Sider

torsdag den 28. november 2013

Pussy Riots, Trille, Thomas Lundme, Yahya Hassan - om erfaringssprogets gennemslagskraft - og dets modsætning: 'bullshit'

Informations weekend-tillæg "Moderne tider" har ganske mange faste rubrikker, og er af svingende kvalitet. Men jeg har en klar fornemmelse af at der er sket et kvalitetsløft på det sidste. Redaktøren hedder Bodil Folke Kaarsholm.
   Denne weekend, 23.-24. november, er der to "stykker" der især fænger og fanger:

Dels er der en spændende, oplysende, men ikke særlig letlæst brevveksling mellem på den ene side det russiske Pussy Riots-medlem Nadesia Tolokonnikova, aktivisten der blev fængslet efter gruppens Putinkritiske og provokerende optræden i en russisk ortodoks kirke, og på den anden side den slovenske filosof Slavou Zizek, en klog mand der ifølge Wikipedia har skrevet essays om et bredt spektrum af emner: Jacques Lacan, fundamentalisme, tolerance, politisk korrekthed, globalisering, subjektivitet, menneskerettigheder, postmodernisme, Lenin, David Lynch, Alfred Hitchcock.
   Brevene er fra begge sider skrevet i et højstemt og ganske abstrakt sprog, gennemsyret af en anspændt seriøsitet som er ganske fremmed for en gråmeleret leverpostejagtig dansk tænkemåde.
   Pointen i brevvekslingen er, som der står skrevet, at der er opstået en symbiose mellem den globale storkapital og økonomisk tunge stater med et stærkt autoritært og mere eller mindre diktatorisk styre.
  Jeg tænker: Det er jo rigtigt. Men er der egentlig noget nyt i det?

Men Pussy Riots system- og kirkekritiske optræden í Rusland trækker erindringstråde til min egen ungdom - via den anden artikel fra Moderne tider som fanger og fænger.
   Det er en erindringsartikel af Thomas Lagermand Lundme - i anledning af at Arbejdermuseet har åbnet en udstilling om sangeren Trilles liv og virke. Rubrikken lyder:
Hej, Søster løgsovs
Den artikel bliver jeg også straks grebet af da jeg begyndte at læse den - forfra. Den indledes sådan her:
Et af de første steder, jeg boede som barn, var Reberbanegade på Amager. Det var på 3. sal med udsigt til Amager Centret, som strålede som en kunstig højfjeldssol. Der stod også et kastanjetræ. Når det blomstrede om foråret, var det skønheden. Jeg troede, det var skoven. Min far var elektronmekaniker og havde for det meste natarbejde. Min mor var i huset hos Thomas Winding og passede hans børn, så han havde tid til at skrive bøger til alle de andre voksne børns børn. Når min mor ikke passede Thomas Windings børn, var hun med i hans fjernsynsudsendelser for børn. Når jeg blev passet hos min mormor og morfar i deres kolonihavehus, kunne jeg altid se hende i fjernsynet, min mor. Så var hun der. På en måde.
Det gode sprog - erfaringsproget - vender jeg tilbage til. Men hvem er skribenten?
   Thomas Lundme er multikunstner - en af de særligt kreative - der både skriver bøger, producerer dramatik og er kunstmaler. Og i artiklen i Moderne tider leverer han på skrift et flash back til min egen ungdom hvor Trilles sange spillede en vigtig rolle. Nok mest for kvinder.

Jeg kender Trille fra begyndelsen af 60´erne. Vi gik begge på Christianshavns Gymnasium. Og begge var vi såkaldte udvekslingstuderende der fik et års ophold i USA gennem organisationen American Field Service. Det betød så at vi fik vores studenterhue med et års forsinkelse. Men også at vi i den grad fik udvidet vore horisont.
   Trille havde allerede da taget eller fået sit kælenavn, og hun sang og spillede guitar til gymnasiefester og på studenterlejre, husker jeg.
   Hun havde en god stemme, lidt i retning af Joan Baez hvis plader og sange jeg med flid havde lyttet til efter hjemkomsten fra USA.
   Trille var (ligesom Joan Baez) en dejlig dame med gode, dybe smilehuller, var vi mange der syntes. Og vi vidste godt at hun havde en mere professionel fremtid som sanger og musiker foran sig.

Ret mange år senere  - omkring 1990 - mødte jeg Trille igen - i DR´s B&U-afdeling hvor hun var free-lance-medarbejder og -forfatter. Jeg var indkaldt dramaturgisk manuskriptkonsulent på en serie planlagte tegnefilm for børn, film som Trille blandt andre skulle skrive manuskripter til. Jeg skulle give feed back på de første manus-synopser.
   Serien havde som gennemgående signatur og figurer: "Tim og Thomas". Og den var fra B&U´s side opfattet som et relativt stort og dyrt eksperiment som afdelingen havde fået en særlig pulje penge til at finansiere.
   
