Eckersberg - og kunsten at tegne og male så det ligner det øjet ser i virkeligheden - noget om hjælpeteknikker og hjælpelinjer

Da jeg skrev om Otto Frello, var en af de ting jeg noterede som kendetegnede hans billeder, at de gav en virkelighedstro illusion af dybde og rum - oplevelsen af tre dimensioner i en to dimensional flade: lærredet.

   Han fortalte at han med hensyn til malemåde og -teknik havde forbilleder i kunsten før impressionismen, en kunst der siden renæssancen har udviklet sig mod større og større perfektion frem til de store modernistiske oprørsretninger fra sidste halvdel af 1800-tallet og fremefter.

   Og at når han tegnede figurer, bygninger, landskaber, så kunne han ikke lade være med at tegne det perspektivisk - i 3 D.

Fruen og jeg var inde og se C. W. Eckersberg-udstillingen på Statens Museum for kunst for nylig. Titlen var den sensationsprægede og lidt misvisende: "En smuk løgn".

   Det  var imidlertid en glimrende udstilling der gav et godt indtryk af hvor epokegørende Eckersberg var, både som guldalderens pionerskikkelse inden for maleriet - men også - og måske ikke mindst - som professor og underviser på Kunstakademiet hvor han lærte fra sig til en række dygtige yngre elever på hans skole.

   Mens Frello pegede bagud, så pegede Eckersberg fremad i kunsthistorien. Men de var fælles om idealet at malerierne skulle illudere virkelighedens motiver helt ned i den mindste detalje  - dog uden at der var tale om "realisme".

Eckersberg var pioner på området 'friluftsmaleri', som hans svigerfar Jens Juel ansporede ham til at gå igang med da han var ung.

   Det at gå ud i naturen eller ud i byen og tegne og male efter det man så foran sig så det virkelig lignede, var noget nyt der stillede særlige krav til tegne- og maleteknikken, en teknik som ikke mindst dybtgående viden om 'linearperspektivet' hjalp ham og hans samtidige til at opnå.

   Her et par berømte eksempel på Eckersbergs brug af linearperspektiv i malerier med motiver fra hans ophold i Rom:

Eckersberg. Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk.

Eckersberg. Marmortrappen som fører op til S. Maria in Aracoeli i Rom. 1814-16
 

'Linearperspektivet' - eller som jeg tidligere misvisende har kaldt det - 'centralperspektivet' (som er en særlig variant af linearperspektivet) - blev i Europa opdaget omkring 1400.

Linearperspektivet findes i flere versioner, afhængigt af om tegningen i billedet arbejder med en, to eller tre såkaldt 'forsvindingspunkter' for 'hjælpelinjerne', men grundprincipperne er det samme, som disse to tegninger illustrerer:

I Eckersbergmalerierne ovenfor er der i billedet med buerne kun brugt et forsvindingspunkt (i midten af udsigten gennem den midterste bue),  mens der er brugt to forsvindigspunkter i billedet af trappen (det ene til højre i billedramme, det andet til venstre langt uden for billedrammen).

Jeg mindes ikke at have set malerier eller tegninger fra Eckersbergs hånd der gør brug af et tre-punkts linearperspektiv.

   Men her er en instruktionstegning fra nettet der demonstrerer tre-punkt-linearperspektivet - altså et perspektiv der skabes ved hjælplinjer der mødes i tre forskellige forsvindingspunkter:

Harald Henriksen, akvarelmaler og farvetræsnit-kunstner, var uhyre perspektivbevidst  i sine billeder:

Flere andre teknikker som har med en specifik udnyttelse af former og farver at gøre, kan også være med til at give fornemmelsen af dybde i et maleri, og også den viden demonstrerer både Harald Henriksen og C. W. Eckersberg at de har og udnytter:

1. At noget står bagved noget andet som skygger for det, giver dybde. Dybde via skygger vs. lys skabes ved klar, retningsbestemt lyssætnig.

2. At jo længere ind i billedet man kommer, jo mindre bliver træer, bygninger, genstande og mennesker.

3. At jo længere ind i billedet man skal føres, jo svagere bliver farverne og jo utydeligere konturerne.

4. At de dele af motivet der skal være i forgrunden er mere detaljeret end de dele som befinder sig i  baggrunden.

Eckersberg var også pioner på området 'at male damer uden tøj på' - efter levende model. 

