Sider

søndag den 27. februar 2011

Kreativitet og madlavning - om verdens mest berømte kok, restaurant El Bulli og molekylær gastronomi

Igår havde Politiken en stor portrætartikel om og med den spanske kok Ferran Adria, skrevet af Adam  Price under rubrikken: "Mad er det nye rock´n´roll." Krogen var at unge kokke skulle konkurrere om at blive "årets danske kok". Og DR lavede reportage fra konkurrencen: nemt at oversætte iscenesat konkurrencevirkelighed til reality-tv.  
   En helt usaglig association: Hvor holder jeg dog af Jamie Oliver, både hans opskrifter som bare var mig lige fra de første udsendelser, og hans kogebøger for efterhånden mange år siden. Og ikke mindst og især og ekstra meget efter at have set programmerne på DR1 om hans Sisyfos-agtige projekt med at ændre de engelske skolebørns og skolesystems skolemad. Grænseoverskridende: fra populært enkelt gourmet-tv-køkken for det grønne segment - til social madvane-virkelighed for børn.
   Men tilsyneladende, hvis man skal tro tv-serien som er nogle år gammel, var det alligevel ikke et Sisyfos-projekt, stenen rullede ikke ned igen. For projektet lykkedes - med en fantastisk dramaturgisk klimaks: Jamie Olivers møde med daværende premierminister Tony Blair - resulterende i bindende gyldne løfter fra den på det tidspunkt mægtigste mand i England.

Men det var et associerende sidespring. Vi skal fra England til Spanien, fra enkel sund skolemad til forfinet eksperimenterende gourmetmad, fra den ene superkreative kok med hang til folkelighed til den anden superkreative kok med hang til det iletære:
    Restauranten El Bulli lukker snart! Den har i mange år været betragtet som verdens bedste restaurant med tre Michelin-stjerner og 5 gang nummer et på World 50 Best Restaurants-listen. Kokken Ferran Adria som har stået for successen, fortæller at der skete et skift i hans tænkning om mad i 1993. Han fik tydeligvis en aha-oplevelse af en slags:
Frem til det tidspunkt lavede vi 'bare mad'. Efter 1993 var missionen en anden. Det var 'at skabe'. Det er svært at sige, hvad der egentlig skete. Du kender heller ikke revolutionen, og præcis hvad der førte til den, før den er indtruffet. (/) Vi søgte efter et nyt sprog. Vi havde en masse knowhow. Jeg mener, vi var gode til at lave mad. Men vi ønskede at ændre fortællingen.
Den nye "fortælling" som Ferran Adria var igang med at opdage og udvikle, fik et navn: Molekylær Gastronomi. "Provokationen begyndte at blive ambitionen mere end blot harmoni og velsmag," fortæller kunstnerkokken videre. Og maden blev kaldt "mærkelig". Der er ikke egentlig tale om særlig retning inden for gastronomien, får vi at vide, men mere en række "teknikker" som står til rådighed for "den ambitiøse nysgerrige kok."

Når jeg har spist på en gourmetrestaurant har jeg selv altid tænkt på menuen som et stykke anvendt dramaturgi - en berettermodel med anslag, præsentation, uddybning, etc. etc. - hvor hver ret skal indeholde en overraskelse og være et mini-vendepunkt. Og Adria fortæller tilsvarende:
Jeg ser menuen som en film. Indimellem er det en sjov film. Andre steder uhyggelig, grotesk, provokerende, glad, legende. Udgangspunktet for hvordan vi skaber vores menuer kommer oprindelig fra tapas. Altså princippet omkring de mange små retter. 
Der er tydeligvis tale om konceptuel blending af noget tradtionelt spansk, tappas-ideen, og så noget radikalt nyt.
   Men hvad er princippet bag det nye, hvad går de særlige "teknikker" ud på? Det forklarer Adam Price sådan her:
Mange principper, som er blevet udbredt i topgastronomien over hele verden i de senere år, er oprindelig udsprunget fra El Bulli. Et af de væsentligere har formentlig været dekonstruktionen. Altså at man arbejder med at skille en kendt ret ad og præsentere den på en ny måde. Smagene forbliver relativt de samme, men man leger med teksturen og temperaturen for at provokere og overraske folk.
Og her følger så Adam Prices egen reaktion på at have været på en dramaturgisk smagsrejse - et maratonløb for næse, tunge og gane - igennem en 44 retters menu på El Bulli:
Efter at jeg har anmeldt mad for Politiken i 16-17 år, er det ikke uden overdrivelse, at jeg siger, at det ubetinget har været en af de største gastronomiske oplevelser, jeg har haft. Ikke fordi jeg ikke har smagt mad, der ofte smagte bedre, end hvad vi spiste denne aften. Men fordi det her ikke essentielt handler om mad,  der 'bare' skal smage godt. Man skal parkere alle sine klassiske begreber om gourmetmad i forhold til El Bulli. (/) Den evige diskussion om, hvorvidt mad kan være kunst, trænger sig på med en anden naturlighed efter et sådant måltid, end når man sidder og kigger på et stykke velstegt kalvekød med en god sovs fra en dygtig koks hænder. På El Bulli deltager man i en løbende installation - et eksperiment. En fortælling, som Adria og hans store team af kokke løbende udvikler, indvikler og afvikler.
Det vor Adam fortæller og anbefaler er at skifte frame for at nyde El Bullis menu, fra forventninger om traditionelt gourmetmad der smager rigtig godt, til den type forventninger man stiller til - intet mindre end stor kunst!

Man kan jo i hvert fald bemærke hvorledes behovet for metaforer presser sig igennem både Adrias og Prices udtalelser - for at de kan beskrive det der ikke kan beskrives. Mad som kunst: "en fortælling", "en film", "en installation".

Jeg får iøvrigt mindelser fra den gang lærergruppen for kommunikationsuddannelsen på RUC mødtes for første gang i 1977, sammenbragt fra mange forskellige fag. En af dem var også et af de mest kreative mennsker jeg harmødt: Jan Krag Jacobsen. Han gjorde nogle af vores læremøder til en helt særlig oplevelse når vi skulle spise sammen, nemlig når det var ham der stod for maden. Af uddannelse var han kemiingeniør, han havde arbejdet som radioreporter med forbrugerjournalistik som speciale. To personligheder i én.
   På tv-havde han optrådt med sensationelle dekonstruktioner af dårlig mad. Han demonstrerede for åben skærm hvordan industrien lavede hindbærmarmelade ud af et enkelt hindbær og tilsætningsstoffer for resten. Og han viste hvordan indholdet i industrikødpølse ville se ud hvis der ikke var farve og stivelsesstoffer i: en hvid ulækker tyktflydende masse.
   Han var initiativtager til de planer for "et måltidets hus" som den borgerlige regering fantasiløst skrottede da de kom til. Og er nu med i en gruppe der arbejder med at planer om at få oprettet et madeksperimentarium. Og aprospos det:
  Hvorfor lukker Ferran Adria El Bulli? - For at gå i gang med et nyt projekt, forklarer han:
Det nye projekt ønsker at inkludere filosoffer, designere, webfolk, kreative mennesker. Ikke kun mad. Det handler om kreativitet. Selvfølgelig vil meget handle om mad. Men vejen dertil og veje derfra vil handle om andre områder. Vi ønsker at dokumenterearbejdet. Hver dag på nettet skal man kunne se, hvad der er foregået i El Bulli. Hvad har vi lavet? Hvilke ideer er fremkommet? Hente inspration.
I enhver henseende en grænseoverskridende og grænsenedbrydende mand. Og et projekt der satser på blending af forskelige faglige frames og konceptuelle rum. Ferran Adria er en mand som tilsyneladende ikke kan lade være med at blende nye ideer ud af ellers adskilte konceptuelle input-rum igen og igen.

Hjernens aktivitet er forskellig - afhængigt af om man hører til de "kreativt tænkende" eller til de "metodisk tænkende"

Ovenstående rubrik er oversat fra en artikel i Science Daily fra 2007. Artiklen forholder sig til en debat blandt forskere om "kreativ (divergent) tænkning" og "ikke-kreativ (konvergent) tænkning" grundlæggende er forskellig eller dybest set nogenlunde er det samme. Og dermed også om der en biologisk-fysiologisk forskel på kreativt tænkende mennesker og de mennesker som tænker metodisk, skridt for skridt.

En undersøgelse foretaget af forskerne John Kounis og Mark Jung-Beeman tyder på at det er tilfældet. De har delt fortsøgspersonerne i to grupper: en gruppe der om sig selv fortæller at de løser problemer ved "sudden insight" (=aha-oplevelser) og dem som fortæller at de løser problemer "metodisk".
  EEG-scanning af de to gruppers hjerneaktiviteter, både når de var i hvile og ikke sat til at løse problemer, og når de skulle løse problemer, viste at der var klare forskelle i hjernearktiviteterne. Det sidste vidste man godt fra andre undersøgelser, det første var nyt:
One difference was that the creative solvers exhibited greater activity in several regions of the right hemisphere. Prvious research has suggested that the right hemisphere of the brain plays a special role ind solving problems with creative insight, likely due to right-hemisphere involvement in the processing af loose or "remote" associations between the elements of a problem, which is understood to be an improtant component of creative thought. The current study shows that greater right hemisphere activity occurs even during a "resting" state in thoes with tendency to solve problems by creative insight. This findings suggest that even the spontaneous thought of creative individuals, such as in their daydreams, contain more remote associations.
Så altså den gamle historie om at kreativitet forbindes med særlig aktivitet i højre hjernehalvdel, holder endnu, og det vi får at vide her er at forskellen mellem kreativt tænkende og metodisk tænkende personer, så at sige er permanent indbygget i personlighedens biologiske set up. Alle kan måske nok tænke kreativt under bestemte vilkår, men for nogen er det "et must" - en del af deres "natur".

