Harald Henriksen-oliemalerier - ønskedrømme elle ægte - om mine oplevelser som naiv "skattejæger"

Han van Meegeren eller Jan Vermeer?

I min gamle bog fra 1990 "Faktion som udtryksmiddel" var der et kapitel som jeg stadig husker at jeg var ret stolt over at have tænkt og skrevet:

Sandhed, løgn, og det rene digt - i sprog og billeder

På mange måder var det et kerneafsnit, for det var der jeg introducerede begrebet "overenskomst" mellem producent og publikum, som er det helt grundlæggende 'kontraktforhold' der adskiller fakta og fiktion i praksis, og som så også er grundlaget for at kunne tale om 'særoverenskomster' for blandingsgenrerne - for forskellige former for 'faktion'.

   Det var et begreb og en tænkning som senere blev re-aktualiseret af Poul Behrendt i hans bog "Dobbeltkontrakten" (2006).

   Inspirationen hentede jeg fra to faglige kilder: J. L. Austins "How to Do Things with Words" (1962), og John R. Searles "Speach Acts: An Essay in the Philosophy of Language" (1969).

 

Et underafsnit i kapitlet har overskriften:

Om "sande" og "falske" billeder

Også det husker jeg at jeg var særlig glad for - fordi det for mig selv gjorde op med den faglige, men løsagtige påstand som florerede i de humanistiske miljøer i universitetsverdenen op gennem 70´erne og 80´erne: "billede er sprog" - og underforstået: "billeder kan og skal analyseres som sprog."

   I afsnittet om "sande" og "falske" billeder siger jeg at mens man kan tale om 'sande og falske påstande og udsagn' i sprogbrugen, så kan man ikke på samme måde tale om 'sande og falske billeder' i "billedbrugen". Gør man det alligevel i daglig løsagtig tale, så er det som regel ikke billederne i sig selv man taler om, men direkte eller indirekte sproglig påstand om billederne: enten udsagn om hvem der er deres ophavsmand, eller udsagn om hvad de forestiller, eller hvor og hvornår de er produceret.

   Når der fx i en reportage- eller dokumentarfilm oppe i et hjørne af billedfladen står skrevet "r" eller "rekonstruktion", eller når der ved et illustrerende pressefoto i en avis står "modelfoto", så er de netop sproglige udsagn - påstande - der siger at disse billeder ikke overholder den traditionelle faktakontrakt for hvordan billederne er produceret. At de altså i en vis forstand er "falske", men at publikum netop i forhold til disse billeder skal "lege" eller "lade som om" at de alligevel er OK i forhold til "kontrakten".

   Konklusionen er: Billder kan ikke 'lyve', det kan kun sproglige udsagn om billederne.

Dette afsnit i min gamle bog kom jeg til at tænke på for nylig da jeg helt personligt blev konfronteret med problemet i min jagt på flere billeder af Harald Henriksen, en kunstner hvis værker jeg var og er blevet stærkt forelsket i.

 

Jeg har altid syntes det var spændende at læse avishistorier om kunstfalsknerier. Af ældre store mestre er bl.a. Jan Vermeer blevet dygtigt forfalsket af hollænderen Han van Meegeren som døde 1947.

   For nylig har man kunnet læse om afsløringen af en stor spansk falsknerring specialiseret i produktion og salg af forfalskede billeder af Picassso, Miro, Matisse.

   Men da jeg aldrig før det sidste halve år selv har været dedikeret køber af kunst, så har spørgsmålet om forfalskede malerier primært haft akademisk interesse

I de seneste indlæg om min samlermani som er blevet tændt i forhold til maleren og træsnitkunstneren Harald Henriksen (1883-1960), har jeg stort set udelukkende fokuseret på hans akvareller og hans farvetræsnit, og endda med hovedvægte lagt på træsnittene som fra starten var dem jeg var mest betaget af og også har købt flest af.

   Harald Henriksen er også fremragende som akvarelmaler, og der er i hans produktion et interessant vekselspil i udviklingen af hans akvarelteknik og hans farvetræsnitteknik. 

   Og det er heldigvis også lykkedes mig at finde og anskaffe 4 af hans akvareller, et par af dem dog præget af at de oprindeligt hvide områder hvor papiret står frem umalet, med tiden er gulnet ret meget.

