Neofili - lyst til nyheder - og andre fornyelses-drivende egenskaber: vedholdenhed, selvoverskridelse, videbegær, lyst til fortællinger

Politikens tillæg 'Viden' havde flere artikler jeg synes var værd at folde ud, kommentere og associere til. Når vi nu er i krydsfeltet mellem neuroscience, kreativitet og journalistik. 

   En af dem har rubrikken

Frygten for at ked sig bringer verden fremad

Det er en artikel overtaget og oversat fra New York Times, af John Tierney.
   Han er en kendt videnskabsjournalist med hang til radikal libertarianisme (hvad det er må du selv slå op).
   Han har i en række år bestyret en blog med titlen: TierneyLabblog. Om den siger han selv

The Lab's work is guided by two founding principles:

   1. Just because an idea appeals to a lot of people doesn't mean it's wrong.

   2. But that's a good working theory.

En klar Rasmus Modsat-type, åbenbart. Kunne uden videre indgå i Berlingskes panel af vrisne gamle mænd.

Men artiklen er faktisk interessant. Jeg kobler den helt umiddelbart sammen med de blogindlæg jeg tidligere har skrevet om 'neurojournalistik'. Altså artiklerne der kobler hjerneforskningens resultater sammen med hvad der typisk kendetegner journalister, deres roller, deres tænkemåde, deres arbejdsprocesser. De er nyhedsjunkies - helt bogstaveligt.

Tierneys artikel indledes sådan her - retorisk to the point:

Er du type, der træffer beslutninger på et ufuldstændigt grundlag? Hidser du dig op lige på en studs? Skal der ikke meget til, før du keder dig? Stortrives du i situationer, som alle andre finder kaotiske? Eller foretrækker du, at alt er timet og tilrettelagt?

Mit personlige svar vil nok være: Ja, både og - det kommer an på.

Artiklen fortsætter idet den fokuserer på forskning der rent faktisk forholder sig videnskabeligt til  den slags overvejelser som spørgsmålene kan igangsætte:

Disse spørgsmål indgår, når man prøver at undersøge vores nysgerrighed og nyhedshunger. Egenskaber, der længe er blevet anset for temmelig problematiske. Når forskere har søgt efter karaktertrækkenes genetiske årsager og deres forbindelser til, hvordan hjernen er under indflydelse af dopamin, har de typisk forbundet den umættelige nysgerrighed med  adskillige problemer: ADHD, overdreven trang til at shoppe, ludomani, alkoholmisbrug, stofmisbrug og kriminel adfærd.

Tierney er klart inde på den bane jeg har skrevet om tidligere i bloggen. Dette at journalister kan være en slags nyhedsnarkomaner, og derfor daglig doper sig i den flowproces som er nødvendig for at kunne levere nyheder - flere endda - dagligt.

   Nogle mennesker har, fortæller han videre, rent faktisk gener der disponerer for "lyst til nyt". Og det har bidraget til menneskeartens biologiske og kulturelle udvikling.

   Tierney refererer til en anden journalist Winfred Gallagher:

I overbliksartiklen 'Det nye: om at foresåt vores behov for nyheder og forandring' argumenterer Winfred Gallagher for, at kærligheden til det nye altid hr været afgørende for menneskets overlevelse: Det var den, da menneskene  i urtiden skulle tilvænne sig klima-forandringer på den afrikanske savanne, og det er den stadig når vi skal hitte ud af det seneste digitale legetøj fra Silion Valley. 

   "Der er intet, der beskriver ens personlighed mere præcist end ens føelsesmæssige reaktioner  på nyskabelser og forandringer over tid", hævder Winifred Gallagher.

Den ene journalist referer til den anden. Hvad er substansen, hvor er forskningen?

   Robert Clooninger fra Washington University i St. Louis har observeret folk over tid, målt dem med den samme prsonlighedstest, og inddraget forandringerne i deres liv over et tiår. 

  Han har opdelt folk i typer - alt efter deres forhold til nyt og nyheder:

• neofobe - dem der er angste for nyt af en hver art
• neofile - dem der elsker nyt
• neomaniske - dem for hvem alt nyt er en besættelse

En befolkning - fx i Stenalderen - har bedst overlevelsesmuligheder hvis den består af en blanding af neofobe og neofile personligheder. Det argumenterer Winfred Gallagher for. 

Forskeren Rober Clooninger opsummerer sine undersøgelser med at dem i hans testpanel der har haft det bedste liv, er dem som skorede højt på følgende tre parametre i hans psykologiske testbatteri: 

• nysgerrighed
• vedholdenhed
• selvoverskridelse

Hvis testpersonerne skorede højt på alle tre parametre, så gik det dem godt, de var glade og tilfredse af temperament og karakter, fortæller referatet af undersøgelsen.

   Jeg er jo ikke i tvivl om at vi her i Clooningers typologi har endnu et eksempel på den personlighedstype jeg  - med Mihaly Csikszentmihalyi - har kaldt den særligt kreative personlighed. Og at det er mennesker som har særligt let ved at komme i kreativt flow når de udforsker sig selv og omverdenen.

Jeg har hele tiden på den her blog koblet denne personlighestype sammen med oplevelsen af særlige på en gang frustrerende og fantasistimulerende barndoms- og ungdomserfaringer. Men har ikke spurgt efter eller jagtet en biologisk forklaring på det. 

   Kan den særligt kreative personlighed - i hvert fald delvist - forklares genetisk - som noget der er arveligt?

   Hvorfor har jeg egentlig ikke forfulgt det spor? Blufærdighed? Fejhed?

   Det vrimler dog med eksempler på at kunstnere har fædre og mødre der også har kunstneriske tilbøjeligheder, og hvis børn også har det med at blive kunstnere.

I alle fald har jeg i klar erindring den århusianske psykologiprofessor som mente at kunne dokumentere at de forskelle der kunne måles i IQ mellem kvinder og mænd, mellem sorte, hvide og mongoler, at de var arveligt betinget.

   Helmuth Nyborg hedder han. Ham gik det ilde både i den akademiske og den journalistiske offentlighed.

I artiklen af John Tierney henviser han til en anden forsker der argumenterer for at nogle mennesker er udstyret med en slags 'nyhedsgen'. Eller som han kalder det - et 'migrationsgen':

Ifølge biokemikeren Robert Moyzis fra University of California har de eventyrlystne nyhedselskere oftere en form for 'migrationsgen'. Denne dna-mutation fandst sted for omkring 50.000 år siden, den gang mennesket fra Afrika spredtes ud i verden, og den er mere dominerende i befolkningsgrupper i afsides egne. Eksempelvis stammer flere indianerstammer i Sydamerika fra de vanvittigt nysgerrige fok , der krydsede Beringstrædet.

Og så dukker endnu en gang op - hjernens eget doping- og belønningssystem - som en forklaring:

De genetiske variationer påvirker hjernes regulering af stoffet dopamin, altså det signalstof, som har med belønning og nye stimuli at gøre. De forskellige variationer er også blevet sat i forbindelse med en større tilbøjelighed til risikovillighed og nyhedssøgning.

Risikovillighed står centralt på listen over de egenskaber der kendetegner den særligt kreative personlighed. Og den permanente utilfredshed med det velkendte, sikre og velarprøvede ligeså. Og en af de ting jeg har noteret fra alle de interviews med særligt kreative personligheder jeg har refereret i indlæg, står også at de flytter - eller bliver flyttet meget omkring. Og altså: De har en umættelig hang og trang til at overskride mentale grænser. Til blending.

   At der naturligvis må være et samspil af arve og miljø fremgår også af artiklen:

Men gener er kun en del af historien. Forskere har fundet ud af, at folks tendens til nyhedssøgning også afhænger af deres opvækst, af deres lokalkultur og af deres alderstrin. Ifølge visse beregninger halveres folks nyhedstrang fra de er 20 til de er 60.

Og her får jeg pludselig en association til min oldgamle bog 'Faktion som udtryksmiddel'. Her skriver jeg nemlig noget om hvad der driver folk når de er modtagere af og oplever film, tv, aviser, romaner,  teater - nemlig nogle former for 'lyst' eller 'begær': 

• skuelyst (voyeurisme, billedbegær)
• eventyrlyst (narrativt begær)
• kundskabstørst (videbegær)

Man kan få en mistanke om at den genetiske mutation der omtales her som noget der sker i vores forfædres, homo sapiens, biologiske set up for omkring 50.000 år siden, ikke bare er forklaringen på stor lyst til at fysisk at vandrer vidt omkring og gå på opdagelse efter nyt land, men også forklaringen  på fx det skred omkring æstetisk udfoldelse og teknologisk opfindsomhed som kommer til udtryk i den kunst- og teknologi-eksplosion som vi ser i hulemalerierne og alle de andre artifakter som pludselig dukker op i store mængder:

About 40,000 years ago, with the appearance of the Cro-Magnon culture, tools became markedly more sophisticated, incorporating a wider variety of raw materials such as bone and antler. They also included new implements for making clothing, engravings, and sculptures. Fine artwork, in the form of decorated tools, beads, ivory carvings of humans and animals, clay figurines, musical instruments, and cave paintings, appeared over the next 20,000 years.