En anden af mine kæpheste omkring kreativitet har altid været at det at visualisere et problem - tænke i billeder, modeller, skemaer, metaforer - at det er fremmende for en kreativ løsningsproces.
   Da jeg var direktør for en tv-station, fik jeg derfor sat white boards op på alle vægge i redaktionslokalet, så medarbejderne hvis de var i gang med at diskutere et eller andet, altid lige kunne gå hen og tegne og fortælle. Også de sammenhæng mellem kreativitet og visualitet bliver bekræftet af undersøgelsen:
Second, creative and metodical solvers exhibited different activity in areas of the brain that process visual information. The patterns of "alpha" and "beta" brain waves in creative solvers was consistent with diffuse rather than focused visual attention. This may allow creative individuals to broadly sample the invironment for experiences that can trigger remote associations to produce an Aha!-moment. 
I artiklen udlægges konsekvenserne af disse "findings" sådan: De kreative problemløsere kan meget nemmere få associationer til løsningen af et problem ved at se en tilfældig reklame eller overhøre et tilfældigt replikskifte, fordi de er åbne og modtagelige for distraktioner fra omgivelserne i en given situation. Heroverfor står de metodiske problemløsere der tenderer til at afskærme sig fra distraktioner for at kunne koncentrere sig om at følge den metodiske opskrift de behersker i forvejen.

lørdag den 26. februar 2011

Picasso er ikke min kop te - men det er Walton Ford til gengæld - begge beset på Louisiana

Det kan nås endnu!
   På Louisiana har de to udstillinger, en med Picasso-billeder over temaet "fred og frihed" som netop er åbnet, og en med billeder af den relativt unge amerikanske kunstner Walton Ford, en udstilling der slutter den 6. marts. Walton Ford blev født nogenlunde samtidig med at Picasso døde.

Skynd dig at komme op og se Walton Ford-udstillingen inden den er forbi. Den er fantastisk. Billederne er dybt fascinerende, skræmmende, drømmeagtige, alt for virkelige, fabulerende, metaforiske, aktuelle, velkendte, fremmedartede, ironiske.
   De er et produkt af visuel konceptuel blending så det basker.

Jeg husker anmeldelsen og foromtalen i Politiken da udstillingen åbnede i efteråret en gang. Og mente da at billederne og kunstneren i den grad hørte hjemme og fortjente omtale her på bloggen. Men nødvendigheden af andre indlæg om andre aspekter af kreativitet, overhalede ham indenom. Men nu nåede jeg op og så udstillingen her i går. Ville bag efter købe de to fugle-plakater, men de var udsolgt. Som de eneste af de godt 50 de havde til salg fra tidligere udstillinger.

Politikens kultursektion havde dette billede på forsiden. Pang! Aha!



Albrecht Dürer, tænker jeg straks. Hans berømte træsnit:



Her er hvad en anden blogger, Madison Colvin, fortæller om billedet på forsiden af Politikens kultursektion og kunstneren som har malet det:
Ford meticulously paints birds and animals in the style of 19th-century naturalists like Audubon, but puts the subjects of these paintings in symbolic or allegorical allusions to art history, natural history, colonialism, politics, and violence. One painting, “Loss of the Lisbon Rhinoceros” (above) references an incident in the year 1515, when a ship carrying a captive Indian rhino as a gift from King Manuel of Portugal to Pope Leo X foundered off the coast of Genoa. This was the first rhino seen in Europe since Roman times. Descriptions of it inspired Durer’s famously inaccurate woodcut. Ford’s painting depicts the enormous rhinoceros chained to a ships’ deck, rearing its head upwards in panic or defiance as it sinks into the waves.
Det er nemt at Google en masse af Walton Fords billeder, så man kan få et indtryk af hans samlede univers.
   Alle billederne på Louisiana er imidlertid i naturlig størrelse i forhold til de dyr og fugle de fremstiller. Så billedet af næsehornet på skibet der er ved at gå under, var 400x264 cm.
   Et kraftigt indspark på nethinden, der sætter gang i neuroner og synapser, og øger produktionen af endofiner og seorotonin. Som ved en forelskelse.
   Hvad har Walton Ford gang i - i forhold til mig?

Det hører i hvert fald med til historien at jeg i min ungdom da jeg stadig malede og tegnede, faktisk producerede billeder med fantasi-mytologiske fugle, både oljemalede og som tushtegninger med minutiøst detaljerede fjer. Så det var noget af en aha-oplevelse for mig da jeg så Walton Fords billeder - især dem med fuglemotiver.
   Det var sådan nogen jeg drømte om at skabe da jeg var ung og visuelt produktiv, blev jeg klar over da jeg så dem. Der var et match mellem Waltons fuglebilleder og  mine i erindringen gemte og glemte drømmeforestillinger - som jeg da jeg var ung, hverken havde teknik, tålmodighed og vedholdenhed til at realisere. Og pludselig her på Louisiana blev drømmen synlig virkelighed i skikkelse af Walton Fords billeder.


Men hvor havde jeg drømmen om disse motiver fra? - Det fik jeg også forklaringen på da jeg læste om baggrunden for Walton Fords helt specielle over-realistiske stil:
   Jeg var i USA som udvekslingsstudent 1961-62. Og boede hos en fantastisk varm og kulturinteresseret jødisk familie i en forstad til New York. Min amerikanske far var regionschef for en supermarkedskæde, men i sin fritid samlede han på morderne amerikansk kunst. Og på reolen, husker jeg pludselig nu, stod en kopi af den bog, "Auduborn´s Birds of America", som har inspireret Walton Ford. Jeg husker at jeg jævnligt sad og bladrede i Auduborns fuglebog - og blev dybt betaget af de billeder - som også Walton Ford må være blevet det på et tidspunkt i sin barndom eller ungdom.
   Her er et af billederne fra Audubons bog som jeg husker endnu:


Se i øvrigt annonceringen af Walton Ford-udstillingen på Louisiana-museets hjemmeside:
http://www.louisiana.dk/dk/Menu/Udstillinger/Walton+Ford
Læs mere om Walton Ford på siden:
http://theesotericcuriosa.blogspot.com/2009/11/animal-kingdom-as-seen-through-eyes-of.html

torsdag den 24. februar 2011

"The King´s Speach" - en god film - et godt plot - og "based on at true story"

Jeg var i forgårs nede i vores lokale biograf i Vordingborg og se en "snigpremiere" på en film, som vel så snart kommer op i Dagmar eller Grand i København. Titlen er "The King´s Speach", og Wikipedia fortæller:
The King's Speech is a 2010 British historical drama film directed by Tom Hooper and written by David Seidler. The film won the 2010 Toronto International Film Festival People's Choice Award and was nominated for fourteen BAFTAs, of which it won seven; twelve Academy Awards; and seven Golden Globes, with Colin Firth winning for Best Actor. Firth plays King George VI, who, to overcome his stutter, is introduced to Lionel Logue, an unorthodox speech therapist played by Geoffrey Rush. The two men become friends as they work together, and after his brother abdicates, the King relies on Logue to help him make a radio broadcast at the beginning of World War II.
Manuskriptforfatteren David Seidler har selv lidt af den samme taleforstyrrelse - at stamme - som kongen, fremgår det. Så han har en personlig aktie i historien og har på den baggrund kunnet bruge sin på egen erfaring baseret fantasi til at give plottet et realistisk twist, til karaktertegningen af kongens lidelser med sin taleblokering og til beskrivelsen af dynamikken mellem hovedkarakteren og hjælper-/mentor-figuren.
   Filmen respekterer langt hen ad vejen de historiske kendsgerninger, men afviger også på en række væsentlige punkter. Primært begrundet i hensynet til dramaturgien.
   Om kongen får vi at vide at han i sin barndom blev tvunget til at skrive med højre hånd selvom han var venstrehåndet, og at han fik "rettet" sine kalveknæ med metalskinner. Det synes at være dokumenteret.
   Og det er korrekt at han havde store problemer med sin stammen som barn og ung. Åbningsscenen i filmen hvor han som prins skal holde en tale på Wembly 1926, men næsten ikke kan få et ord over sine stammen læber, er også veldokumenteret.
   Men mødet med talepædagogen foregår meget tidligere i den historiske virkelighede end i filmenens og han bliver også hjulpet til at komme over sine taleblokeringer meget hurtigere i virkeligheden end i filmen. Her er han stadig plaget af stammen da han modvilligt må overtage tronen efter sin abdicerende storebror. Denne modviljen synes også at være historisk dokumenteret.
  I øvrigt fortæller Wikipedia at talepædagogens notesbøger med notater fra taleøvelserne med prinsen/kongen, var blevet fundet, og en række citater herfra blev indkorporeret i dialogen mellem den kongelige klient/patient og taleterapeuten, hvad der jo var med til at øge dens autenticitet.

Der er altså i filmens univers og fremstilling tale om genremæssig blending, både i forhold til manuskriptforfatterens egne erfaringer med stammen, og hvordan man kan hjælpes til at komme over den, og i forhold til den historisk virkelighed.
   Filmen er et produkt af kreativ tænkning og udgør en integreret audiovisuel blanding af virkelighed og fiktion, der så er blevet underlagt Hollywood-dramaturgiens krav til komprimering af tid, sted og handling - og til udformning af plot, dialog og karaktertegning.

I kreativitetssammenhæng synes jeg også at den teknik som pædagogen i filmen anvender til at få den kongelige klient til at overkomme sin stammen, er særedeles interessant og relevant.
   Det viser sig i filmen at hovedpersonen under bestemte omstændigheder ikke stammer når han siger noget:
  • når han skal fortælle sin døtre som han elsker højt, "skæve" eventyr hvor han påtager sig en særlig "fortæller rolle" 
  • når han bliver stiktosset og rasende
  • hvis han synger de ord han skulle sige
  • hvis han danser mens han skal sige det han vil sige
  • hvis han undervejs i talen jævnligt bander og siger frække ord
Det udnytter terapeuten så i sine taleterapeutiske øvelser.

På mange måder er det jo parallelt med de vilkår som fremmer kreativ tænkning, og som muliggør at man "omgår" de mentale blokeringer for kreativ udvikling: Man defokuserer og afleder opmærksomheden i forhold til problemet - ved f.eks. at meditere eller ved at udføre noget kropsligt krævende. 
   Det minder også om den tænkning som Tim Gallway med "The Inner Game"-bøgerne om coaching gør sig til talsmand for hvis man skal performe optimalt som sportsmand eller leder. Ikke mindst hans skelnen mellem "self 1" og "self 2" ligner det vi filmen ser hos den kongelige stammer, hvor "self 1" der fokuserer på angst og stress ved oplevede forventninger og krav fra omverdenen, blokerer for at "self 2" kan udvikle og udfolde sig frit - en blokering der så kommer til udtryk som stammen.
   Det taleterapeuten "lærer" den royale klient, er at få indsigt i at han rent faktisk har et "self 1" der kan tale og udtrykke sig uden at stamme. Og at det er muligt ved hjælp af forskellige teknikker at snyde "self 2".

