Sider

lørdag den 26. marts 2011

Landskamp, frihedskamp, borgerkrig eller folkemord - mediernes ukreative og enøjede dækning af "det der foregår i Libyen"

De elektroniske medier har godt nok haft travlt med at dække "det der foregår i Libyen". Og den dækning har godt nok ikke være kreativ, endsige nuanceret: De politiske partier og medierne har højt og  syngende enstemmigt i kor gået i krig med "fjenden", den onde selv: Gadaffi.
   Det hele er et spørgsmål om metaforisk framing.
   
Den klassiske grundmetafor omkring sport er SPORT er KRIG: "arvefjenden Sverige", sportkamp", "en ny spiller er Olsens hemmelige våben", "Caroline returnerer mere offensivt", "Han kanonerede bolden i mål", målmanden blev udsat for et bombardement", etc. etc.
   Det er bemærkelsesværdigt at dækningen af den danske deltagelse i gennemførelsen af "flyveforbudzonen" - med bidrag af fire til seks F16 jetjagere med bomber og misiler og hele arsenalet - stort se har være vinklet og metaforisk framet "omvendt" - altså det danske krigsbidrag set igennem sportskampens optik. 
    Når stand up-repporterne fra TV 2 har stået uden for hegnet til den syditalienske luftbase, og rapporteret live om det de ikke måtte komme ind med kameraerne og vise, så har retorik og stemning stort set været som var det forberedelserne til en landskamp der blev dækket, hvor reporteren stod ude foran hegnet til den fodboldbane hvor Morten Olsens drenge trænede en ny hemmelig taktik for kampen mod mod Norge. Og den detaljerede gennemgang af F16-flyenes armering og tekniske indretning har haft sit forbillede i reportager om nyt cykeludstyr til Bjarne Riis drenge.
   Dækningen af selve konflikten i Libyen, har så i øvrigt næsten unisont været styret af framen: OPRØRET er FRIHEDSKAMP med DEMOKRATI som MÅL. Som i øvrigt også dækningen af alle de øvrige konflikter i området. Denne metaforiske frame har så gjort det næsten umuligt at tale om, beskrive og analysere de samfundsmæssige skel i Libyen (geografisk opdeling efter stamme- og klangrænser) og dette at Gadaffi ikke bare har haft en veludstyret hær til sin rådighed, men at der også - sandsynligvis har været og er stor befolkningsgrupper som har støttet styret. Det har stået som "gåder" i dækningen.
   Havde konflikten forekommet længere mod syd i Afrika, som fx. den der nu foregår i Elfenbenkysten, så havde en anden frame og derfor en anden optik til forstålsen straks meldt sig: OPRØRET er BORGERKRIG. Eller OPRØRET er regional SELVSTÆNDIGHEDSKAMP.
   Og så er der Gadaffis "svar" på oprøret: Det er FOLKEMORD eller FORBRYDELSE MOD MENNESKEHEDEN.
   Tænk at politikernes og journalisternes hukommelse ikke er længere: Saddam Hussein har MASSEUDRYDELSESVÅBEN, derfor går vi i krig: for at forhindre ham i at bruge dem efter formålet.

Jeg mener det var den kreative journalist- og journalistikforsker Anker Brink Lund der opfandt metaforen "lemmingeffekten" til at beskrive det fænomen at alle journalister uanset medie og uanset professionens selvforståelse som kritisk vagthund, fulgte samme frame når de vinklede en spektakulær historie.
   Den metafor må vist være på sin plads til at sammenfatte mediernes dækning - og især de elektroniske - af "det der sker i Libyen" i disse dage og uger.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar