Af og til læser man en artikel som konceptuelt rammer plet i kraft af det kreative sprog.
I dag var det en "Signatur" af Amalie Kestler i Politiken. Under rubrikken ...
Vi har brug for politiske bådebyggere
... skriver hun en kommentar hvor hun filosoferer over Dansk Folkepartis flotte valg til EU-parlamentsvalget. Hendes umiddelbare svar er at
Dansk Folkeparti er det eneste parti der konsekvent og enkelt har forholdt sig til de spørgsmål som ligger flertallet af danskere på sinde: Hvordan klarer vi os - økonomisk, socialt og kulturelt - i en verden og en tid, hvor det at miste er en konstant faktor? Hvordan holde vi fast på os selv og det, v i kan som land, som økonomi og som kulturel enhed i en tid hvor verden rykker tættere sammen og presst udefra derfor bliver større?
Det er globaliseringen der er "truslen", og det er spørgsmålet om hvordan vi - danskerne - skal forholde os til den, som Amalie Kestler har på sigtekornet for sin klumme. Hun mener at det er helt urealistisk som DF-erne forstiller sig, at "koble Danmark fra resten af verden". Og så går hun ellers igang med en flot sammenhængende metafor-udlægning af de to muligheder:
Alle forandringerne viser præcis det modsatte: Danmark bliver mere og mere koblet på en global udvikling. Væksten og produktionen flytter fra land til land, arbejdspladser forsvinder og mennesker mister deres indtægtsgrundlag.Noget nyt skal gerne opstå. Men at foregøgle, at man kan stoppe denne udvikling, er uhæderligt over for vælgerne. Det er som at forsøge at stoppe bølgerne i vandet, der langsomt, men sikkert ændrer kystlinjen. Det kan man ikke.Man har to muligheder: Man kan bygge diger, som kan holde vandet ude en tid, men som før eller siden vil sprænges med ødelæggelse og nedrivning til følge – eller man kan bygge både, som kan sejle ovenpå og finde nyt land. Dansk Folkeparti bygger diger. Vi har brug for flere politikere, der bygger både.For ideen om, at vi kan føre en politik, som gør Danmark større og resten af verden mindre, fører os på vildspor og hindrer os i at finde svar på tidens vigtigste spørgsmål: Hvordan kommer vi styrket og ikke svækket ind i fremtiden?
Smuk kompleks metafor og et fint eksempel på 'konceptuel blending': 'globaliseringen' som 'vand der stiger', og de to muligheder for at forholde sig til den uundgåelige udvikling: mentalt "at bygge diger" eller mentalt "at bygge skibe".
Amalie Kestler forsætter med en også flot og præcis analogiargumentation: Historierne om to polarforskeres ekspeditioner på Antarktisk om at nå og finde Sydpolen: Scott og Amundsen:
Vi må forberede os på naturens – i dette tilfælde globaliseringens – præmisser, hvis vi skal komme styrket ind i fremtiden. Hvad fortæller historien os om opdagelsesrejsende, som indtog nyt land? Amundsen vandt kapløbet til Sydpolen over Scott og hans folk, som alle døde. Hvorfor? Hvad var forskellen på den måde, de greb opgaven an på?Den korte version er, at Amundsen forberedte sig på naturens præmisser, mens Scott ikke gjorde. Amundsen forberedte sig ved at studere eskimoer, bruge hunde i stedet for ponyer (som Scott bl.a. gjorde!), lave flere forrådskamre til tilbageturen, hvis han skulle komme ud af kurs, tage fire termometre med, hvis et skulle gå i stykker osv.Scott lavede ét forrådskammer, som han ikke nåede frem til, og hans eneste termometer gik i udu. Han tabte og mistede livet, fordi han ikke forberedte sig på naturens præmisser.
Det her er kreativt sprog og øjeåbnende journalistik. En fornøjelse at læse og tænke videre over med konstruktive billeder i hovedet.
Kommentaren slutter med at vende tilbage til 'bygge diger - bygge både'-modsætningen til at et forsøg på at definere politikernes opgave:
Politikerne er opdagelsesrejsende, der skal finde frem til målet under skiftende, strabadserende forhold. Men mon ikke vælgerne foretrækker både frem for diger, hvis de kan se forskellen?
Flot! Og lige i øjet!
Hele kommentaren kan læses her:
