Sider

tirsdag den 23. juni 2015

Akvarelmaleriets mysterier (47) - en fortælling om 'kreativ destruktion' og 'kreative begrænsninger' - med afsæt i manglen på vægplads til Harald Henriksen-billeder - og egne indrammede akvareller

Henriette Hahn-Brinckmann: 
"Schwanenwiek" (park i Hamburg) omkring 1900
Henriette Hahn-Brinckmann:
Klokkeblomster med Edderkop II. 1926.

Disse to farvetræsnit er af en kvindelig dansk-tysk kunstner, Henriette Hahn-Brinkcmann (1862-1934). Hun er 20 år ældre end Harald Henriksen, og dermed en del af det internationale jugendstil-kunstnermiljø. Så hun har sikkert kendt og mødt de danske jugend-kunstnere Gerda Wegener, Johannes Holbek og Jens Lund som jeg har skrevet om i tidligere indlæg
   Henriette Hahn-Brinckmann  er tydeligvis - ligesom Harald - inspireret af de japanske træsnitmestre fra første halvdel af 1800-tallet: Hokusai, Hiroshige m. fl. 
    Hun beskrives som en international pioner inden for udviklingen af en europæisk udgave af den specielle japanske farvetræsnitteknik (som altså ikke var den samme som den Harald Henriksen udviklede helt selvstændigt godt 20 år senere, men jo også inspireret af japanerne).
   Navnet Henriette Hahn-Brincksmand stødte jeg på i den artikel om Harald Henriksens træsnitteknik som jeg tidligere har henvist til:  'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' - af Thomas Bullinger og Troels Andersen (se mere nedenfor).
   Det første af de to træsnit af Henriette Hahn-Brinckman ovenfor, det med motiv fra parken i Hamburg, det har faktisk ganske mange ligheder med et Harald Henriksen-træsnit som jeg har hængende hjemme på væggen:

 

Jeg synes ikke det er helt usandsynligt at den unge og modtagelige Harald Henriksen er stødt på Henriette Hahn-Brinckmanns træsnit omkring 1910-1920. Og at der har sat sig et visuelt ekko og mentalt efterbillede i hans underbevidsthed som han så senere har trukket på.

'Kreative begrænsninger' er et af de fagudtryk som folk der arbejder med at udvikle kreativitet hos sig selv eller andre, er fuldt bekendt med. Det er den modstand fra en ny virkelighed som tvinger folk der skal løse uforudsete problemer, til at finde på en ny "opskrift", når de gamle og velprøvede ikke virker mere.
  
Et af slagordene inden for æstetikken er "less is more", en sentens som faktisk refererer til at begrænsninger, forenklinger, minimeringer - forstærker oplevelsen hos publikum, både når vi taler om billeder (eks. Harald Henriksen-farvetræsnit), om digtning (eks. haiku-digte) og om dramaturgi (eks. "tiden, stedets og handlingens enhed").

Et beslægtet begreb hentet fra økonomisk teori er 'kreativ destruktion', opfundet, tænkt og udviklet den østrigske økonom Joseph Alois Schumpeter (1883-1950).
   Dansk Wikipedia fortæller:
Joseph Schumpeter er berømt for sine teorier om entrepeneurs (The Theory of Economic Development, 1911) samt sin udvikling af begreberne kreativ/adaptiv respons og kreativ destruktion.
   Han mente, der er to måder, hvorpå man kan reagere, når der sker en ændring/udvikling: Adaptivt eller kreativt.
   Med adaptivt forstås, at man reagerer traditionelt - man tilpasser sig ændringen.
   Med en kreativ respons forstås, at man reagerer ved at gøre noget andet, end man umiddelbart kunne forvente - noget andet end man plejer at gøre.
   En kreativ respons kan med andre ord ikke forudses, og vil skabe (ændre) de efterfølgende begivenheder for altid.
   Med kreativ destruktion forstås, at man ødelægger/nedbryder en "gammel" måde at gøre ting på, fordi man har fundet en ny måde at gøre det på.
Det er naturligvis et rent serendipitetisk tilfælde at Schumpeter er født samme år som Harald Henriksen, akvarelmaleren og farvetræsnit-kunstneren hvis fascinerende smukke billeder og mit forhold til dem jeg har skrevet om i adskillige tidligere indlæg. Og fortsætter med neden for.
 