   Det fik han indført som en del af undervisningen på akademiets malerskole i 1837. Inspirationen kom utvivlsomt fra han ophold i Rom og Paris hvor brug af kvindelige nøgenmodeller var udbredt i kunstnerkolonierne.

   Det her billede er nok hans mesterværk inden for genren:

Kvinde foran et spejl. 1941

Det billede illuderer dybe og rum primært gennem modellering af lys og skygge på kroppen, og det at kvinden spejler sig. 

   Det maleri var desværre ikke med på den aktuelle udstilling, men til gengæld var der en række "rene" nøgenstudier som ifølge ledsageteksterne var nogle Eckersberg malede som lærestykker for sine elever, billeder som Eckersberg i øvrigt ikke udstillede offentligt. Og som jeg derfor heller ikke kan kopiere her til bloggen.

   

Et af de andre malerier på udstillingen med helt eller delvist afklædte modeller som motiv, var det her:

Nøgen kvinde i færd med at drage sine tøfler på, 1843

Her ser vi linearperspektivet i funktion i gulvets marmorfliser. Ret så sofistikeret. Men ellers er det også her modellering af lys og skygge der giver dybde og rumlig form både til krop, ansigt og det klæde kvinden har om hofterne.

   

Men billedet har faktisk en alvorlig skavank når det gælder kroppens proportioner - utvivlsomt også set med Eckersbergs øjne:

   Låret der vender ud mod beskueren er helt ude af proportion med resten af kroppen. Det er alt for tykt og afstanden fra hofteled til knæ er alt for lang. 

   Disse fejlproportioner kamufleres af det blå klæde. 

   Men man kan straks se de forkerte størrelsesforhold hvis man et øjeblik fantaserer sig til at klædet ikke var der.

   Også kvindens overarm er, så vidt jeg umiddelbart ser det,  alt for lang i forhold til almindelige menneskelige proportioner.

For at undgå den slags fejlproportioner, brugte mange kunstnerne siden renæssancen to 'devices': camera obscura og og det at betragte motivet gennem et gitter.

   

Camera obscura var en teknik der - før opfindelsen og udviklingen af fotografiet  - gjorde det muligt at projicere motivet op på en væg, og så tegne det af derfra:

Kunstneren David Hockney har fremsat den teori at en stor del af illusionskunsten i 16-, 17- og 18-hundrede tallet, brugte camera obscura-teknikken til at opnå den "fotorealistiske effekt" som de stræbte efter. Teknikken har været kendt siden Aristoteles.

Blandt andet hollænderen Vermeers malerier tyder på at kunstneren har brugt camera obscura-teknikken som hjælpemiddel til både komposition og farvelægning af lys og skygge i mange af sine malerier:

Vermeer: Officer og leende pige. 1655-1660

Om Eckersberg har brugt camera obscura som hjælp til sine indendørs motiver, herunder malerierne af bare damer, fremgår ikke af udstillingen. 

   Et enkelt citat jeg har fundet, tyder på det, og kobler det sammen med hans interesse for brug af 'videnskabeligt målt' viden til kompositionen af sine billeder:

E. anvendte hjælpemidler til sine naturstudier, brugte f.eks. sekstant til sine mariner og måske et camera obscura til sine landskaber, og gjorde gennem mange år daglige optegnelser om vejret. Hans næsten videnskabelige holdning til kunsten satte også sit præg på hans bogudgivelser om perspektiv.

 www.kulturarv.dk/kid/VisWeilbach.do?kunstnerId=172&wsektion=alle

Den anden teknik til at fastholde de korrekte proportioner i motivet på lærredet, var at se motivet gennem et gitter, og så tegne de små udsnit som øjet kunne tvinges til at fokusere på, for sig - et efter et.

 

Problemet med at fastholde de rigtig proportioner i et motiv når man tegner af efter model, skyldes at hjernens viden om hvordan motivet ser ud, forstyrrer og forvrænger synet så det har svært ved at "affotografere" motivets proportioner korrekt.

   Det var blandt andet de forvrængninger af synet som tegneunderviseren Betty Edwards, som det fremgår af hendes berømte bøger, modarbejdede med forskellige andre teknikker, fx ved at vende motivet på hovedet så øjet ikke blev forstyrret af den viden.

