Når modtageren også skal foretage kreative blending-operationer: impressionismen

En metafor og en metaforisk tanke kunne beskrive som det at man afbillede noget gennem noget andet, der altså fungerede som et slags filter der overførte kvaliteter fra det ene til det andet. Og at det var en af de former for blending som blev beskrevet og analyseret i The Way We Think.
   Det slog mig at man kunne overføre den analyse til nogle kunstretninger. Lad se på den første moderne kunstretning inden for malerkunsten: impressionismen. Har det noget med metaforisk tænkning og med fænomenet blending at gøre? Og ja, det har det, men hvordan?
 
Impressionismen fra slutningen af  1800-tallet var mht. til brug af farver et radikalt oprør mod datidens salon- og akademikunst. Impressionismen gik ud fra en farveteori og ideologi der sagde at maleren i princippet skulle begrænse sig til at skildre naturen og mennesker gennem brug af grundfarverne: blå, gul og rød - og deres komplementærfarver:orange, violet og grøn (jfr. tidligere om kreative restriktioner).
   Farverne skulle ikke, som i de forgående århundreders malerkunst, blandes på paletten inden de blev påført lærredet. De skulle først blandes i modtagerens hjerne gennem øjets perception. Altså skulle farverne lægges adskilt og ved siden af hinanden i penselstrøgene på lærredet. Virkeligheden skulle skildrers gennem den optik og dermed de indtryk ("impressions") som blev skabt gennem dette begrænsede udvalg af farver og måden at lægge dem ind i motiverne på som den nye ide rammesatte.

Impressionismen foreskrev altså en blending mellem ét konceptuelt input-rum hvor naturen iagttages som den ser ud, og et andet konceptuelt input-rum hvori farverne er rene og skal holdes separeret i maleriets udtryk. Og vupti: Renoire, Monet, Degas, Sisley, Pissaro, m.fl. Revolutionerende verdenskunst.

Denne ide at maleriet i kraft af den særlige optik motiverne blev set og skildret igennem, i høj grad overlod færdiggørelsen af den kreative-blending operation til modtagerens perception, den ide blev bærende for alle de følgende moderne -ismer:

• ekspressionisme (iagttagelig virklighed set og udlagt gennem et stærkt subjektivt følelsesregister), 
• kubisme (iagttagelig virkelighed, men set og fremstillet fra forskellige synsvinkler i lærredets to dimensioner),
• surrealisme (realistisk virkelighed set og skildret gennem drømmens optik)
• helt frem til vore dages konceptkunst.

Dette blog-indlæg er inspireret af at jeg netop har været på Louisiana og se den fantastiske, tankevækkende og fantasistimulerende udstilling: "Farver i Kunsten". Farve-kreativitet for fulde gardiner og i overvældende mængde og kvalitet. Baseret på den enestående Merzbacher privatsamling.
   Emnet er langt fra udtømt, så jeg vender tilbage til det i senere blog-indlæg.

"Kunsten at bappe en film op fra slap"

Rubrikken er jo provokerende meningsløs, som et stykke absurd poesi. Som teaser til videre læsning er den effektiv. En reportage af Thomas Brunstrøm i Politikens film-sektion den 22. april. Den handler om en udbrydergruppe fra Afilm (der producerede animationsfilmene "Terkel i knibe" og "Rejsen til Saturn"). Artiklen indledes sådan:

Hvordan ser en barbarkvines bryster sådan helt  præcist ud? Hvor mange dødningehoveder bør der være på en katapult? Kan en elver have crepehår?
   Det lyder som en flok nørdede teenage-drenge med en håndful Bjørnebryg under vesten, der slynger spørgsmål ud. Men det er de ikke. Folkene på Einstein Film er måske nok lidt nørdede, men hverken teenagere eller alkoholpåvirkede. De er på arbejde og i fuld gang med en film med et budget på 18 millioner kr.

Udbryderne har nu deres egen animationsfilm på trapperne, med titlen "Ronal Barbaren".
   Når de brød med deres hidtidige arbejdsgivere var det for at undgå at blive "sådan nogen trætte desillusionerede typer der ikke greb chancen mens de havde den", siger en af udbryderne, Thorbjørn Christoffersen, der fortæller: "Den grundlæggende idé er et fantacy-univers, hvor der bor helt almindelige mennesker, der skal shoppe og følge børn i børnehaven - som så samtidig er barbarer og lige har en økse med i barnevognen."
   En ide til en animationsfilm hvor der blendes en grum og grusom, voldelig fantacy-verden med en dagligdags tilværelse i en socialrealistisk verden a la den som vi alle kender.
   To stærkt konceptuelt ekstremt adskilte input-rum der ifølge ideen skal blendes og integreres i en ny animationsfilm og dermed æstetisk og fortællemæssigt bryde nyt land i forhold til de to tidligere fra Afilm. I det oprindelige oplæg indgik også at filmen også skulle have af en musical - altså et tredje input-rum i blandingen, som dog blev forladt.