Men det at jeg er begyndt - lidt manisk - at samle på hans farvetræsnit-grafik og akvarelmalerier, har fået store og helt uforudsete konsekvenser for fruens og mit fælles hjem. 
   For at få plads til de nyerhvervede billeder af ham og til de bedste af egne akvareller der er kommet i glas og ramme, er vi gået i gang med et kæmpe eksperiment udi øvelsen 'kreativ destruktion' som udtryk for en 'kreativ respons'. 
  Præmissen er: Ud med langt de fleste af de bøger som i mange år totalt har domineret vores stue og dens vægge - og tilsvarnede mit arbejdsværelse. Og videre: Ud med den tilsvarende mængde høje reoler, som stort set har optaget langt det meste af vægpladsen i mere end 20 år.
   Hvis ingen vil have dem, ryger de i genbrugspladsens afdeling for "let brændbart".
   Det er forfærdelig hårdt, selvom jeg allerede tidligere i flere omgange har tyndet godt ud i både bøger og tegneserier. Men slet ikke nok - især ikke når jeg samtidig stadig kan finde på at indkøbe nye bøger på Amazon.co.uk.
   Harald Henriksens søn hvis hjems vægge er totalt besat af faderens smukke billeder, har tidligere været igennem samme øvelse. Og han gav følgende råd baseret på erfaring: "Kig på hver enkelt bog og spørg dig selv: Vil jeg nogensinde finde på at (gen)læse den? - Hvis svaret er nej, så UD med den."
   Men for os betyder det - nu oven i - at begge rum skal totalrenoveres, idet det bliver pinligt synligt at vi intet har fået gjort ved vægge, loft og gulv siden vi flyttede ind i 1992 hvor begge rum var næsten nyistandsat.
   Udgifterne til denne rum-renovering vil overstige værdien af mine Harald Henriksen-billeder mange tusinde gange.
   Mine egne akvareller som jeg aldrig vil sælge for penge, men kun forære væk til familie og venner, kunne jo sådan set bare lægge i en bunke i en skuffe. Men nu får de også bedre ophængningplads, ser jeg frem til.

Her er klart tale om det som Schumpeter kalder 'kreativ respons', idet mødet med Harald Henriksens billeder kombineret med egen relativt nye aktivitet som akvarelmaler, nu har medført radikale og ganske kostbare ændringer af vores hjems indretning for altid.
   Og der er også tale om 'kreativ destruktion' i Schumpeters forstand, nemlig den totale fjernelse af langt de fleste fysiske spor (bøger, artikler, arbejdspapirer) af et helt voksenlivs akademiske karriere og en tilsvarende fjernelse af sporene af et langt livs kontinuert fritidslæsning af krimier og science-fiction.

Så tilbage til indledningens begreb om 'kreative begrænsninger' og fænomenet 'less is more'.
   Her kan jeg uden videre trække på mine egne erfaringer, nemlig på min nyindhøstede viden om vilkårene for at male akvarel.
   For at kunne producere et vellykket maleri med akvarelfarver, må du stort set have tænkt hele processen igennem på forhånd: fra det tegnede motiv, over hvilke farver og med hvor meget vand du skal bruge til forskellige dele af motivet, og til de yderste lag af farve, som altid skal være mørkere end de foregående. 
   Og optimalt er der tre lag, nix weiter, fordi akvarel altid er gennemskinnelig i et eller andet omfang - varierende med den enkelte farve. 
   Flere end tre lag, giver et mudret billede, simpelt hen. Og man har ikke nogen muligheder for at rette fejl eller lave om når først en akvarelfarve er sat på papir.

Og helt afgørende er så også at den hvide farve i en akvarel, som er det der giver lys og kontrast til billedet, bliver skabt - ikke ved hvid maling - men ved at papiret i de områder af billedet får lov at stå umalet frem.
   Det er her demonstreret gennem nogle af mine egne tidlige akvareller fra Kap Verde og og nogle af mine senere fugleakvareller:

Billedresultat for Kap verde akvarel


Og her en af mine seneste akvareller med meget 'hvidt' - et landskabsbillede med motivet 'et pinjetræ på Mallorcas klippekyst' - som tydeligvis er stærkt inspireret af mit møde med Harald Henriksens landskabsbilleder her gennem vinter- og forårsmånederne:


Betydningen af felter med hvidt (=det umalede papir) er for mig at se en af forklaringerne på at så mange af Harald Henriksens akvareller, som jo altid er skabt udendørs som 'friluftmaleri', er malet i årstiden sent-efterår-vinter-tidligt-forår: Store partier i landskabet ville i den periode være hvidt af snedriver eller klatter af gammel sne der endnu ikke er smeltet. Og himlen er på den tid af året ofte tåget - og dermed også hvid i store partier.
   Se eksempler på Harald Henriksen-hjemmesiden ved at klikke videre til "galleri" og "akvarel":
http://haraldhenriksen.dk/
Også strandkanter med hvidt bølgeskum, en blå himmel med hvid cumulus-skyer, eller en spejlbank søs vandflade er af samme grund motiver som især tiltrækker en suveræn akvarelmaler som Harald Henriksen:
    Se eksempler på hjemmesiden.

Det særligt interessante for mig som forholdsvis nyudsprunget akvarelmaler, er at akvarelmediet simpelt hen gør det muligt  fra det enkelte billede at aflæse valgene og stadierne i den maleriske arbejdsproces. en proces som det måske ikke har taget mere end nogle få timer for Harald Henriksen at gennemføre til perfektion: et smukt landskab - af en anden drømmeagtig verden.
   Jeg kan altså lære akvarelteknik direkte fra Haralds billeder via en umiddelbar aktivering af min hjernes spejlneuroner - næsten som blev de demonstreret på en af de YouTube-how-to-watercolor-videoer som jeg tidligere har gjort brug af for at lære og prøve nyt.
   Her er billeder af det Harald Henriksen-akvareller jeg har fået anskaffet mig. De områder som oprindeligt har været umalede og hvide, er blevet gule på grund af dårlig papirkvalitet:

Billedresultat for Harald Henriksen
Billedresultat for Harald Henriksen

Her en Harald Henriksen-akvarel som jeg kunne have købt, men kom for sent til:


Og her en som jeg straks ville lægge billet ind på hvis den var til salg:


Det med at der er store hvide umalede papir-flader i akvarellerne, betød utvivlsomt også at det netop faldt akvarelmaleren Harald Henriksen så relativt ubesværet at gå fra akvarel til træsnit som medie for sine billeder. 
   Et vellykket træsnit i flere farver, kræver nemlig tilsvarende, men i endnu højere grad end en akvarel, at du underkaster dig den kreative restriktion som teknikken indebærer, og dermed har gennemtænkt, planlagt og fastlagt farverne (2-4) til de forskellige felter i  motivet som så skal modsvares af bestemte udskæringer på hver sin træblok. Også her er det fladerne af hvidt - dvs. det der ikke er trykt nogen farve på - der definerer billedet:


Men han kunne også lave fortryllende farvetræsnit med strålende forårsfornemmelser med meget 'hvidt'. Se eksempler på hjemmesiden under "galleri" og "træsnit".

Det fremgår af Ole Lindbos bog om Harald Henriksens liv og kunst, 'Naturens spejl', at Henriksen ofte lavede 'akvarelskitser' som forarbejder til sine farvetræsnit. 
   Og i artiklen 'Harald Henriksens træsnit og deres teknik' kan man læse om den meget originale og helt selvstændigt udviklede udskærings- og blok-teknik som kunstneren gjorde brug af til sin omfattende japansk inspirerede træsnitproduktion (som jeg og fruen nu har i alt 19 forskellige eksemplarer af på vores vægge).
   Læs mere om udviklingen af hans originale særlige flerbloks farvetræsnit-teknik her:
   Da vi var hjemme hos Haralds søn fik vi også vist en af de skitsebøger med tusch- eller blyant-forarbejder til træsnittene.
   Ved hver skitse havde Harald så i margenen skrevet hvilke dele af motivet der i den udskårne blok skulle have hvilken farve lagt på, og dermed samtidig besluttet hvad der skulle fremstå uden farve.
 
