Sider

tirsdag den 21. november 2017

Det som ligner, men ikke er (3) - om modeller og tegninger til brug for at visualisere arkitekters fantasier om arkitektur de gerne vil lave, men som møder modstand hos rekvirenterne

Illustrerende computerhjulpet billede af
 'Tivoli Kanten' som ikke blev til noget, men næsten ....

I de to foregående indlæg om "det som ligner, men ikke er" har jeg fokuseret på modeller som noget modelbyggerne og modelkunstnerne lavede "for sjov" - for at opnå en - i bred forstand - 'underholdnings- eller fascinations-effekt': en umiddelbar oplevet fascination ved at modellen havde skiftet materiale i forhold til originalen, og/eller størrelsesforhold og/eller placering i virkeligheden - i forhold til det den var en model af. 
   Nogle modeller, fx skibsmodellerne på museet i Helsingør, bliver også lavet for at publikum kan nyde muligheden for at overskue en ellers uoverskuelig artefakt ved at modellen mht. udseende på den ene side er en nøjeregnende kopi i mindste detalje, men på den anden side nedskaleret så den er til at overskue i noget der minder om et fugleperspektiv.
   I alle tilfældene var der noget  magisk i den måde modellerne fungerede i forhold til et publikum.

Det følgende handler om tegnede modeller på papir af bygninger som ved hjælp af 500 år-gamle principper for perspektivtegning fungerer effektivt redskab for arkitekter til at visualiserer det de ved hjælp af sin forestillingsevne ellers kun kan se for sit indre øje.

Da jeg for mange år siden arbejdede i DR's interne udviklings- og kursus-afdeling, havde man ovre hos scenograferne fået anskaffet sig det nyeste nye inden for computer-hjulpet tegning af scenografier til tv: et sikkert smadder dyrt grafisk computerprogram som gjorde det muligt at se en tegnet scenografi fra alle mulige vinkler og beskæringer - ved at klikke igennem en række instrukser.
   Og det var vigtigt for produceren i kontrolrummet når han skulle planlæge kameragangen: Hvad hans/hendes forskellige studiekameraer kunne vise af billeder fra forskellige vinkler og med forskellig afstand til motivet. 
   Jeg overværede en enkelt demonstration og var dybt imponeret og - ikke mindst - fascineret. Computermodellerne på skærmen gjorde det muligt for producer og scenograf at arbejde meget bedre og kreativt sammen - inden selve produktionen skulle afvikles.

Men, og det husker jeg også, det tog lang tid for computeren at indløse bestillingen, den stod og 'tænkte' længe inden svaret kom. Og det krævede megen computerkraft der fyldte rigtig meget som fysiske kasser i rummet. 
   Jeg er ikke sikker, men jeg tror man kaldte denne grafiske computer for "monster".
   Her er vi inde på en form for 'modeller' som noget der ligner noget, de ikke er, men som helst skal blive virkeliggjort. Modellen som en forudsigelse af en mulig virkelighed - en scenografi - der skal konstrueres efter modellen.
   Og i vore dage går det hurtig. Fra den gang at være et monster, så er det for vore dages arkitekter, computerhjælp til tegninger en hurtig og smart genvej i forhold til at modellere og visualiserer de tænkte, foreslåed og planlagte byggeprojekter
  
Modeller i den forstand skal anskues som et fysisk udtryk for en fantasi hos en arkitekt til brug for beslutninger om at realisere eller forkaste et planlagt byggeri eller ændre på det. Men også som udgangspunkt og afsæt for de konstruktionstegninger som man i næste fase skal styre byggeriet efter.
   På engelsk har man begrebet 'the mind's eye', dette at man som menneske kan forestille sig noget - en fantasi fx - for sit 'indre blik'/på den 'indre skærm'. 
  Her drejer det sig om at oversætter billeder fra 'the mind's eye' hos en arkitekt til en ydre fysisk visuel ting - en tegnet eller bygget model så han kan dele forestillingen med andre.  

Idag har Politiken en anmeldelse af et af de nyeste arkitekttegnede - og -tænkte bygningsværker i det centrale København: 'Tivoli Hjørnet', hedder det nu, på hjørnet af Bernstorffsgade og Vesterbrogade, på den grund hvor restaurant Nimb tidligere havde til huse. Og før igen: restaurant Wivex.

Restaurant Nimb-hjørnet, med Tivoli i baggrunden.

Det færdige  byggeri der åbnede fredag den 17/11/17, bliver bedømt meget positivt af Boris Brorman Jensen, som medgiver at han fra starten var skeptisk. 
   
Man kan ellers sige at det arkitektfirma der har tegnet projektet, borger for både kvalitet og originalitet: Pei Cobb Freed & Partners, som ifølge artiklen er arvtagere efter "selveste M. J. Pei, som mange sikkert forbinder med glaspyramiden foran hovedindgangen til Louvre Museet i Paris."
   Det gjorde jeg nu ikke lige, men til gengæld forbandt jeg navnet med et fantastisk og fascinerende kunstmuseum som jeg og fruen besøgte i Japan i 2009: The Miho Museum.
   Vejen ind til museet går igennem en tunnel boret gennem et bjergmassiv. Og selve museet er for størstedelens vedkommende gravet ind i bjergsiden, hvis natur og udseende derefter er reetableret. Så museumsbygningen er meget lidt synlig udefra.

Indgangen til The Miho Museum.

Læs mere her om arkitekten M. J. Pei, og hans karriere som en af de helt store modernistiske arkitekter - ja, og som har udfoldet sin kreative virksomhed i rigtig mange lande:
Tilbage til København og hjørnet mellem Vesterbrogade og Bernstorffsgade ...
   Jeg er næsten sikker på at der er lavet fysiske 3 D-modeller af bygningen som nu udgør det nybyggede 'Tivoli Hjørnet', og at der - efter projekt blev godkendt - også er lavet en række nøjagtige konstruktions-tegninger som arkitekterne har fodret ind i en computer som så har svaret med på skærmen at levere tegnede og delvist farvelagte billeder i det rigtige perspektiv: fugle- eller i øjenhøjde, eller hvad der nu er brug for.
   Men jeg har ikke lige kunnet finde dem på nettet.

Går man tilbage i tiden, så kan man godt på nettet finde konstruktionstegninger til byggerier af kendte arkitekter til ambitiøse projekter som de har liggende i arkivet - og som kan ses i digitaliserede udgaver.   
   Og for nylig har Politiken så bragte en historie om at Københavns Kommune der efter digitalisering af en tredjedel af tegningerne i deres arkiv, har brændt originalerne, fx orginaltegningerne af P.V. Jensen Klint til Grundtvigskirken som har skullet afleveres til datidens 'Teknisk forvaltning' for at få godkendt projektet:


Men det er en anden historie som jeg vender tilbage til en anden gang: Hvorfor er den digitaliserede udgave ikke lige så god som originalerne? kunne man spørge.
 
