1. I SøndagsPolitiken 18. april er der i kultursektionen et to-siders opslag med et portrætinterview med Morten Kirkskov, instruktør, dramatiker, teaterchef og debuterende forfatter. Interviewet er lavet af Anne Bech Danielsen. På sektionsforsiden står denne manchet:
Han har hæreget sig selv siger han. Både sig selv og andre. Da han var 13 år, oplevede han nemlig verden gå under - og det skulle tage den kommende teaterchef på Aalborg Teater, Morten Kirkskov, en stor del af livet - og en roman - at komme på sporet af det hele igen.Hele portrættets vinkel er hvad en tragisk barndomsoplevelse har af langtrækkende konsekvenser for forfatterens liv. Rubrikken inde i avisen er et citat fra interviewet: "Hvis man gerne vil betyde noget for sine børn, skal man bare dø fra dem." Hans mor som han elskede højt, dør pludselig af kræft da han er 13 år.
Det er faktisk det største tab: at jeg ikke lærte mine grænser at kende. At jeg stadig prøver at på at definere dem, stadig leder efter en etik og stadig forsøger at finde ud af, hvad man kan være bekendt over andre mennesker og sig selv.(...)Her har vi hans egens og journalistens sublimeringshypotese i klartekst. Når han skriver romanen, og alle de andre kreative ting han har foretaget sig, så er det for at fylde savnet ud gennem sine fantasiprodukter. Han siger senere:
Det får nogen konsekvenser for resten af mit liv. Alt andet lige ligger din mor altså øverst på hitlisten, når du er barn. Og så dør hun! Så står den plads altså ledig i rigtig mange år. Jeg ved egentlig ikke, om den er er helt besat endnu, om den skal besættes. Hvem kan erstatte en mor? Men pladsen står bare der og blinker helt tomt. Der er bare vacancy, og jeg kan godt mærke, at jeg har søgt i øst og vest efter erstatninger.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal prøve alting. En af mine venner har sagt, at jeg gør det fordi jeg kan. Måske er det også med ikke at høre til ét sted. Den her rastløshed, der bare har buldret rundt i kroppen på mig.
2. I samme sektion er der en bemærkelsesværdig og øjeåbnende kronik af forfatteren Anne Marie Løn: "Et land i chok efter Anders Fogh Rasmussen." Hun tolker AFR´s politiske liv og virke, som et resultat af en traumatisk barndomsoplevelse hvor hans families landbrug og dermed hele livsgrundlag var truet fordi gården var på randen af økonomisk kollaps. Sådan:
For Anders var det en tragedie. Hel hans tilværelse brasede sammen, men ingen talte med ham om det.Jeg ser Anne Marie Løns udlægning af de ulykker AFR har begået som politiker og statsminister, som en beskrivelse af en kreativ personlighed, hvor den blending ("mellem to poler") som skaber de kreative produkter, aldrig er kommet i stand. Deraf hans destruktive virke med at skabe skel og grænser og stivnen i al politisk tænkning: ingen politiske forlig hen over midten, stramning af alle love om indvandrere og kriminelle, nedkæmpelse af smagsdommer-institutioner som mener det modsatte, etc. etc.
Hvad følte han, den 11-årige dreng, når han lå i mørket alene og græd? Hvordan gik ulykken ind på hans sanser? Hvad skulle der til for at løse problemerne? Svare lå lige for: "Magt og penge". Hvad skulle der til for aldrig igen at rammes af stå stor en smerte? I det ubevidste har svaret været: "Du må ikke mærke".
Gårdens krise blev afhjulpet, familien blev boende og knoklede løs. Som voksen var ingen af børnene knyttet til hjemmet, slet ikke Anders, de andre kom hjem en gang imellem, det gjorde han ikke. Som et genfærd af det barn han engang var, som tænkte klart og følte dybt, stred han videre i livet.
Den smerte, et barn engang følte, genererer og regenererer i særlige tilfælde brændstof til skabende eller eller ødelæggende kraft. For de fleste går tryghed og glæden i det lange løb lige op med smerten, så det sårede barn kan forvalte barndommens samlede pulje til et nuanceret voksenlive mellem to yderpunkter.
Polerne spejler hinanden. Talent, disciplin og høj arbejdsmoral, ærgerrighed havde AFR tilfælles med den skabend kunstner foruden en ild der brænder til et livs satsning.
I spejlets blind vinkel findes kunstnerens mentale gehør og latente tvivl, i modpolen er de fraværende. Det gjorde ham dygtigere end de fleste og farligere end nogen.
