Om illusionens og illustrationens kunst - Niels Strøbæk, Otto Frello, Rembrandt Bugatti, Burne Hogarth - anatomiske fantasi og dynamisk anatomi

Jeg har tidligere skrevet om kunst og kunstnere som tegner og maler så virkelighedstro at det næsten er for meget - så det næsten blænder den bevidsthed der skal se, afkode og tolke det sete.

   "Det der ikke ligner det det er, og ikke er det det ligner, men dog både ligner og er", som den super- eller surrealistiske danske kunstner Niels Strøbæk har formuleret det.

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/03/modeller-mimesis-og-fantastik-om-det.html

Niels Strøbæk: Turban, 1990

Er det et maleri med en faktisk eksisterende skulptur som motiv - eller et maleri af en måske imaginær kvinde med turban der skal illudere en skulptur?

Jeg har også tidligere skrevet om den utroligt dygtige 'fantasy-maler', Otto Frello, som havde en fascinerende udstilling i Rundetårn for et par måneder siden, en udstilling jeg ikke fik skrevet om den gang, fordi jeg sådan set allerede havde skrevet et indlæg om ham i 2012 - ud fra hvad jeg havde fundet og set på nettet:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/05/otto-frello-outsider-og-utidig-fantasy.html

Her et af de udstillede Frello-værker:

Otto Frello: Uhyggelig bygning, 2004

Noget af det nye og øjevækkende indhold i Frello-udstillingen var fremhævelsen af hans arbejde som illustrator, primært af nogle af Politikens håndbøger, i serien med titlerne "XX-i farver" fra slutningen af 60-erne og begyndelsen af 70-erne.

    Inden Frello i en sen alder - som 50 årig i 1974 - begyndte at male sine originale og sære fantasy-billeder med klare associationer til jugendstilen fra århundredskiftet, var han i mange år underviser i illustrationstegning på 'Akademiet for fri og merkantil kunst', og ernærede sig ved siden af som freelancer ved at illustrere håndbøger og bogforsider.

   Det vidste jeg godt, men jeg vidste ikke at Otto Frello også som illustrator var så original og ret så enestående før jeg så udstillingen på Rundetårn.

  Derfor har jeg nu antikvarisk indkøbt alle de håndbøger Frello har illustreret for Politikens forlag. Det er følgende

• 1969 - Stueplanter i farver
• 1969 - Husdyr i farver
• 1972 - Ædelsten i farver
• 1973 - Balloner og luftskibe 
• 1975 - Stilarternes kavalkade
• 1976 - Alverdens klædedragter

På grund af det helt usædvanligt fine illustrator-håndværk, er flere af dem også solgt og udgivet i udlandet. 

   Her et af omslagenes forsider:

Her er et par af illustrationerne fra "Balloner og Luftskibe":

Og her en illustration fra "Ædelsten i farver":

Her et opslag fra stueplanter i farver:

Frello siger om sig selv som kunstner i et interview:

Jeg er optaget af publikum – det er malere ellers ikke, de er optaget af hvad de selv føler. Det er jeg ikke. Jeg er optaget af, hvordan man kan få folk til at komme og kigge og helst også dagen efter.

Med den slags udtalelser melder han sig jo bevidst ud af det gode selskab som "kunstner med stort K". Markerer sig som bevidst outsider - eller som han siger om sig selv: "Jeg er en utidig maler". Altså en der står uden for kunstinstitutionens samtid, hvor illusionskunst ofte betragtes som billige effekter.

    Men efter min mening er det ikke bare godt illustrationskunst vi ser i håndbøgerne - det er også original illusionskunst, som jo er den konceptuelle blending af det utroligt genkendelige og alligevel eventyrligt fremmedartede som også og ikke mindst kendetegner hans malerier. Som dette:

Otto Frello: Spejlinger. 1990

Frello er en billedmager - og en spasmager - med nogle helt specielle og sikkert for en stor del medfødte - evner når det gælder om at få noget til at illudere og mime virkelighed - virkelighed i en slags anden potens - gennem tegning og maleri. Han er en slags naturtalent, føler man.

