H. C. Andersens korteste eventyr - og andre historier i anledning af en fødselsdagstale som ikke blev holdt

Vi var en gruppe venner til en 70-års-fødselar hvis navn er identisk med en internationalt berømt dansk forfatter fra 1800-tallet. Og han - altså fødselaren - havde udstedt forbud - sin helt egen fatwa - mod at der blev holdt  de traditionelle 'fødselartaler' under middagen ved den fest han havde inviteret til.

   Gaver frabad han sig også.

   Til gengæld bad han om at få kulturelle indslag til oplivelse og oplevelse, passende til den højskole hvor festen skulle holdes.

Det var jo sådan set ret egoistisk for det er jo sjældent man får en naturlig lejlighed til at sige venlige og fornøjelige ord - krydret med erindringer - direkte adresseret til en god gammel ven.

   Fatwaen fungerede imidlertid som en kreativ restriktion for vores lille gruppe af venner: Hvordan kan vi omgå den? Det var det eneste spørgsmål der optog os da vi holdt krisemøde.

   Navneligheden blev nøglen. Når vi ikke måtte TALE TIL ham eller TALE OM ham, så var der jo imidlertid ikke udstedt fatwa-forbud mod at CITERE ham: altså H. C. Andersen. Vi kunne endda spille lidt på at vores ven også havde skrevet flere bøger, så i princippet kunne det godt være citater fra hans egen skriverier.

Så vi gik på jagt via nettet. Og fandt nogle H, C. Andersen-citater som kunne give anledning til spisfindige annoteringer med adresse til fødselaren. 

   Og vi fandt nogle kendte og populære sange som vi alle kunne melodien til, forfattet af den gamle højt elskede forfatter; "Pandeben, godt det gror", "Hvor skoven dog er frisk og stor", "Hist, hvor vejen slår en bugt", "I Danmark er jeg født".

   Og endelig fandt vi H. C. Andersens - vist nok - korteste eventyr, en historie som ingen af os kendte i forvejen, men som - netop fordi den var så kort - var særlig egnet til oplæsning til festen.

Her er H. C. Andersens korteste eventyr - med titlen:

HURTIGLØBERNE

Der var udsat en Priis, ja der var udsat to, den lille og den store, for den største Hurtighed, ikke i eet Løb, men saadanne, i at løbe hele Aaret.

   "Jeg fik da første Priis!" sagde Haren; "Retfærdighed maa der dog være, naar Ens egen Familie og gode Venner er i Raadet; men at Sneglen fik anden Priis, finder jeg næsten fornærmeligt mod mig!"

   "Nei," forsikkrede Ledpælen, der havde været Vidne ved Priis-Uddelingen, "der maa ogsaa tages Hensyn til Flid og god Villie, det blev sagt af flere agtbare Personer, og det har jeg ogsaa forstaaet.   Sneglen har rigtignok brugt et halvt Aar om at komme over Dørtrinet, men han har brækket Laarbenet i den Hastværk det dog var for ham. Han har levet ene og alene for sit Løb, og han løb med Huus! - Alt det er agtværdigt! - og saa fik han anden Priis!"

   "Jeg kunde dog ogsaa have været taget i Betragtning!" sagde Svalen; "hurtigere end jeg, i Flugt og Omsving, troer jeg, Ingen har viist sig, og hvor har jeg ikke været om: vidt, vidt, vidt! -"

   "Ja, det er Deres Ulykke!" sagde Ledpælen; "De føiter for meget! De skal altid afsted, ud af Landet, naar det her begynder at fryse; De har ingen Fædrelands-Kjærlighed! De kan ikke komme i Betragtning!"

   "Men om jeg nu laae over i Mosen hele Vinteren?" sagde Svalen, "sov hele Tiden bort, kom jeg saa i Betragtning!"

