Kasinoøkonomi - kasinoimse - en kreativ metafor til at frame og forstå årsagerne til krisen

Preben Moslund, som jeg ikke kender eller har hørt om før, har skrevet en glimrende kronik i Information for et par dage siden (25.01.2012). Overskriften lyder: "Velkommen til Kasinoimsmen".

   Han etiketteres som konsulent og fagbogsforfatter. De tags kunne jeg også komme ind under. Og umiddelbart kobler jeg til begrebet "kasinomøkonomi" som jeg godt husker andre har brugt. 

   Det er en ny metafor som giver optik til at forstå verdens økonomiske elendighed, og jeg har egentlig kun betragtet den som et smart journalistisk greb.

   Eller "verdens elendighed"? Eurpas?

Manchetten lyder:

Kapitalismen er død. Den blev som kommunismen aflive af sine egne paradoksale modsætninger, og af politikere, der ikke rettede op på problemerne af frygt for at blive opfattet som velfærdens fjender. Vi står nu tilbage med en økonomi, der bygger på gambling i stil med den vi finder i kasinoet.

Kommunismen er død! 1989. Murens fald. Ingen tvivl om det. Og godt det samme. 

   Død, det er enevælden også, bortset fra et par Arabistan-regimer. 

  Kun dinosaursamfundet Korea og last-man-standing-Cuba minder én om et system som ikke var levedygtigt under historiens social-økonomiske pres. Ligesom apartheid-systemet i Sydafrika.

Men kapitalismen lever jo tilsyneladende i bedste velgående selv om samfundende under systemet lider alskens økonomiske elendighed.

   Staterne skal spare - alle stater i Europa skal spare - fattige og arbejdsløse bliver der stadig flere af. Og Bankerne og de helt store globale virksomheder kører videre som om intet var hændt. Men de kapitalistiske dynamik som virksomhederne skulle lever: Blowing in the wind.

   Preben Moeslund har fat i metaforikken som indledning til sin kronik - (af)personificeringen af økonomien i det sprog vi taler om økonomien i - diskursen som det hedder:

I kapitalismens barndomsår hørte en asketisk, mådeholdende livsstil til grundværdierne. I dag er den afløst af en materialistisk livsstil, bygget op om en — påstået — nødvendighed af vækst i økonomi og personlig udfoldelse.

   Det er i de seneste år blevet suppleret med en afpersonificeret økonomidiskurs, hvor der tales om: »markedets forventninger«, »nødvendig risikovillig kapital«, »et sundt investeringsklima« osv. Universitetsøkonomer og erhvervsledere har erobret sproget. Økonomiens sprog er objektiveret, så al regulering af marked, kapital og investeringer er et angreb på sandheden om økonomisk styring. Selv om der bag begreberne marked, kapital og investering er personer med heftige personlige interesser, er nodalpunktet for al økonomisnak ’vækst’ og ikke personinteresser. Angriber man de andre begreber, angriber man væksten og i sidste ende velfærden.

  Kun få skeptiske forskere og politikere har derfor de senere år sat sig op imod den dominerende opfattelse af, at økonomiske aktører skal have så frie forhold som muligt. Det bidrager til kapitalismens pervertering.

Den pervertering af udviklingen til noget andet end den klassiske kapitalimse navngiver Preben Moeslund så som en -isme: Kasinoismen.

Men "kasinoet" som metafor på den udvikling som økonomien i en masse vestlige og europæiske samfund har undergået de sidst 10 år, ...er det ikke bare en af de sædvanlige journalistiske Karl Smart-hed´er?

     Men nej, når man skærer mentalt ind til benet. Der er virkelig noget om snakken (=metaforen).

Kritikken fra kloge og kreative forskere går på at konsekvenserne af den globale frisætning af økonomierne i virkeligheden indebærer en "pervertering" af kapitalismen, ligesom "den reelt eksisterende socialisme" i Sovjetunionen og Østeuropa i 70-erne og 80-erne var en pervertering af de ideer som Marx kreativt og indsigtsfuldt udfoldede i en række af sine økonomi-teoretiske skrifter halvandet århundrede før, og som han og hans fans betegnede "kommunisme", det økonomiske system som karakteriserede et kommende utopisk idealsamfund.

