Hørte i radioen på vej hjem fra Verdensbilledlegatseminar med det nye hold legatmodtagere, en dansk filosof fortælle noget om den tyske frankfurterskole-teoretiker Adorno og han opfattelse af "naturens æstetik", tror jeg det var. Eksemplet som filosoffen med Adorno havde analyseret var solsortens sang. Citatet som det handler om har jeg fundet i oversættelse:
"Fuglesang er noget skønt for alle; intet følende menneske, i hvem noget af den europæiske tradition er bevaret, bliver ikke berørt af lyden af en solsort efter regnen. Og alligevel lurer det skrækkelige i fuglesangen, fordi fuglen ikke synger, men adlyder den magt, som holder den fangen."
Citatet sammenholder fuglesang i to
frames: en
frame hvor fuglesangen opleves som en slags musik, alltså noget smuk perciperet igennem et æstetisk filter, og en anden
frame hvor fuglesangen - vel ikke
opleves - men
tolkes, udlægges og forstås i gennem zoologiens filter, hvor zoologerne har vist at fuglesangen typisk er et udtryk for biologisk aggression, skal markere territoriet, og jage konkurrernde artsfæller væk. Jeg forstod så på filosoffens udlægning at Adorno mente at skønhedsoplevelsen af fuglesangen ikke kunne ødelægges af den kyniske viden som zoologerne leverede om hvad denne sang faktisk betød i naturens egen verden.
Sådan lidt firkantet udlagt så sker der åbenbart ikke en
blending af de to
frames, men heller ikke en udmanøvrering af den "idealistiske" æsetiske frame, til fordel for den videnskabeligt sande. Altså skønhedsoplevelsen overlever trods vores videnskabeligt funderede viden.
Kunne man trods alt
blende de to konceptuelle rum? tænker jeg. Kunne man på en gang nyde solsortens sang æstetisk og samtidig tænke på den som det videnskaben har konstateret? Hvad skulle der til?
Ja, hvis man havde den oplevelse at agression, krig og konkurrence havde en skønhedsdimension, så var der vel ikke noget i vejen for at udvikle
et blended konceptuelt rum hvor det netop var det skønne ved fuglesangen (eller en del af det skønne) at dens betydning var: Her er jeg, en stor og stærk solsortehan, og - gutter - hold jer væk fra min kvinde og min rede, og i får bank hvis i overskrider grænsen.
Adorno har været pacifist.
Findes der et hjernecenter der aktiveres af æstetiske oplevelser (der udløser dopamin), og et andet center der aktiveres når man forstår noget begrebsmæssigt og videnskabeligt? Lyser begge disse hjernecentre op når man forestiller sig den biologiske kamps udtryk i fuglesang som en særlig æstetisk nydelse? Jeg spørger bare!
Jeg associerer til Tor Nørretranders som for nogle år siden skrev en bog om kunst og æstetiske præstationer som - i zoologisk og dyreadfærdsmæssig optik - udtryk for kamp for overlevelse ved at imponere hunnerne (jeg har ikke tjekket, men det var noget i den retning pressen formidlede). Jeg forfølger sporet og associationen og finder introduktionen til et universitetskursus.
Neuroæstetikken er et kerneområde for mødet mellem humaniora, biologi, neurologi og filosofi. Kurset ønsker dels at give en introduktion, dels at diskutere forskning i menneskets neurokognitive natur, som kan tænkes at medvirke til en nærmere forståelse af vores æstetiske adfærd. Blandt de æstetiske spørgsmål, som kan tænkes at nyde godt af en sådan befrugtning fra neurobiologisk side, er sådanne som følgende: Hvorfor har vi (men muligvis ikke andre dyr) æstetiske oplevlser; hvad vil det sige, at en genstand er ”smuk”, ”skøn” osv.; hvilken type genstand er et kunstværk, og hvorfor opstår kunstværker pludselig for ca. 50.000 år siden; er der kogntiv forskel på de oplevlser, musik henh. billedkunst, henh. litteratur osv., giver anledning til; m.v., mv.? Vi vil også undervejs diskutere den filosofiske problemstilling, i hvilket omfang det giver mening at ”naturalisere” de æstetiske fag vha. neurobiologiske data og teorier.
En god "streng" at forfølge, som startede med et Adorno-citat i en radioudsendelse.
