'Bergmans Video' (2) - stilhedens dramaturgi og andre historier

Så endnu et program i den svenske dokumentarserie 'Bergmans Video' - det var program 4 i serien - med temaet "tystnad" - "stilhed". Sendt på SVT1.

Der er stadig tale om en velfungerende fler-lags dramaturgisk konstruktion. 

   Fortælleren i rollen som forbindende vært der besøger Bergmans hjem på Fårö og udvælger fra han samling af videofilm, var denne gang en franske kvindelige instruktør Claire Denis der fortæller hvordan stilhed = reduceret dialog til fordel for handling og mimik - har haft betydning for hendes film, hvoraf jeg kun har set hendes debutfilm 'Chocolat' for mange år siden.

    Hun fortæller hvordan hun som instruktør og manuskriptskriver er optaget af at fortælle i scener med så få replikker som muligt,

    Indgangen til temaet er naturligvis Bergmans film "Tystnaden". Den gennemgående pointe i temaet er at stilhed - tavshed - ingen ord - i centrale scener, er en form for kreativ restriktion som er stærkt stimulerende for skuespillerne, og som intensiverer oplevelsen hos publikum - fordi publikum fascineres - som altid - af det som ikke siges og af det som ikke vises. 

    Stilhed og tavshed og pauser i film er benzin på fantasiens bål både hos publikum og hos skuespillere.

    

Claire Denis siger om sit eget forhold til det at lave film:

At lave film er som at have narkotika i blodet.   

Hun erklærer det som en metaforisk sammenligning - men læsere af denne blog vil vide at det er den bogstavelige sandhed  og virkelighed. 

   Store filmkunstnere som Ingmar Bergman eller Poul Martinsen producerer "som besatte". Kan ikke undværer den kemiske belønning (dopamin, endofiner, adrenalin) som udløses i hjernen når de kommer i instruktør-flow - "directors high", kunne man kalde det.

Det der slog stærkest an hos mig i denne uges udgave af 'Bergmas Video' var klippene fra filmen Piano, instrueret af Jane Campion og med Holly Hunter i hovedrollen som den stumme Ada.

   Da jeg så filmen i biografen for mange år siden, gjorde den et stort indtryk på mig, så stort at jeg overvejde at bruge den som dramaturgisk skoleeksempel og lærestykke i Power TV-kurset for DR som jeg tidigere har fortalt om. Det endte dog med at blive en anden film med kvinder som bærende karrakter, 'Thelma og Louise', der blev det illustrative skoleeksempel i kurset.

Filmen Piano er visuelt betagende og fantastisk flot fortalt, en række både smukke og rædsomme billeder og scener glemmer man aldrig:

Og Holly Hunter som Ada er utroligt udtryksfuld i sin stumme mimik og gestik, og vandt en Oscar for sit spil i rollen:

Hully Hunter fortæller i 'Bergmans Video' at det at spille rollen som den stumme Ada fik mere betydning for hendes udvikling som (film)skuespiller end noget andet. Og hun beretter at hun oplevede at der skete noget helt særligt i hjernen når muligheden for at udtrykke sig i ord var blokeret i kraft af rollen. "Det var som om der åbnede sig et andet og større - ukendt rum i hjernen"  når sproget var sat uden for døren som muligt udtryk, siger hun.

   Adas centrale udtryksmiddel bliver - som kompensation for det fraværende sprog - musik i forma af hendes klaverspil. Og Holly Hunter spiller selv klaver i scenerne.

Neurobiologisk hænger det jo sådan sammen at venstre hjernedel er der hvor sprogcentrene befinder sig og er aktive når man taler. Er de moduler så at sige lukket ned, så switcher hjernen kommunikativt program til den højre del som er sprogløs. Højre hjernehalvdel er der hvor musikudøvelse og en meget stor del af den visuelle hukommelse styres fra. Og det er derfra der er direkte forbindelse til den emotionelle del af hjernen.

   Det er tydeligevis erfaringerne med dette påtvungne skift som Holly Hunter prøver at beskrive i interviewet. Og også hun udtrykker sig på en måde som man umiddelbart må opfatte som en metafor på nogle svært beskrivbare oplevelser og erfaringer.
   Men sandsynligvis er det helt reelt at hun får en stærkt forbedret og mere direkte adgang til rum i hjernen som er vigtige for en skuespiller og kunstner som hende at være fortrolig med.  

Akvarelmaleriets mysterier (10) - akvareller fra Færøerne - sporene af endnu et Bardur Jakupsson-malerkursus

I halvåret efter jeg og fruen havde været på akvarelkursus ved Gardasøen i oktober 2011 med den færøske maler Bardur Jakupsson som underviser, arbejdede jeg videre med maleriet og udviklede en arbejdsform (og en stil) hvor jeg udnyttede fotografier af motivet som mellemstation. 

    Dette med lidt dårlig samvittighed fordi Bardurs undervisning jo indebar at man malede motivet "live" - på stedet. Og fordi han fremhævede akvarelmaleriets muligheder for at lade farverne løbe sammen. Og det kunne jeg ikke finde ud af.