Han var godt nok dygtig og ekstremt professionel som træsnitkunstner. Og altså autodidakt pioner når det gjaldt beherskelsen af teknik og æstetik i dette specielle grafiske medie.

søndag den 21. juni 2015

'Kattevideoer' påvirker hjernen så man bliver mere kreativ - eller i det mindste arbejdsom og i bedre humør

Jeg har haft stor succes på Facebook gennem jævnlige indslag af fotos der viser familiens store røde skovkat Fister i aktion - eller det modsatte.
   Som fx de her der illustrerer Fisters kamp om kælende opmærksomhed - i konkurrence med fars morgenavis-læsning:


Med 'succes' mener jeg ikke bare relativt mange "likes" i sammenligning med FB-indlæg og -billeder om andre emner og med andre motiver, men også deciderede positive kommentarer.
   Det samme positive reaktionsmønster har der været når jeg som led i at holde Facebook-liv i Fisters image, har offentliggjort nuttede eller sjove kattevideor fra YouTube, videoer som jeg har fanget i min egen nyhedstrøm og derefter delt  til vennerne med en kommentar der refererede til Fister og hans 'fan-klub'.

Nu holder jeg selv meget af katte - før Fister var der Donna og Plys og Gine og mange flere.
   Jeg har vel haft kat siden 1972. Somme tider kun én, somme tider et par. Og når jeg skriver 'jeg', så mener jeg 'vi' -  familien - og ikke mindst fruen.
   Så derfor har jeg egentlig ikke spekuleret over de mange positive reaktioner. De har så  at sige bare føltes "helt naturlige".

Gratisavisen Metroxpress bragte fredag den 18. juni en videnskabjournalistisk artikel med rubrikken
Kattevideor gør dig bedre på arbejde
Underrubrikken lød:
USA. Amerikanske forskere har undersøgt de voldsomt populære kattevideoer, der faktisk kan være gode for din arbejdsindsats.
Den forsker der citeres, hedder Jessica Gall Myrick, som har lavet en undersøgelse som bygger på 7.000 besvarelser hvor deltagerne har beskrevet deres vaner omkring det at se kattevideoer, og hvad og hvordan de føler ved at se dem - før og efter.
"Efter at have set katte på internettet følte de sige mere håbefulde, positive og inspirerede og mindre nervøse og vrede. Vi så et fald i negative følelser", siger Jessica Gall Myrick.
Der ligger godt 2 millioner 'kattevideoer' på YouTube, og de havde sammenlagt 26 milliarder seere sidste år.

Spørgsmålet er så hvorfor det at se kattevideoer har den både stimulerende og beroligende effekt på psyken og på følelseslivet. 
   Og der er jeg sådan set ikke i tvivl om svaret. 
   For nogle år siden læste jeg en artikel om noget forskning om hvordan det virkede på katteejere og -elskere at sidde og ae deres kat mens den ligger og spinder i skødet.
    Og undersøgelserne viste at indvirkningen på hjernen og psyken af denne aktivitet i den situation havde store ligheder med effekten af at meditere. Stofskiftet og blodtrykket falder. Og man bleiver selv roligere og mere afslappet. 

Med den viden man nu har, så handler det om at man ved synet af disse videoer med katte som hovedpersoner, får udløst et ekstra skud 'krammehormon' i hjernen - den bliver så at sige oversvømmet af oxytocin og af de såkaldte belønnings-endorfiner som stimulerer ens oplevelse af velbefindende.
   Se her et link til en artikel der bekræfter det:
http://pets.thenest.com/petting-cat-release-endorphins-10269.html
Mere generelt så fungerer det 'helbredende' på mennesker at klappe, kæle, kramme, klø, nulre, ae hinanden - og altså også sine kæledyr:
http://edition.cnn.com/2011/HEALTH/01/05/touching.makes.you.healthier.health/
Og det at se nuttede, sjove eller rørende kattevideor, har altså karakter af en venlig mental berøring via den indre skærm der beroliger og stimulerer hjernen til positiv tænkning og reducerer kroppens stresshormonproduktion.
   Artikler der fortæller om Jessica Gall Myrick´s aktuelle forskning, kan læses her - dels i en populær version og dels i hendes egen akademiske version:
http://news.indiana.edu/releases/iu/2015/06/internet-cat-video-research.shtml
http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0747563215004343

Da Fister som killing vandt fruens hjerte
- og dermed fandt sig sin familie og sit hjem

fredag den 19. juni 2015

Mere om palimpsest - af Jan Krag Jacobsen - og om 'modifikationer' af mig selv da jeg var ung - og en aprilsnar om en fiktiv modifikation af skarven