Her kommer et godt citat om hvordan og hvorfor "kasinoet" er en glimrende metafor til at levere en indsigtgivnde mental optik til vores aktuelle økonomiske system:

I kapitalismen er penge et betalingsmiddel, der letter udveksling af varer og tjenesteydelser — et velfungerende system, hvor bytteøkonomi afløstes af en fælles international accepteret afregningsform til hurtig udveksling af ressourcer. Men i sen-kapitalismen bruges penge ikke primært til handel med varer og tjenesteydelser men til handel med handel. Penge er ikke længere et middel, der binder økonomiske aktører sammen — penge er selve systemet. Der er så mange penge og i så store koncentrationer, at varer og tjenesteydelser er blevet midlerne til at få pengesystemet til at fungere. Logik og formål er vendt på hovedet.

   Og eksemplerne er mange: Investeringer, der flyttes fra produktion med et driftsberegnet afkast over i risikoanalyserede futures i f.eks. en hel regions høst og et potentiale for udbytte, som ikke er realiseret. Går høsten godt scores ekstragevinsten; går den skidt har man forsikret sig i forsikringsselskaber, der har genforsikret deres risiko.

  Eller aktiehandler, der ikke primært er funderet i langsigtet analyse af nøgletal og afkast, men i optioner og kortsigtet gambling på, om man kan afhænde aktien til en given pris.

   Eller pantebrevsryttere, der med interne ejendomshandler og genhandler pumper markedet op og med bankers velvillighed belåner egne pantebreve i en totalt urealistisk ejendomspris — hvilket i sidste ende koster banker livet og skatteyderne milliarder, når boblen brister.

   Ja, der findes sågar hedgefonde, der investerer i CDS-kontrakter, der er en slags forsikring mod, at staten krakker. Brister boligmarkedet helt, og kommer landet i uføre, så kursen på forsikringer mod et krak stiger, kan spekulanter sælge dem dyrere, end de købte dem. Den ultimative produktfrie investering er opfundet.

   Sen-kapitalismens pris. 

Men senkapitalismen har sin pris. Markeder, kapitalbevægelser og investeringer er nu så komplekse, at producerende virksomheder og stater hverken kan gennemskue eller overvåge dem. Det er umuligt at se, om økonomisk udvikling skyldes ændrede produktive forhold eller rene spekulative forhold.    

   Samtidig er der så megen fri kapital koncentreret hos enkeltaktører, at de kan styre markeds- og prisdannelse. Derved ryger grundforudsætningerne for kapitalismen og markedskræfternes selvregulerende mekanismer. Markederne monopoliseres helt eller delvist og kan ikke genoprette sig selv, når spekulationerne går galt. Særligt i finanssektoren, hvor infantil risikovillighed følger kasinoverdenens psykologi: 

   Jo større pengekoncentration der er, jo flere let erhvervede penge der er, jo tættere man er på målet om markedsdominans, jo mere illusion om kontrol der er, jo mere villigt og risikabelt sættes pengene på spil.  

Jeg elsker analyser der afslører mentale paradokser i den dominerende tænkning, altså her den økonomiske - med Karl Marx som the big daddy.

   Senere sætter Preben Moslund tryk på beskrivelsen af konsekvenserne af sin analyse af overgangen fra klassisk kapitalisme som Marx jo - mildest talt - havde rigtig godt greb om, og så det vi ser i den moderne globale økonmiske udvikling - "en systemfejl":

Kapitalismen har fået en paradoksal systemfejl: Jo mere man indfører af den, desto mindre får man af den! Dereguleringer og frihed fører til ustyrlige dysfunktionaliteter. En ny epoke er begyndt: kasinoismen. En tilstand hvor sandsynlighedsestimeret gambling i handel med handel i stadig større grad træder i stedet for beregnet, driftsøkonomisk investering i produktion.

   Kasinoisme fuldføres med statens villighed til, at indtage rollen som neutral bankør, der kun griber ind, når tingene kører helt skævt. Ligesom bankøren i et kasino ikke normativt og proaktivt griber ind, når folk i en rus forfølger håbløse odds og sætter hus og ægteskab på spil, griber staten heller ikke ind, når finansinstitutioner tager overdrevne risici og sætter samfundsøkonomien på spil. Den rydder alene op efter skaden er sket og sanktionerer dermed aktørernes adfærd positivt. (...)

   Kasinoismen muliggøres altså af to gensidigt forstærkende forhold. Et marked, der er mere risikovilligt og dysfunktionelt end nogensinde, og en stat, der ikke griber proaktivt, men reaktivt ind, fordi politikerne ikke tør angribe den afpersonificerede økonomidiskurs og risikere beskyldninger om velfærdsnedskæringer.