Igen er det usikkert om og i hvilket omfang Eckersberg har brugt denne gitterteknik, men flere kilder dokumenterer at gitterteknikken i hvert fald blev brugt når han skulle overføre et tegnet motiv fra naturen til fortegningen til et maleri på lærredet. 

Her første og anden del af den dokumentar hvor David Hockney forklarer og illustrerer sin teori og betydningen af camera obscura-teknikken for de gamle mestres kunst:

'Textrovert' - om et nyt ord for mennesker der er mere udtryksfulde på nettet end ansigt til ansigt - og nogle erindringer

Det var en artikel i en af mine aviser der introducerede mig til ordet "textrovert". Jeg syntes det var interessant, både fordi det jo afspejler nogle tendenser omkring personlighedstyper i forhold til de nye digitale medier, men også fordi det er noget jeg faktisk er stødt på mange gange i mit liv som som underviser og forsker.

   Og i øvrigt kender fra mig selv.

Ordet 'textrovert' er tydeligvis lavet ud fra en kendt psykologisk personlighedsmodsætning: 'ekstrovert' over for 'introvert'. 

   Har man en udadvendt personlighed eller en indadvendt? - noget man kan finde ud af ved at besvare nogle spørgeskema-tests på nettet.

   Og man kan vel umiddelbart gætte sig til en betydning af ordet 'textrovert' som noget i retning af en person som er særlig ekstrovert når han skriver 'texter', men tilbageholdende i direkte ansigt til ansigt-situationer.

Men hvad betyder det egentlig? 

   På hjemmesiden "urbandictionary.com" finder man denne definition:

1. One who feels an increased sense of bravery over texting, as opposed to in person.

2. One who will often only say what they really feel over text messages.

Ditte Giese som skrev artiklen i Politiken for et par dage siden opregner i en særskilt boks syv punkter som tilsammen skulle være en slags kendetegn på om man er en 'textrovert':

1. Du synes, det er anmassende, når folk ringer, men besvarer mails, Messenger og sms’er døgnet rundt.

2. Når du er i selskab med levende mennesker, kan du godt savne den stille mere uforpligtende kommunikation på nettet.

3. Du tænker i tweets på 140 tegn og går konstant og formulerer statusopdateringer og sjove hashtags inde i hovedet.

4. Du har aldrig scoret til en fest, online-dating er du derimod en haj til og tør altid byde op til facebookflirt.

5. Du vil helst tage alle former for konfrontation og konflikt skriftligt.

6. Du har altid et hav af uaflyttede telefonsvarerbeskeder, der starter med et ’ih, du er svær at få fat på’.

7. For det meste ved du ikke, hvad du føler, eller hvad dine holdninger er, før du begynder at skrive dem på skærmen.

Nogle af punkterne kan jeg umiddelbart genkende fra mig selv. 

   Hellere mail end telefon; jeg opfatter en telefon som socialt påtrængende, både når jeg bliver ringet op, og når jeg selv ringer op. 

   Hellere konflikt og konfrontation på skrift end ansigt-til-ansigt; faktisk er jeg ret god til at konflikte på skrift, men ret så konfliktsky i mundtlige situationer. 

   Og ofte får jeg viden om og indsigt i mig selv når jeg skriver bøger, artikler og blogindlæg, viden som jeg må have haft ubevidst, men først får gjort bevidst når jeg sidder ved tangenterne.

Hovedartiklen i Politiken - også af Giese - har denne rubrik og underrubrik:

Lever vi i de textrovertes tidsalder?

Nogle mennesker har det bare bedre med at tage samtalen skriftligt end over telefonen.

Hendes definition på en 'textrover' lyder:

1) person, der ofte er mere ærlig, skarp og sjov på skrift end ansigt til ansigt

2) person, der ofte er genert og introvert ’ude i virkeligheden’, men en højtråbende og underholdende på de sociale medier

En af de cases artiklen referer til og citerer er Maren Uthaug som er tegneren bag Politikens faste tegneserie nummer to, den på bagsiden af kulturtillægget:

 

Hun bliver - naturligvis - interviewet på skrift, og fortæller pr mail at hun oplever at hun er dårlig til den uforpligtende small talk-samtale i ansigt til ansigt-situationer, mens hun altså samtidig tegner sin daglige stribe, skriver hyppige blogindlæg, forfatter bøger og er aktiv på Facebook.

