For det første: Jeg har gjort den iagttagelse at næsten alle de (særligt) kreative mennesker jeg kender, er ironikere. Altså meget tit siger det modsatte af hvad de mener, eller kun en lille del af hvad de mener, eller udtalelsen overdriver det de mener. Og i offentligheden vrimler det med kreative ironikere: Anders og Peter Lund Madsen, Casper Christensen, Møllehave, Jess Dorff Petersen, Jens Olaf Jersild, Poul Nesgaard - you name them!
Øh hvor er damerne henne?
Men altså, min opmærksomhed på ironiens betydning for fænomenet kreativitet, startede med "opdagelsen" af at Poul Martinsens samlede tv-produktion var gennemsyret af ironi - ganske vist på forskellig måde - afhængigt af genre. Og tilsyneladende var han også fixeret på at skulle have ironikere som medvirkende kommentatorer eller som portrætpersoner i rigtig mange tv-programmer: Tag Voss, Hans Scherfig, Broby-Johansen, Carl Madsen, Desmond Morris, Jörg Meyer, Ulf Pilgaard, Ole Sprogø.
I dramaturgien har vi begrebet undertekst, som delvist dækker det samme: det der er underforstået, det som er den egentlige, men uudtalte betydning af en replik. Og underteksten er det som i en teater- eller film- eller roman-dialog gør replikkerne og replikskifterne interessant og fascinerende at læse. Det er også underteksterne som gør at skuespillerne elsker at spille den slags manuskripter, fordi der netop er noget usagt at spille på gennem andre former for udtryk: intonation, pauser, mimik, gestus.
Kreativitet består jo definitorisk i evnen til at kunne sammenkoble to forhold der ellers er adskilt af en grænse, noget der tilhører forskellige konceptuelle rum. I ironien er det den sprogligt-logiske grænse mellem et udsagn og dette udsagns uudtalte negation der ophæves (eller smeltes sammen) for et øjeblik - for at give menig til den ironiske udtalelse.
Principielt er der altså med ironi også tale om en blending-operation, med følgende operationelle trin:
Input rum 1: Jeg mener noget og ønsker at sige det. Hvis jeg siger det direkte får det en effekt jeg ikke ønsker
Input rum 2: Jeg siger det modsatte, og situationen/konteksten (vores fælles viden, min mimik, tonefald, etc.) viser at jeg ikke siger det jeg mener.
Referencerum (konceptuelt mellemhop): De to udsagn er ens bortset fra at det ene udsagn negerer det andet.
Blended rum 3: Er et rum hvor det udtalte betyder det modsatte af hvad det siger.
"Skæbnens ironi" er et almindeligt brugt udtryk - men jeg tænker på: Hvad betyder det EGENTLIG, hvad bruges det til? Hvad har det med ironi at gøre, som beskrevet ovenfor.
I Information idag finder jeg en "analyse" af Ian Traynor. Rubrikken lyder: "Polens ironiske tragedie". Min reaktion er: Hvordan fanden kan en tragedie være ironisk? En tragedie er sørgelig, og gennem det sørgelige befriende, ifølge Aristoteles. Men det er i hvert fald en rubrik der teaser som den skal.
Artiklens kerneafsnit udfolder historien og løser gåden i rubrikken gennem begrebet "historiens ironi":
Polen er et sted, hvor hyppige tragedier forkommer at være indskrevet i den nationale arvemasse. Prisgivet russiske, tyske (og østrigske, red.) stormagter i over 200 år, er Polens historie en historie om tårer og blod, modstand og martyrium.Og det var netop for at mindes nogle af disse martyrer, ofrene for massakren i Katynskoven, at Lech Kaczynski, og en stor del af den polske elite mistede livet den 10. april. Ironien kunne knapt nok være grusommere. For mange polakker var det den nationale ulykkesfugl der slog igen. "Det sted er forbandet," sagde Alexander Kwasiniewski, Kaczynskis foregænger som statsoverhoved.
Det der er blended her, er et aktuelt konceptuelt rum hvor et russisk fly er styrtet ned med den polske præsident der omkommer, med et historisk rum hvor, efter sigende, et stort antal polske officerer blev massakreret af russerene i begyndelsen af 2. verdenskrig.
I det generiske rum er de to begivenheder foregået ca. samme sted. Og den polske præsident fløj med et russisk fly for nu at mindes dengang på det selv samme sted. Så "russisk" er værdimæsigt vendt på hovedet: fra minus til plus, men så alligevel til minus igen fordi flyet styrter ned og dræber den polske præsident.
I det blendede rum dukker så (skæbnens) ironi op til at give mening til disse sammentræf.
Men hvor er ironien henne? Og hvad har det med skæbnen at gøre, en "figur" der tilhører græsk mytologi, men ikke den kristne religion der har domineret vores tænkning og fantasier de sidst 2.000 år?
Der er med teksten her foretaget en kompliceret mental gåde-konstruktion (jfr. foregående blogindlæg), og svaret på gåden er (ikke "et æg", men): skæbnens ironi. Deri ligger at det der på overfladen var tænkt og planlagt som en forsoningsbegivenhed, det ender i kraft af flystyrtet med et underliggende uudtalt budskab: forsoning er ikke mulig. På trods af gode intentioner om forsoning , sikrer skæbnen at det modsatte kommer til udtryk, der er tale om skjult mønste som her ha åbenbaret sig.
Derfor giver det mening, den fortsættelse som er i artiklen:
På baggrund af disse utallig nationale og historiske nederlag kan man ikke fortænke plakkerne i at gribes af fatalistisk mismod i disse dage.
Det der indtil nu har været journalstens tolkning, udtrykt gennem blending af de to input-rum, bliver med udtrykke "fatalistisk mismod" til endnu et blended rum hvor det er polakkernes egen tolkning af disse sammentræf som udtryk for uafvendelig skæbne, der gør at de er "mismodige".
Kreativ indfølende journalistisk analyse! Eller ren fiktion gennemført ved fantasifuld sproglig manipulation!?