   Og ikke mindst når jeg nu selv på amatørbasis er begyndt at male akvarel, så er hans akvarelbilleder spændende at have hængende til nærstudier, fordi man simpelt hen kan aflæse hans fremragende teknik skridt for skridt og lag for lag, idet akvarelmaleri jo indebærer at intet kan laves om når først penslen har afsat sin farve på papiret.

Men Harald Henriksen var også oliemaler, og malede ganske mange billeder i det medie - især da han var yngre. Jeg har set en del af dem afbilledet på nettet i Ole Lindbos bog, og også på væggene i sønnens hjem har jeg set en del.

   Og jeg har fra starten syntes at Henriksens oliemalerier nok var de mindst interessante i hans produktion. Ikke at de var dårlige, men ...

   

Sønnen Hans fortæller til slut i denne video fra udstillingen af faderens billeder i 2010 at han også er mest begejstret for akvarellerne og for træsnittene:

Journalisten spørger omkring 16:13 inde i indslaget hvad Hanses far "bedst kunne lide at arbejde med: træsnit, akvarel eller oliemaleri. Hans svarer:

Jeg tror lige godt han kunne lide træsnit og akvarel, men efterhånden som han blev ældre, forlod han mere og mere oliemaleriet, fordi han syntes det var for tungt, og han syntes måske ikke rigtig at det lå så godt for ham. Det er jo også rigtigt. Jeg synes han har nået sine bedste resultater i akvareller og træsnit.

Men trods det at både Harald selv, sønnen og jeg er enige om hvor hans største kunstneriske landvindinger lå og ligger, så ville det for en nyudsprunget og lettere manisk samler som mig, være sjovt og interessant også at kunne erhverve mig et eller flere af Harald Henriksens oliemalerier.

   Et var udbudt på nettet - Secondhand Galleriet -  til 1000 kr., men det havde jeg valgt fra fordi jeg syntes det var for kedeligt:

Maleri olie på lærred, popler, vandpost og kirke, signeret "H H ", indrammet i guldramme (tidligt værk) fin stand, 57 x 47 (Motivet er Rødover Kirke og billedet er malet før 1926, tak for oplysninger fra Hans Henriksen)

Men nogen af hans oliemalerier var og er også virkelig fine, fx det her der blev solgt på en Bruun-Rasmussen-auktion 2012 for 9.000 kr. - men med en oprindelige vurdering på 3.000:

Summer scenery by the sea. Oil on canvas. 70 x 81 cm.

Jeg har lagt søgeagenter ud på "Harald Henriksen" på forskellige sites, og den 2. juli var der bid. 

   Hele to "Harald Henriksen-oliemalerier var til salg i DBA (Den Blå Avis) af samme sælger. Til en meget overkommelig pris: 1000 kr. stykket.

   Sådan så de ud på Den Blå Avis:

Jeg fik aftalt en reservation på billederne og en aftale om at komme til Odense og se nærmere på dem. Men fik heldigvis også mailet min begejstring til min Harald Henriksen-pusher og ekspert, sønnen Hans. Og viste samtidig det to billeder på mailen.

   Og hans reaktion var spontant at han ikke troede på at det var hans far der havde malet dem.

  

Det stod H.H. på begge billeder med rødt, og jeg mente at kunne huske at han tidligt - før 1926 - netop havde signeret sine billeder med HH i versaler. 

   Jeg syntes også at især det øverste havde flere træk i måden motivet var behandlet på, som jeg genkendte fra nogle af de billeder jeg havde set i Ole Lindbos bog "Naturens spejl". 

   Efter at have fået at vide at jeg kunne tjekke signaturen via http://signaturbogen.wikidot.com/ var det hurtigt klart at det ikke kunne være "min Harald Henriksen", for hans signatur så sådan ud ...

... mens HH-signaturen på billederne til salg ikke stod lodret, men hældte til højre, og der var punktum efter hvert af de to H´er. Og så var signaturen skrigrød, hvad der også virkede "mærkeligt" og ukunstnerisk fordi de dermed kom til at dominere udtrykket. 

   Jeg forklarede Hans Henriksen hvorfor jeg oprindelig var faldet for billederne som ægte Harald Henriksen-oliemalerier, dog uden at have inspiceret dem i virkeligheden, som jeg planlagde at gøre  inden evt. køb:

Det jeg i min ønskedrømme-fantasi så ved visuel nærlæsning i de to nye malerier, var faktisk at de ligesom din fars træsnit virker som om det er en 'akvarelmaler' der har malet dem - men bare i olie.