Tilbage til Tivoli-fornyelsen ...
   Da en store del af 'Tivoli-Kanten/-Hjørnet'-projektet er med gennemsigtige glasfacader, er det måske grunden til at man ikke har villet vise pap-og plastik-moddeller af det tænkte byggeri.
   Den slags fysiske 3 D-modeller i den slags materialer kunne faktisk komme til at se så relativt primitive og ucharmerende ud at politikerne alene af det synsindtryk kunne finde på ikke at ville godkende den.
   Dog: Her er en såkaldt isometrisk tegning af projektets første version  set fra luften, vist i flere avisartikler foråret 2014:

Tivoli Kanten
Skitsetegnet ideoplæg til 'Tivoli-Kanten/-Hjørnet',
som blev nedstemt af politikerne forår 2014

Den her er i fugleperspektiv og giver nogenlunde samme muligheder for at fantasere sig til det endelige resultat for politikere og borgere, som en nedskaleret hvid pap-/plastik-model ville kunne levere.
   Men man kan ikke gå rundt om den. Og jeg kan ikke udelukke at der findes tilsvarende tegninger fra andre vinkler.
 
I først omgang blev projektet som vist ovenfor, stemt ned af et flertal af politikerne i Københavns rådhus: 7-3, som man kan læse om her:
Ud over tegningen her har politikerne også fået vist flere delvist computertegnede og selvfølgelig stærkt idealiserede fotolignende fremstillinger  - som har mindet mere de gamle fantasi-stimulerenede akvareltegninger som alle arkitekter tidligere havde lært at at lave på Arkitektskolen - for at kunne 'sælge' dere ideer og visioner til byggeherren.
   Her en af den slags computerhjulpne farvede og fotorealistiske visualiseringer af det første skitseprojekt som blev afvist af politikerne.

Computertegnet og farvelagt visualisering af det nedstemte projekt.
Illustrationen gør brug af 2-punktsperspektiv,
men ligger tæt op af 1-punktsperspektiv

Billedet illustrerer en moderne form for visualisering til brug for offentligheden og bygherren som skal godkende/købe det. Der er tale om en 'model' hvor man monterer fotografier af omgivelserne sammen med en fotorealistisk fremstilling af selve projektet. 
   Altså en slag faktion - konceptuel blending - som er blevet muligt efter at man ved computerprogrammers hjælp usynligt for øjet kan mixe fotos med tegnede og farvede modeller af projektet.

Og som et lille sidspring: Det er værd at bemærke at Arne Jacobsens akvareller til mange af sine projekter er højt anerkendte for deres artistiske kvaliteter - og derfor udgivet i en fin bog for nogle år siden (som jeg har).
  Det samme gælder i øvrigt akvarelfarvede tegninger af mange af Finn Juhls møbler (der har jeg også bogen).

Et halvt år efter blev et projekt der lignede ganske meget, fra de samme arkitekter så alligevel godkendt som grundlag for at Tivoli kunne fortsætte med byggeplanerne:

Tivoli Hjørnet
Isometrisk skitse af det godkendte ideoplæg, som man
efterår 2014 fik grønt lys for at gå videre med af politikerne.
Illustrationen gør brug af 2-punktsperspektiv. 

Også den her modeltegning opfylder nogenlunde den samme funktion som en hvid pap-/plastik-model ville have kunnet levere. Men man kan også her kun se byggeriet fra én fugleperspektiv-position (men til gengæld er version 1 og 2 nemme af sammenligne).

Her nærbillede-tegninger af 'Tivoli Hjørnet' der først hed 'Tivoli Kanten' monteret  sammen med et fotografi af omgivelserne - hovedbanegården.
   Først vises en visualisering af den forkastede version, så af den godkendte - begge set i et øjenhøjde-perspektiv:

Nærbillede af Tivoli Kanten/Hjørnet i det afviste skitseprojekt.
Illustrationen gør brug af 1-punktsperspektiv
Nærbillede af Tivoli Hjørnet i de senere godkendte projekt.
Illustrationen gør brug af 1-punktsperspektiv

Her endnu en nærbillede-visualisering fra en anden vinkel af det nedstemte projekt hvor 'sammenstødet' mellem den gamle ny-klassicistiske indgangsportal og den nye organisk 'bølgende' glasarkitektur tydeligt illustreres. 
   Og det var åbenbart 'bare for meget' for flertallet af politikerene:

Hjørnet i det forkastede projekt der støder op mod den gamle
Tivoli-indgangsom bliver bevaret.
Illustrationen gør brug af 1-punktsperspektiv

Den slags næsten fotorealistiske model-visualiseringer kunne arkitekterne vanskeligt lave for 50 år siden og tidligere.
   Her til sammenligning et par af Arne Jacobsens arkitekturtegninger - håndtegnede og håndmalede akvareller fra 30'erne:

Skitsetegnet akvarel til projekt 'tankstation'
der blev realiseret 1936

Bemærk at tankstationen er set i fugleperspektiv, som også ville være det perspektiv vi ville se den i hvis det havde været et foto af en fysisk bygget 3 D- pap-/plastik-model. På en måde kombinerer sådan en akvarel-skitse de to slags visualiseringer som vi har set brugt ved 'Tivoli Hjørnet'.
   Netop i dette perspektiv kan man se at Arne Jacobsen har taget afsæt i sin egen spisestuestol 'Myren' da han designede taget til tankstationen.
   Her et foto af den virkeliggjorte arkitektoniske fantasi, fotograferet og dermed set i øjenhøjde:

Arne Jacobsen: Tankestation - foto af realiseret projekt

En tilsvarende udgave af motivet og næsten lige så fotorealistisk som dette ville man idag kunnet lave ved computerens hjælp.

Men som Pei Cobb Freed & Partners, så mødte Arne Jacobsen også flere gange modstand fra rådhuspolitikere som rekvirenter på projekter som arkitekt-sagkundskaben eller bedømte som fremragende forsalg.
    Her to visualisering fra Arne Jacobsens deltagelse i en konkurrence om at tegne Industriens hus, 1965.
   Han vandt godt nok førstepræmien, men projektet blev ikke det bygherren ville have:

Akvarel af Arne Jacobsen til konkurrencen for Industriens Hus i 1965
Tydelig 2-punktsperspektiv
Akvarel af Arne Jacobsen til konkurrencen for Industriens Hus i 1965

Om igen: Selv om projektet vandt, blev det aldrig realiseret. Der var stor offentlig modstand mod det - mange syntes dets arkitektur-udtryk blev for dominerende og fremmedartet i forhold til Tivolis traditionelle udtryk. 
   Arne Jacobsen arbejdede videre på projektet. 
   Her et foto af en fysisk 3 D-model i pap som altså heller ikke fandt nåde for politikernes øjne:

Fysisk 3 D-model af Arne Jacobsen forslag
til Industriens Hus på Rådhuspladsen

Der blev arbejdet på forskellige kompromisser.
   Erik Møller der var elev af Arne Jacobsen, kom med ind over og skulle forsøge at hjælpe med at forlige de arkitekturæstetiske modsætninger. Dog uden held.
   Arne Jacobsen døde i 1971.
   Det hele endte med at Erik Møller fik godkendt det projekt som man siden 1978 og til for et fire år siden har kunnet se på Rådhuspladsen: En brunrød, ret anonym bygning med en beklædning af tegl og plastret til med reklamer:

Erik Møller: Industriens hus, Rådhuspladsen, 1978

Næsten fra starten efter færdiggørelsen, var der kritik af byggeriet: For at det ikke skulle genere Tivolis udtryk, var det selv blevet et karakterløst og billigt udseende byggeri - på en af Danmarks mest attraktive byggegrunde.
   Kritikken endte med en stor ombygning og renovering (dog ikke en nedrivning). Grundkonstruktionen blev 'pakket ind', må man vel nærmest sige - i - ja, selvfølgelig - glas.
   Sådan her har det set ud siden 2013: 

Ombygget Industriens hus på Rådhuspladsen, 2013

En forbedring er det vel nok i forhold til den rødbrune forgænger, men stadig ret så anonymt og karakterløst - om dagen.
  Men i solskin får det jo liv af spejlinger af de andre bygninger på Rådhuspladsen, som man ser.
   Og om natten, så fascinerer bygningen (og harmonerer i udtryk med Tivoli) fordi det er muligt at variere farverne og budskaber i de neonrør flettet på skrå som indgår i alle glaselementerne:

Industriens hus, by night
Industriens hus, by night

En anden historie der endte mere lykkeligt for arkitekterne:
   Arne Jacobsen og Peter Møller arbejdede sammen om et forslag til et nyt og moderne rådhus i Aarhus. Og de vandt konkurrencen 14. august 1937 med et projekt der var enstemmighed om hos fagdommerne var det bedste.
   Her er en akvarel til illustration af forslaget.

Akvarel af forslag til nyt Rådhus i Aarhus af Arne Jacobsen 1937
og Peter Møller. 2-punktsperspektiv

En flot, ren og konsekvent funkis-bygning.
   Men igen var der ballade i offentligheden, og rekvirenterne, de århusianske byrådspolitikere, var over en bred front uenige med de arkitekturkyndige fagdommere om projektets æstetiske kvaliteter. 
   Ydermurerne i forslaget var uden anden beklædning end det hvidmalede beton, og fornemmelsen hos rekvirenterne og deres bagland var at der manglede 'et eller andet', noget som kunne sikre den 'monumentalitet' i udtrykket som folk ifølge politikerne forbandt med 'et rådhus' (der jo skulle være det nye moderne lokale politiske magtcentrum for 'den lille jyske storby').
   De to arkitekter fik den 28. oktober 1937 i opdrag af byrådet at komme tilbage med et nyt forslag, et forslag som bl.a. blev visualiseret i den her akvarel:

Akvarel af revideret projekt for nyt rådhus i Aarhus

Den her type næsten perspektivløse perspektiv i en arkitekturtegning, som gør motivet meget fladt og ligesom ses meget langt fra, kaldes på engelske 'an elevation'.  Dog er pladsen foran og omgivelserne stadig styret af et 1-punkts linearperpsktiv.
   'An elevation' som i dansk oversættelse kaldes 'en opstalt'. defineres sådan her:
  
An elevation is a view of a building seen from one side, a flat representation of one façade. This is the most common view used to describe the external appearance of a building. Each elevation is labelled in relation to the compass direction it faces, e.g. looking toward the north you would be seeing the southern elevation of the building. Buildings are rarely a simple rectangular shape in plan, so a typical elevation may show all the parts of the building that are seen from a particular direction.
   Geometrically, an elevation is a horizontal orthographic projection of a building on to a vertical plane, the vertical plane normally being parallel to one side of the building.
   Architects also use the word elevation as a synonym for façade, so the north elevation is literally the north-facing wall of the building.
Elevation of the principal façade of the Panthéon, Paris

Det er klart at det er konfrontationen med den oprindelige visualisering som har fået offentligheden og politikerne til at føle at 'der mangler noget'. Et hvidt firkantet funkishus er bare ikke godt nok til vores - ganske vist diffuse og i ord vanskeligt formulerede fornemmelser af mangler ved projektets udtryk.
   For at få den fornemmelse hos 'folket' til at forsvinde, satte Arne Jacobsen og Erik Møller et tårn på rådhuset og beklædte facaden med plader af norsk marmor.
   Her Wikipedias beskrivelse af forløbet:
Den 15. november kunne arkitekterne sende en ny og revideret udgave af rådhusprojektet til godkendelse i byrådet. I den reviderede udgave af planen for rådhusbygningen var der to ændringer, der umiddelbart faldt i øjnene.
   For det første havde man i det nye projektudkast valgt at beklæde hele bygningen med 6000 m² marmorplader fra Porsgrunn i Norge der ellers var helstøbt jernbeton.[1]
   For det andet, og nok mere væsentligt, var der nu tilføjet et 60 meter højt tårn til bygningen. Et tårn, hvis tidligere mangel sandsynligvis havde været en af hovedårsagerne til den store modstand mod opførelsen af det nye rådhus.
   De to ændringer af rådhusbyggeriet kunne foretages, uden at man ellers ville være nødt til at forandre noget af betydning ved det oprindelige projekt.
   De forandringer de to arkitekter havde foreslået var med andre ord, alene af kosmetisk betydning og ændrede dermed ikke ved bygningens oprindelige funktionalitet.
   På denne måde var det dermed lykkedes arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller at tilføre deres bygning den monumentale karakter, den ifølge nogle kritikere havde savnet.
   Det betød, at byrådet allerede 18. november 1937, kun tre dage efter afleveringen af det reviderede projekt vedtog, at man ville påbegynde opførelsen af det ny rådhus.
Man bemærker at mens akvarellen af det første forslag tydeligt er tegnet i et 2-punkts linearperspektiv (se neden for), så er visualiseringen af det nye forslag mere traditionel og næsten uden mærkbart perspektiv - altså tegnet efter det der  på engelsk omtales som  'elevation' eller 'facade'.
   Og det synes jeg er tydeligt at se: Det er klart med til at gøre synsindtrykket mere visuelt imponerende.
   Keine Hexerei nur Behändigkeit,

Tilbage til nybyggeriet af Tivoli Hjørnet  ...  som jo også var løbet ind i modstand hos de politiske rekvirenter på rådhuset da de så visualiseringerne af forslaget.
   Her et længere citat fra en net-artikel  i magasinet Kbh.dk der forklarer hvad politikerne i første omgang tog afstand fra, og hvad det så var i de ændringer af det visuelle udtryk som førte til godkendelse:
Planen om at ombygge Tivolis hjørne af Vesterbrogade til en bugtende glasarkade med shopping og spisning lever igen. Københavns politikere har vendt en indledende tommelfinger op for en revideret udgave af forlystelseshavens stjernearkitekttegnede prestigeprojekt, som de ellers afviste sidste år.
    Arkaden har nu ændret navn fra Tivoli Kanten til Tivoli Hjørnet – og har da også fået mindre kant siden sidst. Byggeriet blev nemlig nedstemt, fordi arkitekturen skilte sig for meget ud fra sine omgivelser, og Tivoli er derfor vendt tilbage med et nyt facadedesign. Det er stadig gennemsigtigt, men de bugtende linjer er rundet mere af og får nu den samme rødbrune lerfarve som Tivolis hovedindgang.
   Det har tilfredsstillet Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, og dermed kan den egentlige lokalplansproces gå i gang. Tivoli Hjørnet forventes at komme i offentlig høring i løbet af 2015, og forløber det uden yderlige forsinkelser frem til den endelige godkendelse, vil byggeriet formentlig kunne gå i gang i 2016.
Projektets forhistorie kort:
Den gamle haves drømme om at udnytte muren ud til byen blev oprindeligt præsenteret i 2008, hvor man forestillede sig Tivoli Kanten gå hele vejen halvvejs rundt om Tivoli fra Industriens Hus på Vesterbrogade, langs hele Bernstorffsgade og til koncertsalen på Tietgensgade.
   Siden er projektet altså skrumpet ind til to bygninger på hver sin side af hovedindgangen, hvoraf den største stopper ved Tivolis sideudgang overfor Hovedbanen på den første del af Bernstorffsgade.
Det er karakteristisk for alle de (computer)tegnede  modeller og visualiseringer som jeg har vist i dette indlæg - med eller uden farvelægning - at de er styret af den form for illusionstegne-teknik som gør brug af principperne for perspektivtegning.
   Disse principper sammenfatter man under begrebet 'linearperspektiv' der indebærer at arkitekt og/eller 'computerassistenten' som noget grundlæggende gør brug af hjælpelinjer der mødes i såkaldte 'forsvindingspunkter' der kan være et, to eller tre af i et billede.
    Her illustreres et- og to-punkts linearperspektivet:


Principperne for linearperspektivet blev udviklet allerede i Renæssancen. De bygger på en visuel-geometrisk matematik som gør det muligt på et fladt stykke papir i to dimensioner (2 D) at narre synet til at tro at man ser motivet - et landskab eller en by med bygninger  som blev de set i virkelighedens 3 dimensioner.
   Og det er det der gør at man, altså fx arkitekter, nu kan fodre en computer med programmer og formler som nemt og hurtigt kan omforme de forskelige udgaver af traditionelle arkitekttegninger til hinanden, som så kan viderebearbejdes til det særlige formål, den målgruppe, og det sted i arbejdsprocessen som arkitekten har brug for at visualisere - vise en model for.

Jeg ville have sluttet dette indlæg med at se nærmere på modeller og modeltegninger af det nye byggeri der ligger næsten lige over for Tivolis hovedindgang, og som blev indviet godt 5 måneder tidligere:Axel Towers:

Axel Towers, indviet juni 2017

Men som sædvanlig er mit indlæg blevet for langt, så det udsætter jeg til et senere indlæg.
    Jeg har også under min research til denne serie af indlæg om 'Det som ligner, men ikke er`(= 'modeller') - søgt efter om der mon skulle være en faglig disciplin - svarende til den jeg mener jeg har opfundet: 'neurojournalistik' - men som handler om forholdet mellem arkitektur og arkitekters produkter, og så det man efterhånden ved foregår i hjernen: Det heddet selvfølgelig: 
Neuroarchitecture
(fortsættes)


søndag den 19. november 2017

Kreativitet og magt - hvordan hænger det sammen? - Case: den journalistiske dækning af Peter Aalbæk Jensen som grænseoverskridende direktør for det hele



Jeg har skrevet indlæg til den her blog i mere end syv år med kreativitet som gennemgående rød tråd. Og interessant nok husker jeg ikke at jeg har interesseret mig for koblingen mellem magt og kreativitet.
   En blind plet? Tydeligvis!
   Det kunne jeg ellers godt have gjort ud fra personlige erfaringer.
   I hvert fald to-tre gange i mit liv er jeg selv raget så alvorligt uklar med en chef at jeg har måttet forlade et job som jeg ellers var glad for netop fordi det gav mig nogle kreative muligheder, en frihed til at udfolde mig med et arbejde jeg var god til, og som jeg så måtte se i øjnene jeg ikke kunne fortsætte med - efter sådan en konflikt. 
   Men for en ordens skyld: Der var tale om regulære magtkampe som jeg tabte. Og i begge tilfælde stimulerede disse magtkampe netop min kreative skrive-lyst og skrive-energi - gennem den mentale drivkraft som kaldes 'kreativ vrede'.
   Der kom simpelt hen rimeligt interessant fagbøger ud af balladerne, som en slags belønnende 'senfølger' for at turde gå ind i konflikten.
    Den sammenhæng blev naturligvis først synlig år senere - i bagklogskabens klare lys.
   
Men hvad tænker og tror jeg så egentlig på - om forholdet mellem magt og kreativitet? 
   - Jeg tror at det at få magt, det kan være en særlig fristelse for særligt kreative mennesker som ellers inden de fik magt, har været vant til at gøre oprør og slås mod magten for at få rum for deres kreative udfoldelser.
   Men pludselig kan du i rollen som magthaver få det i virkeligheden som du ellers kun har kunnet drømme og fantasere om. Pludselig ser det ud som om din verden er blevet  nem og tilgængelig for at realisere dine drømme,  ønsker og ideer som ellers har været lukket nede og ude i mørket.
   Dog! Uden modstand og konflikt så ender det som oftest netop ikke med kreative visionære fornyelser, men med de alt for nemme og kortsigtede løsninger (jfr. Daniel Kahneman: 'Thinking Fast, and Slow').
   - Jeg tror også at særligt kreative personligheder ofte, om ikke altid, har en forhistorie i barndom og ungdom hvori indgår tab og savn af nære menneskelige relationer, fremmedgørelse i forhold til nye miljøer, og oplevelser af mobning og social udstødelse. 
   Altså de har oplevet en fundamental og og langvarig følelse af afmagt og frustration. Det svækker nemt empatien for andre.
   Og for nogen (slet ikke alle) stimulerer disse vilkår i barndom og ungdom til en så livlig fantasivirksomhed af ideer, billeder, tanker, ideer (grænseoverskridende konceptuel blending) at det senere i livet sætter sig igennem  som produktion af (mere eller mindre) original kunst, film, forskning, journalistik, pædagogik, opfindelser, udvikling af nye virksomheder, m.m.
     Og hvad sker der så når den slags stærkt 'fantasifulde' mennesker får magt som chefer - efter eget ønske eller fordi andre giver dem den magt?
      Det fortæller en artikel i Djøf-bladet om for nogle få år siden under overskriften:
Den farlige følelse af magt
Og med en underoverskrift som opsummerer:
Mennesker, der føler sig magtfulde, har mindre aktivitet i den del af hjernen, hvor empatien sidder. Det påviser canadisk neurovidenskab.
Teksten fortæller om undersøgelser der påviser at hjernens spejlneuroner hvis aktivitet man mener er en vigtig kilde til menneskelig empati (= dette at kunne sætte sig ind i hvordan andre mennesker tænker og føler) at disse spejlneuroner bliver gjort delvist inaktive hos personer der får magt fx som chef for en virksomhed:
Der er solid videnskabelig dokumentation for, at folk, der indtager magtpositioner i samfundet, har en tendens til at optræde mere aggressivt og impulsivt end folk uden magt.
   Sociologiske undersøgelser har påvist, at de magtfulde har relativt sværere ved at sætte sig ind i andres behov og ønsker. De afbryder andre og kigger ikke folk i øjnene, når de taler. I organisationer er de overrepræsenterede, når det gælder råberi, verbale ydmygelser og hård kritik.
    ’Magt korrumperer, og fuldstændig magt korrumperer fuldstændigt’, siger man.
   Nu afslører ny canadisk forskning, at det kan være selve magten, der er det største problem. Eller rettere følelsen af at have magt. Noget tyder nemlig på, at vores hjerne fungerer mindre empatisk, når vi føler os magtfulde. Og denne gang er det ikke sociologien, men neurologien, der dokumenterer fænomenet.
   På Wilfrid Laurier University i Ontario har neurologen Sukhvinder Obhi bedt en gruppe tilfældigt udvalgte undersøgelsesdeltagere skrive i en dagbog om en tid i deres liv, hvor de var afhængige af andres hjælp. En anden tilfældig gruppe blev bedt om at skrive om en tid i deres liv, hvor andre var afhængige af deres hjælp.
   De to grupper skriver sig således ind i en stemning af at være enten magtesløse eller magtfulde.
   Derefter ser begge grupper en video, hvor en anonym hånd monotont presser en gummibold sammen. Det kunne have været en hvilken som helst anden menneskelig aktivitet, men netop denne ørkesløse og helt neutrale aktivitet udelukker, at deltagerne kan have særlige præferencer overfor den.
   Alt imens holder forskerne øje med et område i deltagernes hjerne, hvor de såkaldte spejlneuroner huserer. De bliver aktive hver gang, vi sætter os i en andens sted. Ved at måle deres aktivitet, kan man få et billede af, hvor empatisk hjernen arbejder.
   Det viser sig, at der er langt mere spejlneuron-aktivitet i den magtesløse gruppe end i den magtfulde.
   Konklusionen er, at følelsen af at have magt blokerer for spejl-neuronernes aktivitet. Der er intet i undersøgelsen, som antyder, at magtfulde mennesker pr. definition ikke er empatiske. Det er følelsen af magt og identifikationen med den, som sænker empatien.
Det er så min teori, baseret på et langt livs erfaringer med at arbejde i kreative virksomheder, at særligt kreative personligheder i særligt høj grad bliver empati-døve og -blinde når det får chef-magt, og dermed pludselig kan få afløb gennem ydre handling for stærke og måske aggressive fantasier som hidtil har været pakket ned og væk som værende - ja, netop: rene fantasier.

