Inspiration - når noget ydre matcher noget indre - og motiverer handling: revolution og kunst

Jeg var for nogle blogindlæg tilbage inde på begrebet og fænomenet inspiration. Og skrev den gang at ordet virkede lidt umoderne, forankret som det var - i min erindring - i 18-hundredtallets romantiske kunstideologi og geniforestillinger. Men jeg noterede også at det stadig var gangbart i kunstnerkredse, som det fremgik af interviewbogen "Kreativitet og Inspiration".
   Imidlertid lægger jeg mærke til at ordet dukker op dagligt i alle medier under dækningen af de begivenheder der foregår i Nordafrika og Mellemøsten i disse uger. Uden at det har noget med kunst at gøre, men nok  i hvert fald indirekte - noget at gøre med kreativitet og faserne i den kreative proces.

Journalister og eksperter fortæller at det folkelige oprør og omvæltningen i Tunis, "inspirerede" egypterne til deres demonstrationer og oprør mod det diktatoriske regime. Og videre: at befolkningerne i de øvrige arabiske lande derefter har fundet "inspiration" i begivenhederne i Egypten til også at demonstrere. Og i en artikel i dagens avis tales der om at det russiske regime frygter at ogsåe den russiske befolkning kan blive "inspireret" til noget lignende. En analytiker forklarer denne frygt med at der er klare strukturelle ligheder - isomorfi - mellem det russiske autoritære og pseudo-demokratiske styre under Putin og det egyptiske under Barak.

Wikipedia forklarer at der er to forskellige skoler og traditioner omkring forståelsen af inspiration: En som går ud fra at det er en kraft der kommer indefra, mens andre siger det er noget der kommer udefra.
17-hundredtallets filosoffer tilslutter sig nærmest det første synspunkt, 18-hundredtallet det andet.
   Mit synspunkt er at der er tale om en slags aha-oplevelse af den slags jeg har identificeret som oplevelsen af "et match" mellem noget ydre og noget indre: at man altså oplever at der er ydre indtryk, billeder, stimuli, fortællinger der korresponderer med indre forestillinger, og at oplevelsen af dette "match" - en form for genkendelsesmekanisme - leverer den psykiske energi der fjerner en blokerende frygt for repressalier og fører til handling.
   I Mellemøsten er det indlysende at det er den form for inspiration der foregår kollektivt og i stor skala befolkningerne imellem, og at medierne - ikke mindst tv og net-tv - er medium for oplevelsen af at de billeder man ser på skærmen matcher de ophobede oplevelser og erfaringer man selv har med sit eget liv underkastet sit lignende styre.
   Det er oplevelsen af isomorfi mellem det ydre og det indre billede, der udløser indsigten i form af: "Når de kan, kan vi også - fordi deres situation ligner vores."

Når nogen taler om at have mødt deres drømmekvinde, eller at de har fået  tilbudt deres drømmejob, så er det selvfølgelig også udtryk for oplevelsen af korrespondance - et match - mellem indre forestillinger der mødes med indtryk fra en ydre virkelighed.
   Og forleden så jeg en prisbelønnet dokumentarfilm "Man on wire" i tv, som jeg både har læst om  og tidligere set klip fra, men først nu så i sin helhed. Wikipedia:

Man on Wire is a 2008 British documentary film directed by James Marsh. The film chronicles Philippe Petit's 1974 high-wire walk between the Twin Towers of New York's World Trade Center. It is based on Philippe Petit's book, To Reach the Clouds, recently released in paperback with the new title Man on Wire. The title of the movie is taken from the police report that led to the arrest (and later release) of Petit, whose performance had lasted for almost one hour. The film is crafted like a heist film, presenting rare footage of the preparations for the event and still photographs of the walk, alongside reenactments (with Paul McGill as the young Petit) and present-day interviews with the participants.

I filmen fortæller artisten Phillipe Petit hvordan han fik ideen - inspirationen - til denne utrolige og enestående happening: Han var 17 år og sad i venteværelset hos sin tandlæge og læste en avis der fortalte om det igangværende byggeri af de to tvillingtårne der skulle komme til at udgøre World Trade Center i New York. Der var avisfotos af skyskraberne under opførelse og tegninger af det færdige byggeri. Phillipe Petit fortæller at i det øjeblik han læste artiklen og så illustrationerne, vidste han at det ville han gør: gå på line mellem de to tårne!
   Efter at have set filmen, må line-dans være det rigtige ord. Og altså et krystalklart eksempel på inspiration som et match mellem en indre og - måske indtil det øjeblik - ubevidst drøm eller forestilling, og så en ydre sproglig og visuel impuls. Han så i det øjeblik et billede af sig selv udføre det spektakulære kunststykke på et tidspunkt i fremtiden. Fik en ny ide, og satte sig for at realisere den.
   Beskrevet og forstået sådan, er der tale om blending: to adskilte konceptuelle rum der giver input til et tredje output-rum gennem integration og komprimering af virkelighed og fantasi, af nutid og fremtid, af et aktuelt "jeg" med et "fantaseret jeg".
   Og analogt med det kan vi så også forstå den steppebrand af demonstrationer og oprør der breder sig i Mellemøsten, som en kreativ proces. Indtrykkene fra tv af de andres oprør, matcher de drømme vi også har, og som output kommer forestillingen om en fremtidig situation hvor vi også gør oprør og det lykkes som i Egypten og Tunis.