   I mine akvareller fra Kap Verde var der ikke noget der løb sammen, de var meget "grafiske", som fx dette:

Jeg var spændt på at møde Bardur igen - på endnu et kursus - men et hvor han var på hjemmebane. Det var i den lille bygd Gjogv i den nordlige ende af Østerø hvor han havde sit atelier, så vi oplevede nu kunstneren i sit naturlig habitat.

Her er et af hans nyere akvareller - med motiv fra den bygd der også leverede alle motiverne for kursusdeltagerne i løbet af ugen:

Når man har været på stedet, så er det klart at motivet er den dramatiske kløft som afgrænser den ene side af bygden, og at i baggrunden ser vi øen med den karakteristisk flade fjeldtop. Badur har forladt enhver form for realisme, har abstraheret motivet til enkle klare farver og markante livlige brede penselstrøg. Flere områder i billedet udnyttes dette at farverne får lov til at flyde sammen: vådt i vådt!

   Her er et foto af motivet:

At male den kløft var en af opgaverne vi fik på kurset. Den prøvede jeg så at male i min nye "grafiske" stil, og især i gengivelsen af vandet udnyttede jeg det jeg havde lært mig på Kap Verde - at finde et malerisk udtryk for det hvide modlys i vandet:

En af de andre ting jeg havde lært mig på Kap Verde var at male en himmel i modlys:

Og var der noget der er betagende flot på Færøerne, så er det himlen og skyerne i sollys. Så her er et af de motiver som jeg først fotograferede og derefter malede.

   Her først maleriet:

Og så forbilledet - professionelt benævnt et 'referencebillede':

Her endnu et færøsk himmelmotiv - jeg udnytter en "formel for skyer" og en "formel for færøsk fjeld" - der er altså også tale om en abstraktion gennem en "grafisk" forenkling af former og farver, men naturligvis slet ikke så frit og radikalt som i Bardurs maleri oven for:

Det jeg fandt ud af på Færøerne, var at jeg ikke bare kunne sidde ude - midt i motivet og male "live" - det man i gamle dage kaldte "friluftsmaleri" i modsætning til "ateliermaleri".

    Dels var det ubekvemt og distraherende for mit gamle fede kadaver at sidde på en hård klippe og balancere med akvarelæske, vand, blok og pensler. Men selv når jeg fandt et godt sted at sidde og med god "bordplads" til akvarelrekvisitterne, så gik det ikke - jeg kunne ikke koncentrere mig.  Hvorfor?

    På en måde var motivet og alle dets detaljer i farver og former for mentalt overvældende for mig, så jeg ikke kunne aktivere det distancerede analytiske blik som Betty Edwards beskriver er nødvendigt rent mentalt - for virkelig at kunne SE motivet og dets proportioner "rent" gennem højre hjernehalvdels optik - og frigøre bevidstheden for interfererende forhåndsforestillinger om motivet fra venstre hjernehalvdel.

    Det at få motivet "spærret inde" i et foto var det perceptuelle mellemhop der gjorde det muligt for mig at analysere det i dets rene abstrakte enkeltdele, og så male dem bid for bid - uden at tænke på og blive distraheret af hvordan jeg forestillede mig det så ud.

    Men den analytiske distance gjorde det også nemmere at abstrahere med hensyn til farver. I det sidste i "landskabserien" har jeg malet alle skygger i de grønne vulkanske fjelde med nuancer af violet - i modsætning til de foregående hvor jeg har malet skygge(r) med varianter af mørkegrønne farver:

Løsningen for mig blev at tegne motivet "live" på stedet fra en bestemt position. Derefter gennemfotografere motivet fra forskellige vinkler og med forskellige beskæringer. Og så gå hjem og male. Altså en form for perceptuel blending af to visuellle input-rum.

   Som her:

Det er malet på et meget "groft" akvarelpapir hvis struktur får hele motivet til at "flimre".

   Her et af flere fotografiske forbilleder:

Det maleri jeg var mest tilfreds med af min færøske akvareller, var det her - hvor jeg udnytter at det fotografiske forbillede er taget med vidvinkel - hvilket forvrænger perspektivet på en fascinerende måde:

Man fornemmer måske inspirationen fra "Både på stranden" fra Kap Verde der indledte dette indlæg.

Hvad lærte jeg så af nyt på kurset? 

    Det at se og opleve Bardur sidde ude - med os kursister omkring sig - ordknapt demonstrerende sine tekniker som introduktion til de forskellige motiver, det var jo langt hen ad vejen en repetition fra Gardasø-kurset. 

   Men på en eller anden måde gav det en ekstra dimension at se ham i det landskab han tydeligvis elsker og føler sig hjemme i - og som er inspirationen også for hans abstrakte oliebilleder. 

    Og man forstod hvorfor han havde en hel ekstra akvarelæske - udelukkende med forskellige grønne farver.

Men denne gang hørte jeg måske mere efter hvad Bardur sagde under gennemgangen om aftenen af kursisternes billeder. 

   Først og fremmest sagde han - til sidst på kurset - at "nogen havde deres egen stil" - henvendt til mine billeder. 