   

Ved lejlighed vil jeg gå mere i dybden om hvad der gør Frello til en helt speciel - og specielt god illustrator. Men det var faktisk netop hans illustrationer i en af de indkøbte håndbøger, "Husdyr i farver", som jeg kom i tanker om da jeg læste Weekendavisen fra den 4. juli - med en anmeldelse af en skulpturudstilling i Berlin, en udstilling hvor alle skulpturerne fremstillede dyr - både huslige og vilde.

   Her er et opslag fra "Husdyr i farver", illustreret af Frello, som jeg har fundet på nettet:

Ifølge anmeldelsen viste udstillingen i Berlin en ret enestående samling af dyreskulpturer af en kunstner jeg aldrig har hørt om, men hvis efternavn jeg kender godt: Bugatti.

   Men kunstneren er ikke den Bugatti, ham med bilerne og det betagende og fascinerende bildesign, hvis fornavn er Ettore.

   Ham her er lillebroderen med fornavnet Rembrandt, et fornavn som jo må have være noget at skulle leve op til fra man er lille. Og det gjorde han så, ikke gennem malerkunst, men i form af dyreskulpturer som den her:

Det var avisafbildningen af en række af Bugattis dyreskulpturer i bronze der udstilles på Alte Nationalgalleri, som fik mig til at tænke på og associere til Otto Frellos illustrations- og illusionskunst.

 

Weekendavisens Joakim Jakobson anmelder - og er nærmest euforisk:

Det er en enestående kunstoplevelse. Allerede i de to første rum overvældes beskueren af Bugattis mesterskab)

   Først møder man Gående Panter (Panthère marchant, 1904) og den slentrer virkelig gennem salen for øjnene af publikum. Hovedet vender let mod venstre, kroppen næsten afmagret, men smækker, højre forpote strakt lodret ned i den smalle tynde plint, mens højre bagpote strækkes baud i tråddets yderste, lette svirp. 

I næste rum findes to meget forskellige værker, som her især pirrer nysgerrighed og beundring. Den ene er en phytonslange fra 1907 med løfte hoved, som er skabt i én smidig bevægelse, som står vi stadig og ser på Bugattis arbejde i vådt, glinsende ler.

 

Den næste er et langt mere sirligt forarbjedet par pelikaner fra 1906, hvor den ene slår vingerne ud. Hver bugtning i fjederdragten skaber et hele af detaljer så udsøgte, at det gør helt ondt at fokusere på dem. Og deres øjne - de skuer  dybt ind i betragteren.

 

Jeg tror Joakim Jakobsen husker forkert. Det må være den her fra 1906 - og der er tre styks pelikaner. Men man forstår hans fascination.

Remrandt Bugatti er kunstner i den periode der kaldes la Belle Époque - der blandt andet omfattede Jugendstilen som framede naturens planter og dyr som ideelle forbilleder for ubesmittet skønhed. 

   Vores egen Kongelig Porcelænsfabrik blev samtidig internationalt berømt for sine isbjørneskulpturer til udstilling i borgerhjemmenes dagligstuer, som den her fra 1901:

Jeg har tidligere skrevet en serie indlæg om mennesker med "særlige evner", fx hukommelse - eller talbehandling.

   Men til "særlige evner" hører også dette - nærmest som en slags visuel automatskrift - at kunne tegne, male og modellere så kunsten mimer virkeligheden så det "gør helt ondt", som Joakim Jakobsen skriver. Og at kunne det uden langvarig og intensiv skoling af nogen art, tilsyneladende.

   Det kaldes at have "et naturtalent", et prædikat som også Rafael Bugatti får i anmeldelsen:

Bugatti dukkede op som 16-årigt naturtalent, da han i 1901 udstillede en gipsfigur på forårsudstillingen i Milano. Ingen kunstnerisk akademibaggrund, nej men helt så rent instinkt, som samtiden ønskede at fremstille ham, var han næppe. Faderen var Carlo Bugatti, en af de vigtigste formgivere i italiensk art déco og selv søn af en billdehugger, og der var flere anerkendte kunstnere på moderens side. Rembrandt Bugatti var i den grad hjemmeskolet.

