Film, dramaturgi, sandhed og virkelighed - i anledning af filmen 'Den danske pige' om Lili Ellbe og Gerda Wegener

Alice Viander som Gerda og Eddie Redmayne som Lili i filmen 'The Danish Girl'.

Dette er ikke en anmeldelse. Og indlægget her starter med et spørgsmål:

Hvad er grunden til at en film kan opleves kedelig, trods en fascinerende historie baseret på virkelige personer og begivenheder, trods stor skuespilkunst af hovedrolleindehaverne, trods megen betagende fotografering af interiører og locations, trods en autentisk setting fra årene 1910-1930 og overbevisende kostumer, frisurer og sminke fra tiden?

Det kan man naturligvis ikke svare på generelt.
   Men det var egentlig kernespørgsmålet efter at fruen og jeg havde været inde og se spillefilmen 'Den danske pige' i vores lokale cafebiograf, en film instrueret af Tom Hooper, med Eddie Redmayne og Alice Vikander i de dominerende roller, og filmet af den dygtige fotograf Dan Cohen.

   Vi var enige om at filmen teknisk, visuelt og skuespilmæssigt havde mange fremragende kvaliteter. Der var mange fine scener - ikke mindst de tragikomiske der viser Lilis møde med datidens lægestand. Gamle Danmark (1910-30) som setting for en række eksteriørscemer tog sig betagende autentisk ud.
   Og historien var sådan set også i sig selv interessant selv om vi nogenlunde kendte den i forvejen. 

   Og så alligevel: en lidt fad emotionel efterdønning da vi havde forladt biografen.

Filmen fik pæne, men ikke fremragende anmeldelser herhjemme. Og og der er også en ret stor spredning i de udenlandske anmelderes vurdering.

   Men de to skuespiller som spiller henholdsvis Lili Elbe og Gerda Wegener, er begge nomineret til en Oscar, hhv. i kategorien 'actor in a leading role', og 'actress in a supporting role'.

Filmplakat

Motivationen for at se filmen var for mit vedkommende at jeg havde set Gerda Wegener-udstillingen på Arken, og skrevet hele to indlæg om hendes indtil for få år siden glemte og kunsthistorisk stærkt undervurderede billeder.

   Selv om fokus var på Gerdas historie i mine indlæg, så har jeg naturligvis også medinddraget den i sige selv opsigtsvækkende historie om hendes mand Einar Wegener som undervejs i deres samliv som kunstnerægtepar skiftede identitet fra mand til kvinde, en 'kvinde' som i samtiden blev kendt som modellen Lili Elbe, og som blev portrætteret i en lang række af Gerdas i Frankrig højt anerkendte billeder malet i op gennem 20´erne.

Gerda Wegener og Einar Wegener fotograferet foran et af Gerdas malerier af dem begge to, og hvor Einar optræder som modellen Lili

Gerda Wegener: Portræt af Lili 

Gerda Wegener: Gerda og Lili som modeller.

Einar Wegener og Lili Elbe, fotos.

Filmens manuskript bygger på en roman - altså en fiktion - med samme titel 'The Danish Girl' (2000) - af den amerikanske forfatter David Ebershoff, en roman som er inspireret af såkaldt 'virkelige hændelser' - i form af Gerdas, Einars/Lilis faktiske historie der ender med en serie eksperimentelle kønskifteoperationer over godt et år der til sidst koster Lili livet 1931 i Dresden.

   En væsentlig kilde har utvivlsomt været Lilis egen dagbog som blev bearbejdet og allerede udgivet i 1933 under titlen "Fra mand til kvinde - Lili Elbes bekendelser".
   Bearbejdelsen og udgivelsen har Niels Hoyer alias Ernst Harthern stået for - ifølge forordet efter hendes eget ønske. Den blev hurtigt efter oversat til både tysk og engelsk.

bogmslag 

Som forstyrrende moment i oplevelsen af en film kan være at man genkender nogle af dens locations som ikke passer helt i sammenhængen,  og synes at andre er helt forkerte og misvisende. Og det kan godt have spillet med her. Et ekstremt eksempel er slutningen hvor 'Vejle Fjord' vises som en norsk fjord med fjelde i baggrunden. 

   Det kan også være forstyrrende at man allerede har en anden historie i hovedet som man så ikke får oplevelsesmæssigt indfriet. 

   Det havde jeg, og fremstillingen af især Gerdas  figur, uanset hvor godt spillet, lå meget langt fra det billede jeg havde af hende fra min tidligere research og oplevelserne fra udstillingen på Arken.

   Også indførelse af rent fiktive personer kan være forstyrrende når man i forvejen har ret godt fat på personer og kendsgerninger i virkeligheden.
   Ligesom sammentrængt kronologi og forenklinger i forløbet kan virke irriterende. 

Grundlæggende er fortællingen i filmen 'Den danske pige' en tragisk kærlighedshistorie der er spændt ud mellem tre kønsidentiteter - en kvinde, en mand og en transkønnet. Og den bærende ide - præmissen - er at kærligheden ikke er bundet til køn, og at konflikten mellem mentalt køn og fysisk krop kan føre til frihed og død.

   Den præmis burde sådan set være OK som drivkraften i en fortælling. Så hvorrgår det galt?

