Sider

fredag den 21. juni 2013

Bidrag til en web-tv-dramturgi (5) - nyhedstrekantens muligheder for genopstandelse i web-tv

I de mange år jeg har undervist i tv-nyhedsdramaturgi, har en af de afgørende pointer været at journalister uddannet til at skrive nyheder til avissider, skulle aflære nyhedstrekantens form-indholds-logik hvis de skulle lære at lave velfungerende tv-nyhedsindslag. 
   Der var endda udviklet en særlig nyhedsberettermodel - en forenklet klassisk berettermodel - til at indfange kravene til nyhedsfortællingens opbygning, kunne man som underviser belære kursisterne om: 
Hook, Context, Develtopment, Wrap.
Men når det gælder web-nyhedsdramturgi, så er det ikke nær så indlysende hvorfor man ikke skulle kunne bruge 'nyhedstrekanten' som formmæssig matrice, idet man kan argumentere for at en web-side  med en indlagt player og en avisside har flere funktionelle lighedspunkter end de begge har med en regulær broadcast-tv-udsendelse med indslag.
   Og et web-tv-nyhedsindslag har den særlige egenskab at man kan hoppe af og på undervejs, og starte forfra og gense hvis man ønsker. I princippet meget lig forholdet i forbindelse med læsning af en skreven tekst. 

'Nyhedstrekanten' er jo betegnelsen for nyhedsartiklens klassiske grundform. 
   Princippet der styrer fremstillingen af avisnyheden, er at det der indholdsmæssigt konstituerer nyheden – 'kerneafsnittet' der skal besvare de for nyheden helt afgørende hv-spørgsmål – at det fortælles kort og klart i toppen af historien.
  Og at man derefter gennem de følgende afsnit udbygger med supplerende baggrund, konkretiseringer, konsekvenser, oplysende sidehistorier, underordnede vinkler, årsagsforklaringer, forhistorier mv. 

Princippet for i hvilken rækkefølge disse uddybende og baggrundsgivende afsnit bringes er simpelt: ”faldende væsentlighed”. Jo mindre betydning informationen har for forståelsen af den aktuelle nyhedsbærende og vinklede information i kerneafsnittet, jo senere i artiklen skal den information ligge. 
   I forhold til læseren betyder det at man tilsvarende antager en faldende interesse eller motivation for at læse videre, jo senere i artiklen man kommer.

Mens den bagvedliggende ide i berettermodellen er at fastholde læserens, lytterens eller seerens interesse helt til slutningen af fortællingen, så er ideen i nyhedstrekanten at læseren skulle kunne stå af undervejs - og så alligevel være sikker på at have fået essensens af historien.
   Produktionelt var nyhedstrekantens funktion også at redaktionssekretæren nemt og hurtigt kunne redigere i artiklen – ved at klippe og skære linjer og afsnit ud bagfra. 
   Avis(side)konteksten hører med til forståelsen af denne kompositionsform: Når læseren hopper af undervejs, så skifter han til en anden artikel på samme side eller til en artikel på en følgende side.
    Hvis man hopper af et web-tv-indslag undervejs, hopper man ikke af siden og web-konteksten og de muligheder man har for supplerende bonusmateriale, links, kontekstinformationer via resten af sidens indgange til at få mere  information.

Hopper man af et tv-eller radio-indslag, så slukker man for apparatet - eller zapper til en konkurrerende kanal. En helt anden kop te.

På den anden side har undersøgelser vist at fortællinger formet over nyhedstrekanten ikke er særligt nemme at kapere – især for læsere uden særlige vidensmæssige forudsætninger i forhold til indholdet. Så hvis de begrundelser som ligger bag ved valget af nyhedstrekanten svækkes eller forsvinde, så er berettermodellen - eller bølgemodellen at foretrække.
                        
Hvis man bruger samme grafiske system som når man anskueliggør berettermodellen og bølge­mo­dellen, (som en spændingskurve udfoldet hen ad en vandret tidslinje og med spændingsstyrken markeret ved højden på den lodrette akse) så kan man anskue nyhedstrekanten som en kurve med en faldende serie 'bølger'  med den højeste i starten og den laveste til sidst – altså nærmest en slags omvendt berettermodel hvor man starter med ”klimaks” i toppen og fortsætter nedad med mindre og mindre betydningsfulde uddybende afsnit mod bunden.
   
TV-nyheder i gamle dage - op til ca. midten af 80´erne - fulgte faktisk i vidt omfang nyhedstrekanten, dels fordi alle tv-journalister tidligere var skolede avisjournalister, men også fordi det rent teknisk var nemt at klippe sådan et indslag ned bagfra når optagelserne var på film bånd.
    Udviklingen af den dramaturgiske bevidsthede på tv-nyhedsredaktionerne op gennem 80-erne førte til at man efterhånden tilpassede nyhedsindslagets fortælleform til et forløb formet over berettermodellen eller bølgemodellen, men dog sådan at nyhedsvinklen som regel blev afsløret mere eller mindre direkte i nyhedsværtens oplæg/intro/'spib', svarende til nyhedsartiklens manchet.