Jeg skrev i et tidligere indlæg om det særlige kreative, litterære eller kunstneriske fænomen som har den fremmedartede og svært-udtalelige betegnelse ...
PALIMPSEST
Anledningen var at en gammel kollega fra RUC - Jan Krag Jacobsen - var sprunget ud som billedkunstner med en udstilling i Farum Kulturhus der sluttede den 13. juni; flere billeder blev solgt, rapporterer han.
   Udstillingens titel var meget typiske for mandens særegne kreative personlighed:
DER STIKKER NOGET UNDER
Her et link til det første indlæg om hans invitation til udstillingen hvori begrebet 'palimpsest' indgår - og om begrebet og fænomenet palimpsest i øvrigt:
http://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/jan-krag-jacobsen-srligt-kreativ.html
Udstillingen kan ikke ses mere. Men jeg har fået lov til at offentliggøre alle billederne fra udstillingen her på bloggen nu hvor den er slut: 


Jeg har nærmere beskrevet hvad den æstetiske og artistisk "fidus" er ved disse fascinerende billeder i det tidligere indlæg. 
   Der er tale om kreativ konceptuel blending af flere medier og kilder. Og udgangspunktet er også en 'grundvæg' med flere lag af iturevne og flåede plakater der gennem årene har været klistret op oven på hinanden på en plakatsøjle, og som derefter er blevet fotograferet.
   
Det man kan se her i forbindelse med hele serien, er hvordan Jan ud fra samme "grundvægmotiv" laver forskellige "resultat-billeder" med forskellig oplevelseseffekt - ved en bearbejdning via forskellige formater, beskæringer og optikafstand til den samme "grundvæg".
   En del billeder blev solgt, men mon ikke han stadig sælger ud. Og mon ikke der kommer flere fra hans nysgerrige og opsøgende kameralinse. Det synes oplagt at forfølge det her spor videre.

Jan er et multitalent - ironiker, spasmager, kritisk indstillet æstetiker og livsnyder, hvad der fx kom til udtryk i berømmede radio- og tv-indslag fra 70´erne. 
   Og først og fremmest har han været en af de drivende kræfter bag udviklingen af 'det nye nordiske køkken'. 
    I den nydannede tværfagligt sammensatte  lærergruppe for den nydannede kommunikationsuddannelse på RUC i 1978 blev hans kolleger i praksis via deres smagsløg belært om hvor godt veltillavet kvalitetsmad smager, og hvordan den tilberedes af ordentlige råvarer. 
    Jan er i øvrigt kemiingeniør af uddannelse.

I det tidligere indlæg citerede jeg en engelsk kilde for definitionen af  'palimpsest' og om begrebets status og udvikling inden for kunsthistorien. Denne gang googlede jeg de to første henvisninger på dansk. 
   Dansk Wikipedia skriver om dets oprindelse:
En palimpsest er et manuskript, pergamentrulle eller bog, der er blevet renset (skrabet, raderet og brugt igen. Ordet kommer gennem latin fra to græske rødder (palin(igen) + psên (skrabe)). Romerne skrev på voksbeklædte tavler, der kunne genbruges, og Cicero bruger ordet palimpsest om dem.
Det er den grundbetydning som også ligger bag Jans brug af begrebet til at karakterisere sine moderne billeder. 
   Og slægtskabet med forskellige andre genrer som 'collager', 'modifikationer' (Jorn) og 'decoupager' (dronningen) er tydelig.
   
Selv har jeg for nylig fundet nogle gamle mapper frem med billeder jeg har tegnet, malet og klippet da jeg var ung og drømte om at blive 'rigtig kunstner'. Og nogle af dem er utvivlsomt en slag 'modifikationer' i Jornsk forstand - de her produceret omkring 1965-67:

 
Billederne er lavet på den måde at jeg har fundet nogle glittede illustrationer eller reklamebilleder i datidens farvede magasiner  og klippet dem ud. Derefter har jeg 'modificeret' dem ved oven på at tusch-tegne i forskellige hel- og halvgenkendelige mønstre og figurmotiver. 
   I de bedste af dem leverer disse 'modifikationer' en forme for halvabstrakt surrealisme som jeg her mange år efter ikke synes er helt tosset. 
   
Man kan sige at jeg jo også kunne have valgt at lave en grund som jeg selv malede - og derefter tegne en egen tusch-tegning oven i. Til det formål ville især akvarelfarver være velegnede. Men det malemedie kendte jeg stort set ikke til den gang - eller til nogen af de teknikker som var knyttet til det.
  Jeg malede i olie på lærred og i (olie)pastelfavekridt på blødt karton.