Tegnefilm a la Walt Disney var ellers op gennem 80-erne ideologisk belastede i B&U-kulturen, så det var i hvert fald en ret pioneragtig opgave for Trille og to andre forfattere at skulle skrive manus til en danske tegnefilm ud fra et givet rammekoncept og to på forhånd fastlagte karakterer.
   Plottet skulle hver gang indebære en visuel forvandling fra en normal virkelighed til en fantasi-virkelighed - med inspiration fra fra forskellige (børne)litterære fiktionsuniverser.
   Her er et eksempel fra YouTube - med manuskript af Trille:


Trilles mest spektakulære offentlige optræden skete 20 år tidligere - i et TV-underholdningsprogram hvor hun sang den for en del seere provokerende vise  "Øjet", skrevet af forfatteren Jesper Jensen: 


Sangen indbragte hende og Danmarks Radio en anklage for blasfemi efter straffelovens § 140:
Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Det var især andet vers i "Øjet" der provokerede - "Han" i sangen er "Gud":
Han er streng - men så forbandet uerfaren,
han har aldrig nogensinde været barn.
Når jeg strammer min trusser,
som har blonder og er gule,
kan jeg komme til at røre ved det frække, de skal skjule.
Men så snart der er noget, der kilder
bare en lille bitte smule,
så lurer der et øje i det høje.
Ham Gud han er eddermanme svær at få smidt ud.
Men selvfø'lig det er syndt, han har den drift,
han har aldrig nogensinde været gift.
Retssagen førte til frifindelse den gang i 1970-71, i markant modsætning til den dom på to års fængsel som to af Pussy Riots medlemmer fik for godt et år siden i Rusland.


Tilbage til artiklen af Thomas Lagermand Lundme:
   Det er ikke mindst sproget der gør at man suges ind og hænger på: Enkelt mundtligt farvet erfaringssprog, som meget fint indfanger barnets synsvinkel og oplevelseshorisont.
   Formuleringen "i øjenhøjde" ville her ikke være en kliche.
   
