Dagdrømme og kreativ tænkning - hjerneforskernes svar

Weekendavisen, 23. juli. Tillægget 'Ideer'. Journalist Lone Frank (som jeg tidligere har refereret artikler af). Rubrikken: "Dagdrømmenes anatomi". Overliggerens tekst er:

Den gode last. Sæt en flok mennesker til at læse Krig og fred i en halv time, og deres tanker vil drive bort i ti procent af tiden. Men menneskets drift mod dagdrømme er faktisk heldig, for med dagdrømme følger prioritering, problemløsning og kreativitet.

Den lange artikel bygger i hovedsagen på et interview med en hjerneforsker og psykolog Jonathan Schooler, og kunne såmænd have indgået i hendes bog Den femte revolution. Han siger bl.a. at dagdrømme ikke er spild af tid, og at dagdrømme gør det muligt for mennesker at "foretage mentale tidsrejser og dermed planlægge og opfinde nyt.". Og han konstaterer at dagdrømmeri er "en af de mentale aktiviteter som vi bruger mest tid på."
   Det nye er at forskningen skelner mellem tre slags dagdrømme:

• De "ægte" dagdrømme som er "tanker og fantasier som man aktivt hensætter sig i når man ikke har andet man skal, fokus glider væk fra det, der sker omkring en." Det er det man kan opleve når man kører med tog og ikke har noget alvorligt at tænke på mens man kører. 
• Bevidst "mind wandering" hvor man er igang med en anden bevidsthedkrævende aktivitet (som at skrive denne blog), og tankerne vandrer væk fra det man laver og man godt ved at man tankerne går sine egne veje til f.eks. hvad man skal lave i aften når man kommer hjem. 
• Ubevidst "zoning out" hvor man ikke selv er opmærksom på at tankerne driver bort.

Og så har Schooler & Co. fundet ud af at hjernen samtidig aktiveres i to helt forskellige centrer under tankeflugt og dagdrømme, to områder som normalt udelukker hinanden: hvilenetværket og  eksekutvinetværket. Det første er "tændt" når man slapper af, det andet "fyrer op" når vi har gang i komplekse kognitive processer hvori indgår problemløsning. Forskernes hypotese er at det er hjernens måde at "styre en kurs mellem prioriteringer" hvor den afbalancerer de aktuelle opgavers mentale krav med tænkning i forhold til mere langsigtede mål. Schooler siger videre:

De bevidste dagdrømme er også en mental simulator. Her kan vi så at sige gratis gennemprøve og vurdere mulige situationer og måske afklare og skærpe handlngsmæssige strategier før vi går ud i virkeligheden. 

Artiklen fortæller senere at selvsamme Schooler også har lavet undersøgelser der peger på at særligt kreative mennesker dagdrømmer mere end gennemsnittet. En forskerkollega Kalina Christof, fortæller artiklen videre, har omtalt de ufokuserede drømmeaktiviteter som "fluepapir for nye ideer og uventede associationer". Og hun citeres for at sige at "når hjernen har gang i både hvilenetværket og eksekutivnetværket, kan der på samme tid foregå flydende associationer og analyse."
   Pling!, siger det for mig da jeg læser det. I den fase af den kreative proces som betegnes inkubationen, som er ubevidst og som går forud for AHA-løsningen, der må der indgå en ikke-lineær og a-logisk mental problemløsningsproces der arbejder rumligt og via grænseoverskridende associationer på kryds og tværs.
   Og så viser det sig at artiklens forfatter Lone Frank selvfølgelig har foregrebet præcis det i det følgende afsnit. Her refereres en forsker John Kuonios for at have observeret at "lige op til det øjeblik, hvor forsøgspersoner i en skanner opnår den aha-oplevelse, der  giver dem løsningen på et verbalt puslespil, netop (da er der) aktivitet i udvalget områder, der tilhører hvile- og eksekutivnetværkerne."