Men på det tidspunkt da jeg lavede de tuschtegnede 'modifikationer' af farvede magasinillustrationer, havde jeg i længere tid produceret rene sort-hvide tusch-tegninger med japansk inspiration, men kombineret med en teknik hvor motivet blev bygget op af en lang række små forskellige dekorativt mønstrede felter. 
   Her er nogle eksempler fra den gang på den slags sort-hvide tegninger i en teknik som man så kan se jeg siden hen brugte til magasin-modifikationerne oven for:


Jeg er nu så småt begyndt at lave sorte profillinjer i og omkring motivet i nogle af mine akvareller, men det er noget helt andet - mere i en retning som ligner den realistiske tegneserieteknik - eller den man kender fra japanske træsnit.

Med hensyn til selve fremmedordet 'palimpsest' er der også sket et betydningskred viser det sig, idet man inden for litteraturvidenskaben bruger det i betydningen "en tekst med en eller flere andre tekster som underliggende matrice". Så det er fra litteraturvidenskab som jeg jo læste en gang, at jeg oprindelig kender begrebet. Og i den betydning er det noget jeg selv har skrevet om i De levende Billeders Dramaturgi, bind 1, Fiktionsfilm (s. 39 ff.)
   Den store danske encyklopædi skriver:
palimpsest, litteraturteoretisk udtryk for et værk, som bygger på en ældre "hypotekst", dvs. den oprindelige tekst, fx Ulysses af James Joyce, der bygger på Odysseen, eller Henrik Pontoppidans Ørneflugt, som bygger på H.C. Andersens Den grimme Ælling.
Men her får jeg så i skrivende stund en uventet association til en genre som jeg altid har holdt meget af og flere gange skrevet om her på bloggen: ''aprilsnarren' i medierne. 
   For nylig fik jeg nemlig tilsendt et flot eksempel på sådan en tekst. Den handler om en fugl jeg for mere end et år siden selv har malet i akvarel: skarven, en fascinerende fugl, et biologisk oldtidslevn af em dinosaurlignede fugl, som jævnligt besøger vores sommerhus-sø og dykker efter fisk.
   Og det slår mig at man i den litteraturteoretiske betydning af ordet 'palimpsest' med rimelighed kan karakterisere en 'aprilsnar' som en slags 'palimpsest': en løgn/fantasi som imaginær grundtekst - indpakket i et nyt tekstlag: i en troværdig og forførende faktaform og -udtryk.
   Den følgende lange videnskabsnyhed, som sjovt nok også handler om 'modifikationer', blev oplæst af værten i det hedengangne P1-magasinprogram 'Kvart-i-fem' den 1. april 2004:
Modernisering af skarven
Den sidder som nodetegn på bundgarnspælene, skrev lyrikeren Otto Gelsted. Phalacrocorax carbo hedder den på latin. På dansk hedder den store sorte kystfugl skarv eller ålekrage. Fiskerne kalder den en rotte med vinger og hentyder dermed til, at den spiser 400 g fisk om dagen og ødelægger deres garn .
   Skarven er totalfredet Danmark og i hele EU ifølge EF-fuglebeskyttelsesdirektivet fra 1979.
   Siden da er antallet af ynglende skarver vokset eksplosivt. Og det har skabt problemer for fiskeriet og for de skovejere, hvis træer dør af de kolossale mængder ekskrementer, som en skarvkoloni kan præstere.
   Men vi er altså forpligtet til at passe på vores skarver som følge internationale konventioner. Og Miljøminister Hans Christian Schmidt er nu kommet med et udspil, der ser ud til at være perspektiv i.
   For at forstå ministeriets udspil er vi nødt til at kigge lidt på skarvens biologi, som er meget bemærkelsesværdig. Det er en fugl, der ikke har udviklet sig gennem de sidste 16 millioner år - den er altså et fortidsdyr.
   Den er er 100 % afhængig af sine svømme- og dykkeegenskaber. Men den har ikke udviklet en rigtig svømmehud, som andefuglene har. Og den bliver våd, fordi den mangler den fedtkirtel, som ænder har på gumpen og som gør dem vandskyende. Man kan se dem sidde på bundgarnspælene og brede vingerne ud i vinden for at blive tørre.
   Miljøministerens nye plan, som han netop har bevilliget 20 millioner kroner til, går ud på at give skarven nogle positive egenskaber ved hjælp af gensplejsning genmodifikation.