Den blendede Dolly Parton

I Information i dag den 22. april. Sektionen "Billeder". Journalisten er Klaus Lynggaard. Rubrikken: "En vaskeægte imiteret diamant." Min søgemaskine mht. kreativitet og personlighed blinker alarm!  Helsides fotografiet af en hvidklædt kvinde med botox-læber malet blodrøde, en højt opsat afbleget blondine-frisure, og en kavalergang der vil noget, leverer pay off: Dolly Parton, selvfølgelig

Det er en portrætartikel om en sangerinde, som jeg har et helt særligt forhold til. Jeg har en meget stor del af hendes plader og CD´er, helt tilbage fra omkring 1970. Og når jeg skal glæde mig selv med musik mens jeg kører bil, så ligger en CD med nogle af hendes sange stadig øverst i bunken.
   Overskriftens blendede udtryk "vaskeægte imiteret diament" udbygges i manchetten: "Dualisme. Af natur er Dolly Parton et paradoks, men først og sidst er hun dog bare Dolly. Det er så alt nok."
   Klaus Lynggaard refererer til en debatskabende artkel i Information af Christian Braad Thomsen i 70-erne, hvor han introducerede hende til det danske intellektuelle læserpublikum. Jeg husker artiklen og det indtryk den gjorde på mig den gang. Den fik mig til sporenstregs at gå i den lokale Fona-butik og købe hvad de havde af LP´er med hende. 5 stk. tror jeg. Nogle af de allerførste.
   Den gang i begyndelsen af 70-erne var det sådan med DR og P3, at man simpelt hen slet ikke spillede country og western i radioen. Så selv om jeg hørte P3, så kendte jeg ikke til hendes eksistens før Braad Thomsens artikel i Information:

Og hvad skriver Klaus Lynggard så om hendes paradoksale personlighed - så at sige spaltet i to:

Det ville give være lettere for alle parter om der fandtes to Dolly Partoner.  En glitrende showbizz-Dolly, der uden blusel går i seng med overdrevne (...) topti-poparrangementer, gør sig i store platinblonde parykker, knaldrøde negle og læber, overdådige juveler og kostumer samt ublu brug af makeup. Som spiller sig selv i tvivlsomme B-film og tiltrækker et publikum, som folk, der bryster sig af  god smag, nødig vil ses i selskab med. Og så en troværdig hipster-Dolly, som mestendels klæder sig i denim, udelukkende skriver sange som "Down from Dover", "Jolene" og "Coat of Many Coloors" og på alle måder udstråler jordnær integritet med bjergluft i blodet og de der smukt dirrende tårer i stemmen. (...)
   Men ligesom man ikke kan adskille den slanke fyrrige SunSession-Elvis fra den sene, voldsomt overvægtige  Las Vegas-Presley-parodi, er de to Dollyer to alen af samme stykke. Man kan vælge og vrage mellem hendes sange, men man kan ikke adskille den autentiske hjemmeføding fra den syntetiske pop-prinsesse, ude at gøre skade på dem begge. Sådan går det ofte med de kunstnere, vi holder af - de er omvandrende paradokser Og Dolly er en vaskeægte imiteret diamant. Sådan er det bare.

Man kan sige at det Klaus Lynggaard her i de stærkt lyriske passager gør sig til talsmand for, er en teori om at når Dolly Parton er en stor og enestående kunstner, så er det fordi hun frit blender de to sider af sin personlighede, både i sine sange og i sin fremtræden, sider som kulturen ellers holder skarpt adskilt. Dolly er selv gærnseoverskridende kreativ, og hun integrerer og blender publikumssegmenter som ellersikke kan udstå hinandens kulturelle præferencer.

Til historien om Dolly hører så - lige efter bogen om den kreative personlighed - at hun er vokset op i en fattig familie på 14 medlemmer, der levede i en etværelses træhytte uden rindende vand, elektricitet eller træk og slip - en barndom og et barskt miljø - især for kvinder - som hun om og om igen besynger i en lang række stærke og gribende sange.
   Den mest kendte af dem alle er "Coat of Many Colors"  handler om mobning på grund fattigdom (tøj med påsyede lapper - Poul Martinsen fortæller om tilsvarende), men set i erindringens positive lys. Andre om som kvinde at være tvunget ud i prostitution af nød, om incest, om svigt af mænd, etc.