Sider

søndag den 9. maj 2010

"Den sorte boks" - og Kim Larsen som ikke vil åbne sin...

I SøndagsPolitiken 10. maj, et interview med Kim Larsen, interviewer Erik Jensen. Erik Jensen fisker efter en frame: Den folkelige og populære Kim Larsen, er han i virkeligheden ikke selv kunstner, samtidig med at han tager afstand til den snævre kunstmusik som jazz? Kim Larsen:
"Jeg vil ikke sidde her og være kunsthader. og det er ikke for at krukke. Men for mig er forskellen på en kunstner og en popper, at kunstneren åbner sin sorte boks for folk. Det allerinderste. Han vil gerne have et publikum, men han vil lave sine ting, uanset om det er der eller ej. Mens popperen gerne vil ud og spille for et publikum og have gang i den. Han vil aldrig åbne for sin sorte boks. Ikke for sit publikum i hver fald. Det har jeg aldrig gjort i en sang eller på scenen.
   Nu har du så chansen for at fortælle, hvad der er i den sorte boks?
   "Det fortæller jeg kun til min dame. Jeg tænker nogle gange, at det her skal ingen have at vide. Der gør nogle kunstnere. En af mine favoritter, van Gogh, gjorde det jo meget direkte hele tiden. Han var ligesom uden opsyn. Men jeg vil ikke have at folk skal se ind i mit inderste hjertekammer, så jeg omskriver det. Med poesi eller humor."
For Kim Larsen er det åbenbart væsentligt at hæge om - skjule - den kreative stavblender som rent faktisk omsætter "noget" i "den sorte boks" til hans populære sange. Og som jo præcis er det som de kunstnere gør som  han lægger afstand til.
   Hans kamuflagearbejde - og dermed blendingoperationer - er blot en tand mere effektivt end de kunstneres som åbenlyst trækker på de oplevelser som er lagret i deres "sorte boks".
   Rene paradoksformuleringer. Men hans formuleringer om at kunstnere ikke tænker på deres publikum, og at det er "poppet" at gøre det som han gør, er værd at forfølge.

Pilou Asbæk - om kreative restriktioner - og den kreative personlighed

I Lørdagspolitiken, et interview med Pilou Asbæk, skuespiller med en vigtig rolle i filmen "R". En undertekst til fotoet af ham fortælles det:
Under indspilningen af 'R' chikanerede Pilou Asbæks medskuespillere ham. Det overførte han til rollen som den indsatte Rune. Følelsen af ensomhedkan Pilou Asbæk genkende fra sin kostskoletid og fra sit nuværende liv, hvor han på trods af de store roller altid har følt sig ensom.
   Lige efter bogen, ser det ud til.
   I selve artiklen beskrives hans optakt til skuespilleriet således:
   Men det hele startede egentlig på kostskolen Herlufsholm på Sydsjælland, der med uniformer, fælles sovesal, hierarki og strenge regler har visse fællestræk med et fængsel. Det var her i skolens dramalokale, som egentlig er den gamle gymnastiksals omklædningsrum,m at Pilou Asmbæk som 19-årig fandt ud af, at hanville være skuespiller. At det var det han havde talent for.
   "Jeg tror på meget stramme rammer. Også inden for skuespillet. Jo strammere rammer, desto større kreativitet. Og jeg har taget den disciplin med her fra skolen. Jeg er egentlig bleve ekstremt autoritær af at gå her", siger Pilou Asbæk.
   Hvordan det?
   "Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg var ukoncentreret og ufokuseret. Gennem skuespillet fandt jeg opmærksomheden, nærværet og tilstedeværelsen.
Jo strammere, jo større kreativitet, siger han. Men mellemregningen fortæller han ikke. At stramme rammer, et fængselagtigt liv, provokerer og stimulerer fantasien, og dermed et krav - et behov - om at fantasien som "drift" kan få lov at udfolde sig i liv og handling. Men omgivelserne synes han var "ukoncentreret" og "ufokuseret", og hvad mon hans hjerne gik og foretog sig når den ikke kunne koncentrere sig og fokusere på det i den aktuelle virkelighed som omgivelserne synes han burde.
   Kreativ vrede, er jo et andet søgeord i den her sammenhæng. Pilou fortæller at det var hans franske mor som mente han skulle på kostskole, fordi hun selv  havde gået på "14 kostskoler" som barn.
"Jeg stejlede fuldstændig. Hvad fanden skulle en københavnerdreng på en af landets ældste kostskoler? Jeg var fyldt med modstand over projektet. Jeg syntes, de andre lignede lemminger i deres uniformer", husker han.
(...)
   "Men da julen kom, og jeg stadig hadede det, sagde hun, at jegblev nødt til at gå der til sommerferien. Hvis jeg stadig ikke kunne lide det, fik jeg lov at komme hjem."
   Efter juleferien kom en af de større elever hen til ham og sagde, at han ikke havde regnet med at se ham tilbage på skolen. Og så blev han stædig.
"Tor folk at jeg er sådan en, der stikker halen mellem benene? Kraftedme nej. Og så ringede jeg til min mor og sagde, at jeg blev her. Det endte med at være tre fuldstændig fantastiske år."
Vi har i hvert fald i disse citater fået koblet "kreativ vrede", "kreative restriktioner", og "en spaltet personlighed" sammen. Og den indspærrede,frustrerede personlighed eksploderer i kreative teateraktiviteter på skolen, fortæller artiklen videre:
"Til min afskedsforestilling i 3.g lavede jeg alt selv: Skrev stykket, instruerede, satte lys,og spillede hovedrollen,"siger han.
"Jeg havde nærmest genskrevet 'Gøgereden'. Musikken var fra 'Matrix', og en tv-pejs fik det til at se ud, som om der var ild i væggen. Alle medvirkende læste op af Strunge. Det var så prætentiøst."

