Dansk Jugend-stil - Jens Lund - formkonstanter og synæstesi - og andre historier

Jens Lund. Duft, der synger... Flammer, der ler. 1903-04

I Weekendavisen fra den 8. august var der i kultursektionen en anmeldelse af en kunstudstilling på Vejens kunstmuseum med titlen:

Jens Lund - Mesterlige art nouveau-arabesker

Jeg spidser straks øjne på grund af opslagets illustrationer. 'Art nouveau' eller 'jugendstil' er simpelt hen min favoritstilart, en stilart og kunstretning som jeg siden ungdommen har været betaget og fascineret af, og som jeg også flere gange har skrevet om her på blokken.

   Men navnet Jens Lund sagde mig ikke noget. En dansk tegner og illustrator der levede fra 1871 til 1923.

   Men da jeg så gik ind på museets opslag på nettet om udstillingen og så et stort udvalg af Jens Lunds tegninger, så tænkte jeg straks at her var (også) en kunstner hvis billeder var mere eller mindre 'gennemsyret' af  såkaldte "formkonstanter".

http://www.vejenkunstmuseum.dk/Dansk/samlingen/jenslund/jl%20intro%20til%20kunsten.htm

I et tidligere indlæg om 'maleridstillingens dramaturgi' sluttede jeg teksten med den hypotese at van Gogh og flere andre billedkunstnere jeg havde skrevet, om var synæstetiker, og at deres specielle formsprog - delvist? - var styret af hjernens såkaldte 'formkonstanter' ("form constant"), et begreb og et fænomen som den tysk-amerikanske psykolog Heinrich Klüver havde beskrevet og givet navn i 1927.

   Jeg sluttede indlægget sådan her:

Som jeg ser det, så er de former for synæstesi som udfolder sig i figurer, mønstre og former, styret af disse 'formkonstanter' som er indbygget i hjernens visuelle set up.

  I malerier af Hilma af Klint, Kandinsky, van Gogh og Hundertwasser, som alle tilskrives at være synæstetikere, kan man uden større anstrengelser efterspore at formkonstanter er mentale og konceptuelle medspillere i deres kunst.

Wikipedia beskriver 'form constant' sådan her:

A form constant is one of several geometric patterns which are recurringly observed during hallucinations and altered states of consciousness.

   In 1926, Heinrich Klüver systematically studied the effects of mescaline (peyote) on the subjective experiences of its users. In addition to producing hallucinations characterized by bright, "highly saturated" colors and vivid imagery, Klüver noticed that mescaline produced recurring geometric patterns in different users. He called these patterns 'form constants' and categorized four types: lattices (including honeycombs,checkerboards, and triangles), cobwebs, tunnels, and spirals.

Wikipedia artiklen er illustreret med denne figur:

An example of af form constant

En anden artikel viser disse illustrationer af de fire grundformer som Heinrich Klüver identificerede som værende de gennemgående i de hallucinationer forsøgspersonerne fik ved at indtage mescalin, Det drejer sig om "tunnel", "spiral", "gitter" og "(edderkoppe)net":

http://countyourculture.com/2011/03/13/form-constants-visual-cortex/

Her er så et af Jens Lunds sene 'mytologiske' - idag ville man sige 'fantasy-' - illustrationer som for mig klart trækker på alle fire grundlæggende formkonstanter: (edderkoppe)net, spiraler, tunneller og gitre:

Montezumas Datter og Kolibrien. 1920. Bly og akvarel 

Wikipedia-artiklen uddyber, forklarer og giver baggrund for hvad formkonstanter er for noget, og den konstaterer herunder at oplevelsen af formkonstanter også kan forbindes med synæstesi - men i øvrigt kan være indre visuelle ledsage-fænomener til en masse forskellige mentale og psykiske tilstande:

Klüver's form constants have appeared in other drug-induced and naturally-occurring hallucinations, suggesting a similar physiological process underlying hallucinations with different triggers. Klüver's form constants also appear in near-death experiences and sensory experiences of those with synesthesia. Other triggers include psychological stress, threshold consciousness (hypnagogia), insulin hypoglycemia, the delirium of fever, epilepsy, psychotic episodes, advanced syphilis, sensory deprivation, photostimulation, electrical stimulation, crystal gazing, migraine headaches, dizziness and a variety of drug-induced intoxications. These shapes may appear on their own or with eyes shut in the form of phosphenes, especially when exerting pressure against the closed eyelid.

   It is believed that the reason why these form constants appear has to do with the way the visual system is organized, and in particular in the mapping between patterns on the retina and the columnar organization of primary visual cortex. Concentric circles in the retina are mapped into parallel lines in visual cortex. Spirals, tunnels, lattices and cobwebs map into lines in different directions. This means that if activation spreads in straight lines within the visual cortex, the experience is equivalent to looking at actual form constants.

   Author Michael Moorcock once observed in print that the shapes he had seen during his migraine headachesresembled exactly the form of fractals. The diversity of conditions that provoke such patterns suggests that form constants reflect some fundamental property of visual perception.