I øvrigt noterer jeg at filmen "Man on Wire" genremæssigt er et blend - en dramadokumentar; blandt andet er den scene med "Phillip Petit" i tandlægens venteværelse en rekonstruktion. Og jeg lærer et nyt ord fra dramaturgiens værktøjskasse: en heist film.

A heist film is a film that has an intricate plot woven around a group of people trying to steal something. Versions with dominant or prominent comic elements are often called caper movies. They could be described as the analogues of caper stories in film history. Typically, there are many plot twists, and film focuses on the characters' attempts to formulate a plan, carry it out, and escape with the goods. There is often a nemesis who must be thwarted: either a figure of authority or a former partner who turned on the group or one of its members.

Nemesis holdt sig dog - heldigvis - væk fra Phillip Petit.
   Men ikke fra World Trade Center mange år senere.

Når blandingsgenren "skiller" - om DR1 tv-reality-dokumentar-serien "Blod, sved og T-shirts"

Det her blogindlæg tager afsæt i et tv-program jeg så i går på DR1: "Blod, sved og T-shirt". Det var nummer 4 i en serie på vist nok 8. Selv om jeg af flere grunde var interesseret, så valgte jeg ikke at se de første programmer - på grund af avisens forannoncering.
   Når jeg så alligevel valgte at se det i går, så var det fordi der i Politiken den 17. februar var en kronik med rubrikken "Blod, sved og underholdning". Den var meget kritisk over for det første program og var skrevet af Ravinder Kaur som er lektor ved Københavns Universitet og forfatter. Af billedet og navnet at dømme, er hun af indisk oprindelse.
   Der var ingen vej uden om: Jeg måtte se programmet, der ud fra forannonceringen at dømme blandede dokumenteret virkelighed med iscenesat virkelighed.

I flere faglige sammenhænge har jeg i detaljer beskrevet genren og dens konstruktionsprincipper, og  altid her forholdt mig nøgternt analyserende til den. Og i perioder har jeg med fornøjelse set og fulgt flere af serierne, vel vidende at mange i mit grønne segment har forholdt sig negativt afvisende til den slags "trash tv" eller "følelses-porno". Men "Blod, sved og T-shirts", de udsendelser vil jeg ikke se flere af. En var nok.
  Skilt sovs!

En af de tv-blandingsgenrer - med det sigte at fascinere og underholde - som stormede frem på alle kanaler i slutningen af 90´erne, var reality-showet - med "Big Brother" og "Robinson" som pionerer og frontløbere. På det seneste har "Paradise Hotel" været i journalisternes søgelys og tiltrukket mange unge seere. Og de superpopulære fredagsbaskere: "Vild med dans" og "X-faktor" - hører også til reality-show-familien.
   Kendetegnende for denne faktionsgenre er iscenesættelsen af sociale og socialpsykologiske eksperimenter med mennesker som så følges og filmes som en slags dokumentar - eventuelt i kombination med et sceneshow. Eksperimentet skal gennem indlagte konkurrencer, opgaver, udfordringer og provokationer presse deltagerne til at vise stærke følelser i ord og grænseoverskridende handling. En amerikansk tv-producer har karakteriseret genren som "unscriptet drama".

Genren der jo altså blander fakta og fiktion gennem iscenesættelse af medvirkende i forskellige "virkeligheds-plot", har seriøse forløbere i DR TV - tilrettelagt og produceret af nogle af de mest kreative mennesker jeg har mødt i mit liv: Poul Trier Pedersen med sine spontanspil, fx "Søens Folk", "Opspind", Poul Martinsen med nogle af sine eksperimenterende dokumentarprogrammer, fx  "Broen" og "Dagbog fra en Fristad", og nogle af Ungdomsredaktionens udsendelser, fx "Vinduesrækken, "Ungdomsbrigaden", "I sandhedens tjeneste" (af og med Poul Nesgaard). Og så sent som for fire år siden, inspireret af den moderne udvikling af reality-genren, forsøgte Poul Martinsen sig med hvad han selv betegnede som en "reality-dokumentar"-serie: "Krigerne" - med det seriøse formål at dokumentere at alle mennesker kan forledes til at udvise regulær ondskab under de "rette" omstændigheder - a la det der foregik i Abu Greif-fægslet i Irak.