Så videre til et dominerende tema i den helt aktuelle artikelstrøm som har præget de aviser jeg læser de seneste uger, og som satte gang i mine egne tanker:
   Det har drejet sig om eksempler på grænseoverskridende seksuelle krænkelser af især yngre kvinder - og foretaget af især magtfulde og ældre mænd inden for en række kreative brancher og professioner.
  Fælles for historierne og vidneudsagnene er at de er sket for måneder siden eller mange år tilbage. Og at næsen ingen af de krænkede kvinder har råbt op og protesteret offentlig den gang de blev udsat for det. 
   Herhjemme har historien så også kørt i medierne - med et på flere måder letkøbt fokus: Peter Aalbæk Jensen, mangeårig direktør og mediedarling for det succesfulde Zentropa-filmselskab.
   Og jeg har tænkt: Nu har vi balladen - 'skandalen' - igen.
   Det der foregår i medierne herhjemme lige nu ligner - sørgeligt for journalistikken - det der foregik for nogle år tilbage: Den gang hed fokuspersonen ikke 'Ålen' eller det han selvironisk kalder sig selv i sin mailadresse: 'svinet', men Jørgen Leth, som i pressen blev kaldt "gammel gris", "liderbuk" og udråbt som en person der har været præget af "koloniherrementalitet" i forhold til sorte kvinder på Haiti.
   Lugten af Jantelov er stærk! 
   
Først i et indlæg idag den 18/11 i Information om Peter Aalbæk Jensens meritter som altdominerende og grænseoverskridende leder for Zentropa-filmselskabet, dukkede der en reference frem til salig Simon Spies. 
   Det var på tide, tænkte jeg.
   Simon Spies var vel en mand der som kreativ iværksætter og gennem mange år altdominerende direktør for sin virksomhed havde rigtig mange lighedspunkter med Peter Aalbæk Jensen. Men Simon Spies nåede altså både at blive gift med den meget unge receptionist Janni Brodersen (20 år) og at dø i tide - inden den nedtur som naturligvis også måtte være kommet for ham en dag.
   
Og to tidligere kvindelige medarbejdere, Sasia Mølgaard og Sophie Bech som begge har arbejdet for Peter Aalbæk som hhv. personlig assistent og producer, de skriver idag den 18/11 et indlæg i Politikens debat-sektion hvor de gør opmærksom på at det ensidige fokus på Aalbæk Jensens indimellem groteske ledelsestil og -kultur, faktisk er med til at forplumrer billedet af det virkelige og generelle problem: verbal eller fysisk sexchikane som noget der foregår hver dag i mange virksomheder, men i modsætning til Zentropa, noget som foregår det i det skjulte. 

Rubrikken er: 
Shitstorm mod Ålen, udvander et reelt problem
Og manchetten lyder:
Angrebene på Peter Aalbæks provo-adfærd fjerner fokus fra problemet med de skjulte krænkelser  
De to tidligere ansatte tager faktisk Aalbæk i forsvar. 
   Der er en stor forskelpå det som #MeToo-kampagnen synliggør som et generelt problem i en rækker brancher, og så det der er foregået på Zentropa mens Peter Albæk var "direktør for det hele", mener de: #MeToo-kampagnen ... 
   ...er en kampagne, der har givet kvinder verden over modet til at stå frem og fortælle om de overgreb, krænkelser og ydmygelser de har oplevet. Og der er en stor forskel, som ikke er blevet fremhævet: Ålen gør det for at provokere og har aldrig lagt skjul på det. Han gør det for at rykke ved samfundets normaliserende forestilling. Og han gør det for øjnene af alle. For det er ikke for at krænke  nogen. Det er for at være rebel.
Og senere tager de afstand fra alle dem der nu har travlt med 'at vaske hænder' selv om de offentligt har kunnet sige fra i årevis:
Med det ensidige fokus på Ålens placeres ansvaret alene hos  en enkelt rebel og flytter fokus fra, hvad det hadler om, og i sidste ende risikerer vi dermed at fritage alle andre fra at være mere eller mindre medskyldige. Det underminerer #MeToo-kampagnen, så vi overser de reelle, underliggende og usynlige problematikker, som uden tvivl er i filmbranchen - og mange andre brancher.
   Peter Aalbæk er nemlig en original. Med alt det som følger med af tissemandsnæser til julefrokostn, flirt, galskab, iværksætteri, kreativitet og plads til kustnerne.
   Vi oplevede begge en visionær drømmer med gode købmandsevner og stor tillid til sine medarbejdere, som han gav stort ansvar og medbestemmelse. Hos Ålen skal skeletterne ikke ud af skabet. De er ude til skue for al offentlighed.
Det de to tidligere ansatte altså siger, er at journalisterne med deres ensidige og lemminge-agtige fokus på Erik Aalbæk Jensens problematiske ledelses-kultur, gør ham til en slags syndebuk. Og en 'syndebuk' er ifølge ordbogen: 
... normalt en person (eller en mindre gruppe), som af andre, gerne en større gruppe, får skylden for en krise og udstødes eller straffes, selvom den pågældende er uskyldig eller ikke mere skyldig end alle andre; flertallet opnår formentlig derved en forbigående lettelse af stress.
Ja, den er da vist god nok. 
   Især når man så kan læse i Politiken under overskriften ...
Et gigantisk wakeupcall til hele journaliststanden.
... hvor stor en del af de ansatte også blandt andre ledere og instruktører der i mange år har været indforståede vidner til de tvivlsomme sexistiske sider af ledelsekulturen på Zentropa. 
   Der har været tale om en ledelses- og virksomheds-kultur præget af bevidste sociale normbrud der blev legitimeret med en målsætning om at provokere til autenticitet og grænseoverskridende kreativitet hos medarbejderne. 
   Manchetten lyder:
Unge kvinder på Zentropa er blevet udsat for ydmygende og seksuelt krænkende adfærd. Nu rulller lavinen, men mediebranchen har kendt til det - i hvert fald siden bogen ''Zentropia' fra 2013. Vi har spurgt filmskribenter og journalistiske eksperter hvordan en kritisk branche kunne sidde sådan en kritik overhørig.
Som artiklen dokumenterer, så har viden om hvad der foregik og hvordan, været udbredt i vide medie-kredse i mange år. 
   Og pressen har også i den grad "leget med": Både en række kendte filmanmeldere og kulturjournalister har i mange år været med til Filmfestivalen i Cannes for at dække Zentropas og Lars von Triers internationale successer. Og de har også - gladeligt - været med til de fester som Zentropa var berømt for at iscenesætte med bl.a. fremprovokeret nøgenbadning i poolen, som artiklen i Politikens kulturindlæg viser et foto fra.
   Det kunne faktisk være sjovt om man prøvede at identificere de mennesker man kan se på fotoet, der som en kødrand af tilskuere står rundt om poolen mens der foregår nøgen-kapsvømning om adgangen til et interview med Nicole Kidman.
   
