domæne til det andet fænomens - "målets" - domæne.

I bogen Metaphors We Live By er den bærende ide at metaforisk tænkning er den helt grundlægggende menneskelige tænkning. Og at den abstrakte, logiske og begrebsmæssige (teoretiske) tænkning altid er en slags "afledt" tænkning der hver gang kan føres tilbage til en grundlæggende tænkning i billeder.
   Bogen er skrevet af de to amerikanske forskere George Lakoff og Mark Johnson. Denne bog er en af de afgørende inspirationskilder til bogen om "conceptual blending": The Way We Think, som jeg også er blevet meget inspireret af, og som nok var den mentale drivkraft til at jeg gik i gang med denne blog. Pludselig blev en masse tanker jeg i årenes løb har gjort mig, klarere.

Giver det her mening? Hvor fører det hen?

Freuds overføringsbegreb og blending af barndomserindringer med nutid

I forbindelse med min fornyede interesse for den kreative personligheds psyke og psykologi, er salig Freud genopstået i mine tanker.
   Poul Martinsen bleve tydeligvis drevet i sit voksenliv som tv-dokumentarist af frustrationer eller vrede fra barndommen på grund af manglende anerkendelse fra sin far der var smed. Altså meget forenklet.

Sigmund Freud mente jo grundlæggende at al kunst var udtryk for en form for sublimering af drifter som ikke blev tilfredsstillet i det konkrete liv. Sublimering er en psykologisk proces der betyder noget i retning af at et ønsket, men forbudt og uopnåeligt objekt erstattes med et stedfortrædende fantasiobjekt i en anden imaginær verden hvor dette ønske i kamuflere form kan komme til udtryk og blive realiseret. De ledsagende følelser kan så følge med og få udløsning gennem transformationen.
   Det knytter så an til det helt centrale begreb i psykoanalysen: overføring. At et menneske overfører følelser som oprindelig var knyttet til barndommens far-mor-og-barn trekant: begær, kærlighed, jalousi, angst, længsel - til aktuelle personer som man omgås: fra mor til kone, fra far til lærer, for eksempel.
   Det freudianske overføringsbegreb er vel conceptual blending i helt rendyrket og fundamental form.

Ideen fik jeg da jeg i dag i Politikens videnskabstillæg læste om en undersøgelse der viste at mænd der var vokset op i et hjem og en familie hvor der både var en mor og en barnepige til at tage sig af dem, at når de blev voksne, så havde de større tilbøjelighed til at være deres kone utro og have en elskerinde ved siden af.
   Et ubevidst erindret mentalt rums specielle personkonstellationer, disponerer altså mænd for at leve i et aktuelt socialt rum hvor denne konstellation genfindes og gentages "i overført betydning".
   Det ligner jo det en metafor "gør": overfører kvaliteter fra "source" til "target". Men der findes også i følge Freuds teori en metonymisk "overføring", som f.eks. viser sig i forskellige former for fetichisme.

I forbindelse med den freudianske drømmetydningsteori, er billederne i drømme netop produkter af ubevidst tankevirksomhed - i form af metaforisk forskydning og metonymisk fortætning - som er de mentale processer hvorved den ubevidste kommer til udtryk i drømmen - så det bliver muligt at komme uden om og indirekte tale om de oprindelige fortrængte og forbudte ønsker og angstforestillinger.