Dagdrømmeri som en sygdom
I øvrigt har Lone Frank en sidehistorie der fortæller at der også findes en anerkendt sygdomsdiagnose for dagdrømmeri: maladaptive daydreaming, kendetegnet bl. a. ved "en udbredt fantasiaktivitet, som erstatter menneskelig kontakt, og/eller forstyrre akademisk, interpersonel erhvervsmæssig funktion."
   Jeg kommer til at tænke på min egen barndom, hvor jeg ret konsekvent afviste at deltage i familieudflugter i weekender og ferier, og fortrak at ligge hjemme på min sofa og læse drengebøger og Tusind og en nat, eller sidde og tegne og male. Var det sygeligt? I hvert fald beklagede min mor sig meget over at jeg var så associal, og mine søskende husker hvordan "storebror" meldte sig ud i lange perioder. Jeg tænker også på en dreng i familien der nu går i 8 klasse og drømmer om at blive skuespiller. Han har også tydeligt mentalt meldt sig ud af familiesamværet, og tilsyneladende gider han nu ikke skolens tyskundervisning som jo er forudsætningen for at han kan gå videre i gymnasiet! Hvad skal man mene? Sygeligt?

Myter som undertekst i fiktion - et eksempel på dramaturgisk blending

Politiken 14. juni. Kultursektionen. Rubrik: "Udlandet i kø efter nyt dansk krimimanuskript". To forfattere Anders Rønnov og Jacob Weinreich har skrevet et manuskript til en krimi: 'Den sidste gode mand´, der allerede inden det er gennemarbejdet, er solgt til syv lande. Om ideen fortæller artiklen i Politiken:

Ideen tager afsæt i en gammel religiøs myte, som Rønnov har været optaget af siden han for nogle år siden stødte på den i Martin A. Hansens 'Løgneren'. Myten fortæller om 36 gode, retfærdige mænd, Gud altid vil lade blive på Jorden for at redde og videreføre den. De 36 gode mænd kendes fra den jødiske Thora og har rødder tilbage til Det Gamle Testamente hvor Gud lover at at skåne Sodoma og Gomorra, hvis Abraham kan finde bare ti gode mænd i byen. Nu får den gamle myte sin renæssance i en dansk kriminalroman, og det er jagten på det gode, der har været de to forfatteres ansporing.

Det at man i en moderne fiktionshistorie med nutiden som setting, anvender en underliggende matrice for plot og persongalleri hentet fra myternes eller eventyrernes verden, er et forholdsvis kendt fænomen. Det gælder det bl.a. for en en række af de dramaserier som DR-DRAMA har fået stor succes med i de sidste 10 år, at Dramachefen har meldt ud hvilke myter/sagn/eventyr som dramaserien har som undertekst. Et eksempel er serien 'Ørnen' der har 'Odysseus' som en slags inspirerende undertekst. Og 'Rejseholdets' karakterer er skabt med afsæt i græske mytologi: Zeus og Ulf, Apollon og La Cour, Hermes og Fischer, Athene og Ingrid, Poseidon og IP, Afrodite og Gaby.
   I "gamle dage" på TV-SUM-kurserne i DR brugte vi som som dramaturgisk skoleeksempel filmen 'Gøgereden', og det vagte som regel en del opsigt hos deltagerne når underviseren kunne påvise hvor gennemført i udtryksmæssige detaljer filmen var underlagt en Jesus-historie. Og tilsvarende filmen 'Thelma og Louise' hvor bl.a. en askepothistorie ligger under Thelmas karakter og historie - i første halvdel af filmen. 
   Hvad har det med kreativitet at gøre?  Elementært, min kære Watson! Det er en slags skoleksempel på fænomenet blending, som jo indeholder en slags model for kreativ tænkning: To adskillte og afgrænsede mentale rum - et realistisk og et mytologisk - der leverer input til et tredje mentalt rum. Dette tredej rum udgøres altså her af de aktuelle fiktionshistorier som ses igennem mytens, sagnets eller eventyrets optik. I princippet samme kreative operation som når man gør brug af en metafor til at levendegøre et ellers kedeligt beskrevet fænomen. 
   Det høre så med til teorien at den indebærer en forestilling om at der i publikums mentale set up - findes korresponderende matricer indpodet i den tidlige barndom og med dybe emotionelle rødder i hjernen, hvad der kan forklare hvorfor dette dramaturgiske greb virker så effektivt.