   Det største problem er, at skarven udelukkende lever af fisk, og derfor skaber vanskeligheder for fiskeriet, som jo ikke har det for godt i forvejen på grund af overfiskning, kvoter og forurening og meget mere.
   Det har vist sig, at man delvist kan løse dette problem ved at splejse nogle bestemte gener fra hønsefugle ind i skarvens arvemasse. Det drejer sig om de gener, der koder for genkendelse af plantefrø og insekter som fødeemner. Det kan man alt sammen læse om i en relativt ny artikel fra Afdelingen for Husdyravl og Genetik på Landbohøjskolen og der har da også været billeder af de modificerede skarver i dagspressen.
   Man har også overvejet, om man kunne give sådan en moderniseret skarv nogle gener, der kunne mindske dens lyst til det våde element. Gener, som man måske ville kunne finde hos kattefamilien. Men det er der pt ikke noget nyt om.
   Man kan selvfølgelig sige, at 20 millioner kroner for en tidssvarende skarv er mange penge i en tid, hvor vi må prioritere hårdt med statens finanser.
   Og det har da også været insinueret af oppositionen i Folketinget, at det har spillet en rolle, at skarven har forårsaget store skader på en plantage i det område, hvor miljøministeren er valgt.
   Men her har regeringen henvist til, at forslagets økonomi har fået grønt lys fra Instituttet til Miljøvurdering. Det vil sige Bjørn Lomborgs institut, der sort på hvidt har vist, at alene gevinsten i en forbedret åleproduktion over en kort årrække - det vil sige 7 år - vil kunne betale udgifterne. Som statsministeren udtrykte det: Der er ikke noget at komme efter.
   Også Fødevareminister Mariann Fischer Boel har vist interesse for projektet. Det sker af tre grunde. For det første selvfølgelig fiskeriinteresserne. For det andet vil en modificeret skarv kunne spise noget af kornet i EU's overskudslagre. Den tredje grund handler om dyreetik, der jo er et emne, der optager fødevareministeren. Og hun er altså blevet rørt over tv-billeder af det ynkelige syn af en flok skarver, der rystende af kulde ved vintertid strækker deres vinger ud i en isnende blæst for at blive tørre.
   En række store biotekniske virksomheder både i Danmark og i udlandet har vist interesse for projektet. Den økonomiske indsprøjtning, som det medfører vil stimulere udviklingen af de biotekniske videnskaber og den vil tillige skabe en del arbejdspladser. Derfor følges projektet med stor interesse fra både Videnskabsministeriet og Arbejdsminsteriet.
   Vi har et stort ansvar over for naturen og dette ansvar drejer sig ikke bare om at bevare den men også om at udvikle den. Og her må vi erkende, at der er arter som f.eks. skarven, som ikke har fulgt med evolutionen. Og med den viden og tekniske kunnen, vi i dag råder over, så har vi en forpligtelse til at gøre noget ved det.
   Tidens løsen om omstillingsparathed gælder også i naturen. Og når moderne genteknologi gør det muligt for os at føre skarven op to date til glæde for både den og os, så er er der ikke noget betænke sig på.
Denne både troværdige og fascinerende historie om de genteknologiske muligheder for biologisk modifikation af skarven anskuet som skadedyr, fik jeg tilsendt af - ja, netop - ironikeren og spasmageren Jan Krag Jacobsen som er forfatter til teksten.
   Og Jan fortæller mig i ledsagemailen:
Jesper Hoffmeyer henviste senere til den i et interview i Information som et eksempel på, hvordan genmanipulation kan blive misbrugt. Han blev lidt knotten, da det gik op for ham, at det var en aprilsnar.
Jesper Hoffmeyer (født i 1942) er en dansk biokemiker og internationalt anerkendt semiotiker. Han har skrevet doktordisputats og i en længere årrække været videnskabsredaktør på avisen Information.

Her er min akvarel med skarven som motiv:


Rent faktisk er det også en slags collage - idet skarven selv er malet for sig - i flere dele, som derefter er klippet ud og klistret ind på en selvstændig malet baggrund.
   Her ses den udklippede skarv, og man kan ved at zoome ind på den yderste tredjedel af vingespidserne se at de er malet for sig og klistret sammen med resten af figuren:


Palimpsest, collage, modifikationer - serendipitet!