Hilma af Klint som var nogenlunde samtidig med Jens Lund, oplevede sine abstrakte og i mange år hemmeligholdte billeder gennem særlige mentale tilstande som af fagfolk betegnes som hallucinationer, og som hun selv opfattede som direkte produceret af åndelige væsener der så at sig førte hendes hånd når hun producerede sine malerier. 

   For mig er der ingen tvivl om at de er et resultat af synæstesi-erfaringer og at de underliggende visuelle matrixer er formkonstanter:

Hilma af Klint: De ti største, nr. 1, Barndommen, gruppe IV, 1907.

Kandinsky er også erklæret synæstetiker og giver ofte sine malerier titler der forbinder det visuelle med lyde/musik. Mange kaldes bare "Komposition" efterfulgt af et romertal - som var det noderne til et - her visuelt udtrykt - musikstykke:

Kandinsky: Compostion VII. 19

Også van Gogh er med på vognen, så at sige - især hans sene billeder er domineret af formkonstanten spiral og har også et hallucinatorisk præg:

Van Gogh: Stjernenat. 1989

Og så kommer Hundertwasser også med blandt dem for hvem formkonstanterne er en vigtig del af den visuelle kraft i både billeder og arkitektur - det er især 'spiralen' som går igen, igen, igen - her kombineret med 'gitter':

Om Hundertwasser var synæstetiker, har jeg ikke kunnet finde dokumentation for. Men jeg har en mistanke om det.

Jens Lund var som kunstner først og fremmest illustrator, men udgav flere bøger som kombinerede og syntetiserede lyriske tekster med hans arabesk-illustrationer: "Forvandlede blomster" (1899) og "Livets skove" (1901).
   Altså 'konceptuel blending' af medier og kunstformer som koncept og kunstframe.

   Langt de fleste af Jens Lunds billeder er tegnede - sort-hvide med blyant og tusch(laveringer). Nogle få kombinerer tusch med akvarel, blandt andet den her som har titlen fra et digt af Baudelaire:

Mon äme voltige sur les parfums... 1901. Akvarel
(Mit hjerte skælver over parfume (Baudelaire)

Den følgende akvarel har en titel som utvivlsomt er inspireret af Holger Drachmans kendte digt "Sakuntala" fra 1876:

Sakuntala. 1900. Tusch og akvarel

Prinsessen. 1906. Pen, tuschlavering og akvarel

Af regulære oliemalerier fra Jens Lunds hånd findes kun tre: de her, som jo er meget symbolske, hvad også fremgår af titlerne:

Dagens blomst. 1898. Olie på lærred

Nattens blomst. 1898. Olie på lærred

Herrens herlighed. 1899-1900. Olie på lærred

Den franske symbolistiske digter Baudelaire er en vigtig inspirationskilde for Jens Lund og andre "dekadente" jugend-kunstnere over hele Europa - ikke mindst gennem digtsamlingen "Fleur du male" ("Syndens blomster") fra 1857.

   

At Jens Lund også var synæstetiker, peger titlerne på mange af hans tegninger på, blandt andet den her som jeg viste ovenfor som blikfang for dette indlæg:

Duft der synger ... Flammer der ler. 1903-04. Pen og tusch

Mange synæstetikere kombinerer flere former for synæstesi. En af de mest almindelige er at tekst - bogstaver, ord og tal - "trigger" farver, på engelsk kaldet "grapheme-color-synaesthesia".

   En anden, sjældnere form er en hvor grafiske udtryk og visuelle objekter "trigger" oplevelser af personlighed, køn og karakter: "object-personification-synaesthesia". 

   Og Jens Lunds serie af "slyngede" blomstertegninger med personificerende titler peger klart i den retning:

Sørgende blomster. Pen og tusch. 1998

Giftig blomst. 1898. Pen, tusch og akvarel

En skøgeblomst. 1897. Pen og tuschlavering

En cyklende blomst. 1898. Pen og tuschlavering

En snedig blomst. 1898. Pen og Tusch

Anarkistiske blomster. Pen og tuschtegning. 1898

Adelige blomster. 1898l. Pen og tuschtegning

Formeringens blomst. 1898. Pen og tuschlavering

Den grønne blomst. 1899. Tusch og akvarel

Man kan ikke af kilderne, som jo primært er Jens Lunds egne skriverier, afgøre om han var "litterær synæstetiker", eller han havde synæstesien som en tvungen og uvillet mental tilstand. 

   På det her tidspunkt i kunsthistorien var næsten alle kunstnere optaget af kunstneriske associationer  og koblinger på tværs af medier og sanser.
   Arabesken blev fx set som en form der klingede naturligt sammen med både lyrik og musik. 