God film, god blanding, fin oplevelse plus indsigt.

Undersøgende journalistik, kreativitet og hypotetisk tænkning

Igår beordrede Statsminister Lars Løkke Rasmussen ifølge Information "integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til over for Folketinget skriftligt at redegøre for hele sagen om de statsløse. Dét er netop, hvad hun hidtil har afvist." 
   Idag har Information på forsiden rubrikken: "Rønn ignorerede ulovlig sagsbehandling i over et år". Og med underrubrikken: "Ifølge oplysninger fra Sverige må integrationsminister Birthe Rønne Hornbech siden december 2008 have kendt til de ulovlige afslag til statsløse. Allevel fortsatte ministeriet fejlbehandlingen." 
   Artiklens journalister er dem der stædigt og med næsen i sporet har forfulgt denne sag i Information i længere tid: Anton Geist og Ulrik Dahlin.

Jeg har tidligere skrevet om kontrafaktisk historiefortælling og om tilbage til fremtiden-fortællinger, dvs. fremtidsscenarier fortalt "i bakspejlet" - fra et tænkt fremtidigt tidspunkt. I begge tilfælde er der tale om konceptuel blending af noget faktisk og noget fantaseret - udfoldet i en tekst. I begge tilfælde kan man tale om at disse tekster har karakter af svar på hver sin slags hypotetiske spørgsmål:

- hvis noget var sket som ikke skete, hvordan ville historien så have set ud frem til idag?
- hvis verden udvikler sig ifølge kendte lovmæssigheder, hvordan vil den så se ud om x antal år?

Det der så slår mig, er at den undersøgende journalistik, som i mange år har været et af mine interesseområder, har kendetegn der ligner de to foregående eksempler. Eller rettere: Den tænkning der ligger bag et stykke undersøgende journalistisk arbejde, bygger også på konceptuel blending, er mit postulat.
   Her drejer det sig på den ene side om en kendt og accepteret samfundsmæssig tilstand og forhistorie hvori alt er i den kønneste orden, love og regler følges, der administreres efter reglerne, og hvori f.eks. økonomiske, politiske og administrative magthaver er lige så retlinede og uselviske som de giver sig ud for. Det er det ene mentale input-rum, lad os kalde det idealscenariet.
   På den anden side er der forestillingen om at idelascenariet er i realiteten er falsk, og der bag det - skjult og i hemmelighed for offentligheden - er et andet scenarie hvor nogen har snydt og bedraget og begået ulovligheder, og hvor samfundets institutioner - private eller offentlige - har svigtet sine idealer. Lad os kalde dette andet input-rum for realitetscenariet. Og ud af det kommer et stykke undersøgende journalistik - et blend - hvor realitetscenariet forsøger at bekæmpe og udkonkurrere idealscenariet i en kamp om sandheden.

For at være en god undersøgende journalist skal man være tunet ind på en helt bestemt måde i forhold til idealscenariet: Som grundindstilling skal man være mistænksom og gå ud fra at dette scenarie ikke repræsenterer virkeligheden og sandheden, men er en fiktion - ønsketænkning, skønmaleri. Og den undersøgende journalist skal - måske ud fra et tip eller et enkelt spor - kunne forestille sig at et alternativt scenarie som værende virkeligt og sande, et realitetsscenarie der gennem research skal kunne dokumentere at idealscenariet i et eller andet omfang er: løgn og latin.
   Altså lige som de to foregående blendede tekstformer skal undersøgend journalistik kunne give svar på et hypotetisk spørgsmål:
- Hvis det som offentligheden tror er virkeligt og sandt, ikke er det, men kun "overflade", hvordan vil verden så i virkeligheden se ud?

Som eksempel: Hvis borgmester Peter Brixtofte ikke er den karismatiske og kreative borgmester som han fremtræder, men en svindeler og bedrager, hvordan kan han så tænkes at have opført sig.
   Man kan sige at den undersøgende journalistik er udtryk for en slags omvendt kontrafaktisk tænkning, hvis mål er at revidere "historien" ved - gennem kritisk journalistisk undersøgelse - at erstatte den eksisterende idealiserede historie med en anden der er sandere.

Kravet til den undersøgende journalist er jo naturligvis at han/hun skal føle sig forpligtet på sandheden uanset hvad. Men først og fremmest skal han/hun være særligt kreativ - i den forstand at han/hun så at sige permanent skal have det man kalder "en rigtig beskidt fantasi". Og  altså kunne forstille sig (= "Hvad nu hvis...") økonomisk, social og psykologisk råddenskab og svamp overalt i samfundet, skjult bag en overflade hvor alt tilsyneladende er rent og pænt.
   Trukket helt ud til kanten: Den undersøgende journalist skal kunne forestille sig det næsten utænkelige. Det er der så heldigvis indimellem nogen som kan:
Hvad nu hvis cand. jur., tidligere politimester, tidligere retsordfører for Venstre  og nuværende integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech, i flere år har vidst og dermed accepteret en sagsbehandling af de statsløse unge, der klart og utvetydigt overtræder flere FN-konventioner som Danmark har underskrevet?
Tillykke Information, tillykke Anton Geist og Ulrik Dahlin

onsdag den 23. februar 2011

Er kreativitet genetisk bestemt?

De seneste dage har en videnskabsnyhed cirkuleret i medierne. Nogle danske forskere har gennem såkaldte tvillingstudier fundet ud af at politisk interesse og engagement er arveligt. Nærmere bestemt kan 50 procent af det politiske engagement tilskrives arven - altså generne.
   Det ligger derfor lige til højrebenet (hvad har nu en fodboldmetafor at gøre her?) at spørge om det samme gælder det sæt af personlige egenskaber som sammenfattes under begrebet "kreativitet".
   I forhold til en del af den populære litteratur om kreativitet og ideudvikling mv. vil det være noget af en provokation at hævde at kreativitet er arveligt, for i populærlitteraturen er man som regel enige om at kreativ er noget alle i princippet er - eller har mulighed for at være - under de rette betingelser og omstændigheder.

Jeg har jo jævnligt i denne blog skrevet om hvordan en bestemt type barndoms- og ungdomsoplevelser der indebærer tab, tvangsflytning og savn, producerer en oplevelse af "fremmedhed" og en "splittet personlighed" der stimulerer til at kraftig aktiv fantasivirksomhed. Og at denne mentale splittelse kendetegner mange kreative personligheder inden for kunst og litteratur, men også markante skikkelser inden for forskning og blandt erhvervsleder.
   I princippet siger denne hypotese jo at markant kreativitet er et resultat af særlige miljømæssige vilkår og livsbetingelser i barndom og  ungdom. Så også i forhold til den forestilling vil en genetisk årsagssammenhæng være umiddelbart problematisk.

Jeg går på nettet og efterspørger "creativity and genes", og får en lang række hits hvoraf det fremgår at er en sammenhæng. På følgende webadresse er der nøje gjort rede for den forskning der peger i den retning http://www.grupometodo.org/58gencreativ.pdf. Artiklen siger, som jeg forstår den:
  • 1) Der synes at være en genetisk sammenhæng mellem på den ene side sindslidelser som skizofreni og på den andens side personligheder med særligt udtalte kreative evner, og at denne sammenhæng udfolder sig kognitivt i det der kaldes divergent tænkning (= tænkning der nemt associerer mellem fjerntliggende emner eller domæner, det som kendetegner metaforer).
  • 2) En afgørende forskel mellem at være meget kreativ og være sindsyg synes at ligge i at det center i hjernen der udøver kognitiv control i forhold til divergent tænkning, at det er svækket hos de sindslidende, så de associerer vildt, kaotisk og uhæmmet.
  • 3) Endelig ser det ud til at man i forhold til en mental typologi kan opfatte autisme som den slags modsætning til de kreative/skitzofrene personlighedstyper idet autisme bla. andet er karakteriseret ved ekstrem konvergent tænkning (og at ord forstås bogstaveligt) som man finder hos mennesker der har asbergers syndrom.
Forholdet er grafisk fremstillet her:


Det her passer jo meget godt med at en hel del kunstnere er kendt for i perioder at have været sindssyge: bare tænk på Van Gogh eller Evard Munch. På hjemmesiden http://blisstree.com/feel/famous-writers-and-artists-and-mental-illness-234/ kan man finde en lang liste af navne på kendte forfattere og malere som er kendt for at have haft psykiske problemer.
   En teori om at kreativitet og kreative evner delvis er et resultat af en biologisk arv som afspejler sig i hjernens interne "arkitektur" og "infrastruktur", passer meget godt med den iagttagelse jeg har gjort angåend forældrene til mange af de særligt kreative personer jeg har omtalt: nemlig at en eller begge forældre også har kunstneriske anlæg eller er udøvende kunstnere.

Konklusionen må så være at nogle mennesker har særlige anlæg for kreativitet, men miljøet enten kan "undertrykke" disse anlæg i et eller andet omfang - eller fremelske dem til udfoldelse, men at disse anlæg kan også risikere at "tippe over" i en sindsygdom.

mandag den 21. februar 2011

Karl Ove Knausgårds kamp - mellem fakta og fiktion

I det sidste års tid har jeg gang på gang stødt på omtale af, anmeldelser af og diskussioner om den norske forfatter Karl Ove Knausgårds romanserie: "Min kamp". Romanserien er på 6 bind, og den sidste i serien skulle komme i efteråret. Men er det nu romaner han skriver?
   I Politikens kultursektion har Thomas Bredsdorff  torsdag den 17. februar en klumme der handler om romanserien. Han fortæller at en del af forfatterens familie har reageret mod at blive beskrevet i "Min Kamp", idet 14 af hans slægtninge i et læserbrev har kaldt hans bøger "Judaslitteratur". De må altså reagerer på den selvbiografiske virkelighed den fremstiller som på en eller anden måde "sand", og i kraft af det samtidig som ubehageligt afslørende af private forhold.
   Bredsdorff refererer så litteraturlektor Hans Hauge for på den ene side ikke at ville læse romaner, men på den anden side gerne "gå ombord i Knausgård". Hans Hauge har kaldt bøgerne for "fiktionsfri fiktion" - en måde at karakteriserer bøgerne som ikke-romaner, gætter jeg på.

I min forstand af begrebet faktion er "Min kamp" altså at karakterisere som en slags faktion, en tekst hvor blandingen af fakta og fiktion skaber problemer dels i forhold til den virkelighed den trækker på og refererer til, og dels i forhold til den læseroffentlighed den henvender sig til og udfolder sig i. Øretævernes holdeplads, kreativitetens legeplads.

Bredsdorff forklarer og løser problemet for sig selv med følgende referat af sine oplevelser:
Den langsomme detaljerede fremadskriden, der punkt for punkt ser realistisk ud, antager samlet en surreal karakter. Kvantitet bliver umærkeligt til kvalitet, med det resultat, at dette sprog bringer situationer frem og minder til live, som jeg aldrig har fået fremkaldt af litteratur før. Måske er det drengepubertetens skjulte nicher, Knausgård med sin minutiøse ophobningsteknik har en helt enestående adgang til.
Bredsdorff oplever altså her et match mellem det ydre, tekstens beskrivelser, og det indre - "minder til live som jeg aldrig har fået fremkaldt før. En aha-oplevelse. Og når han bruger ordet "surreel", så er det jo et udtryk for at han oplever teksten som "et blend".
   Men han sidder alligevel tilbage i slutningen af klummen med en usikkerhed over hvad det er der sker i bogens forhold til virkeligheden og i forhold til læserne:
Men virkelighed er den ikke, den er stor kunst, med hemmeligheder der er svært at sætte på formel. Karl Ove Knausgårds prosa er en gåde en gave.

søndag den 20. februar 2011

Eventyrskabelonen brugt som metafor i sportsjournalistik

Jeg har i tidligere blogindlæg beskrevet hvordan mange journalistiske fortællinger får særlig emotionel gennemslagskraft ved at have evnetyr og myter som undertekst og resonansbund for i øvrigt realistiske fremstillinger af en aktuel historie. Selve eventyret eller myten fortælles ikke eksplicit, men ligger som en skjult formende struktur under og bag den sproglige eller audiovisuelle "overflade."
   På Politikens sportsider fra i fredags 18/2, møder jeg et lignende fænomen, men her får det eksplicit udtryk som  et langt anslag/præsentation til en artikel om et australsk-dansk par der er ved at nå til tops i international sports- og konkurrencedans. Parret hedder Ashli Williamson og Bjørn Bitch, og den opfindsomme og kreativt skrivende journalist er Amalie Kønigsfeldt. Rubrikken der leverer et pirrende set up til artiklen: "Det standhaftige guldpar sørger for rene gulve". Indledningen til artiklen lyder sådan:
Der var en gang en pige, der søgte en dansepartner med lige så store ambitioner, som hun selv havde. Hendes søgen bragte hende vidt omkring, og i England mødte hun sin hjælper. Han formidlede kontakt til sin bedste danseelev, og snart drog den blot 16-årige australske Ashli af sted til landet mod nord på den anden side af jordkloden. Her mødt hun Bjørn, der hurtigt viste sig at være hendes drømmeprins. Der forelskede sig i hinanden og i dansen, og sammen ville de gå efter guldet. (/) Men jagten på guldet var langt fra en dans på roser. De dansede og dansede, men da ingen af dem var født med en guldske i munden, måtte de også tjene til føden. Sent om aftenen efter mange, lange timer på dansegulvet trak de gummihandskerne på og gjorde rent hele natten. Ashli måtte selv sy perler og fjer på sine danskejoler, når de skulle ud til turneringer, men det var ikke nok til at slå dem ud. (/) (...) og pludselig en dag var guldmedaljerne i huss. Ashli og Bjørn blev verdens bedste 10-dansere og fik guld om halsen. Også deres fingre blev beklædt med guld, da Bjørn bad Ashli om at forlove sig med ham. (/) Om parret lever lykkeligt til deres dages ende, er endnu et åbent spørgsmål, for hverken deres dage eller deres karriere er ved at ende.
Det er rigtig kreativt skrevet. Og meget "gennemført". Læg mærke til hvordan guld-temaet flettes ind og ud hen gennem fortællingen - fra rubrik og til slutningen. Og hvordan der er henvisninger til H.C. Andersen i rubrikkens "standhaftige" - der associerer til eventyret "Den standhaftige tinsoldat" .Og hvordan klicheer og faste vendinger får nyt liv i konteksten: "drømmeprins", "født med en guldske i munden", "ingen dans på roser", "
   Her fungerer eventyrskabelonen ikke som undertekst, men som en kompleks narrativ metafor hvorigennem vi som læsere skal forstå og tolke det unge sammenbragte dansepars historie. Det er altså en tekst der er et produkt af konceptuel blending: sportsportræt-virkelighed + eventyrfortælling-virkelighed a la H.C. Andersen. Og det mix fungerer glimrende, synes jeg.
  I avisen er artiklen i øvrigt illustreret med et fascinerende anderledes iscenesat foto der fornemt underbygger eventyret visuelt - i sit udtryk langt fra de standard-reportagefotos man finder ved at google på danseparret. Det må være aftalt mellem journalisten og fotografen Mie Brinkman.

Fidusen ved eventyrindledningen er så også at den helt automatisk leverer en god pointeret slutning på artiklen, der citerer en udtalelse af Ashli om problemer med at tage irritationer fra træningen med hjem i privaten, og derefter refererer:
Står det til hende, slutter deres historie med minimum en VM-guldmedalje i standard og tre guldklumper på hjemmefronten. Med det i hus kan de leve lykkeligt til deres dages ende.

lørdag den 19. februar 2011

Inspiration - når noget ydre matcher noget indre - og motiverer handling: revolution og kunst

Jeg var for nogle blogindlæg tilbage inde på begrebet og fænomenet inspiration. Og skrev den gang at ordet virkede lidt umoderne, forankret som det var - i min erindring - i 18-hundredtallets romantiske kunstideologi og geniforestillinger. Men jeg noterede også at det stadig var gangbart i kunstnerkredse, som det fremgik af interviewbogen "Kreativitet og Inspiration".
   Imidlertid lægger jeg mærke til at ordet dukker op dagligt i alle medier under dækningen af de begivenheder der foregår i Nordafrika og Mellemøsten i disse uger. Uden at det har noget med kunst at gøre, men nok  i hvert fald indirekte - noget at gøre med kreativitet og faserne i den kreative proces.

Journalister og eksperter fortæller at det folkelige oprør og omvæltningen i Tunis, "inspirerede" egypterne til deres demonstrationer og oprør mod det diktatoriske regime. Og videre: at befolkningerne i de øvrige arabiske lande derefter har fundet "inspiration" i begivenhederne i Egypten til også at demonstrere. Og i en artikel i dagens avis tales der om at det russiske regime frygter at ogsåe den russiske befolkning kan blive "inspireret" til noget lignende. En analytiker forklarer denne frygt med at der er klare strukturelle ligheder - isomorfi - mellem det russiske autoritære og pseudo-demokratiske styre under Putin og det egyptiske under Barak.

Wikipedia forklarer at der er to forskellige skoler og traditioner omkring forståelsen af inspiration: En som går ud fra at det er en kraft der kommer indefra, mens andre siger det er noget der kommer udefra.
17-hundredtallets filosoffer tilslutter sig nærmest det første synspunkt, 18-hundredtallet det andet.
   Mit synspunkt er at der er tale om en slags aha-oplevelse af den slags jeg har identificeret som oplevelsen af "et match" mellem noget ydre og noget indre: at man altså oplever at der er ydre indtryk, billeder, stimuli, fortællinger der korresponderer med indre forestillinger, og at oplevelsen af dette "match" - en form for genkendelsesmekanisme - leverer den psykiske energi der fjerner en blokerende frygt for repressalier og fører til handling.
   I Mellemøsten er det indlysende at det er den form for inspiration der foregår kollektivt og i stor skala befolkningerne imellem, og at medierne - ikke mindst tv og net-tv - er medium for oplevelsen af at de billeder man ser på skærmen matcher de ophobede oplevelser og erfaringer man selv har med sit eget liv underkastet sit lignende styre.
   Det er oplevelsen af isomorfi mellem det ydre og det indre billede, der udløser indsigten i form af: "Når de kan, kan vi også - fordi deres situation ligner vores."

Når nogen taler om at have mødt deres drømmekvinde, eller at de har fået  tilbudt deres drømmejob, så er det selvfølgelig også udtryk for oplevelsen af korrespondance - et match - mellem indre forestillinger der mødes med indtryk fra en ydre virkelighed.
   Og forleden så jeg en prisbelønnet dokumentarfilm "Man on wire" i tv, som jeg både har læst om  og tidligere set klip fra, men først nu så i sin helhed. Wikipedia:
Man on Wire is a 2008 British documentary film directed by James Marsh. The film chronicles Philippe Petit's 1974 high-wire walk between the Twin Towers of New York's World Trade Center. It is based on Philippe Petit's book, To Reach the Clouds, recently released in paperback with the new title Man on Wire. The title of the movie is taken from the police report that led to the arrest (and later release) of Petit, whose performance had lasted for almost one hour. The film is crafted like a heist film, presenting rare footage of the preparations for the event and still photographs of the walk, alongside reenactments (with Paul McGill as the young Petit) and present-day interviews with the participants.
I filmen fortæller artisten Phillipe Petit hvordan han fik ideen - inspirationen - til denne utrolige og enestående happening: Han var 17 år og sad i venteværelset hos sin tandlæge og læste en avis der fortalte om det igangværende byggeri af de to tvillingtårne der skulle komme til at udgøre World Trade Center i New York. Der var avisfotos af skyskraberne under opførelse og tegninger af det færdige byggeri. Phillipe Petit fortæller at i det øjeblik han læste artiklen og så illustrationerne, vidste han at det ville han gør: gå på line mellem de to tårne!
   Efter at have set filmen, må line-dans være det rigtige ord. Og altså et krystalklart eksempel på inspiration som et match mellem en indre og - måske indtil det øjeblik - ubevidst drøm eller forestilling, og så en ydre sproglig og visuel impuls. Han så i det øjeblik et billede af sig selv udføre det spektakulære kunststykke på et tidspunkt i fremtiden. Fik en ny ide, og satte sig for at realisere den.
   Beskrevet og forstået sådan, er der tale om blending: to adskilte konceptuelle rum der giver input til et tredje output-rum gennem integration og komprimering af virkelighed og fantasi, af nutid og fremtid, af et aktuelt "jeg" med et "fantaseret jeg".
   Og analogt med det kan vi så også forstå den steppebrand af demonstrationer og oprør der breder sig i Mellemøsten, som en kreativ proces. Indtrykkene fra tv af de andres oprør, matcher de drømme vi også har, og som output kommer forestillingen om en fremtidig situation hvor vi også gør oprør og det lykkes som i Egypten og Tunis.

I øvrigt noterer jeg at filmen "Man on Wire" genremæssigt er et blend - en dramadokumentar; blandt andet er den scene med "Phillip Petit" i tandlægens venteværelse en rekonstruktion. Og jeg lærer et nyt ord fra dramaturgiens værktøjskasse: en heist film.
A heist film is a film that has an intricate plot woven around a group of people trying to steal something. Versions with dominant or prominent comic elements are often called caper movies. They could be described as the analogues of caper stories in film history. Typically, there are many plot twists, and film focuses on the characters' attempts to formulate a plan, carry it out, and escape with the goods. There is often a nemesis who must be thwarted: either a figure of authority or a former partner who turned on the group or one of its members.
Nemesis holdt sig dog - heldigvis - væk fra Phillip Petit.
   Men ikke fra World Trade Center mange år senere.

Når blandingsgenren "skiller" - om DR1 tv-reality-dokumentar-serien "Blod, sved og T-shirts"

Det her blogindlæg tager afsæt i et tv-program jeg så i går på DR1: "Blod, sved og T-shirt". Det var nummer 4 i en serie på vist nok 8. Selv om jeg af flere grunde var interesseret, så valgte jeg ikke at se de første programmer - på grund af avisens forannoncering.
   Når jeg så alligevel valgte at se det i går, så var det fordi der i Politiken den 17. februar var en kronik med rubrikken "Blod, sved og underholdning". Den var meget kritisk over for det første program og var skrevet af Ravinder Kaur som er lektor ved Københavns Universitet og forfatter. Af billedet og navnet at dømme, er hun af indisk oprindelse.
   Der var ingen vej uden om: Jeg måtte se programmet, der ud fra forannonceringen at dømme blandede dokumenteret virkelighed med iscenesat virkelighed.

I flere faglige sammenhænge har jeg i detaljer beskrevet genren og dens konstruktionsprincipper, og  altid her forholdt mig nøgternt analyserende til den. Og i perioder har jeg med fornøjelse set og fulgt flere af serierne, vel vidende at mange i mit grønne segment har forholdt sig negativt afvisende til den slags "trash tv" eller "følelses-porno". Men "Blod, sved og T-shirts", de udsendelser vil jeg ikke se flere af. En var nok.
  Skilt sovs!

En af de tv-blandingsgenrer - med det sigte at fascinere og underholde - som stormede frem på alle kanaler i slutningen af 90´erne, var reality-showet - med "Big Brother" og "Robinson" som pionerer og frontløbere. På det seneste har "Paradise Hotel" været i journalisternes søgelys og tiltrukket mange unge seere. Og de superpopulære fredagsbaskere: "Vild med dans" og "X-faktor" - hører også til reality-show-familien.
   Kendetegnende for denne faktionsgenre er iscenesættelsen af sociale og socialpsykologiske eksperimenter med mennesker som så følges og filmes som en slags dokumentar - eventuelt i kombination med et sceneshow. Eksperimentet skal gennem indlagte konkurrencer, opgaver, udfordringer og provokationer presse deltagerne til at vise stærke følelser i ord og grænseoverskridende handling. En amerikansk tv-producer har karakteriseret genren som "unscriptet drama".

Genren der jo altså blander fakta og fiktion gennem iscenesættelse af medvirkende i forskellige "virkeligheds-plot", har seriøse forløbere i DR TV - tilrettelagt og produceret af nogle af de mest kreative mennesker jeg har mødt i mit liv: Poul Trier Pedersen med sine spontanspil, fx "Søens Folk", "Opspind", Poul Martinsen med nogle af sine eksperimenterende dokumentarprogrammer, fx  "Broen" og "Dagbog fra en Fristad", og nogle af Ungdomsredaktionens udsendelser, fx "Vinduesrækken, "Ungdomsbrigaden", "I sandhedens tjeneste" (af og med Poul Nesgaard). Og så sent som for fire år siden, inspireret af den moderne udvikling af reality-genren, forsøgte Poul Martinsen sig med hvad han selv betegnede som en "reality-dokumentar"-serie: "Krigerne" - med det seriøse formål at dokumentere at alle mennesker kan forledes til at udvise regulær ondskab under de "rette" omstændigheder - a la det der foregik i Abu Greif-fægslet i Irak.

Både til underholdningsformål og med et mere alvorligt dokumentarisk sigte, er der tale om en blended genre, hvad også den sammensatte genrebetegnelse peger på: reality + show. Og således præsenteres "Blod, sved og T-shirts" officielt - netop som et eksperiment med mennesker:
Fem unge storforbrugere af tøj har sagt ja til at deltage i et eksperiment. De bliver kastet ud i Indiens benhårde tøjindustri. Her skal de kæmpe for at overleve på en indisk arbejders løn. Men kan de klare at producere det tøj, de selv og resten af Vestens befolkning går i?
Når reality-programmer fungerer bedst, så arbejder indhold, form og udtryk integreret sammen med ideen (=plottet). Selv om historierne er konstruerede og virkeligheden iscenesat, så leverer de mest vellykkede reality-show en intensitet og en autenticitet som gør at de faktisk får en  slags dokumentarisk værdi, så seerne får indsigt i nogle sider af den menneskelige psyke og nogle socialpsykologiske mekanismer som de kan spejle sig i - og dermed måske blive lidt klogere af.

Det går - desværre - helt skævt i "Blod, sved og T-shirt". Og det er livsstil- og fakta-redaktøren Gitte Tække helt klar over, for hun siger besværgende på på programseriens hjemmeside:

"Blod, sved og T-shirts giver et sjældent indblik i de vilkår inderne arbejder under. Den indsigt programmet giver, sætter tanker i gang om, hvordan det tøj vi har på, faktisk bliver produceret under meget umenneskelige arbejdsforhold."

"Sjældent indblik", "sætter tanker i gang". Det er legitimerende ønsketænkning fra redaktørens side.

De 5 unge medvirkende danskere i programmet virker uægte og deres reaktioner overdrevne, og de indere de unge oplever som "modstandere": arbejdsledere, værtsfamilier, udlejere - forekommer instruerede. Og de andre indere - arbejderne - de fattige - får man ikke noget særligt indtryk af, de fungerer som ren kulisse.
   Hvis reality skal virke autentisk og til at blive klogere på mennesker af, så må man ikke som seer føle at deltagerne tænker på hvordan de fremtræder på skærmen. I "Blod, sved og T-shirt" har man hele tiden fornemmelsen af at de unge danskere spiller op til kameraet, og at de indiske medvirkende føler ubehag ved deres tilstedeværelse.
   Skilt sovs!

Kronikken konstaterer meget præcist: "Når programmet netop er optaget i Indien, er det formentlig blot et tilfælde. Det kunne lige så godt have været i Vietnam, Bangladesh, Cambodja eller et af de mange andre lavtlønslande, hvor der produceres vare til vesten."
   Selve eksperimentplottet tvinger rent dramaturgisk til identifikation med de unge danskere (hvis man overhovedet tror på dem), men ikke til identifikation med de fattige indere hvis situation redaktøren i citatet ovenfor håber og hævder vi får indblik og indsigt i. De er - og det er det ubehagelige ved konceptet - blot og bar kulisse og bagtæppe for de unge danskeres useriøse og tidsbegrænsede tumlen rundt.

Hjemmesiden på nettet bekræfter ens oplevelse af teater, ubehag ved rollerne og dårligt skuespil. Den afslører klokkeklart programmet som et dokumentarisk postulat. Læser man "Majas dagbog" som virker autentisk, så tror man ikke et øjeblik mere på udsendelserne som virkelighed.
   Kronikkens forfatter, Ravinder Kaur, slutter sin kronik med:
Har programmet nået sit mål om at inspirere ungdommen til forbruge mindre? Svaret er nej, hvis man forsøger at finde svar ud fra programmets hjemmeside. Hver af de medvirkende fortæller os om deres forbrug før og efter opholdet. I næsten alle tilfælde er der en minimal eller ingen forandring overhovedet i deres forbrugsmønster. (/) Har programmet igangsat en debat om fattigdom og forbrug blandt de unge? Hvis man ser på deltagernes gæstebøger på programmets hjemmeside, er svaret også nej. De fleste kommentarer er ting som : "Sandie, du er en hottie, skal vi ikke mødes snart?"
Det er en glimrende og meget oplysende kronik som jeg virkelig kan anbefale at man læser. Den kan nu findes og læses på siden: http://politiken.dk/debat/kroniker/article1198077.ece.
   Til gengæld kan jeg ikke anbefale at man ser resten af serien, men foreslå at man klager til DR´s livsstils- og faktaredaktør. Og til Danida som har sponsoreret serien. Den har ikke været billig, og jeg synes pengene kunne være brugt til noget bedre.

Jeg kan i stedet anbefale at man ser nogle af de verdensbilledlegatfilm som Danida også har sponseret.   Her er der som regel ikke problemer med autenticiteten, og mange af dem leverer samvirkende effektiv oplysning, identifikation og fascination på et højt dokumentarisk niveau. De kan findes og ses på:

http://www.youtube.com/user/udenrigsministeriet#p/c/2DE1B6CCF5B26316.

torsdag den 17. februar 2011

Når kreative vælgere blander de politiske blokkes redningsplaner....