En nøgle til et problem i oplevelsen kommer Eddi Redmayne med i et interview til Berlingske:

Jeg er i store dele af filmen en skuespiller, der spiller en person, der spiller en dårlig version af en kvinde. Det gik imod min egen forfængelige lyst til bare at vise Lili som den, hun var. Men vi skulle have alle de faser med, hvor det, hun gør, ikke virker. Hvor hun prøver for hårdt. Det var den sværeste del af filmen,« siger Eddie Redmayne.

"Alle de faser med, hvor det hun gør, ikke virker". 

   Det kan i hvert fald forklare at man fra starten og et godt stykke inde i filmen synes at spillet er tungt og uengagerende. Der er problemer med identifikationen, forståeligt nok. Man er simpelt hen lidt orienteringsløs - på samme måde som skuespilleren har kæmpet med at skullet være det i sin rolle.

Det andet problem i filmen og dermed i oplevelsen, er den dramaturgiske konstruktion. 

   Den et det vi i gamle dage kaldte 'cirkulær', dvs. man ved som publikum meget tidligt hvordan filmen ender, og vejen til klimaks er ikke den lineære dramaturgis klassiske spændingskurve (= 'berettermodellen'), men varierede gentagelser over det samme tema - en konstruktion man traditionelt kalder 'bølgemodellen'.

   Som anmelderen Jacob Wendt Jensen skriver i Berlingske 3/2:

Sammenlagt bliver det simpelthen til for meget jokken rundt i for mange ensartede scener med længselsfyldte blikke og tårevædede konfrontationer.

Det peger så mod endnu et problem der for mig er en svaghed i fortællingens indhold: Gerda Wegeners karakter i filmen. 

   Hun er fremstillet som en dygtig og succesfuld kunstmaler, men som kønsvæsen er hun  rendyrket kvinde der derfor naturligvis bliver ked af - episode for episode - at miste den Einar hun elsker. For i stedet at få modellen og kvinden Lili som hun godt kan bruge som  model - men ikke elsker. 

   

Her kommer så nok mine forhåndsviden ind. 

   Der er meget der tale for at Gerda Wegener var lesbisk - eller måske snarere biseksuel. Hun var en meget stærk egenrådig personlighed og ikke nogen klæbende grædekone. 

   Det fremgår af hendes kunstneriske produktion at hun fx lavede mange dygtige og charmerend jugendillustrationer til halvpornografiske historier, og blandt disse illustrationer var der også mange der viste eksplicit lesbiske forhold som dette: 

Også en lang række sensuelle nøgenbilleder med Lili Elbe som model, kunne tyde på at Gerda har nydt Lili som kvindeligt seksual-objekt, og ikke bare som en person hvis transformerede kønsidentitet hun var ked af foldede sig mere og mere ud gennem årene.

   

Og projektet med at udvikle 'modellen Lili Elbe' til kendis-berømmelse, var ikke noget der skete under Gerdas modstand eller modvillige accept, som filmen fortæller. Det var et projekt som hun og Einar var fælles om. 

   Langt hen ad vejen var det en halvoffentlig rolleleg i et åbent boheme-miljø. Og Lili Elbe fungerede under deres samliv i Paris stort set på åbenlyst transkønnede præmisser i næsten 20 år, før han/hun blev opereret. 

  Og da Lili Elbe så blev opereret 1930-31, var de blevet skilt. Og da hun døde , var Gerda på malerrejse i Nordafrika med sin ny mand. 

Med det grundmateriale som en faktuel research giver, kunne jeg nemt se for mig synopsen til en anden (og bedre) film med to ligeværdige hovedpersoner, som man fx kan opleve i den fremragende film 'Thelma og Louise'. 

   En film med titlen "Gerda og Lili".

Det er nemt at være bagklog. 

   Men jeg synes i hvert fald man godt kunne forestille sig der ville være kommet en mere spændende film ud af det, hvis karakteren Gerda i højre grad havde indeholdt flere træk fra virkelighedens Gerda. Og ikke mindst hvis man i en række scener uden tårer, men fulde af grin, latter og pikanteri, havde oplevet de to sammen i det parisiske cafe- og natteliv som charmerende demimonder der leger med roller og kostumer. 

  I filmen manglede vi også at se (tydeligere?) hvordan Einer i rollen som Lili spejler sig i de billeder som Gerda maler med hende som motiv, og at se Einar/Lili posere som regulær nøgenmodel, hvad mange af Gerda Wegeners malerier viser at han/hun må have gjort.

Det er måske det Danmarks Radios Per Juul Carlsen prøver at sige noget mere bramfrit i sin anmeldelse på dr.dk:

Set i forhold til de virkelige begivenheder er ’Den danske pige’ en rædselsfuld film, forfimset og forfjamsket og helt renset for de store knaster og mysterier, Einar og Gerda gik rundt med.

En dokumentarisk gennemgang af de tos historie nøgternt fortalt kan man finde her:

https://www.dr.dk/nyheder/webdok/danishgirl

Mine to tidligere blogindlæg med Gerda Wegener som hovedperson kan du finde her:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/12/wegener-og-wiinblad-pa-arken-nar.html

http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/om-gerda-wegener-kvindelig-dansk-jugend.html