"Naturtalent" med den familiebaggrund kunne jo også være udtryk for at hans særlige evner som skulptør netop for en stor del var genetisk bestemt.

   I hvert fald ramte hans talent for at iagttage levende dyr og modellere dyreskulpturer, lige ind i samtidentidens jugend-kunstframe. Omkring århundredeskiftet anskuede man dyrekroppene som noget uberørt og jomfrueligt - i modsætning til menneskekroppen som skulptører havde dyrket siden de gamle grækere.

   En begejstre kunstkritiker i Paris, Eouard Sarrdin, fremhævede at Rembrandt Bugattis skulpturer var uden "det mindste anstrøg af akademifims", som Joakim Jakobsen skriver. "Bugattis værker var skabt alene "ved øje og forstand"."

Gamle fotografier viser at Rembrandt Bugatti modellerede efter levende modeller, og hans biografi fortæller at han brugte lang tid i de zoologiske haver i Paris og Antwerpen til at iagttage dyrene:

Tilsyneladende brugte han ikke tegninger som 'mellemstation".
   På nettet findes rigtig mange afbildninger af Rembrandt Bugattis dyreskulpturer i bronze, og de er godt nok utroligt levende og livagtige - i den grad SET og FØLT!

Bugattis hjerne må have været udstyret med en helt speciel anatomisk fantasi kombineret med en nøjeregnende iagttagelse af dyrenes dynamiske anatomi, en neurologisk kobling som så gik direkte gennem de formende hænder og fingre og durk ind i leret.

Men OK da! Vi må selvfølgelig også se en af storebroder Ettores Bugatti-biler - den berømte "Royale":

Og hvad er det for en underlig javert der sidder forrest på kølerdæksekt på den smukke Bugatti Royale?

Ja, ganske rigtigt. En lille skulptur af en elefant der rejser sig på bagbenene med løftet snabel, modelleret af lillebror Rembrandt.

Temaet for det her indlæg er 'illustrationskunst - illusionskunst' - og jeg kan så ikke lade være med at mindes mine yndlings-Tarzan-tegneserier, tegnet af Burne Hogarth, som jeg stadig har en samling af hjemme i reolen.

   Horgarths tegninger af de vilde dyr i Afrika er konceptuelt og stilmæssigt klart beslægtede med Rembrandt Bugattis skulpturer - vilde dyr i dramatisk og overbevisende livagtig aktion:

Som Rembrandt Bugatti havde også Burne Hogarth et tidligt opdaget talent som gjorde at han allerede som 15-årig arbejdede som kommerciel illustrator og serietegner. 

   Og ligesom Frello, som Hogarth er næsten jævnældrende med, underviste han også i mange år - efter at være holdt op som Tarzan-tegneserietegner - på en kunstskole for illustratorer hvis udvikling til international status han personligt var drivkraften i:

The Manhattan Academy of Newspaper Art was Hogarth’s first formal effort, and by 1947 he had transformed it into the Cartoonists and Illustrators School. This academy continued to grow, and in 1956 was again renamed, as the School of Visual Arts (SVA), now one of the world's leading art schools. Hogarth designed the curriculum, served as an administrator and taught a full schedule that included drawing, writing and art history.

Burne Hogarth har skrevet en række højt berømmede lærebøger i tegning som jeg lige også kan fremhæve her:

During his years teaching, Hogarth authored a number of anatomy and drawing books. Dynamic Anatomy(1958) and Drawing the Human Head (1965) were followed by further investigations of the human form. Dynamic Figure Drawing (1970) and Drawing Dynamic Hands (1977) completed the figure cycle. Dynamic Light and Shade (1981) and Dynamic Wrinkles and Drapery (1995) explored other aspects relative to rendering the figure.

Dynamisk anatomi og anatomisk fantasi, er det som Frello, Bugatti og Hogarth er fælles om, og det er tydeligvis en ekstremt virkningsfuld og fascinerende blanding. 

   De er alle tre "optaget af, hvordan man kan få folk til at komme og kigge og helst også dagen efter." Eller år efter.

   Det er Niels Strøbæk utvivlsomt også:

Niels Strøbæk: Female model, 1988