Et lidt længere Ritzautelegram i Information i tirsdags, fanger min opmærksomhed på grund af rubrikken der kunne tyde på at den i hvert fald indirekte handler om kreativ conceptual blending. Under overliggeren "Genopretningsplan" står der: "Danskerne blander rød og blå plan". Og ganske rigtigt!
  Nyheden tager afsæt i en opinionsmåling på vælgerstøtten til henholdsvis den røde og den blå bloks planer for at hive Danmark ud af den økonomiske klemme som det internationale økonomiske sammenbrud udløste.
Hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller S-formand Helle Thorning Schmidt er lykkedes med at overbevise danskerne om, at de har fundet vejen ud af den økonomiske krise. Det viser en måling, som Gallup har lavet for Berlingske Tidende. (/) Mens Løkke vil afskaffe efterlønnen, og Thorning vil øge arbejdstiden, så foretrækker de fleste danskere at kombinere tiltagende fra rød og blå bloks økonomiske planer. (/) Iføgle målingen er en tredjedel af vælgerne fortaler for den ide.
Vi gennemkører en hurtig frame- og blending-analyse. Vi har to mentale input-rum: den røde bloks plan og den blå bloks plan. Vi har to mentale frames som kendtegner de inkarnerede rød blok-vælgere og de trofaste blå blok-vælgere, og som gør at disse to vælgergrupper kun kan se det positive i deres egen bloks planer og har skyklapper på i forhold til at kunne se noget godt i den anden bloks planer, når de bliver spurgt, vel at mærke.
   Og så er der åbenbart en gruppe vælgere på godt en tredjdel som er åbne og kreative nok til at overskride de to mentale frames og etablere sig en tredje ny integrerende frame der muliggør at de bogstaveligt talt kan tænke ud af boksen og foretage en conceptual blending-tankeoperation der resulterer i et mentalt out-putrum hvor findes elementer fra begge planer.
   "Den tredje vej", kunne man være fræk og fristet til at sige, og så i øvrigt jævnføre med arkitekt Bjarke Ingels manifest som jeg citerede to blogindlæg tilbage.

"Setup", "frame(up)", "plant(ering)" - om sammenfald mellem krimiens og dramaturgiens begreber - og den kreative proces

Jeg læser mange krimier, har gjort det siden min barndom, og er ret kræsen. For øjeblikket forlyster jeg mig med en serie krimier af den amerikanske forfatter Michael Connelly, der - som mange af de moderne krimiforfattere - har en fortid som avisreporter. MC´s "beat" som journalist var politi- og kriminalstoffet på Los Angeles Times.

Det som slår mig når jeg læser disse politiromaner, er hvordan der er et sammenfald mellem udtryk hentet i dramaturgiens teminologi og udtryk som gang på gang bruges i forbindelse med opklaring af kriminalitet.
   I krimierne bruger de udtrykket: "He set me up" - i betydningen at nogen har tilrettelagt en række falske, men tilsyneladende autentiske spor eller beviser sådan at politiet er blevet forledt til at tro at "han" er skyldig i den forbrydelse som var under efterforskning.
   I næsten samme betydning bruges orde "frame", som jeg jo har brugt tit i denne blog i betydningen: en tolkningsramme eller kategorisering som blandt andet styrer journalistens tænkning og vinkling under arbejdet med en historie, og som begrænser søgningen efter hvad der i forhold til en research er relevant for at nå frem til en historie og en vinkel.
   I sammenhæng med kriminalitet og forbrydelser kan man imidlertid sige: "It´s a frame", "I was framed", som synonymer til formuleringer mede set up. Wikipedia skriver:
frameup or setup is an American term referring to the act of framing someone, that is, providing false evidence or false testimony in order to falsely prove someone guilty of a crime. It is possibly derived from the English word frame, meaning to cause someone innocent to appear guilty by "putting the person in a picture frame of suspicion". Sometimes the person who is framing someone else is the actual perpetrator of the crime. In other cases it is an attempt by law enforcement to get around due process. Motives include getting rid of political dissidents or "correcting" what they see as the court's mistake. Some lawbreakers will try to claim they were framed as a defense strategy. The term comes from the criminal subculture, with an early version being the claim that "someone is trying to put me in the frame," as in a picture frame.
I krimifiktion bruges de samme begreber derfor naturligvis også som noget af det der skaber spænding. Wikipedia:
Frameups are often used as a fictional device. An innocent party trying to prove that they have been framed for a crime is a popular theme in literature, film, and television. An example of such a storyline is the TV series,The Fugitive, later remade into a 1993 film starring Harrison Ford as the doctor trying to prove that it was not he who killed his wife, but rather a one-armed man who set him up.
I alle tilfælde handler det altså om at nogen skjuler en viden eller en sandhed for andre ved at tilrettelægge virkelighedens overflade så den illuderer eller indikerer en anden sandhed. Og altså typisk i en ond mening: en falsk sandhed, en virkelighedsillusion.
   For at kunne udnytte den mekanisme, kræver det en særlig type kreativitet hvor nogen ved fantasiens hjælp kan forestille sig hvordan andre naturligt vil slutte fra tilsyneladende spor og indicier til en kategorisering: "skyldig", "forbryder", "morder." Sådanne falske spor og indicier kaldes også "a plant", og man vil med terminologien fra før kunne sige: "he was framed as guilty in the murder by different plants."

I dramaturgiens terminologi kobles set up sammen med pay off, og betyder så noget i retning af: en scene/en replik/en rekvisit som introduceres tidligt i fortællingen, men på det sted/tidspunkt ikke tillægges andet end "lokal betydning", og som så senere, ofte i hovedscenen eller klimaks, bliver afsløret  som en kamufleret "forberedelse" til noget senere - pay off - der har afgørende betydning for udfaldet af historien. Dette afgørende pay off vil for publikum have karakter af en aha-oplevelse - et sandhedens øjeblik. 
   Her et illustrerende citat fra en webside der i øvrigt også handler om "tilbage til fremtiden" som mit foregående indlæg: http://backtothefuture.wikia.com/wiki/Setup_and_payoff:
Setup and payoff is a technique used in storytelling, particular in humor, in which a seemingly irrelevant detail or statement is "set up" early in the story, and has an importance that becomes very clear later (i.e. "pays off") later.Back to the Future was praised as a film so tightly written that not a single line of dialogue has been wasted. Writers Bob Gale and Robert Zemeckis employed the technique in the other parts of the trilogy, even to the extent of setting up a sequence in one film and having the payoff come later. One of the more visible examples began inPart II, when Jennifer is in 2015 and hears an elderly Lorraine McFly talk about how Marty's life was ruined by "the accident with the Rolls Royce". Fans waited eight months to see the payoff in Part III, as Marty decides not to race against his friend, watches the outcome, and tells Jennifer "I would have hit that Rolls Royce!
Det handler om vidensdistribution i forhold til forskellige instanser i fortællingen: Den der tilrettelægger - den implicitte fortæller - ved at hans "plantede" set up skal pege frem mod et ordentligt og overraskende pay off. Hovedpersonen ved det ikke - og skal ikke vide det før det planlagte pay off indtræder i handlingsforløbet. Og publikum ved det heller ikke, men må gerne ane det ubevidst - "gennem maven".
   Det klassiske eksempel fra teaterdramaturgien beskrives sådan: "Hvis der hænger et gevær på væggen i første scene, skal det være fyret af senest i sidste scene."
  
Den kreative proces handler jo også om vidensmangel og videns-distribution - og på en vis måde også om "tilbageholdt viden". Når inkubationsfasen indledes, så er det på det tidspunkt hvor det er klart at ny viden i form af en løsning på et problem, ikke kan leveres ad traditionel vej - gennem kendt lineær logik og rutinemæssige problemløsnings-strategier. Der er et "videnshul".
   Fasen inden inkubationen fungerer altså ligesom dramaturgiens set up. Der ligger en skjult (="tilbageholdt") uventet og overraskende løsning et sted i alt den information der er akkumuleret, men den bevidste tænkning kan ikke kan koble de rigtige videnselementer sammen til en løsning.
   Under den ubevidste ikke-lineære problemløsningsproces finder hjernen et match ved at søge på tværs af konceptuelle grænser, og herunder finder og sammenkobler den konceptuelle rum der er lagret langt fra hinanden, hvorefter der foregår en konceptuel integration og komprimering af elementer fra disse rum.
   Løsningen som optræder som en aha-oplevelsen har - det er mit postulat - altid karakter af et "konceptuelt blend" der matcher det "videnshul" som blev oplevet inden inkubationen.

onsdag den 16. februar 2011

Tilbage til fremtiden - kreativ faglig formidling af mediescenarier

En af de ting som er sjove ved at arbejde tematisk og forfølge et begrebsmæssigt tema eller spor over lang tid, er at det pludselig vrimler med uforklarlige sammenfald. Man får installeret en automatisk "søgemaskine" i underbevidstheden der hele tiden skanner artikler, situationer, møder, begivenheder - som  "minder om" eller "har noget at gøre med" - det man lige har tænkt eller lige har skrevet.
   Jeg oplevede det da jeg for nylig skulle forberede et oplæg om faktion for mine kolleger på RUC, og pludselig fandt jeg aktuelle eksempler og debatter overalt. Og jeg har oplevet det gang på gang i forbindelse med denne blog om kreativitet.

Sidste torsdag skrev jeg et indlæg med rubrikken: "Kontrafaktisk historieskrivning og tilbageskuende fremtidshistorie - to kreativitetskrævende genrer." Og netop "derfor" fanges jeg igår af en rubrik i Politken - deres nye mediesektion: "Tilbage til mediefremtiden", som er en anmeldelse af Henrik Palle af en bog redigeret af en af mine gamle kolleger: Anker Brink Lund, og af en af mine gæstelærere på SDU: Stig Andersen. Bogens titel er: Tilbageblik fra 2020.
   I forlagets pressemeddelelse omtales den så jeg siger: Jamen nu igen: fremtidsscenarioer fortalt som historieskrivning set fra et forestillet tidspunkt ude i fremtiden:
Hvordan ser medievirkeligheden ud i 2020? Det spørgsmål besvares som regel med enten utopier om teknologiske landevinger eller dystopier om en gold fremtid, hvor ingen længere kan læse, og den demokratiske debat er afløst af talentshows. Ingen af delene er særligt interessante. Redaktørerne Stig Andersen og Anker Brink Lund har derfor valgt en anden tilgang. De har bedt en række meningsdannere, fagfolk og eksperter om at skrive som om de sad i år 2020 og derfra kunne kigge tilbage og diskutere, hvorfor og hvordan samfundet udviklede sig, som det gjorde, og ikke mindst hvilken rolle medierne spillede for udviklingen.(/) Resultatet er en debatbog i form af et kalejdoskopisk billede af en mulig mediefremtid baseret halvt på fakta og halvt på kvalificerede gæt om udviklingen. Hvad sker der med aviserne? Er public service definitivt et levn fra fortiden eller skal begrebet bare tænkes på en helt anden måde? Kommer vi nogensinde til at læse bøger på papir igen? Og hvad med den offentlige debat? Nogle af bidragene er positive andre er negative, men fælles for dem alle er en klar bevidsthed om, at alting kommer til at se meget anderledes ud om meget kort tid. Bidrag fra bl.a. Lasse Jensen, Lars Olsen, Jens Thorhauge og Christian Nissen.
Det er klart det er en form for faktion: "baseret halvt på fakta og halvt på kvalificerede gæt."