Information har den 18/11 også flere artikler der forsøger at sætte Zentropa-skandalen i et lidt større perspektiv.
   En har rubrikken:
Peter Aalbæk er en ekstrem, men langt fra unik leder
Underrubrikken lyder:
Tidens krav om at være autentisk leder, der får de ansattes personlighed i tale og nedbryder barrierer, fører let til normoverskridende adfærd. Risikoen for krænkelser øges yderligere, fordi vi har gjort op med det moralkodeks, der tidligere regulerede vores samspil. 
I artiklen forklarer Bent Meier Sørensen og Kasper Villadsen at Zentropa-chefens adfærd og selvopfattelse som leder, ligger i god forlængelse af hvad der foregår og hvad konsulenter holder kurser i på mange andre typer virksomheder:
Ud over sådanne åbenlyst krænkende handlinger, som netop nu er blevet et alvorligt problem for Zentropa, findes der i moderne ledelse imidlertid et helt spektrum af praksisser, som er normoverskridende og krænkende. De mangler ofte det seksuelle element og går på tværs af ’mænd krænker kvinder’-formlen, og blandt andet derfor får de mindre årvågenhed fra pressen.
   Men i dag bliver medarbejdere ofte, under doktrinen om at være autentisk, bedt om at ’åbne sig selv op’ og ’give mere af sig selv’. Når ledere som teambuildingsaktivitet organiserer hytteture, ødegårdsseminarer, overlevelsesture og diverse former for rollespil og organisationslege, er det et centralt mål at få medarbejdernes personlighed i spil.
Teksten kunne godt have fortsat lidt mere ud af det spor. Og havde skrevet at målet med alle den slags grænseåbnende og grænsenedbrydende aktiviteter også er - både at stimulere til mere kreativitet i arbejdet hos medarbejderne - og at opbygge eller forstærke solidariteten mellem medarbejderne og ledelsen/virksomheden. Og at det betragtes som helt legitime ledelsesmål -  set med de moderne ledelseskonsulenters øjne, som hjælper med til at arrangere den slags "ture" og "lege".
   Men artiklen bemærker så også at nedbryder man mentale og sociale grænser mellem medarbejdere indbyrdes og i forhold til ledelsen i en virksomhed, så øger det risikoen for at det grænsenedbrydende føre til krænkende grænseoverskridende adfærd - især fra ledelsens side, dem der har magten i sidste instans.
   Og dette ikke mindst hvis der indgår fysisk berøring som en del af de kreativitets- og solidaritet-stimulerende ritualer i kulturen:
Sådanne overskridelser af den formelle relation mellem leder og medarbejder kan lede ind i en gråzone, hvori overgreb og invasion af privatsfæren bliver en permanent risiko.
   Når Aalbæk kysser de kvindelige ansatte på kinderne, nulrer deres hår og uddeler langstrakte kram, er det jo ikke for at chikanere dem, men for at ’mærke energien’ i virksomheden.
   Den kropslige berøring synes at give et mere ægte og retvisende indtryk af virksomheden og medarbejdernes tilstand end det talte eller skrevne ord. Igen er referencen til personlig autenticitet central i udøvelsen af overskridende adfærd mellem leder og medarbejder.
For mig er pointen i alt det her, at pressen, journalisterne med den ensidige fokusering på Aalbæk som person og som leder, skaber en symbolsk syndebuk-figur, en operation i mediedækningen der fører til at man - journalisterne - glemmer og fortrænger det større generelle sociale billede af det tvetydige forhold mellem ledere og medarbejdere på mange moderne virksomheder.  
   Det der åbenlyst er foregået på Zentropa med Erik Aalbæk som dynamisk centrum, det indebærer også i mange andre slags virksomheder et ledelses-medarbejder-forhold som giver øget risiko for krænkelser af medarbejdere - seksuelle - eller helt almindelig verbal mobning (jfr. Rasmus Willigs bog: Afvæbnet Kritik).

Men jeg har også en anden bekymring her, nemlig at barnet ryger ud med badevandet: altså at man i kreative virksomheder udvikler en 'angstkultur' som er så grænsedragende at kreativiteten i sprog, billeder og handling som er det virksomheden og professionen skal leve af, bliver kraftig nedkølet, eller ligefrem kvalt i alt for meget gentleman-korrekthed. 
    Det var det!

tirsdag den 7. november 2017

Det som ligner, men ikke er (2) - om det sjove ved modeller - og om hvilken nytteværdi de kan have

(fortsat fra forrige indlæg)


Claes Oldenburg, Dropped Cone, Installed March 2001

Flower arrangement by Marianne Nielsen - Milan 2014


Det med at en kunstner som Marianne Nielsen laver efterligninger af noget virkeligt - blomster (evt. i krukker) - i et 'kunstigt' materiale som brændt ler med glasur, gør at jeg nu også rutscher 'down memory lane':
    Da jeg var et år i USA som udvekslingsstudent 1961-62 tog min 'amerikanske far' mig med jævnligt når han besøgte de små avantgarde gallerier i Greenwich Village for at købe og sælge moderne amerikansk kunst.
   Jeg husker et besøg særligt: en 'butik' fuld af 'efterligninger' - modeller - af madvarer - i gips og limfarve tror jeg. Madvarerne var udstillet som i en rigtig butik, og de kunne købes - dog for væsentlig mere end rigtige madvarer i en rigtig butik i den del af New York.
   Navnet på kunstneren der havde lavet 'butikken', var Claes Oldenburg, og her ser man nogle af de madvarer som godt kunne være fra 'butikken' den gang:


Det ligner en butik, og både er det og er det dog ikke:


Det må have været den 'butik' jeg besøgte foråret 1962.
   Det er altså ikke 'mad' vi ser, som kan spise, men forstørrede modeller af mad som er kunst som kunne købes.