Uthaug skriver, at det ofte er »en skuffelse for folk at møde mig i virkeligheden«.

   »Jeg oplever tit en lidt sitrende forventning til, at jeg skal sige noget sjovt og have en kæk kommentar til alt. Men jeg er pissegenert, når jeg møder folk, jeg ikke kender. Måske mest fordi jeg ikke er skabt med det gen, der gør en i stand til at smalltalke. Så det bliver sådan lidt: Enten taler vi om, hvor meget pik jeg fik i går, eller også taler vi slet ikke. Det bliver så som regel til ’slet ikke’«, tikker det ind på Messenger.

   Maren Uthaug skriver, at hun som en sand textrovert kan behandle mange af de ting skriftligt og visuelt i sit arbejde, som hun slet ikke ville kunne live.

   »Jeg tror, at forskellen på tegne-skrive-mig og tale-IRL-mig er, at når jeg tegner og skriver, behøver jeg ikke tage hensyn til andre. Jeg kommer ud med, hvad jeg synes er sjovt, relevant eller vanvittigt. Når jeg møder folk, bliver jeg jo nødt til at tage hensyn, smalltalke og få dem til at føle sig o.k., huske at smile og spørge til katten. Når jeg sidder bag min skærm, kan jeg skyde katten, tage en kop kaffe og tegne en pik. Giver det mening?«, skriver hun og følger straks op:

   »Jeg tænker tit på min stribe som min lille terapistund, hvor jeg ikke behøver opføre mig ordentligt. Alle burde have sådan et lille hjørne, hvor man har fri«. 

Det som slår mig her, er at Uthaug simpelt hen tænker og oplever sig selv som to personer i de forskellige situationer: en hvor hun ikke behøver at tænke på andre end sit eget behov for at udtrykke sig, og en anden person som hele tiden er optaget af at gøre andre tilpas. Og det sidste hæmmer, mens det første kan opleves som en slags afslappende terapi. 

En anden case i artiklen, forfatteren Olga Ravn, er mere differentieret, idet hun skelner mellem sin litterære forfatterpersonlighed og den personlighed som kommer ud på skrift i de sociale medier:

Lidt i samme genre står det til ovre hos forfatter Olga Ravn, der ud over at skrive bøger, digte og oversætte bøger er ret aktiv på de sociale medier, har en blog og udtrykker sig i gifs. Hun synes, at der er forskel på den textrovertes leg og litteraturen.

  »I den litterære skrift føler jeg mig som en fremmed, som ingen kender, rasende og alene, og ofte ønsker jeg, at ingen af de mennesker, jeg har i mit liv, nogensinde læser de skønlitterære tekster, jeg skriver«, mailer Olga Ravn om sit litterære alterego.

  Men det alterego adskiller sig en del fra hendes onlinestemme. Onlinestemmen er den, der live-tweeter fra Nordisk Råds prisuddeling og skriver sjove pip som: »Brit Pop er død og ligeså James Joyce«, eller »står og svarer på vigtige mails i kantinekøen i Ikea søndag kl. 12«.

   »I den sociale skrift (okay, nu har jeg åbenbart lige opfundet begreberne ’social skrift’ om sms’er og sociale medier og ’litterær skrift’ om bøger til lejligheden ...) kan vi lege med, at vi opfører os anderledes end ellers, skabe os selv på ny, være kække og følsomme – men det er altid på en eller anden måde i samspil med, at vi udtaler os ’på egne vegne’. Det gør man ikke nødvendigvis i den skønlitterære skrift, udtaler sig på egne vegne«, skriver hun.

Jeg har jævnligt skrevet om forfatteres og kunstmaleres oplevelser i barndom og ungdom, og den sammenhæng jeg tror der er mellem de oplevelser af tab af forældre og fremmedgørelse i forhold til skolekammerater på den ene side, og så det at de udvikler den særlige kreativitet som senere kommer til udtryk i deres kunst.

   Jeg er forholdsvis sikker på at mange af dem vil kunne nikke genkendende til Olga Ravns beskrivelse og skelnen, og lige så sikker på at nogle af dem aldrig kunne forestille sig at gå på Facebook eller skrive blogindlæg, mens andre har det helt fint med det.  

