'Thinking Fast and Slow' (2) - om publikums-reaktioner på Mahso-dokumentaren og TV-A-indslag om unge abort-mødre

Jeg har for nylig været i biografen og set hele to fantastisk gode film: 'De Urørlige' og 'Operation Argo'. 

    Når jeg forlod biografsalen under musikudtoningen og rulleteksterne, var jeg efter 'De Urørlige' opstemt, glad, mine smilemuskler var ømme, jeg så kærligt på mine medpublikummer og havde fysisk en varm følelse i maven. 

   Efter 'Operation Argo' - stod sveden mig på panden, mit hjerte bankede, jeg havde det som om jeg havde kørt med rutsjebane - hvad jeg ikke kan lide, og dog godt kan nyde - bagefter. Og først da rulleteksterne gled over lærredet åndede jeg lettet op og slappede af.

I begge tilfælde vidst jeg på forhånd at historien "endte godt", og at de medvirkende alle var skuespillere. Men trods denne min forhåndsviden, så lykkedes det begge film - i kraft af en perfekt gennemført dramaturgiske konstruktion - lige efter bogen, kan man sige - at engagere mig og forføre mig, så jeg glemte tid og sted og mit bevidste jeg, mens min krop og hjerne fysiologisk levede med i filmens scener og forløb som havde det været virkeligt.

   Bagefter kunne jeg, sammen med fruen, genkalde mig forskellige scener og analysere hvad i dem og deres sammenhæng og i redigeringen af scener og klip der havde ført til det selforglemmenede flow som vi havde oplevet. 

I den forløbne uge er der mindst to tv-formidlede fakta-historier som har givet anledning til kraftig debat, både blandt menigmand, eksperter og politikere. Følelsesladet debat.

   Det var historien om den adopterede pige fra Ethiopien, Masho og hendes ulykkelige skæbne i Danmark efter adoptionen, en skæbne der indtil videre endte med en anbringelse på en institution. Fortalt gennem en dokumentar på TV2: 'Mercy mercy - Adoptionens pris', instruktør Katrine W. Kjær.

   Og det var historien som TV-A bragte om unge mødre der af socialrådgivere angiveligt blev truet til at abortere - truslen var at hvis ikke de gjorde det ville kommunen alligevel tvangsfjerne barnet.

Reaktionerne i offentligheden og på de sociale medier, har i begge tilfælde været stærke, med trusler på livet til adoptionsforældrene, og meget hadske udfald mod landets socialrådgivere.

I begge tilfælde er reaktionerne også - ligesom ved de to spillefilm - et resultat af effektive dramaturgiske konstruktioner. I kraft af at instruktører og tv-journalister dygtigt og professionelt gennem fortælling og redigering spiller på vores spejlneuroner og deres direkte adgang til den del af hjernen som producerer sorg, vrede, angst, afsky, så bliver seeren forført til en stærkt følelsesladet oplevelse, en oplevelse som har karakter af en slags automatreaktion. Og de reagerer med hadske og fjendtlige udtalelser. 

   Som i øvrigt nu i kraft af de sociale medier stort set ucensureret kan komme ud i offentligheden.

Min egen reaktion var blandet. Jeg reagerer umiddelbart som alle andre, men fordi jeg har undervist i og analyseret dramaturgisk konstruktionspricipper i film og på tv igenne mange år, så er jeg også delvist vaccineret mod at tage nogen som helst direkte konsekvens af de følelser som jeg umiddelbar overvældes af. Men de aktiverede følelser kan jeg ikke sådan løbe fra eller ryste af mig.

Jeg synes at teorien om de to mentale systemer, System 1 og System 2, som beskrives og udfoldes i Daniel Kahnemans bog 'Thiking Fast and Slow' her kan bidrag med indsigt i og perspektivering af hvad det er der foregår. 

Systemerne kan i kort begreb sammenfattes sådan:

System 1: Fast, automatic, frequent, emotional, stereotypic, subconscious

System 2: Slow, effortful, infrequent, logical, calculating, conscious

De to systemer arbejder somme tider sammen, men for det meste er det system 1 der kører med klatten, mens system 2 dovner den. System 1 er funderet i nogle evolutionært udviklede biologiske overlevelsesmekanismer, som gør at vi et snapsekundt - og hele tiden - ubevidst drager slutninger, bedømmer, kategoriserer, tager stilling, træffer afgørelser ud fra umiddelbare og spontane indtryk. 

   Og det er ofte 'judgements' af den helt elementære art: X er godt, positivt, rart - eller: X er ubehageligt, irriterende, afskyvækkende.

Denne grafiske model af de to systemer og deres samspil i vores tænkning, kan ses i stor størrelse på en blog som delvis interesserer sig for samme temaer som denne. Her et link:

http://sparkingthinkibility.blogspot.dk/2012/10/reasoning-versus-intuition.html

System 1 reagerer ud fra den grundantagelse at "What You See Is All There Is" præcis fordi det skal gå nemt og hurtigt at komme til en konklusion. 

     Og det er lige præcis den viden dramaturgien og dens dirigenter udnytter. Både i de rigtig gode og berigende spillefilm, og i produktionen og redigeringen af et casebaseret tv-indslag, eller en human interest-dokumentar. 

