Politiken i går havde en "international kommentar" af Vibeke Sperling. Rubrikken var fængende - ikke mindst for mig der nemt kommer til at stave forkert: "Refolutionen i den arabiske verden". Men det var ikke en stavefejl, hvad underrubrikken jo gør opmærksom på. Og starten på kommentaren:
Det er ikke en stavefejl i rubrikken, men et nyt begreb for oprør i den arabiske verden. Som John Keane, direktør for et nyt Demokrati Center ved Sydney Universitet, mener, skal der nye begreber til at forstå udviklingen: "Det bør kaldes 'refolutionen' for den radikale 'refusal', afvisning af det gamle valg mellem reform og revolution, en afvisning, som er forbløffende følsom over for de alvorlige farer ved at bruge vold til at få sin vilje."De fredelige opstande i regionen har været ganske overvejende fredlige med Libyen som en af undtagelserne på grund af regimets vold. I lande som Yemen, Bahrain og Syrien har oprøret holdt sig forbløffende fredeligt trods regimers brutalitet. Men alle steder passer 'refolution' fint, da oprøret ikke er til sinds at lade sig spise af med lunkne reformer, men generelt ikke svarer med vold.
Resten af kommentaren gennemgår så med John Keane som afsæt hvad der kendetegner den nye frame til forståelse og tolkning af de begivenhedsforløb der har udviklet sig i de arabiske stater de sidste 3-4 måneder.
Selve ordet er jo et blended udtryk - et mix af 'revolution' og 'refusion'. Og 'refolutionen' er hverken udtryk for traditionelle reformbevægelser eller udtryk for revolutionært voldeligt oprør. Det er noget "tredje":
- Alle steder retter oprøret sig mod "en elite, som har stukket landenes rigdomme i egne lommer."
- Millioner af menneskers mentale liv har ændret sig afgørende: "Folk går nu anderledes ranke i gaderne, og skjulte kvindebevægelser træder ud af skabene. Der tales om hvad værdighed, retfærdighed, frihed og demokrati egentlig betyder for hver enkelt."
- I sammenligning med "fløjlsrevolutionerne i Europa i 1989 er de arabiske oprørere blev mødt med "meget mere vold", men "regimernes drab på egne borgere bringer kun flere i gaderne."
- Opstandene indebærer generelt "afvisning af at bruge de tidligere regimers metoder imod dem selv. I stedt kom erobring af offentlige pladser (...) som noget ganske nyt.
- Og endelige: "det er hverken sekulære eller religiøse opstande. Refolutionerne er også afstandtage fra de gamle orientalistiske fordomme i Vesten."
Som gammel 68´er får jeg også klare mindelser om ungdomsoprøret for nogle og fyrre år siden. Det nævnes ingen steder i Vibeke Sperlings/John Keans opstilling af den nye kategori at det i meget høj grad er et oprør med unge, relativt højtuddannede i front. Og vendt mod et system af gamle autoritære og korrupte mænd.
Jeg googler lige 'refolution' og bliver præsenteret for en anden ophavsmand til begrebet end John Keans. På www.iranian.com er der en blogger, Alborz, som skriver følgende:
The social, political and economic transformations in Eastern Europe, the former Soviet Union and China point to the end of violent revolutions and the emergence of a new approach to transformation that involves reform and revolution. Timothy Garton Ash, Professor of European Studies at Oxford University, coined the term refolution to describe the hybrid form of change that had taken place. These transformations were non-violent and pointed to a belief that violence generates enemies and it causes great pain and suffering. Several generations of these societies had lived through such pain and suffering and were determined not to repeat the experience for future generations.Her er det tydeligere at der er tale om blending, både sprogligt og indholdsmæssigt - af 'reform' og 'revolution'. Og senere i indlægget uddybes hvad der ligger i den voldsafvisende form for samfundsforandring set i iransk kontekst. Her fremhæves ungdom, kvinder, nye medier - og generelt det grænseoverskridende i bevægelsen:
The emergence of hybridized world where societies and cultures are now able to interact and morph into new vibrant societies that value not purity in race, culture, religion, or tradition understandably poses a threat to the pillars of power in Iran. The youth of Iran and more significantly the women of Iran have emerged as a valiant champions of universal principles adopted by this hybridized world. They have moved from being negatively critical to being Critical in the positive sense, where one change will quickly lead to another – or critical tipping point. Simple acts of texting, tweeting, emailing, congregation, social networking, and chanting now define the new forces of change in this hybridized world.Ord som 'morph' og 'hybrid' peger på at der ligger komplekse mentale blendingprocesser under disse oprør, hvad der jo i hvert fald også gjorde i ungdomsoprøret i slutningen af 60´erne.