Henrik Palle er i anmeldelsen nogenledes positiv: "Selve bogens greb, som titlen afspejler, er helt grundlæggende godt tænkt. Det giver fokus og samling at lade teksterne være skrevet i retrospekt, selv om det sker på skrømt."
    Effekten ved det retorisk-fortællemæssig blending-greb -"retrospekt på skrømt" - skulle jo gerne være den samme som den jeg oplevede da jeg sidste onsdag læste debatartiklen: "År 2010 med S og SF ved magten": en aha-oplevelse. Pludselig forstår man noget i sin nutid på en ny måde i kraft af det særlige omvendte perspektiv som den tilbageskuende historieskrivning fra en fingeret fremtid giver.
    Men det fungerer ikke rigtig i Ankers og Stigs bog, ifølge Henrik Palle:
Det hele forekommer i det hele taget særdeles ædrueligt og velfunderet. Og det er måske nok her, at antologien falder fra hinanden og begynder at blive lidt træls. For der står ikke for alvor noget, man ikke kan forestille sig. Ingen af bidragyderne maler et billede, hvor man for alvor får halvbrillen af  og udbryder: Det var lige godt satans!
 Har han ret - ingen aha-oplevelse - så er det lige godt ærgerligt.
   But yuo can´t win them all, Ankermand.

En særligt kreativ personlighed - arkitekt Bjarke Ingels - og hans blending-filosofi

Da jeg havde skrevet indlægget i lørdags om moderne blending-arktiektur der sluttede med omtale af tegnestuen BIG, sad jeg og tænkte: Hvem står egentlig bag? Det ville jeg så researche mandag. Men på Politikens side 2 mandag har deres arkitekturredaktør Karsten R.S. Ifversen gjort arbejdet for mig - i et  portræt med rubrikken: "Arkitekturmand slår til over hele verden igen og igen.

BIG står for "Bjarke Ingels Group", og lederen af tegnestuen hedder Bjarke Ingels. Han var den ene af partnerne i tegnestuen PLOT, som jeg husker for flere kreative og fornyende projekter - og så på grund af det gode navn der refererer til et af dramaturgiens centrale begreber som jeg bl.a. har skrevet om i artiklen: "Når plottet driver værket - Om plottets betydning i gode historier, gode film og gode tv-programmer", Susanne Kjærbeck (red.): Historiefortælling - i praktisk kommunikation. (2004).

Artiklen i Politiken er en heltehistorie og vinklen er at med den fart han har haft på som arkitekt, stadig kun 36 år gammel, så burde han snart være udbrændt, men nej, tværtimod, han fortsætter vejen mod stjernerne i superhøjt kreativt tempo.  
   Faktaboksen fortæller at han er inspireret i sin arkitekturfilosofi af et ophold på en hollandsk tegnestue OMA. Og i artiklen får vi at vide at Bjarke Ingels er "en gudsbenådet formidler, der kan gøre tilblivelsen af et design til et rent drama."
   Han arbejder "konceptuelt fra grunden" fortæller Karsten Ifversen. Og den unge arkitekturstjerne taler om "arkitektonisk alkymni, hvor han ved at blande forskellige programmer, f.eks. et parkeringshus med en bolig i Bjerget, opnår kvaliteter for både billister og beboere, som ingen ville have fået hvis de var adskilt." For mig at se, formulerer journalisten her på Bjarke Ingels vegne næsten defintionen på den tankeoperation jeg har omtalt om og om igen i denne blog: blending.
   Karsten Ifversen er dog en smule forbeholden: "Prisen for denne pragmatiske tilgang til arkitekturen, (...) er at konceptet altid synes at komme forud for udførelsen."
  Men det er i hvert fald vand på min mølle: om og om igen i min undervisning og specialevejledning af journaliststuderende har jeg prædiket: "konceptuel tænkning før handling" - altså: "formuler et koncept før I går igang med at producere", ." Så Bjarne Ingels "is my man".
  Og Bjarke Ingels formulerer selv til et internationalt publikum sin blending-filosofi på arkitekturens  slagmark - "den tredje vej", her citeret fra Wikeipedia:
Historically the field of architecture has been dominated by two opposing extremes. On one side an avant-garde full of crazy ideas. Originating from philosophymysticism or a fascination of the formal potential of computer visualizationsthey are often so detached from reality that they fail to become something other than eccentric curiosities. On the other side there are well organized corporate consultants that build predictable and boring boxes of high standard. Architecture seems to be entrenched in two equally unfertile fronts: either naively utopian or petrifyingly pragmatic. We believe that there is a third way wedged in the nomansland between the diametrical opposites. Or in the small but very fertile overlap between the two. A pragmatic utopian architecture that takes on the creation of socially, economically and environmentally perfect places as a practical objective.
"Overlap between the two." - netop  det der kendetegner et konceptuelt output-rum der indeholder nyt idet det trækker på konceptuelle elementer fra to ellers klart adskilte input-rum.

Fast Company Magazine har 2010 kåret ham som en af verdens 100 mest kreative mennesker:

Og her får jeg så også en overraskelse - aha! Han er blevet fundet værdig til at være hovedperson i en tegneserie:



Arkitekturformidling i tegneserieform: blending igen

mandag den 14. februar 2011

Revolutionens dramaturgi og det unge Egyptens aha-oplevelse - YES WE CAN!

Jeg har tidligere været inde på at der er klare strukturelle ligheder - isomorfi - mellem den grafiske fremstilling af dramaturgiens berettermodel og kreativitetspsykologiens grafiske model af flowtilstanden. Men der også en slags isomorfi mellem berettermodellen og modellen af faserne i den kreative proces: 


- Problemrejsning/-formulering
- Informationssøgning/eksperimenteren
- Mætning/frustration
- Inkubation/modning
- Oplysning/indsigt/sandhedens øjeblik (=aha!)
- Verifikation/realisering

Den lighed er naturligvis ingen tilfældighed. Det er heller ingen tilfældighed at når man læser om den egyptiske revolutions start og udvikling i Information i dag den 14. februar, så ligner forløbet til forveksling faserne i den kreative proces. Rubrikken på forsiden af avisen, referer netop til dramaturgien: "Revolutionens nye drejebog".
   Har man set fjernsyn er der ingen tvivl om at de unge egyptere på Tharir-pladsen har gjort erfaring med en aha-oplevelse, en oplevelse af indsigt og ny forståelse som er resultatet af en kollektiv kognitiv udviklingsproces der er foregået "skjult" under en "inkubationstid" på nettet, en inkubationstid som følger efter en kollektiv oplevelse af frustration over udsigtsløsheden, systemtvangen og undertrykkelsen.
   Aha-oplevelsens indsigt indeholder nogle tydelige faktorer: Vi er mange, vi kan kommunikere indbyrdes, vi står sammen, vi har et fælles mål - og systemet bryder sammen. Og oplevelsen fører til ny selvtillid, som glimrende dækkes af Obamas slogan i sin revolutionerende valgkamp: YES, WE CAN!
   Det begynder med nogle få mennesker der foråret 2008 på Facebook opretter en gruppe, og derigennem opfordrer til generalstrejke den 6. april i solidaritet med arbejdere i byen Mahalla og i protest mod de stadigt dårlige livsbetingelser. Strejken bliver slået ned med hård hånd, men Facebookgruppen levede videre på nettet som  6 april-bevægelsen, og gruppen nåede for to år siden op på 70.000 medlemmer, og bliver kernen om de tanker som - uden for den etablerede og censurerede egyptiske medieoffentlighed - udvikles via de digitale medier og platforme om mulighederne for frihed og kravet om systemomvæltning.
   En anden facebook-gruppe der blev oprettet juni sidste år i solidaritet med en ung aktivist der blev myrdet af det egyptiske politi, får meget hurtigt kæmpetilslutning. Få timer efter lanceringen er den oppe på 50.000 medlemmer, den 21. januar havde den 100.000 medlemmer, dagen før den første demonstration den 25. januar havde den 300.000 medlemmer. Og to dage før systemet giver sig og Mubarak træder tilbage, den 9. januar, var den oppe på 640.000 medlemmer.
   Man kan betragte tiden fra den første facebookgruppe blev oprettet som en inkubationstid. Da den anden gruppe bliver oprettet er tiden moden og udløsningen i form af demonstrationer bliver eksplosiv. Ingen tvivl om at Tunis-revolutionen i ugerne inden har fungeret som inspiraton - en præ-aha-oplevelse: Hvis de kan, kan vi også!
   Det er klart at det der har blokeret for indsigten og oplysningen er frygten. Da den forsvandt - aha - vi er frie og stærke og uovervindelige - udløste det kreativ aktion og handling. Frygt og angst er kreativitetens fjende nummer et. Og det der fjerner den her er det jeg andet steds har kaldt kreativ vrede.

Inden for moderne dramturgi har man begrebet "the watercoolermoment", som refererer til den scene i en tv-udsendelse som medarbejderne i virksomhederne snakker om dagen efter på gangen ved den fælles watercooler-dunk af gennemsigtigt plastik som alle moderne virksomheder stiller til rådighed for de ansatte. Sådan et "moment" - et dramaturgisk vendepunkt eller et klimaks - skal der være i ethvert tv-program som skal kunne klare sig i konkurrencen.
   Jeg har læst at egypterne selv kalder det tidspunkt i udviklingen hvor deres frygt var væk, for "Berlinmomentet" - refererende til tidspunktet for Berlinmurens fald.

