Du må ikke tænke på en elefant...!

Jeg har lige fået en bog med ovennævnte  titel ind ad døren; med undertitlen: 'Know Your Values and Frame the Debate'. Den er skrevet af George Lakoff, en af forfatterne til en af "biblerne" bag denne blog: 'Metaphors We Live By'. Den kobler fra starten frame-teori og metafor-teori sammen, sådan som jeg også har gjort i en række tidligere indlæg.

   Sit grundsynspunkt anskueliggør han med opfordringen TÆNK IKKE PÅ EN ELEFANT? Den er umulig at følge. Fordi selve ordet "elefant" fremmaner en kognitiv frame i bevidstheden, som kan være et mentalt billede koblet med forskellige former for viden: elefanter er store, har flapreører og snabler, forbindes med cirkus, etc.

   Altså: en negeret opfordring er altid et produkt af blending, nemlig af en forestillet tilstand og det modsatte: GRÆSSET MÅ IKKE BETRÆDES, giver kun mening hvis du samtidig aktiverer et konceptuelt rum hvor nogen tramper rundt på det græs.

   Derfor, forklarer Lakoff, gik det helt galt for præsident Nixon da han i sin tid gik på tv og erklærede: I AM NOT A CROOK.

   Lakoff konkluderer. Brug ikke modstandenes sprog når du vil argumentere imod dem. Altså "crook" var det som modstanderne, med rette, beskyldte Nixon for at være.

   Selv kommer jeg lige til at tænke på præsident Clinton der gik på tv og erklærede: I DID NOT HAVE SEX WITH THAT WOMAN. Det aktiverede forbudte fantasier hos hele den puritanske amerikanske befolkning.

Lakoff rammer lige ned i en dansk debat med sit næste eksempel. Han fortæller at George Bush ved sin tiltræden som præsident proklamerede at han ville give TAXRELIEF - "skattelettelser".

   Ordet "lettelse" er en metaforisk betegnelse for en emotionel tilstand af befrielse og frihed - en mental "lethed". Og en "lettelse" er altså en lettelse "fra noget": "en sorg", "noget der tynger", "er ubehageligt", har holdt en nede", "en tvang".

  Kobler man forestillingen om denne mentale tilstand "lettelse", sammen med "skat" som jo er noget materielt, nemlig penge, så konstruerer man en metafor "skattelettelse" der framer "skat" som "noget der tynger", "noget ubehageligt", "noget der gør en ufri". Den bagvedliggende konceptuelle grundmetafor er: SKAT er EN BYRDE.

Lakoffs pointe er at derfor skal oppositionen i USA - og altså også i Danmark - passe på med at overtage modpartens metafor fordi man samtidig mentalt set "køber" hans konceptuelle frame. For så "skyder man sig selv i foden", som han siger.

   

Villy og Helle og de andre fra rød blok skal altså passe på med at komme med udtalelser som: "Vi er imod skattelettelser!" For hvordan kan man dog egentlig være det?

   De skal tænke kreativt og finde en anden metafor der aktiverer en anden frame. Nu hjælper jeg lidt på vej. De skulle hellere tale om: SKATTENEDSKÆRINGER eller SKATTEBESKÆRINGER. 
   Av! Av!

Og journalisterne skal holde op med at bruge metaforen "rød blok" fordi de "røde" ikke er ret "røde" og de radikale slet ikke. I i øvrigt er det ikke de partier der har iværksat blok-politikken, det er de andre. Og så aktiverer det også en børnehave-frame: "rød stue".

Som en eftertanke og som dokumentation af betydningen: "Don´t tell, show", kan man se eksperimentet ikke fungerer særligt overbevisende hvis man opfordrer: Tænk ikke på en problemstilling!