   Christina Rauh skriver i udstillingsteksten: 

Af de ledsagende strofer til blandt andet »Forvandlede Blomster« fornemmer man, at Jens Lund har været optaget af sådanne synæstetiske overvejelser, idet han i disse tekstpassager lader syns- og lugtesansen arbejde tæt sammen om at aktivere en form for indre musik. I sine erindringer »Mindet og Nuet« har Jens Lund givet denne forklaring på sine tegninger: “Det Kunstens Barn, som jeg gik svanger med, var... et Fantasiens Foster, et Forsøg på at give Musikken billedlig Form, på at udtrykke en Stemning i skønne Linier og Farvetoner...”. I en omtale i Politiken i forbindelse med Lunds separatudstilling på Den Frie i 1909 beskrev Rudolph Tegner Lunds metode: “beherskende Komposition, Linjerne og Formen som en Dirigent Orkestrets mangeartede Instrumenter, maler han en Symfoni i Hvidt og Sort”

Jens Lund arbejdede ofte med at illustrere andres skriftlige værker, herunder producerede han også bogomslag. 

   Blandt andet tegnede og illustrerede han kapitelomslag til George Brandes Shakespeare-monografi. Og han beskrev selv skabelsen af disse illustrationer som et resultat af automatiske skiftende syner eller hallucinationer:

Under læsningen af Georg Brandes’ Shakespeare saa jeg en sælsom Blomst vokse ud af Bogens Blade: en saftfuld Plante med Blomster i Knop, lig Faner, i blaa festlige Farver og med runde, uregelmæssige takkede Blade, svulmende af Renæssancetidens Livskraft, - og om den stod Skoven i Vaarens lysegrønne Pragt. Jeg kaldte den Shakespeares Ungdom. Den udviskedes, men i stedet traadte en fuldt udsprungen Blomst, hvis Støvdragere dannede en Krone, en fantastisk Fyrstekrone, og Blomsten steg opad, baaren af to mægtige Blade, - omgiven af Sommerens dybe grønne. Jeg kaldte den Shakespeare’s Manddom. Saa svandt den bort og frem gled, lig en Svane, den sidste Blomst i brusende, herlig Stolthed; den gled for udbredte Vinger, med halvt lukkede Blomsterblade, ind mod Udødelighedens Land i Skær af Høstskovens brogede Glans. Den blev mig et Symbol på det ubøjelige, stolte Genis, den ensomme, uforstaaede Shakespeares sidste Aar.

Bogværket "Livets skove" (1901) har karakter af en symbolistisk fortælling som karakteriseres sådan af Christina Ruth i udstillingsteksten til Jens Lund-udstillingen:

Bogværket består af femten tuschtegninger, der alle beskriver forskellige situationer eller stadier i den menneskelige bevidstheds udvikling. Denne udvikling har såvel et personligt, individuelt aspekt som et bredere socialt sigte, hvilket fremgår af titler som »Barndommens Skov«, »Hjemmets Skov«, »Slægtens Skov« og »Samfundets Skov«. Drivkraften til at komme igennem disse områder kommer fra det personlige, fra »Drifternes Skov« og »Viljens skov«, men rejsen dertil er ikke uproblematisk, idet den også fører igennem skove eller stadier med kamp, fortvivlelse, vanvid, syner og dødsrædsel, for endelig at nå frem til forløsning i »Opstandelsens Skov«.

Her nogle af "skov-tegningerne" som jo også er styret af underliggende formkonstanter, samtidig med at titlerne peger på at de skal læses som metaforer på sindstilstande: 

Fortvivlelsens skove

Dødsrædslens skov

Hjemmets skov

Drifternes skov

Håbløshedens skov

Jeg får straks to associationer til disse Jens Lund-tegninger.

   Den første association er til J. R. R. Tolkiens egne illustrationer til "Hobitten" - som de her tre: 

Men det var altså Jens Lund der kom først. Tolkiens illustrationer er fra 30´erne.

Den anden association er såmænd til mig selv. 

   I min ungdom da jeg var omkring 19-20 år, lavede jeg ganske mange tuschtegninger med motiver af træer som tydeligvis var symbolske og personificerede - uden at jeg i øvrigt har nogen oplevelse af at de skulle udspringer af en form for synæstesi:

Jeg vil så lige til slut vende tilbage til dansk jugend. 

   Jens Lund var en ener og en outsider, men han var ikke helt alene. Hans jævnaldrende gode ven og ånds-, motiv- og stilbeslægtede Johannes Holbek, var også inkarneret jugend-dyrker  og symbolist. 

   Han døde allerede 1903. Og på nettet kan man kun finde få af hans billeder, men de her to siger dog noget om Holbeks kvaliteter:

Johannes Holbek: Esais IV, 1902. Olie på lærred.

Johannes Holbek: For latterkoncilet. Ca. 1900

Det kunne se ud til at Otto Frello, som jeg også har skrevet om i flere indlæg, og som også har jugendstilen som en del af sit udtryksmæssige repertoire,at han er inspireret af Johannes Holbek - eller kunne være det:

Jens Lund udgav posthumt Johannes Holbeks værk "Dekadent Barbari" 1904 - med omslag som Jens Lund havde tegnet:

Bogen er også en syntese af digte og illustrationer - af samme slags som Jens Lunds "Forvandlede blomster" og "Livets skove".
   Jeg har et projekt: at se at få den anskaffet antikvarisk. Den må være værd at have stående og kunne bladre i.