    Det opfattede jeg ikke bare som en ros, hvad jeg tror det var ment som. Det gav mig også en aha-oplevelse. Sådan havde jeg ikke tænkt om mine billeder - at de havde "en stil". Men det var afsættet for de tanker jeg siden har gjort  om "motiviske formler" (se senere).

   

Bardur sagde også ting som umiddelbart gav mening i lyset af de teorier om kreativitet som jeg har forfulgt på bloggen her. Formuleringer som jeg husker nu snart en måned efter.

   Først og fremmest leverede han en smuk sproglig metafor på den teknik han demonstrer: "Man skal lade penslen danse over lærredet". 

   "Den dansende pensel"! Det udtrykker jo det kropslige, det frie og det intuitive i den måde han bruger penslen og farverne på. 

    Og det gør det jo også klart at jeg indtil videre ikke er kommet meget videre end til små hop på stedet, og måske et enkelt lille trin fremad.   

   I mine Færømalerier ovenfor er det først og fremmest de to billeder - "kløften med den røde båd" og "elven gennem byen" hvor jeg kan genkende lidt af det "dansende" - nemlig da jeg malede vandet i bunden af kløften og det strømmende vand i elven. I begge tilfælde er der tale om dele af akvareller hvor jeg udnyttede det jeg havde lært mig gennem to af Cap Verde-billederne: om at lade det hvide papir stå tilbage på baggrund af vandets skygger.

   

Og så refererede Bardur til begrebet "serendipiditet" - selv om han ikke brugte termen. Han udtalte faktisk noget i retning af: "Man finder, uden at søge." Underforstået: når man maler på den måde jeg anbefaler.

   Han fremhævede flere gange at der i den slags (akvarel)maleri hvor man bevidst udnytter det at vandfarverne løber sammen og blandes - "vådt i vådt" - at i det er der meget held og tilfældighed. Og  at hvis man skulle udnytte og beherske de muligheder, så skulle man indstille sig på at gøre mange forsøg - male det samme motiv mange gange. 

   Jeg kom i tanker om Peter Schmeichels bon mot: "Jo mere man træner, jo heldigere er man." Og oversatte det i hovedet til: 

Jo flere akvareller man maler - jo større er chancen for at nogle farver flyder ind i hinanden på den æstetisk helt rigtige måde.

Måske kunne man også oversætte John Lennons visdomsord: "Life happens while you are busy making other plans" til et akvarelslogan: 

Watercolour painting happens while you are busy wetting yuour brushes with other colours.

Jeg må så også konstatere at indtil nu har jeg ikke malet det samme motiv flere gange - bortset fra en enkelt gang hvor jeg malede en afghansk opiumsbonde efter et avisfotografi i to versioner. 

Jo, det var lærerigt nok. Og jeg har godt nok flere gange haft lyst til at gen-male et motiv - fx også flere af dem fra Færøerne. Men jeg synes det er svært. 

   At male akvarel så det ligner motivet som er det jeg lige nu nu er blevet "fortryllet af" - er for mig nærmest en mentalt selvforglemmende nydelse. 
   Hjernens belønningskemi aktiveres, og jeg kommer tydeligvis i flow. Det opleves ligesom at spise en velsmagende ret. Motivet bliver i en eller anden forstand "konsumeret" ved at man maler det. Man taler jo også om at "spise" eller "sluge noget med øjnene". Og så rekonstruerer man motivets  "sjæl" med hånd og pensel når man maler det.

    Og det er svært at opnå samme nydelse ved at indtage genopvarmede rester fra dagen før, selv om der er undtagelser. Fx smager lasagne som regel bedre dagen efter.   

    På den anden side fremgår det jo af mine billederne ovenfor at der er en masse "gentagelse" i dele af motivet. Også i forhold til Kap Verde-billederne.

Disse "gentagelser" er jeg faktisk blevet klogere på. Det var nok det Bardur mente med at mine billeder havde en "stil". 

   Det handler om det jeg ovenfor har kaldt motiviske "formler": Jeg har - ubevidst - udviklet "formler for lys i vand", "formler for skyer", "formler for det færøske landskab", kan jeg nu se. Forenklinger og abstraktioner der kan genbruges med god æstetisk effekt.

    

Jeg får associationer fra mine billeders "stil" til de japanske træsnit af Hokusai og de andre japanske mestre fra 1800-tallet som jeg tidligere har skrevet en del indlæg om her på bloggen. De har nemlig også faste motiviske formler - fx for "skyer på en himmel":

... eller "vandfald der løber ned ad klipper":

 eller "bølger der brækker i skumsprøjt":

Ligesom på Gardasøen-kurset var det også på dette kursus en opløftende oplevelse at se hvor meget  alle deltagere udviklede sig - og blev bedre - i løbet af de kun 6 dage kurset varede. 

    Der var flere andre deltagere end fruen og mig som var på deres Bardur-kursus nummer to. Og flere af deltagerne havde også gået på andre kurser før dette. 

   

For første gang i mit liv købte jeg et maleri - ikke af Bardur, men af en af kursisterne:

Essensen af et færøsk fjeld! Essensen af akvarelmaleriets særlige poesi. 

   Hanne Broch er navnet på kunstneren!