På det sprogseminar de to foregående indlæg udsprang af, diskuterede vi en del om døde metaforer og klicheer. Når man underviser journalister i sprog, har det, så længe jeg kan huske, været en yndet sport - et pædagogisk mål - at gøre de vordende journalister opmærksomme på de farer der lå i uhæmmet brug af klicheer.
Mit synspunkt - med afsæt i Lakoff og Johnsons kropsinlejrede metaforteori og "den neurale sprogteori" der ser mental simulation som lig forståelse - er at de død metaforer ikke er så døde at det gør noget. En opfandt så begrebet "de sovende metaforer".
Der er mange argumenter for at de døde metaforer nemt kan bringes til live - og blive sprællevende. Det mest indlysende for mig har været at man bare i den slags sætninger hvori de indgår, behøver at kursivere den døde metafor-del, som jeg har gjort i mange foregående indlæg - og i dette indtil nu.
(NB! Hvorfor er "nu" kursiveret i den foregående sætning? - Fordi "nu" er en metafor for "her"!)
Politikens Debat-sektion i dag har en lang række rubrikker der "trækker på" på både døde og mindre døde metaforer:
Historiens hjul drejes tilbage
Mødomstest sparker ny revolution i gang i Egypten
Shoppingskolen
Patriark med trusser og bh
Grænsebom er noget vi spiser
Vi er besat af kriser
Dansk humaniora er en skandale
Når en spionchef synger højt
De bestilte ikke en container med Viagra
Der er brun sæbe på skråplanet
Redaktøren af debat-sektionen skal have buket roser uden forbehold.