Pointen i dette blogindlæg er at der åbenbart er isomorfi mellem dramaturgiens spændningskurve, faserne i den kreative proces, og stadierne i en revolutionær udvikling.
   Tidligere da jeg var med til at tilrettelægge redaktionsudvilingskurser/-forløb i DR-regi, brugte vi bevidst berettermodellen som matrice for opbygningen. Så et pædagogisk udviklingsforløb hvor medarbejderne ender med at "tage skeen i den anden hånd" og vælte om på redaktionelle rutiner og normer, og kreativt tager kampen op med konkurrenter, det forløb hører også til i familien af isomorfe udviklingsprocesser.

søndag den 13. februar 2011

Smil til verden, og verden smiler tilbage - genkendelsens glæde - glæden ved at noget mathcher - og mimesis-begrebet

Jeg går på gaden, ser en sød kvinde som jeg ikke kender. Føler lyst til at smile til hende, får øjenkontakt - og smiler. Og i ni ud af ti tilfælde, smiler hun tilbage i forbifarten. Den erfaring, som jeg utvivlsomt deler med de fleste mennesker, bliver jeg mindet om ved en artikel i Søndagspolitikens tillæg "Viden" fra for en uge siden. Rubrikken er mystificerende: "Smilet lægges i gådefulde folder". Manchetten fanger min interesse. "Mennesket er kun lige begyndt at forstå smilets hemmeligheder. Nye undersøgelser bekræfter en teori om at hjernen kan skelne ægte smil fra falske, fordi vi automatisk spejler ansigtsudtrykket hos den, der smiler til os."
   Triggerordet for mig er "spejler". Og så det med "ægte" og "falsk".

En af de hjerneforsknings-videns-indvindinger som jeg flere gange har fremhævet i tidligere indlæg, er opdagelsen af spejlneuronerne, nogle særlige hjerneceller som både aktiveres ("lyser op" ved scanning) når vi selv gør eller planlægger at gøre en bevægelse, og når vi ser et andet menneske udføre en tilsvarende bevægelse.
   Den hjernemekanisme er sandsynligvis en afgørende forudsætning for det at vi kan identificere os med andre, for at vi kan genkende noget af os selv i andre når de giver udtryk for følelser,  og for at vi kan leve os ind i personer vi ser på film eller på en teaterscene - "blive grebet", som det hedder. Og også forudsætningen for at vi når vi ser os i et spejl, ser og genkender os selv.
   Men den modsatte mekanisme fungerer også: Når vi ser en anden gøre noget, aktiveres det center i hjernen som forbereder den tilsvarende handling hos os selv, uden at vi dog rent faktisk behøver at udføre den. Men vi får altså klart en impuls til at udføre den tilsvarende "spejlende" handling.
   Det er en kendt iagttagelse at folk der fx sidder over for hinanden ved et bord og snakker sammen, tenderer til - ubevidst - at spejle hinandens kropsstilinger og gestus: Hvis den ene lægger armene over kors, gør den anden det også, læner den ene sig tilbage, gør den anden det også. Psykologerne taler om at der opstår rapport mellem de to gennem deres kropssprog. Og det er indlysende at det også er noget lignende der sker ved at et smil automatisk besvares med et smil.

På nettet finder jeg en artikel fra Tidens Kvinder, med rubrikken "Forførelsesens Kropssprog", der fortæller kvinder hvordan de ved at være bevidste om deres kropssprog og udnytte det man ved om hvordan kropslig spejling ubevidst virker, lettere kan score en mand. Artiklen fortæller bl.a.
Hvis du som kvinde føler dig draget af en mand, vil du helt uden at tænke over det begynde at efterligne ham. Sidder han med korslagte ben, gør du pludselig også. Hvis han tænder en smøg, rækker du også ud efter din cigaretpakke. Denne spejling er meget kraftfuld og virker på to måder: Jo stærkere tiltrækning, du føler, jo mere vil du kopiere, og jo mere, du kopierer, jo kraftige bliver følelsen af samhørighed – også fra hans side. Derfor er spejling en del af kropssproget, som du kan bruge bevist til at nærme dig en anden person. Han vil føle sig forstået og tryg, hvis du spejler hans gestus og mimik – men pas på ikke at blive en total copy cat. Det virker kunstigst og påtrængende.
Pointene er altså her at spejlingen ikke fungerer som en der forstærker den gensidige empati hvis de spejlende handling forekommer uægte.

Og det er faktisk det som artiklen i Politiken handler om. At der er forskellige slags smil, og at smil genkendes som smil ved at man imiterer den andens smil. Der findes forskellige slags smil som aktiveres i forskellige hjernecentre: et forlegent smil, et smil af lykke (som når man ser sit lille barn glad løbe rundt og lege), et venskabeligt smil (som familie og venner mødes med), og fx et uægte smil (som det man udsættes for i en forretning af en professionel sælger). Og åbenbart finder man ud af hvilket smil man møder hos den anden, ved mentalt i hjernen - ubevidst og automatisk - at "mærke efter" hvilket center der aktiveres i forbindelse med det smil man møder:
Et glædessmil ledsages for eksempel af aktivitet i hjernens 'belønnings'-kredsløb, og bare det at se på sådan et smil kan aktivere nogle af de samme nervebaner hos den der ser det. Når man efterligner et venskabeligt smil, sættes en anden hjerneaktivitet i gang, nemlig den del af hjernen, der kaldes den orbitofrontale hjernebark, som sætter os i stand til at skelne vores følelser for mennesker, vi har et nært forhold til, fra vores følelser for andre mennesker. Den orbitofrontale hjernebark bliver for eksempel aktiv, når forældre ser deres egne spædbarn smile, men ikke når andres børn smiler. (/) "Når vi tager andre menneskers smil til os, bliver vi ikke alene i stand til at genkende dem. Vi bliver også i stand til at genkende falske smil. Når vi ubevidst efterligner et falsk smil, mærke vi ikke den samme hjerneaktivitet, som når smilet er ægte. Og denne ubalance fortæller os, at der er noget galt", sige Paula Niedenthal.
Jeg har lige været på en charterferie, og der var en del unge ægtepar med. Og jeg blev endnu en gang fascineret af det fænomen at så mange unge ægtefæller ligner hinanden utroligt meget i ansigtet. Ansigtstrækkene virker nærmest som kopier af hinanden, trods kønsforskellene: de samme øjne med sammen omgivelser, den samme form på næsen, og ikke mindst den samme mund, læber, smil og tænder. Det er som om de har set sig i et spejl når de har mødt og set den anden, og sagt: Der er hun/han(=jeg)!
   Der må  være tale om forhold der er startet med en slags genkendelsens glæde. En slags aha-oplevelse ved at den anden matcher ens eget spejlbillede. Og alle disse ægteskabsforhold må utvivlsomt være igangsat gennem udveksling af ægte smil, som har aktiveret det samme "forelskelsescenter" og udløst særlige "lykke- og kærlighedshormoner" i hjernen hos dem begge.
   Wikipedia fortæller det sådan:
Forskerne har fundet ud af, at intens romantisk forelskelse, som fysiologisk foregår i højre hjernehalvdel, har mere at gøre med aspekter som motivationbelønning og drivkraft end det har med følelser og sex at gøre. I dag kan forskerne pege på lige netop de to områder den menneskelige hjerne, der sørger for at gøre os forelskede: Det såkaldte VTA-område (Ventral Tegmental Area) - i bunden af hjernen og nucleus caudatus i midten af hovedet. Begge områder er vigtige for hjernens system for motivation, belønning og drivkraft og er involverede i produktionen af stoffet dopamin, der blandt andet er med til at skabe intens lykkefølelse i os. Det forklarer også, hvorfor en forelsket person føler sig drevet til at vinde sin elskede. Også stoffet serotonin har en vigtig rolle, fordi det regulerer vores humør. Jo højere produktion af serotonin i hjernen, jo gladere er vi. Forelskelsens styrke og det faktum, at VTA-området og nucleus caudatus tilhører den primitive del af hjernen, som vi til dels har tilfælles med andre pattedyr, får forskerne til at konkludere, at forelskelse slet ikke er en følelse, men at der er tale om en primitiv drift.
Bemærk især at "forelskelsesmachet" lokaliseres i højre hjernehalvdel, den del som i kreativitetsforskningen forbindes med kreative kognitive processer; og at de stoffer der spiller med i oplevelsen: dopamin og serotonin også er dem som bliver aktiveret kreativitetsteoriens flow-tilstand.

I et af de foregående blogindlæg blev jeg klar over at en del af (måske alle) de forskellige typer af aha-oplevelser som man kunne opregne og identificere som sådanne, bestod i at man oplevede et match efter en søgeproces, ligesom når politiet har fundet et fingeraftryk på gerningsstedet, og derefter finder et match i deres fingeraftryksarkiv. Eller når man lægger et puslespil og der er et "hul" - en tom plads til en brik, og man så finder den brik blandt de løse som matcher formen på den tomme plads: Der var den, den matchede! Eller hvis man har en lås i en yderdør, og det er mørkt, og man så prøver de forskellige nøgler i ens nøgleknippe i låsen, indtil man finder den der matcher, så man kan låse døren op.

En lang række af kreativitetpsykolgiens test-opgaver som de bruger til at spotte om folk kan "tænke ud af boksen"- altså kan tænke kreativt, går præcis ud på at finde ud af om testpesonen hurtigt kan finde et "match" i forskellige opgaver. Eksempelvis:
Hvilket enkelt ord giver sammenhæng til: hul, farve, kat? Svar: sort! Hvilket enkelt ord giver sammenhæng til: æble, svaghed, slange? Svar: Paradis!

Her runder jeg så af ved at komme i tanker om det oldgamle græske begreb: mimesis, der betyder efterligning, imitation - og som er beslægtet med begrebet og fænomenet at mime. I forbindelse med kunst, litteratur, malerkunst, teater, billedhuggerkunst, refererer begrebet til at kunsten skal ligne eller efterligne virkeligheden for at virke overbevisende og forløsende på publikum. Altså i en eller forstand matche publikums bevidste eller ubevidste forstillinger om virkeligheden - og om sig selv og sine medmennesker.
   I lyset af det foregående om spejling, så indebærer det virkelighedsefterlignende i for eksempel en teaterforestilling at vi lever med i den og bliver "opslugt" af den fordi der i hjernen aktiveres de samme centre som hvis vi selv havde udført de handlinger vi ser på scenen, samtidig med at der udløses et spektrum af forskellige følelsesstimulerende stoffer.
   Jeg kommer til at tænke på de helt store mimikere som jeg i årenes løb har set på scenen og i biografen: Marcel Marceau og Dario Fo, for eksempel. Hvordan det kan løbe en koldt ned ad ryggen når man ser mime-kunstneren efterligne bevægelser som i den grad matcher det alle meneske gør når de gør det de gør.
   Og så er der jo spørgsmålet om ægte og uægte. Det er ikke bare noget der er vigtigt i smilende forhold mellem mennesker. Sådan taler man også om kunst: Er det ægte eller falsk, er det autentisk eller "gemacht"?
   Det må jeg vende tilbage til senere: Hvornår er et match alligevel ikke et rigtigt match?