Eventyret "Hurtigløberne" er fra 1858, og er sådan set et typisk eksempel på den type historier som H. C. Andersen blev elsket og verdensberømt for: moralske fabler hvori karaktererne er personificerede objekter (her "ledpælen") og dyr ("haren", "sneglen", "svalen") der optræder som talende væsener.
   Eventyret er selvfølgelig også illustreret flere gange, som her af en af de meste berømte HCA-illustratorer Lorenz Frølich:

Jeg har tidligere skrevet om forskellige former for synæstesi hos særligt kreative mennesker. Og i den forbindelse har jeg udkastet den hypotese at H. C. Andersen havde den særlige form for synæstesi som kaldes object-personifications synaesthesia på engelsk, og som indebærer at man ved synet af eller omtale af bestemte tal, bogstaver, ugedage, m.m. - men altså også af genstande (og dyr) man kender godt, automatisk udstyrer dem med bestemte personegenskaber og karaktertræk inden for forskellige dimensioner - som illustreret i dette skema:

 

Ideen fik jeg for et par år siden da man opdagede et nyt og ukendt H. C. Andersen-eventyr, skrevet da digteren endnu var teenager: "Tællelyset". 

http://petersudsigt.blogspot.dk/2012/12/den-tndte-hc-andersen-noget-om-digteens.html

Det interessante her er at den 70-årige nulevende fødselar der deler både for-, mellem- og efternavn (og dermed initaler) med eventyrdigteren, også er synæstetiker. Og at han med sin frue hver vinter rejser flere måneder til Sydspanien. 

   Endvidere er det bemærkelsesværdigt at fødselaren som barn talte en dialekt som ligger meget tæt på H. C. Andersens odenseanske (nemlig langelandsk), og at han som voksen blev journalist med et stort fortælletalent og med stor empati for samfundets småfolk.
   Serendipiteten slog altså endnu en gang igennem.

For en ordens skyld oplister jeg også de udvalgte H. C. Andersen-citater som jeg annoterede under vores ikke-tale; forkortelsen YKW står for "You Know Who":

Ideer kommer som kyllinger, den ene oven på den anden.

- Den kreative H. C. Andersen. har tydeligvis som voksen haft et større pippende, gokkende og galende hønseri under hårmanken (ligesom YKW) 

Stor digter, stor tandpine. Lille digter, lille tandpine.

- Jeg er ikke helt sikker på at YKW´s tandlæge er klar over hvad han er oppe imod når YKW ligger i stolen og åbner munden på vid gab. 

At rejse er at leve.

- Det er et meget berømt og kendt citat, og vores YKW elsker jo at rejse og opleve. Men det kæder jeg så let og elegant over til næste citat: 

At leve er ikke nok! Solskin, frihed og en lille blomst må man have!

- Altså H. C. Andersen siger her at have må man have – og YKW har så tilføjet et lille drivhus til dyrkning af peberfrugter, tomater og agurker. 

Vor Herre giver os nødderne, men han knækker dem ikke for os.

- Det har vi så heldigvis konsulentbranchen til at hjælpe os med i dag: At knække nødder. Og YKW er jo konsulent og specialist i corporate storytelling. 

Det er med kærlighed som med skildpadde, de fleste kender kun den forlorne.

- En klar fremsynet kritisk H. C. Andersen-kommentar til vores digitaliserede dating-samfund. Og jeg er sikker på at YKW er helt enig.

Forgyldning forgår, svinelæder består.

- Det er noget H. C. Andersen ikke bare har skrevet, men som YKW også har skrevet sig bag øret når han stort set fra måned til måned totaludskifter møblementet i hjemmet, til stor forvirring for venner og familie. 

Hvad Fatter gør, er altid det rigtige.

- H. C.Andersen blev aldrig gift - i modsætning til YKW, hvis ægtefælle jævnligt udtaler det - citatet - højt og tydeligt i hjemmet, mens hun tænker sit. Som en senere tid har sagt: Bag enhver kreativ mand, står en klog og kreativ kvinde – og undrer sig. 

Mit hjerte er en opslagen bog for mine venner, men der kan dog let hænge et par blade sammen som ingen får at se.

- Det sidste citat vil jeg ikke annotere, men personligt synes jeg det rammer lige i plet i forhold til vores YKW.