   I forbindelse med spillefilmene er det jo rigtigt, at viden om hvad der er udeladt, klippet bort og hvordan den i øvrigt er produceret, kun vil virke forstyrrende på oplevelsen. Det er ofte det der kendetegner den dårlige film, at der er "løse ender", "darlings" som ikke er blevet "killed", synlige brud i handlingslogikken.

I forbindelsen med tv-indslag som det om de aborterende mødre under pres, eller om den ulykkelige Masho der er ulykkelig og længes, er det imidlertid ikke nødvendigvis en god ting at vi holdes i uvidenhed om kontekst, fraklip, og bagvedliggende sammenhænge . Tværtimod. Det kan være farligt.

   Specielt er det farligt hvis vi ikke straks efter den umiddelbar oplevelse af vrede og forargelse, aktiverer system 2 og får dette mentale operativsystem til at overveje hvad kan der være af "fornuftige og rimelige forklaringer og uudtalte motiver" til at de forskellige medvirkende - både dem vi ser og dem vi ikke ser - handler som vi oplever det på  skærmen eller lærredet. Og så derefter slå de afkølende reflekterende bremser i.

Der er videre det problem at selv hvis vi på den måde aktiverer System 2, så kan vi stadig godt sidde fanget i de oprindelige følelser som System 1 har aktiveret. Og de følelser lagres i hukommelsen sammen med med den umiddelbare oplevelse. 

   Daniel Kahneman illustrerer den pointe med følgende kendte eksempel på optiske illusioner:

Uanset om vi aktiverer system 2 der kan måle sig frem til at de 2 eller 3 figurer i hvert billede er lige store, så fjerner det ikke System 1's umiddelbare bedømmelse der siger at den forreste skikkelse er mindre end den(de) bagved. 

Kahneman har en anden vigtig pointe her, som han udfolder i et kapitel med titlen 'Answering an Easier Question'. 

   Han beskriver her hvordan vi typisk danner os intuitive meninger om komplicerede spørgsmål. 

   Det gør vi ved mentalt - og ubevidst - at erstatte - substituere - de besværlige og tidkrævende spørgsmål som kræver System 2's aktive tidkrævende medvirken,  med nogle som det er nemt og hurtigt at at besvare - og som System 1 kan klare her og nu.

Han kalder de oprindelige spørgsmål for "target questions" (TQ) og de substituerede spørgsmål for "heuristic questions" (HQ). Og det typiske heuristiske spørgsmål som det er nemt at besvar, er: Hvordan føler jeg - hvad er mit umiddelbare indtryk? 

  Kahneman giver følgende eksempler:

TQ: How much would yo contribute to save an endangerd species?  >>>  HQ: How much emotion do I feel when I think of dying dolphins?

TQ: How hapy are you with your life these days?  >>>  HQ: What is my mood right now? 

TQ: How popular will the president be six months from now?  >>>  HQ: How popular is the president reight now?

TQ: How should financial advisers who pry on the eldely be punished?  >>>  HQ: How much anger do I feel when I think of financial predators?

TQ: This woman is running for the primary. How far will she go in politics?  >>>  HQ: Does this woman look like a political winner?

Og Kahneman forklarer videre idet han bruger metaforen 'det mentale haglgevær' om System 1:

The mental shutgun makes it easy to generate quick answers t difficult questions without imposing much hard work on your lazy System 2. The right-hand counterpart of each of the left-handed questions is very likely to be evoked and very easily answered. Your feelings about dophins and financial crrooks, your current mood, your impressions of the political skill of teh primary candidate, or the current standing of the president will readily come to mind. The heuristic questions provide an off-the-shell answer to each of the difficult target questions. 

Det næste skridt er så at matche svaret på det heuristisk spørgsmål med det oprindeligt 'target'-spørgsmål, og det sker ved en anden System 1-operation: 'intensity matching' - hvor man overfører værdierne fra en skala i det heuristiske spørgsmål til værdierne i 'target-spørgsmålet. 

Recall that both feelings and contribution dollars ar intensity scales. I can feel more or less strongly about dolphins and there is a contribution that matches the intensity of my feelings. The dollar amount that will come to my mind is the matching amount. Similar intensity matches are possible for alle the questions.

Lad os herfra vende tilbage til casebårne tv-indslag og dokumentarer der gør det meget nemt for pbulikums System 1 at tage stilling emotionelt.

   Det er klart at den seriøse - ikke sensationsjagende - journalist eller dokumentarinstruktør har som mål at publikum og offentligheden skal debattere og reflekterer over de komplicerede 'target'-spørgsmål som deres historie rejser. 

   Men her kan den effektive affektskabende dramaturgi komme i vejen, så publikum i kraft af den substituterer disse 'target'-spørgsmål med tilsvarende heuristiske spørgsmål. 

   Hvorefter System 2 aldrig kommer længere end at matche svarene på de lette emotionelle spørgsmål - og stopper der. 

At debatten derefter i medierne de følgende dage delvis kører på system 2´s præmisser, bremser ikke det store flertals umiddelbare reaktioner som kommer til udtryk på facebook og andre kommentarfora på nettet: De ond adoptivforældre burde skydes! De onde socialrådigvere burde hænges! 

Selv om instruktøren til filmen om Masho allerede er indstillet til en pris for sin dokumentar, og selv om TV-A-redaktionen har været stolte af historien om de unge mødre som følte sig presset til abort, så er det for mig klart at de usendelsesansvarlige redaktioner og institutioner har et ansvar som man godt kan kritiserer dem for ikke at leve op til.