   Så man bør nok skelne mellem to typer af textroverthed: type 1, som primært findes hos mennesker der føler sig meget frie til udtrykke sig på skriftligt på de sociale medier velvidende der er en masse venner der læser med, mens de er mere eller meget introverte og mundlamme i mundtlige situationer. 

   Og så textrovert, type 2, som er mennesker der udtrykker sig gennem kunstnerisk fantasivirksomhed, og som gør det som en særlige måde at erkende på, hvor man netop er fri for at tage hensyn til andre, og som måske - måske ikke - også er type 1-textroverte. 

Hvis jeg tænker på mine erfaringer som underviser af skrivende journalister, så kan jeg huske at det meget tidligt - i midten af 70´erne - slog mig at mange af de velskrivende journalister jeg mødte på kurserne, i de mundtlige ansigt til ansigt-situationer var meget tilbageholdende og faktisk virkede ret så generte. Og jeg kan huske at jeg blev overrasket over den distance der var mellem deres fremtræden på skrift og mundtligt-privat.

   Når de tog den skrivende journalistkasket på sig, så trak de på en textrovert side af deres personlighed som ikke hang særlig godt sammen med deres begrænsede mundtlige udtryksrepertoire. 

   Fra min gymnasietid husker jeg især én kammerat som var meget dårlig til at formulere sig mundtligt i klassen, men hvis stile var skrevet i et sprog så man kunne høre englene synge. Jeg kan huske at jeg undrede mig.

TV-dokumentaristen Poul Martinsen fortæller om sig selv i sin barndom at han var ret genert, men at han opdagede at han var meget bedre til at skrive end til at fortælle noget mundtligt. Og at han derfor blev journalist.

   Inden han begyndte som tv-tilrettelægger var han i en række år en fremragende skrivende feature-journalist på Politiken, og han var også en glimrende interviewer, men han havde store problemer med at få de sociale relationer med fremmede mennesker til at fungere under private ikke professionelle former.

   I min bog om ham fortæller han da jeg giver ham stikordene 'ensomhed' og 'isolation' som er tilbagevendende temaer i han udsendelser:

Professionelt har jeg jo ikke svært ved at komme i kontakt med andre mennesker. Jeg kan sætte mig ned hvor som helst, og i løbet af ingen tid sidder de og fortæller mig deres livshistorie. I privatlivet, det har du jo også oplevet, der er jeg meget sky, kan man sige, og jeg gør mig store overvejelser om hvor jeg nu skal gå hen, hvem jeg skal sætte mig ved siden af, om jeg skal ....Faktisk er jeg på en måde ret isoleret.

En af mine gode venner som jeg i en længere periode underviste sammen med, fortalte mig at hun oplevede at jeg simpelt hen blev en helt anden, mere udadvendt, skarp og mere morsom personlighed når jeg stillede mig op og UNDERVISTE et hold, end når vi var sammen under private former.

I Politikens artikel inddrages en enkelt ekspert, Lars Lundmann, der er psykolog med ph.d. i personlighedspsykologi og arbejder med personvurderinger. Han siger om dem der er textroverte type 1:

»Meget af vores adfærd på nettet er styret af, at vi gerne vil have anerkendelse og likes. Derfor skriver vi ikke: ’Jeg har lige vasket hår’, for det er kedeligt. I stedet smører vi ofte lidt tykt på og selekterer i vores oplevelser. Modtageren i den anden ende kender dig måske kun fra disse korte statements og tænker: ’Sådan er hun altid, hun har det altid sjovt’. Men det er selvfølgelig en overgeneralisering, når det kun er baseret på 20 tweets«, skriver han i en mail.

Han mener, at de textroverte - og det må gælde både type 1 og type 2 - godt kan lide den kontrol af kommunikationsituationen der ligger i at skrive:

»Du har selv kontrol over situationen. Hvis du ikke gider mere, kan du bare lukke computeren. Men hvis du taler i telefon og smider røret på, når din veninde er irriterende, hører du nok ikke fra hende det næste halve år. For mange er det mere afslappende selv at kunne bestemme, hvad vi taler om via statusopdateringer, uden at blive afbrudt«.