Jeg har været vejleder på et produktionsspeciale på journalistik på RUC som gik ud på at udvikle et nyt og moderne montagekoncept til P 1-morgenfladen i DR-radio.
Et produktionspeciale i sig selv er en blended specialeform: halvt kreativ og eksperimenterende produktion, halvt akademisk rapport. Det er en specialeform som appellerer til journaliststuderende som er lidt "skæve" i hovedet. Derfor er jeg glad for at være vejleder for den slags hybrid-specialer.
Det speciale jeg nu skal til at bedømme, handler så om at genoplive og forny en blended genre: radiomontagen. Det er et projekt som nødvendigvis kræver konceptuel blending af den specialeskrivende: i det ene input-rum har han alt det der kendetegner den traditionelle montageform, i det andet input-rum har han de krav til indslagselementer som en fornyet P1-morgenflade stiller, inspireret af fokusgruppeundersøgelser. I det blendede rum finder vi så et nyt koncept og en dummyproduktion der er produceret ud fra det.
Men her rejser sig for mig pludselig et spørgsmål: Kan man have flere end 2 input-rum ifølge teorien om konceptuel blending? For i dette speciale indgår der også klart et tredje input-rum: dramaturgiske og fortælletekniske skemaer og principper, dels fra tv, dels fra radiomontagen, og dels fra fortællende journalstik.
Muligvis er dette tredje input-rum en særlig afart af det som blending-teorien kalder det generiske rum ("generic space"), det rum som leverer mulighederne for at sammenkoble elementer fra de to input-rum (se modellen i blogindlægget fra den 9/4.
Så kommer den sidste mærkelige kobling: Den radiomontage-føljeton som udgør produktionsdelen i specialet fortæller om en person som fra han var 5 år og til han nu er en ung mand, har "hørt stemmer", dvs. han har haft lyd- hallucinationer som i perioder har belastet ham stærkt psykisk og handicappet ham alvorligt i forholdet til omgivelserne og til sig selv. En spaltet person, med andre ord.
I et efterfølgende interview med en ekspert og behandler i forhold til denne særlige psykiske lidelse, får vi at vide:
- at ca. 200.000 mennesker i Danmark "hører stemmer",
- at for ca. en tredjedels vedkommende er det psykisk invaliderende og kræver behandling
- at behandlingen kan bestå i at den der hører stemmerne, går i indre dialog og begynder at forhandle med dem
- at en stor del af dem der hører stemmer, kan fører det tilbage til traumatiske oplevelser tidligere i livet.
Jeg tænker at det jo ligner noget af det jeg har skrevet om i forbindelse med den (særligt) kreative personlighed, hvor jeg har eftersporet oplevelse af tab og savn og fremmedgørelse, der fører til en splittelse og et forstærket fantasiliv, som vedkommende så senere udnytter og omsætter til kreative aktiviteter hvor de to sider af personligheden arbejder sammen i blendede kreative produkter: kunst, videnskabelige opdagelser, opfindelser, etc.
I tilfældet med den unge mand der hørte stemmer og blev helbredt ved at begynde at forhandle med dem, kan man jo sige at de traumatiske oplevelser han oprindelig havde haft, ikke førte til udvikling af fantasilivet og senere kreative produkter, men blev låst fast indvendig i bevidstheden i form af stemmer der terroriserede ham og havde magt over ham, og dermed bremsede hans udvikling.
En ting jeg i øvrigt bed mærke i, var at eksperten fortalte at det center i hjernen som blev aktiveret når den pågældende person hørte stemmer, ikke var hørecentret, men talecentret. Det svarer til det jeg tidligere har noteret at det er de samme områder af hjernen der arbejder aktivt når man ser et bestemt motiv i omverdenden, og når man gør sig forestillinger om et lignende motiv inde i hovedet. Og det viser altså at der rent objektivt er en psykisk udspaltet instans i den stemmehørendes hjerne der så at sige har besat talecentret og indvendigt taler til ham med brug af hans egen stemme.
En ting jeg i øvrigt bed mærke i, var at eksperten fortalte at det center i hjernen som blev aktiveret når den pågældende person hørte stemmer, ikke var hørecentret, men talecentret. Det svarer til det jeg tidligere har noteret at det er de samme områder af hjernen der arbejder aktivt når man ser et bestemt motiv i omverdenden, og når man gør sig forestillinger om et lignende motiv inde i hovedet. Og det viser altså at der rent objektivt er en psykisk udspaltet instans i den stemmehørendes hjerne der så at sige har besat talecentret og indvendigt taler til ham med brug af hans egen stemme.
Det med at høre stemmer som ikke høres med det ydre øre, minder mig så også om de mange historier jeg husker om både kunstnere og videnskabsmænd som i kortere eller længere perioder af deres liv har været plaget af psykiske lidelser og været indlagt på psykiatriske afdelinger.
Temaet kreativitet og psykiske lidelser er dermed slået an.