Det der kendetegner erfaringssproget i almindelighed, og Thomas Lundmes tekst i særdelesher, er dets glasklare gennemsigtighed i forhold til den virkelighed det skildrer. Der er ikke antydningen af 'bullshit' i det sprog.
   Her et længere citat fra Thomas Lundmes tekst som netop zoomer ind på på det tidspunkt hvor en plade af Trille med nogle af hendes senere så kendte sange, er kommet ind i familiens liv - sange som ændrer det liv - netop fordi teksterne i dem i den grad selv er gennemsigtige og gøre brug af erfaringssprog:
En dag kom min mor hjem fra Thomas Winding med et par fyldte flasker og en lp under armen. Der var to fugle uden på coveret. Og et rødt hjerte. Min far sagde, at det var ærgerligt, det ikke var snittet.
   »Hvad?«
   »Grafik er vejen frem,« sagde han. Og mente det. På den måde fastholdt man et verdensbillede i sort og hvidt. Det gør han nok stadig.
   Min mor var ligeglad. Hun satte pladen på. Og skruede op.
   »Kom og løft mig op,« sang stemmen i højtalerne.
   Det var en god ide. Jeg gik ind på mit værelse og løftede Bimmer op fra opvaskebaljen.    Og da jeg gik ind i stuen igen, dansede min mor på gulvet. Hun havde fået røde kinder.  Og der var vin i glasset. Da jeg så på hendes øjne, kunne jeg se det.
   »Hvorfor græder du?«
   »Fordi det er så smukt,« sagde hun. Og skruede lidt højere op.
   Birthe Kjær på guitar
   Min far sagde, at det var patetisk. Det var Birthe Kjær på guitar. Og nu gik han altså i Amager Centret og brokkede sig over det. Og over noget andet. Og noget tredje, han havde hørt i kantinen på arbejdspladsen forleden.
   Det var min mor ligeglad med. Hun dansede.
   Nu sang stemmen i højtalerne om »Min lille sol«, og den skinnede, solen derude. Den kastede et lys ind i stuen, der var sjældent. Det mindede om forår, selv om vinden ruskede, og regnen for det meste tordnede mod ruderne.
   Jeg vidste ikke helt, hvad det var, men jeg kunne mærke, at der skete noget. Det var som om, at alt det der med, at vi skulle bo i kælderrummet resten af vores liv, når Barsebäck sprang i luften, forsvandt lidt, og solen bare blev ved med at skinne, så det lignede, vi var på ferie i Fælledparken. Det var vi tit om sommeren. Så sad min kusine og jeg i græsset og malede, mens Røde Mor råbte fra scenen, at alle, der ikke var røde, var døde. Og alle, der var røde, var søde. Og så sagde min far, at nu var den ferie slut. Og så tog vi hjem igen til Reberbanegade.
   I børnehaven havde jeg godt lagt mærke til, at der var andre børn, der var på ferie i mere end en dag. Men det var også alle de børn, der havde forældre, der arbejdede i lufthavnen. Det var nok derfor, tænkte jeg. Så kunne de flyve. Vi kunne kun cykle.
   Det sang hun også om. Hende i højtaleren. »Mors lange cykeltur,« sang hun og min mor sang med, mens hun vaskede op eller lavede te fra Ceylon.
   Den musik gjorde min mor glad. Og den gjorde hende anderledes.
   »Hvad skal du i aften?« spurgte min far.
   »I Huset,« sagde min mor. »Vi holder kvindefestival. Og jeg er med til at arrangere det.    Det er vigtigt, vi bevæger os.«
   Min far nikkede. Han bevægede sig ikke så meget. Men han var begyndt at høre hende der stemmen inde i højtalerne, når min mor ikke var hjemme.
   Det var også et bedre cover, der var til den lp med »En lille bunke krummer«. Det var et lille rødt hus ude i en skov med grønne træer.
   »Er det kastanjetræer?« spurgte jeg.
   Min far rystede på hovedet og sagde, det var bøg.
   Så sagde jeg, at Fru Frandsen ikke kunne bo der. Hun kunne ikke tåle det der allergi.  Og det kunne Birthe Kjær desuden heller ikke.
   Så grinede min far og rodede mig i håret. De aftner var dejlige. Så sad vi der i Reberbanegade, mens hende der stemmen i højtalerne sang om ræve, rav og om de små lys, vi skal huske at tænde i mørket. Min far snittede grafik. Og jeg lavede et slot i trylledej. Min far troede, det var et hus til alle dem, der ikke havde et sted at bo. Det tror han stadig. Jeg har aldrig nænnet at sige, at det var det slot, jeg skulle bo i, når jeg havde fået så stor succes med at synge på Mellemdækket i min leopard.
   Det slot skulle bygges midt på Røde Mellemvej.
Sproget i Thomas Lundmes tekst står i lysende kontrast til det sprog som beskrives i Informations hovedavis den samme dag - under rubrikken
En bullshitters bekendelser 
Manschetten lyder:
Et af de mest iøjnefaldende træk ved vores kultur er, at vi er omgivet af så meget bullshit. Det mener professor emeritus i filosof fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt, der har viet en hel bog til at beskrive fænomenet. Han er bekymret – for som han siger: ‘Bullshit er en mere samfundsnedbrydende praksis end løgnen’
En faktaboks fortæller:
Bullshit [ˈbulˌˈsjit] subst. el. verbum
Sammensat af ordene ’bull’, der betyder tyr og formentlig stammer fra det franske ’boul’, der kan oversættes til ’svig’ eller ’bedrag’ – samt ordet shit, der betyder ’lort’ og er blevet brugt i amerikansk slang siden 1915, om end det først for alvor fandt udbredelse under Anden Verdenskrig.
   I almindelig sprogbrug anvendes ordet bullshit til at udtrykke utilfredshed med udsagn eller personer, der virker overfladiske og uoprigtige. I bogen On Bullshit definerer professor emeritus fra Princeton Universitet Harry G. Frankfurt en bullshitter som en
person, der er mere optaget af at imponere publikum, end af at formidle sandheden:    »Det, han siger, kan være sandt eller falsk – han er dybest set ligeglad.«
De senere år er bullshit gledet ind i det danske sprog, som et supplement til allerede kendte betegnelser som: ’varm luft’, ’tom snak’ eller det mere latrinære (men med ’bullshit’ nærmere beslægtede) ’at lukke lort ud’.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg i den grad er allergisk over for bullshit-sprog, og at jeg får røde knopper af mennesker der bulshitter i tide og utide.
   Jeg ønsker her på bloggen at undgå sprogligt  bullshit, og jeg prøver at udnytte erfaringssprogets gennemsigtighed når jeg skriver. Også selv om det jeg skriver om, kan være ret svære sager der indimellem kræver brug af abstrakte begreber.
   Det sprog som jeg har benævnt 'videnssprog', er - i modsætning til erfaringssproget - rigtig velegnet til at bullshittte med, fordi det er abstrakt, billedfattigt, upersonligt og følelsesrenset - og derfor formidler virkeligheden i fugleperspektivets slørede form.
   Se mere om det to slags sprogbrug i det følgende blogindlæg:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2010/12/videnssprog-vs-erfaringssprog-og-de-to.html
Gå gerne videre til de følgende indlæg hvor jeg fremhæver det særlige anti-bull-shit-erfaringssprog som Christina Hagen bruger i sin digtsamling "White Girl", en samling tekster som nu er blevet omsat til en meget rost teaterforestillig: 
Skulle jeg give et lysende klart og helt aktuelt eksempel på det modsatte af bullshit-sprog, så er det Yahyan Hassans digte - men også hans udtalelser når han bliver interviewet:



Læs også gerne mit indlæg om Yahyab Hassan da han lige var trådt offentligt frem i et interview i Politiken:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2013/10/den-danske-dubutantdigter-yahya-hassan.html