Negative erindringer - kan behandles med medicin - og gennem kunstneriske flow

Erindringer er det der gør det muligt for os at sætte vores aktuelle situation i perspektiv og ramme af vores tidligere liv. Erindringer kan genkaldes og det er default mode netværket der varetager den funktion at genkalde sig erindringer ud af den selvbiografiske hukommelse. 

   Stort set alle filminstruktører og forfattere og andre kunstnere gør brug af deres genkaldte erindringer som inspiration og stof i deres værker.

   Hukommelsespsykologer og -neurologer er enige om at jo mere og jo oftere en erindring genkaldes, jo stærkere lagret bliver den også i hukommelsen. Men at det også ændrer den ved at den bliver genkaldt den i en eller anden sammenhæng. 

   Det er som om der sker en form for re-writing - en overskrivning - af erindringen for hver gang den fremkaldes. 

  

Vi ved også at erindringer ikke bare er neutrale scener og billeder, men at de ofte er tilknyttet følelser, så man under genkaldelsen også genkalder sig en del af de følelser der var aktive da man oplevede det som siden blev lagret i hukommelsen.

   Jeg kan fx stadig huske min første store forelskelse i gymnasiet, en række scener hvor jeg oplevede hende særligt attraktiv. Når jeg genkalder mig de erindringer så mærker jeg også lidt den mavefornemmelse - kildrende spænding - som synet af hende den gang var forbundet med.

At genkaldes sig positivt ladede erindringer, er ikke noget problem. De forstærkes og forankres i positive følelser. Dvs. der forstærkes en neurokemisk reaktion - coctailen af "lykkkestoffer" - ved at genfremkalde dem for sit indre øje og på den indre skærm.

Men hvad med de negativt ladede erindringer? - Politikens tillæg 'Viden' har idag søndag en artikel med rubrikken

Ud med de syge tanker

Den handler om behandlingen af posttraumatisk stress, som forskere nu mener at være på vej til at kunne behandle/helbrede med medicin.

Når en erindring genkaldes, sker det via en kemisk reaktion. En negativ erindring vil ændre sig lidt, hver gang den genkaldes og lagres igen. På den måde kan den omformes og blive så fasttømret, at angstanfaldene bliver værre og forekommer oftere. Men ved at ændre på en erindring ved hjælp af medicin, mens den står på, kan den negative del påvirkes og undertrykkes. Og så lagres de negative indtryk og følelser i mindre grad bagefter (...) 

    Det er samspillet mellem følelser, fornuft og hukommelse, der fører til angstanfald. Dæmpes følelserne, mens erindringen er aktiv, kan traumet mindskes.

Men hvad er det lige posttraumatisk stress er for noget? Det er en af de mest ekstreme former for angst, fortæller artiklen der er skrevet af Morten Garly Andersen.

Den kan optræde, hvis man har set forfærdelige ting i forvbindelse med en krig. Stået over for en bankrøvers pistolmunding. Set sit barn blive kørt ned af en lastbil. Eller hvis familien går i opløsning, man mister sit job og må sælge sit hus.

    Patienter med denne lidelse plages af erindringer om frygtelige detaljer fra den slags begivenheder. De dukker op og forstærkes i situationer, der kan relatere til oplevelsen - udløst af at se en krigsfilm, gå ind i en bank eller ved lyden af en lastbil.

Jeg associerer til teorien om den særligt kreative personligheds særlige barndom og ungdom. Mange forfattere og kunstnere som har oplevet forældresavn og -tab, social fremmedgørelse ved radikale miljøskift - og mobning i skolen, bruger jo genkaldte erindringer om disse negative oplevelser som stof i deres kunst. 

    Og denne kunstneriske bearbejdning af negativt farvede erindringer kan jo tilsyneladende fungerer som en slags medicin. Ikke så erindringerne forsvinder, men så den kunstnerisk anlagte person mentalt og kognitivt får et mere positivt - eller i det mindste mindre belastet forhold til dem ved skrive elle male med afsæt i dem og dermed bearbejde dem - ja, emotionelt.

 
Kan det forklares neurobiologisk? Ja, det synes jeg. 

    Vi ved at det at skrive eller male eller andre kreative aktiviteter indebærer at personen kommer i en flowtilstand - en tilstand som man kan blive helt afhængig af (som mange journalister fx) fordi den netop foregår under påvirkning af dopamin, serotonin, endofiner mv.

    Så en erindring der er forbundet med angst - og dermed når den genkaldes genudløser de kemiske stoffer som angst udløser, kan blive angstdæmpet af de stoffer som udløses ved den kunstneriske flow-tilstand.

    Det ligner den opdagelse at fx depression også kan dæmpes eller læges ved fx lange og krævende løbeturer - løbeturer som også udløser flow-coctailen.