Min kone er i gang med at genlæse Ingmar Bergmans erindringsbog 'Laterna Magica'. Jeg læste den også for mange år siden, da den udkom, og jeg er helt sikker på at en genlæsning vil give mange bonuspoint i forhold til temaet: Den særligt kreative personlighed. Der er vel få af de helt store kunstnere hvor liv og kunstnerisk produktion i den grad er vævet sammen.
Men det var ikke det jeg ville skrive om. Da jeg stod og lavede mad her til aften, og - vanen tro - hørte programmet 'Orientering', var der et indslag som i den grad fik mig til at spidse øren.
Jeg har ikke tjekket det ved genhør på nettet, men essensen var følgende: En af verdens størst aktører inden for kreativ udvikling af "nyt" i den digitale sfære, Google, havde indført en regel i deres forsknings- og udviklingsafdelinger: at de ansatte forskere fik 20 procent af deres arbejdstid til rådighed for at tænke, forske, opdage - hvad som helst - uden kontrol og uden at de skulle gøre rede for noget som helst med hensyn til hvad de havde brugt tiden til, og hvad der var kommet ud af det. Det Google så havde konstateret ved et efterfølgende tjek, var, at 50 procent af de nyskabelser som firmaet have udnyttet med profit, var produceret i de 20 procent ukontrollerede perioder.
Det i sig selv var jo vand på fars mølle. Som gammel 68-er, og som en der har troet på (ikke Marx): Lilleskoler, Det fri gymnasium, RUC´s projektarbjede-pædagogik, Christiania, Femølejren, etc., så er det naturligvis glædeligt at det man grundlæggende har troet på, nemlig at kreativitet og kreative produkter udspringer af frihed - kombineret med stærke positive krav og forventninger fra de sociale omgivelser, at det rent faktisk giver en målelig forskel der hvor det batter: på bundlinjen i en af de største virksomheder inden for de nye medier og den nye digitale teknologi.
Indslaget i 'Orientering' handlede i øvrigt om at det rating- og evalueringssystem, som man internationalt brugte til at vureder universigteters kvalitet, at det havde så mange mangler, at de kloge erklære de time out. Man burde se på alle de svagheder, mangler og misvisninger der var indbygget i disse rating-målinger - og derefter burde man grundlæggende revidere systemet - før man tog nogle konsekvenser i praksis af den rating de forskellige universiteter fik efter det nuværende system.
Personligt er jeg ikke i tvivl om at hvis et sådant ratingsystem, kombineret med forskernes system med peer-review i internationale tidsskrifter, korresponderende med systemet om hvor mange citater til dine artikler/bøger der kan tælles op, at så var jeg aldrig kommet ind i universitetssystemet. Aldrig blevet universitetslærer og forsker, og aldrig blevet akademisk meriteret med professortitler. Aldrig!
De "hybride bøger" jeg har skrevet i årenes løb og som jeg er lidt stolt af: 'Skriv Sundere', 'Faktion som udtryksmiddel', 'De levende billeders dramaturgi', 'Poul Martinsen - besat af virkelighed' - de var aldrig var blevet skrevet og udgivet hvis det kontrolsystemer som nu implementeres i disse år, havde fungeret som mentale og sociale akademiske 'gatekeepers' tidligere i min akademiske karriere.
Lucky me!!!
Med til min historie hører også at jeg på et tidspunkt for nogle år siden blev stillet over for krav fra min akademiske chef om som forsker at skrive til engelsksprogede meriterende tidsskrifter, så sagde jeg blankt nej: Det jeg skrev, skulle være til gavn og brugbart for danske journalister, og de kunne aldrig finde på at finde på at søge til engelsksprogede tidsskrifter for at lære at blive bedre journalister. Så ikke tale om!