Solsortens sang - i to "rammer" - og neuroæstetik

Hørte i radioen på vej hjem fra Verdensbilledlegatseminar med det nye hold legatmodtagere, en dansk filosof fortælle noget om den tyske frankfurterskole-teoretiker Adorno og han opfattelse af "naturens æstetik", tror jeg det var. Eksemplet som filosoffen med Adorno havde analyseret var solsortens sang. Citatet som det handler om har jeg fundet i oversættelse:
"Fuglesang er noget skønt for alle; intet følende menneske, i hvem noget af den europæiske tradition er bevaret, bliver ikke berørt af lyden af en solsort efter regnen. Og alligevel lurer det skrækkelige i fuglesangen, fordi fuglen ikke synger, men adlyder den magt, som holder den fangen."
Citatet sammenholder fuglesang i to frames: en frame hvor fuglesangen opleves som en slags musik, alltså noget smuk perciperet igennem et æstetisk filter, og en anden frame hvor fuglesangen - vel ikke opleves - men tolkes, udlægges og forstås i gennem zoologiens filter, hvor zoologerne har vist at fuglesangen typisk er et udtryk for biologisk aggression, skal markere territoriet, og jage konkurrernde artsfæller væk. Jeg forstod så på filosoffens udlægning at Adorno mente at skønhedsoplevelsen af fuglesangen ikke kunne ødelægges af den kyniske viden som zoologerne leverede om hvad denne sang faktisk betød i naturens egen verden.
   Sådan lidt firkantet udlagt så sker der åbenbart ikke en blending af de to frames, men heller ikke en udmanøvrering af den "idealistiske" æsetiske frame, til fordel for den videnskabeligt sande. Altså skønhedsoplevelsen overlever trods vores videnskabeligt funderede viden.

Kunne man trods alt blende de to konceptuelle rum? tænker jeg. Kunne man på en gang nyde solsortens sang æstetisk og samtidig tænke på den som det videnskaben har konstateret? Hvad skulle der til?
   Ja, hvis man havde den oplevelse at agression, krig og konkurrence havde en skønhedsdimension, så var der vel ikke noget i vejen for at udvikle et blended konceptuelt rum hvor det netop var det skønne ved fuglesangen (eller en del af det skønne) at dens betydning var: Her er jeg, en stor og stærk solsortehan, og - gutter - hold jer væk fra min kvinde og min rede, og i får bank hvis i overskrider grænsen.
   Adorno har været pacifist.

Findes der et hjernecenter der aktiveres af æstetiske oplevelser (der udløser dopamin), og et andet center der aktiveres når man forstår noget begrebsmæssigt og videnskabeligt? Lyser begge disse hjernecentre op når man forestiller sig den biologiske kamps udtryk i fuglesang som en særlig æstetisk nydelse? Jeg spørger bare!

Jeg associerer til Tor Nørretranders som for nogle år siden skrev en bog om kunst og æstetiske præstationer som - i zoologisk og dyreadfærdsmæssig optik - udtryk for kamp for overlevelse ved at imponere hunnerne (jeg har ikke tjekket, men det var noget i den retning pressen formidlede). Jeg forfølger sporet og associationen og finder introduktionen til et universitetskursus.
Neuroæstetikken er et kerneområde for mødet mellem humaniora, biologi, neurologi og filosofi. Kurset ønsker dels at give en introduktion, dels at diskutere forskning i menneskets neurokognitive natur, som kan tænkes at medvirke til en nærmere forståelse af vores æstetiske adfærd. Blandt de æstetiske spørgsmål, som kan tænkes at nyde godt af en sådan befrugtning fra neurobiologisk side, er sådanne som følgende: Hvorfor har vi (men muligvis ikke andre dyr) æstetiske oplevlser; hvad vil det sige, at en genstand er ”smuk”, ”skøn” osv.; hvilken type genstand er et kunstværk, og hvorfor opstår kunstværker pludselig for ca. 50.000 år siden; er der kogntiv forskel på de oplevlser, musik henh. billedkunst, henh. litteratur osv., giver anledning til; m.v., mv.? Vi vil også undervejs diskutere den filosofiske problemstilling, i hvilket omfang det giver mening at ”naturalisere” de æstetiske fag vha. neurobiologiske data og teorier.
En god "streng" at forfølge, som startede med et Adorno-citat i en radioudsendelse.