Nyhedstrekanten som formende for længere web-tv-indslag

De argumenter der i tidernes morgen har været for at bruge nyhedstrekanten som den gennemgående fortælleform på avisnyheder, kan faktisk også overføres til længere web-tv-indslag. 
   Da man ved at webbrugere har travlt og er utålmodige, og ofte skimmer snarere end læser koncentreret, så kan det være et argument for at bygge et web-videoindslag op efter den model, altså en slags 'omvendt' bølgemodel med forudsat faldende interesse hos brugeren, sådan at man i selve indslaget indbygger en klar grafisk markering af at her kan man hoppe af, fx ved indlagte kapitelrubrikker eller grafiske stop- eller pauseklodser.
    Man producerer og lægger et indledende kerneafsnit først i web-tv-indslaget; derefter lægger man et baggrundsindslag der leverer årsager og forklaringer; og videre et caseinterview; derefter en ekspertvurdering der perspektiverer historien; og til sidst et afsnit om og med link til lignende historier andre steder og på tidligere tidspunkter. 
   I den skrevne kontekst omkring dette kapitelopdelte videoindslag i playeren kan man lægge link til  faktabokse, til statistikker, kort, tidslinjer mv. 
    Disse efterfølgende og i væsentlighed faldende 'bølgeelementer' kan også lægges som små selvstændige indslag med egen rubrik stykvis i ruder til højre ved siden af playeren.

Samlet kan sådan en web-tv-side sammenlignes med det man kalder et "opslag" i avis- og magasin-sammenhæng, hvor man netop kan surfe rundt i "periferien" og finde 'bonusmateriale' logisk eller associativt forbundet til en central bærende artikel.

Bidrag til en web-tv-dramaturgi (4) - om fremdrift i web-tv-indslag - til forskel fra broadcast-tv-indsalg

For lidt over to år siden lagde jeg en række "noter til en web-dramaturgi" ud som en serie-føljeton her på min blog. 
   Noterne blev oprindelig skrevet til mig selv og en kollega som et resultat af godt et halvt års intensiv research og forberedende tænkning til et efteruddannelseskursus i web-tv-dramaturgi.
   Jeg fik kun lagt tre indlæg ud i indlæg, så overtog andre problemstillinger min mentale dagsorden.
Nu har jeg imidlertid i løbet af de sidste måneder oplevet at der har været relativt mange inde og læse netop de sider. 
   Og som censor både på specialer og bacheloropgaver inden for forskellige medieuddannelser har jeg kunnet se ganske mange henvisninger til disse indlæg i kildelisten, og jævnlige referencer med citater fra dem.
   Derfor genoptager jeg nu føljetonen med en række ny - altså gamle - indlæg om "bidrag til en web-tv-dramaturgi. 

Den opløste og fragmenterede web-tv-fortælling: frihed og fremdrift

Når man skal fortælle historier gennem video på nettet, så er det vigtigt at tænke ud af boksen i forhold til principperne for den traditionelle pakkede og lineære tv-(nyheds)fortælling.
   Når vi har med web-tv at gøre og den særlige net-kontekst, så er der tale om opløsning, frag­mentering, collage, montage, eller hvad man nu skal kalde det: en hypertekst hvor det er brugeren der har mulighed for at konstruere sin egen collage eller montage af de fortælle-byggesten som ellers er kittet sammen i et 'indslag', det man på engelske omtaler som 'a package'. Og hvor det derfor for afsenderen er muligt i høj grad at udlægge eller udlicitere – 'outsource' – en lang række af byggestenene til videoplayerens kontekst på netsiden, eller placere dem på andre bag­vedliggende sider som man kan klikke sig ind til, eller – mest radikalt og revolutionerende – til interaktiv levering fra brugerne.
  • Man kan invitere brugerne til at levere (sig selv som) cases, dvs. man kan springe casen over i førte omgang
  • Man kan invitere til øjenvidnebeskrivelser, dvs. man behøver ikke at rykke ud for at få dem
  • Man kan invitere brugerne til at levere dokumenterende billeder, dvs. man kan skære ned på illustrationen af historien, den kan komme hen ad vejen
  • Man kan undlade vox pop, idet man inviterer til kommentarer der jo har samme funktion
  • Man kan invitere til facts, målinger, opgørelser, statistikker som folk har i kraft af insider-viden eller nærhed i forhold til en problemstilling
  • Man kan sprede elementerne over flere dage, og fx lægge en opinionsundersøgelse ud efter indslagets præsentationsdel, og så kommer uddybningen først næste dag, og konfliktoptrapningen med debatten den tredje dag.
  • Man kan lægge større eller mindre dele af speakens oplysninger ud omkring player-optagelsen som skreven tekst.
  • Man kan lægge grafikken ud for sig ”ved siden af”.
  • ”Konfliktoptrapningen” fra et normalt indslag, kan i første omgang lægges ud som en selvstændig teaser til brugerne som invitation til debat om et moralsk kontroversielt spørgsmål; altså man bryder indslagets fortælling af i det punkt der ellers ville ”point of no return”. 