   Og det mindste med søen i baggrunden synes jeg virker som om det er inspireret af LA Ring, som jo i følge litteraturen var en af hans inspirationskilder i de unge år.

   Det større med bådene i den kantede sø og husene i baggrunden, er jo ret præget af rene flader i bygningerne der er sammensat og malet så det næsten er abstrakt. Og på den måde ligner de bygningerne i baggrunden i billedet fra Secondhand Galleriet. Og i øvrigt også det billede der er vist i Naturens Spejl side 49 - Motiv fra Valby fra 1916.

   Der er også noget med et specielt lidt forvrænget perspektiv i forholdet mellem forgrunden med bådene som ses meget fra oven og baggrunden med husene, som jeg synes jeg genkender fra flere af hans billeder fx. bybilledet med storkespringvandet s. 63 i Naturens Spejl, de to magasinforsider som vises s. 78, og ikke mindst billedet Mødding i Bjergene fra 1920 som er vist s. 83.

   I de billeder virker det som om han har haft en slags vidvinkel på øjnene - og den genfandt jeg, syntes jeg i det store billede.

Jeg spurgte derefter sælger om hun havde noget historie - såkaldt 'proveniens' - der kunne sandsynliggøre at hendes røde H.H.-signatur refererede til "min Harald Henriksen". Det kunne hun ikke. Malerierne var købt af hendes mand fordi "han syntes de var gode". Nu var han død, og hun ville realisere dem da hun skulle flytte. 

Min ekspert opsummerer:

Ved opklaring af kriminalgåder er det ofte småbitte detaljer, der er fældende. Således også her.

  Se de to punktummer efter H’erne på det ene billede. Det ville ‘vores’ Harald aldrig gøre, (og det hører i det hele taget ikke til i et monogram). De to billeder må antages at være af den samme H H, hvem det så måtte være. Måske en der har lænet sig stærkt op ad vores Harald.

   Og at de skulle være fra før 1926 er yderligere usandsynligt.

   Iflg. Signaturbogen var det kun vores Harald og Hans Henningsen der benyttede ‘H H’, og Henningsens billeder ser helt anderledes ud.

   Jeg må dog tilføje at ikke alle malere er med i Signaturbogen. Jeg måtte faktisk selv lægge min far på for nogle år siden.

   Konklusion: Selvom der kun foreligger ‘circumstantial evidence’, må jeg – suppleret af min fornemmelse - sige at det er stærkt usandsynligt at min far er forbryderen. Men billederne er jo ikke egentligt dårlige, særlig ikke det med bådene, – her er skyerne meget haraldsk malet., og også husene som du skriver.

Jeg fik en lærestreg som heldigvis ikke kostede noget. Jeg er blevet klogere. Og naturligvis mere skeptisk hvis og når mine søgeagenter finder nye "Harld Henriksen"-billeder.

   Men så.... for godt 14 dage siden, blev endnu et oliemaleri tilskrevet Harald Henriksen, udbudt til salg på Den Blå Avis - til den mærkelige pris af 499 kr.

Svendborgsund. 1933 Olie på lærred

Af min ekspert fik jeg bekræftet at denne gang var den god nok. Det var et ægte Harald Henriksen-oliemaleri. Men det virker beskåret for oven og for neden.

   Jeg kontaktede sælger på mail flere gange, men fik ikke noget svar. 

   Der står en dato på annoncen: 22. september kl. 22, som tyder på at det er en gammel salgsannonce som ikke er trukket ud af systemet, og som min søgeagent så har hevet frem af DBA-arkiverne.

   Det kunne være jeg skulle overveje Secondhand Galleriets tilbud, alligevel. For dog at have et oliemaleri af kunstneren i min samling.

Her er link til tidligere blogindlæg om min jagt på Harald Henriksen-billeder:

http://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/akvarelmaleriets-mysterier-35-fra.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2014/12/flere-trsnit-af-harald-henriksen-nu.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2015/03/akvarelmaleriets-mysterier-43-harald.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2015/04/akvarelmaleriets-mysterier-44.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2015/05/akvarelmaleriets-mysterier-46-min.htmlhttp://petersudsigt.blogspot.dk/2015/06/akvarelmaleriets-mysterier-47-en.html