Både til underholdningsformål og med et mere alvorligt dokumentarisk sigte, er der tale om en blended genre, hvad også den sammensatte genrebetegnelse peger på: reality + show. Og således præsenteres "Blod, sved og T-shirts" officielt - netop som et eksperiment med mennesker:

Fem unge storforbrugere af tøj har sagt ja til at deltage i et eksperiment. De bliver kastet ud i Indiens benhårde tøjindustri. Her skal de kæmpe for at overleve på en indisk arbejders løn. Men kan de klare at producere det tøj, de selv og resten af Vestens befolkning går i?

Når reality-programmer fungerer bedst, så arbejder indhold, form og udtryk integreret sammen med ideen (=plottet). Selv om historierne er konstruerede og virkeligheden iscenesat, så leverer de mest vellykkede reality-show en intensitet og en autenticitet som gør at de faktisk får en  slags dokumentarisk værdi, så seerne får indsigt i nogle sider af den menneskelige psyke og nogle socialpsykologiske mekanismer som de kan spejle sig i - og dermed måske blive lidt klogere af.

Det går - desværre - helt skævt i "Blod, sved og T-shirt". Og det er livsstil- og fakta-redaktøren Gitte Tække helt klar over, for hun siger besværgende på på programseriens hjemmeside:

"Blod, sved og T-shirts giver et sjældent indblik i de vilkår inderne arbejder under. Den indsigt programmet giver, sætter tanker i gang om, hvordan det tøj vi har på, faktisk bliver produceret under meget umenneskelige arbejdsforhold."

"Sjældent indblik", "sætter tanker i gang". Det er legitimerende ønsketænkning fra redaktørens side.

De 5 unge medvirkende danskere i programmet virker uægte og deres reaktioner overdrevne, og de indere de unge oplever som "modstandere": arbejdsledere, værtsfamilier, udlejere - forekommer instruerede. Og de andre indere - arbejderne - de fattige - får man ikke noget særligt indtryk af, de fungerer som ren kulisse.
   Hvis reality skal virke autentisk og til at blive klogere på mennesker af, så må man ikke som seer føle at deltagerne tænker på hvordan de fremtræder på skærmen. I "Blod, sved og T-shirt" har man hele tiden fornemmelsen af at de unge danskere spiller op til kameraet, og at de indiske medvirkende føler ubehag ved deres tilstedeværelse.
   Skilt sovs!

Kronikken konstaterer meget præcist: "Når programmet netop er optaget i Indien, er det formentlig blot et tilfælde. Det kunne lige så godt have været i Vietnam, Bangladesh, Cambodja eller et af de mange andre lavtlønslande, hvor der produceres vare til vesten."
   Selve eksperimentplottet tvinger rent dramaturgisk til identifikation med de unge danskere (hvis man overhovedet tror på dem), men ikke til identifikation med de fattige indere hvis situation redaktøren i citatet ovenfor håber og hævder vi får indblik og indsigt i. De er - og det er det ubehagelige ved konceptet - blot og bar kulisse og bagtæppe for de unge danskeres useriøse og tidsbegrænsede tumlen rundt.

Hjemmesiden på nettet bekræfter ens oplevelse af teater, ubehag ved rollerne og dårligt skuespil. Den afslører klokkeklart programmet som et dokumentarisk postulat. Læser man "Majas dagbog" som virker autentisk, så tror man ikke et øjeblik mere på udsendelserne som virkelighed.
   Kronikkens forfatter, Ravinder Kaur, slutter sin kronik med:

Har programmet nået sit mål om at inspirere ungdommen til forbruge mindre? Svaret er nej, hvis man forsøger at finde svar ud fra programmets hjemmeside. Hver af de medvirkende fortæller os om deres forbrug før og efter opholdet. I næsten alle tilfælde er der en minimal eller ingen forandring overhovedet i deres forbrugsmønster. (/) Har programmet igangsat en debat om fattigdom og forbrug blandt de unge? Hvis man ser på deltagernes gæstebøger på programmets hjemmeside, er svaret også nej. De fleste kommentarer er ting som : "Sandie, du er en hottie, skal vi ikke mødes snart?"

Det er en glimrende og meget oplysende kronik som jeg virkelig kan anbefale at man læser. Den kan nu findes og læses på siden: http://politiken.dk/debat/kroniker/article1198077.ece.
   Til gengæld kan jeg ikke anbefale at man ser resten af serien, men foreslå at man klager til DR´s livsstils- og faktaredaktør. Og til Danida som har sponsoreret serien. Den har ikke været billig, og jeg synes pengene kunne være brugt til noget bedre.

Jeg kan i stedet anbefale at man ser nogle af de verdensbilledlegatfilm som Danida også har sponseret.   Her er der som regel ikke problemer med autenticiteten, og mange af dem leverer samvirkende effektiv oplysning, identifikation og fascination på et højt dokumentarisk niveau. De kan findes og ses på:

http://www.youtube.com/user/udenrigsministeriet#p/c/2DE1B6CCF5B26316.