Ønsket om frihed og mange indgange

Det der kendetegner den klassiske lineære dramaturgi, er at den har en indgang i begyndelsen og en udgang til slut, og at historien er bundet til at forløbe mellem dem: Aristoteles skrev "beginning, middel, end". 
   Men når vi taler om web-tv, så er spørgsmålet om hvor vi begynder, hvor midten er, og om og hvor vi slutter, noget der er mere eller mindre op til brugerne. 
   På nettet ønsker brugerne mange indgange, så de kan springe ind og ud i kortere og længere tid, lave ”shortcuts” eller tage omveje, alt efter forudsætninger og interesser. 
   Det er det som nettets karakter af hypertekst i den grad inviterer til.

Et spørgsmål om et skift i fremdriftens karakter

Begrebet dramatisk og episk ”fremdrift” er centralt i den traditionelle tv-fakta- og nyheds-dramaturgi. "fremdrift" betyder her det forhold - den mentale relation - der forbinder fortællingens forløb med publikums oplevelse af at blive fanget og fastholdt fra start til slut. 
   Den relation skal måske tænkes om. Spørgsmålet er om ikke vi i net-tv-sammenhæng i højere grad skal ind på at tale om 'retorisk fremdrift' i stedet for. 
   Eller rettere: man kan sige at i et traditionelt effektivt tv-nyhedsindslag er den retoriske fremdrift underordnet den dramatisk-episke, mens det på nettet snarere er omvendt.

Lyder det snørklet. Så må vi lige definerer 'retorisk fremdrift'.

Retorisk fremdrift skabes af  (retoriske) påstande der vækker til modsigelse, og (retoriske) spørgsmål der der vækker og ægger til ønsker om svar. 
   Opløsningen og fragmenteringen af den lineære dramaturgi - kombineret med interaktionsmuligheder med brugerne, skifter vægten og orienteringen fra dramatisk-episk fremdrift (som skabes af et kronologisk scene på scene-forløb) til retoriske fremdrift som skabes gennem verbal interaktion, en simuleret samtale mellem afsender og modtager, hvori afsender forsøger at foregribe modtagers spørgsmål og indvendinger - anspore til videre interaktion.
   Man kan sige at den dramtisk-episke fremdrift korresponderer med en såkaldt 'lean-back'-modtagesituation, mens den retoriske fremdrift modsvarer brugernes typiske 'lean-forward'-indstilling når de er på nettet. 
   Den dramatisk-episke fremdrift skal forføre modtageren til at 'sluge hele pakken' i et samlet flow, mens den retoriske fremdrift skal overtale modtageren til at acceptere og 'fordøje' informationerne, logikken og argumenterne skridt for skridt, bid for bid - under en form for bevidst modstand eller skepsis.

Normalt vil man sige det er en dramaturgisk og formidlingsmæssig svaghed hvis et tv-indslag, en tv-feature eller en tv-dokumentar rejser og efterlader ubesvarede ”hængende” spørgsmål undervejs. Det bremser og forstyrrer fremdriften og svækker oplevelsen og forståelsen hos publikum. 
   Og det regnes for en fortællemæssig svaghed og dårlig formidling hvis publikum sidder med ”løse ender” til slut, og er frustrerede over det.
   I net-tv-sammenhæng kan man godt indimellem tænke omvendt: at seeren/brugeren har og skal have mulighed for at stoppe op et stykke inde i det audiovisuelle fortælleforløb og stille et spørgsmål der der så skal kunne besvares ved at følge et sidespor før fortællingen fortsætter. 
   Altså noget der kunne minde om computer-spil-dramaturgien, hvor man som spiller skal løse opgaver for at kunne fortsætte gennem spillet.

Under alle omstændigheder er det jo sådan at video-playeren på en netside giver brugeren mulighed for både at stoppe op og afbryde web-tv-fortællingen når han vil, og mulighed for at repetere passager eller hele indslaget forfra. 
   Det er muligheder som vi har kendt i århundreder fra læsningen af skrevne avishistorier, muligheder som er en del af begrundelsen for at nyheder i aviser formidles efter ”nyhedstrekanten”, der jo bla. gør det muligt for avislæseren at stå af læsningen når det passer ham, og gå videre til andre historier på siden eller de følgende sider. 

I et tidligere indlæg har jeg skrevet om de indsigter om web-tv-nyheder som man kunne læse ud af en undersøgelse: ’Webtvaviserne’, skrevet af journalistisk lektor Rune Michelsen og cand.public Signe Rosendal Rasmussen fra Syddansk Universitet, april 2011.
http://petersudsigt.blogspot.dk/2011/04/nyhedstrekanten-far-come-back-med-web.html