Claes Oldenburg blev senere en meget kendt og højt anerkendt kunstner og en pioner inden for den retning der kaldes 'pop art'.
   Og hans kæmpe-skulpturer som viser velkendte ting gengivet i et meget naturalistisk udtryk, kan ses mange steder i det internationale bylandskab. Og koster også røven fuld af penge:


Disse skulpturer ligner - på afstand - meget overbevisende - det de ikke er: velkendte og genkendelige artefakter fra dagligdagens virkelighed:
   Og fascinationen - 'kunsten' - ligger ikke mindst i at størrelsen er en anden end det de ligner. De er simpelt hen ude af enhver normal proportion.
  Størrelsen der er grotesk, og det miljø de er placeret i, der er fremmedgørende, virker tilsammen så "kunstigt" at det bliver til - ja, kunst, åbenbart.

En anden 'pop-kunstner' som er beslægtet med Oldenburg, men yngre, hedder Jeff Koons.
   Og de fleste genkender hans spektakulære skulpturer, som fx ballon-hunden her som normalt vises i en pink-udgave, men som han har fremstillet i mange versioner og flere andre farver:


Jeff Koons er i øvrigt også kendt for 'konceptuel blending' af kunst og porno i nogle af sine skulpturer (hans kone (1991-94) der stod model, var en kendt italiensk pornoskuespiller Illona Staller). 
   Et eksempel her:


Wikipedia kan bl.a. fortælle at nogle kendere betragter Jeff Koons som en genial pioner, mens andre betegner hans værker som 'kitsch':
Critics are sharply divided in their views of Koons. Some view his work as pioneering and of major art-historical importance. Others dismiss his work as kitsch, crass, and based on cynical self-merchandising. Koons has stated that there are no hidden meanings in his works,[6] nor any critiques.[7]
Det er klart at en af vejene til at fascinere med det som ikke er det det ligner, er kontrasten i både materiale og dimensioner mellem det som er (i virkeligheden), og det som  (er udformet så det) ligner: altså fx kontrasten mellem en ægte organisk hvid iris og en hvid iris i keramik, som i Marianne Nielsens keramikskulptur.
   Eller kontrasten mellem en ballon-hund i oppustet ballongummi som man kan se børn gå rundt med i Tivoli - og en tilsvarende kæmpe-figur i poleret farvet stål som den ovenfor.
   Eller kontrasten mellem rigtige madvarer der kan lugte og rådne - og madvarer fremstillet i gips og hønsenet og malet eller lakeret så det ligner - og kan udstilles på museum og sælges på et kunstmarked.
   Eller også ligger fascinationen i kontrasten i størrelse mellem de virkelige ting og modellerne: enten (meget) større eller (meget) mindre.
 
Det der fascinerer ved modelbiler og model-tog, dukkehuse og model-indianere  og -dinosaurer (som først er legetøj og derefter bliver samlerobjekter), er at de er udformet meget naturalistisk, men er formindsket i et eller andet matematisk skala-forhold.
   Og modeltogene er både fascinerende i den mindste og den største målestok - af en eller anden grund:

Godsvogne i skale G, 027 (1:64 på 0-spor),
S, H0, I England 00, BRIO, N og Z.

Selv havde jeg en pæn samling af teknobiler og plastik-indianere som jeg var meget glad for at legede med som barn, og som det godt kan ærgrer mig nu at jeg gik af med da jeg var 'for stor' til at lege med dem:


Et Märklin modeltog nåede jeg dog aldrig at få som barn, og jeg huske at jeg var misundelig på de kammerater som havde sådan et:

Fil:Märklin.jpg

Fascinationen ved en masse naturalistiske modeller ligger generelt i at kopien er meget mindre end originalen. Og der er noget magisk i nedskaleringen.
   Det kan man fx opleve på Skibsfartsmuseet i Helsingør som jeg besøgte for nogle måneder siden. Her udstiller man et utal af naturalistiske skibsmodeller i forskellige skalaforhold - af både gamle og nyere skibe.
  Stærkt fascinerende.
 Og det er for mig oplagt at en del af tiltrækningen ved mødet og synet, er det olympisk overblik over fartøjer i sin helhed, som man ellers kun har kunnet opleve i øjenhøjde og del for del.
 
Mange kirker har også skibsmodeller af hængende under hvælvingerne som 'kirkeskibe':

Kirkeskib, Helligåndskirken, Hvide Sande.

Kirkeskibe er i den sammenhæng symbolske udtryk for 'rejsen fra jorden til himmelen'; læs mere her:
https://www.kristendom.dk/indf%C3%B8ring/kirkeskibet-symbolet-p%C3%A5-rejsen-fra-jorden-til-himlen
Men helt uforglemmeligt var det også da man var barn i provinsen og tog toget til København, så for en krone (eller 25 øre?) kunne sætte gang i modeltogene i et landskab under glas i Hovedbanegårdens forhal.
   Her vist i en helt moderne video-version:

 
Her den tilsvarend tog-model-udgave fra Dresden:


Wau! Jeg tror enhver hovedbanegård i Europa med respekt for sig selv i 1900-tallet har haft sådan et møntdrevet modeltog i forhallen.

For de mange mennesker der bare for deres fornøjelses skyld byger modeller, ligger den største fascination nok i at fremstille disse modeller af billig eller gratis genbrugsmaterialer som så formes, bearbejdes og males så den samlede model til forveksling - nærmest på trods - ligner deres meget større forbilleder som er lavet af helt andre og kostbare materialer.
 
Her følger eksempler på modeller lavet af min morgensvømmerven 'modelbyggeren' som stort set bruger al sin tid på at lave  ekstremt vellignende modeller - og som behersker et bredt repertoire af typer inden for genren:



Nogle af modellerne er fx kopier i af små masseproduserede træskulpturer i naturlig størrelse og ædeltræ som man ellers kan købe i den lokale isenkram, men her kopieret til forveksling i billigt affaldstræ; og det er så udfordringen for modelbyggeren at finde noget anvendeligt gratis træ og genbruge det i drejebænken - og at få modellen til at ligne den ægte vare til forveksling.

Andre af modellerne skal først og fremmest ligne så overbevisende som muligt, men det er ikke meningen de skal kunne 'køre rigtigt', fx motorcykler. Stillet op og fotograferet på neutral baggrund, er det naturligvis en sejr hvis man ikke lige ved første blik kan se det er en model.
  Til atter andre modeltyper er kravene at de også skal kunne fungere som de rigtige maskiner de er modeller af: fx dampmaskiner eller jerbane-lokomotiver.

Også et dukkehus med indlagte beboere, totalt indbo, møbler og tapeter på væggene, har sin særlige fascination i at man kan overskue et realistisk samlet socialt univers med forskellige typiske beboer- og værelsestyper, så man derefter frit kan flytte beboerne og nogle af tingene rundt i huset.
   I min barndom var dukkehuse legetøj for piger, men jeg husker alligevel hvor fascinerende det var at se disse miniature-hjem. Så jeg blev som regel overtalt til at lege med når lejlighed og en jævnaldrende sød pige bød sig.
   Den fascination der ligger i spillet mellem bolig og inventar i normal skala og stærkt nedskalerede levende 'mennesker' i tilsvarende hjemlige omgivelser, er det der fascinerer i bogserien "Lånerne" af Mary Norton, en historie hvis plot også er blevet omsat til en fantastisk japansk tegnefilm "Ariettys Hemmelige Verden", som findes på DVD og som stærkt kan anbefales:


Selv fik jeg for et par år siden af min modelbyggerven forærende en model af min højt elskede hvide el-cykel (jeg var el-cykel-pioner i Vordingborg), en model som nu er udstillet som en miniature-skulptur på en af hjemmets fine ATBO- reoler:

Model af min el-cykel - opstillet i kontekst
Model af min el-cykel - close up

Ser man el-cykel-modellen på neutral baggrund så man ikke kan vurdere størrelsesforholdet, varer det lidt længere før man opdager at det der vises på fotoet, vist nok en model. 
   Ret sjovt.
   Man kan med god ret beskrive den som en slags 'illusionskunst', og den er jo så oven i købet et unikum:

Model af min el-cykel - neutral kontekst
Her et foto af en original Marathon el-cykel af samme slags som den der har stået model til min miniature-model-kopi:

En ægte Marathon el-cykel i natulig cykel-størrelse

De modeller som min ven bygger, er jo noget der mimer virkeligheden, og som laves 'for sjov' - men som samtidig er lavet med stor alvor når det gælder kravet til hvor godt de skal ligne.
  Og det er det som den lokale modelbyggers modeller  har til fælles med Marianne Nielsens, Claes Oldenburgs, Jeffe Koons skulpturer - og med Märklins og Teknos tog- og bil-modeller: dette at de i en eller anden forstand er skabt 'for sjov', og samtidig er underlagt et alvorligt krav om at de skal være minutiøst tro kopier - for oplevelsens og underholdningens skyld.
 
Down memory lane igen: Nu til Japan som jeg og fruen besøgt for små ti år siden.
   Vi kom jo til et land og en teknisk materiel kultur som ikke var alverdens forskellig fra vores egen.
  Og på overfladen var kulturen tilsyneladende nem at opleve og forstå som en der var nært beslægtet med vores.
   Men inde bagved var den ekstremt anderledes og fremmedartet. Ingenting var betydningsmæssigt  sådan som det umiddelbar så ud. Alt som lignede det vi kendte, havde en anden betydning, fornemmede vi efterhånden.
   Specielt var den stadig levende Shinto-religion som historisk kunne føres tilbage til før middelalderen, præget af den 'animisme' som alle oprindelige folks religioner er gennemsyret af: troen på at alting i omgivelserne er besjælet: sten, træer, vandløb, bjerge, dyr.
   Derfor vrimlede det i Japan bl.a. med modeller af (nuttede) dyr man kunne købe overalt - som souvenirs. Fx lykkebringende vinke-katte:

Japanske vinke-katte der bringer lykke

En af de mere fremmedartede oplevelser var den udbredte brug af det som Wikipedia kalder 'fake food'. dvs. supernaturalistiske efterligninger  - modeller eller kopier, om man vil - af madvarer og færdigretter - udformet i plastik eller andre kunststoffer:
Fake food or food samples are a model or replica of a food item made from plastic, wax, resin or similar material. These models are commonly used in restaurant street displays in Japan to represent the dishes available inside.
Man så dem uden for og inden i de fleste restauranter med respekt for sig selv - men man kunne også finde butikker som udelukkende solgte disse madmodeller - 'fake food' - også til private.
   Her fotos af 'fake food-butikker fra vores Japan-rejse; de 'falske madvarer' er i naturlig størrelse :



Det er vel at betragte som en slags kunsthåndværk (som vi ikke værdsætter så meget som japanerne) - en slags illusionskunst- at fremstille modeller der er så naturalistisk at man faktisk kan blive 'snydt' ved synet.
   Fascinerende var det i hvert fald. Og 'mærkeligt'.

Man kommer så ikke uden om også  at nævne andre former for modeller som ikke kun laves 'for sjov' eller 'for kunst' eller 'for at reklamere' - men for den professionelle nyttes skyld: for deres brugsværdi:
   Det drejer sig fx om modeller der skal ligne noget der ikke findes - endnu - men som er fysiske udtryk for 3D-drømme i en arkitekts fantasi. 
   Eller det drejer modeller af noget som har fandtes før i tiden, men som nu er forsvundet, og som historikere, arkæologer og geologer har rekonstrueret - efter bedste evne og fantasi ud fra foreliggende viden.
   Det emne tager jeg op i et senere indlæg.

Tilbage til Marianne Nielsen og hendes naturalistiske modeller af planter i keramik, et møde via et billede i Politiken som har ført mig ud ad flere tangenter end jeg først havde tænkt:
   Her til slut fortæller hun hvordan hun selv begrunder sin interesse i sine keramik-model-skulpturer - i introduktionen til en udstilling 'Mødet med skønhed' i Galleri Ann Linnemann 2014:
”Det har længe været naturalistisk fremstillede enkelte elementer som udgør mine værker.
   Jeg synes, der ligger en ærlighed og styrke i den enlige genstand. Og sådan tror jeg det hænger sammen med naturen, som ikke behøver mere, - dens storhed ligger i den som den er. 
Grunden til at jeg ikke bare finder den ægte varer at udstille, er at jeg synes det kunstige, imitationen, er så uendelig interessant.
   Det åbenlyse postulat, som man uden videre godtager, bl.a. fordi den har sin lange tradition i keramikken. Det, den viser, er forestillingen om ting – tingene omformes til begreber. Det er ikke en gulerod, det er min idé om guleroden.
 
Jeg oplever at de emner jeg arbejder med bliver tydeliggjorte. Man ser på dem fordi man ikke kan andet (ikke spise eller lugte), men også fordi de er flyttet ind i en kategori, hvor det er det man skal. Og det er et andet aspekt ved projektet, at flytte noget til et sted hvor det ikke hører hjemme. Hvorved det får andre betydninger og værdier, og ligeledes med keramikken, dens betydning flytter sig også.
Vi ser naturen med vores menneskelige blik som trækker den ind i kulturen. Denne overgang fra natur til kultur er en vigtig del af mine overvejelser. Mine motivvalg er ikke vild natur, men noget der på den ene eller anden måde har en kulturel reference.
   Min keramik er en modsætning til det den forestiller. Det menneskeskabte tydeliggøres i sin kontrast til naturemnet. Det som ikke er selvgroet, men derimod resultatet af valg og forarbejdning.”